En kritik af forskning som middel til bedre konkurrenceevne

En af plankerne i Danmark og EUs industripolitik er, at vi skal skabe økonomisk vækst og forbedre vores konkurrenceevne ved at "satse på forskning" - dvs. gøre det nemmere for virksomheder at forske og derved udvikle nye produkter, som de så kan tjene penge på at sælge til andre.

En tommelfingerregel i forskning om forskning er også, at man kan forvente et afkast på det dobbelte af et samfunds investeringer i forskning og udvikling. Derfor er en stor, stor del af EUs budget forskningsstøtte, derfor har vi forskerskatten, og det virker indtil videre.

Der er nogle hager ved dette - bl.a. BNP som mål for økonomiens sundhed, makroøkonomiens lære om handelsbalancens påvirkning af valutakursen og deraf, at man ikke kan leve af et eksportoverskud i længden - men jeg vil lige linke til denne kommentar på FT:

China takes a short-cut to power

(...) Western companies have had to disclose details of their technology in order to gain contracts and later had to compete against Chinese state-owned enterprises selling near-identical products. Westinghouse Electric, a US nuclear group, has just handed over 75,000 documents as part of a deal to build four advanced nuclear reactors in China.

(...) a pattern is developing. One company cedes its intellectual property to a Chinese SOE and then all of them are then squeezed to the margins of China’s domestic market, and face a new competitor.

None of this is accidental, or a case of over-eager SOEs crossing the line. China wants to transform from being the factory of the world to an advanced economy and is using its market power to take a short-cut by “digesting” others’ intellectual property. One State Council report called for the “absorption, assimilation and re-innovation of imported technologies”.

Det er en offentlig hemmelighed, at Kina skider på immaterialret, fordi de ikke har nogle af rettighederne, og de derfor ikke har nogen som helst fordel ved at overholde deres "internationale forpligtelser" - dvs. give os penge for at bruge vores teknologi.

Og hvorfor skulle de også det? Der er ingen gevinst for dem. Vi har set det samme i Brasilien, Indien og senest Grækenland (!), hvor Novo Nordisk og andre medicinfirmaer har måttet sluge "ulovlige" kopiprodukter eller lavere priser (i Indien er det lovligt at kopiere medicin fra andre lande uden videre - kæmpe industri). De sanktioner, der har været, er alt for svage til at gøre noget, og det er sgu lidt svært at forsvare moralsk, at fattige mennesker må dø, hvis de ikke har råd til at betale for licensrettigheder til vores piller, som faktisk koster en del at udvikle.
 
---

PS. Jeg er ved at blive godt træt af folk, der siger, at vi skal gøre ligesom Kina. Det hele går ud på billigere arbejdskraft, det er samme klassekamp i sidste ende, men fordi diskussionen om makroøkonomi herhjemme er så fattig, tror alle - og særligt de nærsynede virksomhedsledere - at vi bare skal indføre diktatur arbejde hårdere og gå senere på pension, så er den prut slået. Lad os først lige se, om Kina kan holde styr på inflationen.

De sjældne jordarter

De 97 pct. af verdens depoter af 'sjældne jordarter', som jeg nævnte forleden at Kina sidder på - de bruger deres monopol:

China’s de facto ban on rare-earth exports to Japan imposed during the two countries’ diplomatic feud will propel Tokyo to seek new sources of the strategic minerals, according to Japan’s new economics and fiscal policy minister.

Og manipulation af yenens værdi, som Japan har reageret på, med finanspolitiske modtræk. Er det lovligt?

Konflikten har umiddelbart bund i to ting, man ikke læser meget om herhjemme: Valutakurser og ressourcer. Har det måske noget med VÆKST!!!1!et!! at gøre?

---

Min pointe er, at det her har noget med økonomi at gøre, og ikke bare nationalisme. Øerne er vigtige, fordi man får retten til havbundens ressourcer, og valuta er vigtig, fordi den er afgørende for konkurrenceevnen. Men vi får nok at vide, at det her mest af alt drejer sig om gammelt had.

Vi prioriterer muslimer

Opfølger til Citizens skarpe argument mod mit fokus på Kinas merkantilisme - fra FT:

In June, the Obama administration persuaded frustrated Democratic legislators to postpone pushing ahead with a bill that would target China for its alleged currency undervaluation because the White House wanted China’s support for a UN resolution targeting Iran, which it received.

Dvs. forudsigeligt nytteløse sanktioner for at afværge en teoretisk trussel (iransk atomvåben) mod et andet land (Israel) blev prioriteret højere end at sætte ind mod en merkantilistisk politik, som forgælder egen nation og undergraver samfundet. Hvorfor mon?

Passende citat fra den klassiske litteratur:

You know, Burke, I don't know which species is worse.  You don't see them screwing each other over for a fucking percentage.

Monopol

Hvis magt drejede sig om andet end selvtillid og lækkert hår, burde nogle måske tage det her alvorligt:

Beijing set off shockwaves in early July when it announced a 72pc reduction in rare earth exports over the second half of this year. The country has acquired a near monopoly, with 97pc of global output after under-cutting the rest of the world with Mongolian ores in the 1990s. The sudden cut-off since July has drastically restricted supplies to the rest of world. (...)

Baotou Steel High Tech Co said in February that it was building storage space for 200,000 tonnes of rare earth oxides. The company has since been told to stockpile metals by party bosses in Inner Mongolia. China Daily reports that Baotou and Jiangxi Copper are aligning their policies and now "virtually control" the market. 

Det er ikke frihandel, det er merkantilistisk planøkonomi. Og det ser ud til at virke, selv om Kinas fremgang ifølge vores egne kloge hoveder er den rene produktivitet. Eliten vil nok ikke gøre noget ved dette af samme grund til, at de ikke gør noget ved skattelyene; det kommer dem til gode. Den økonomiske teori har jo også skrevet ressourcer ud af ligningerne, så ideologien passer med klassens interesser.

Jeg er ved at blive lidt træt af min egen sarkasme, men hold kæft hvor er vi blevet dumme til det her. Er der overhovedet et 'vi' længere, eller er nationer og samfund bare folk og deres familier? Er 'vi' så naive?

Arbejdere mod kommunister

Et eller andet sker der i Kina.

Labour protests that have forced shutdowns at overseas-owned factories in China have spread beyond the country’s southern industrial heartland, posing a dangerous new challenge for Beijing. (...)

There is no evidence that workers at different factories are co-ordinating their activities but the success of a strike at the transmission operations of Honda, the Japanese carmaker, has emboldened workers by demonstrating that mass action can yield results.

Euroens fald vil ramme dem hårdt, tror jeg. Måske en god lejlighed for partiet til at få styr på arbejderne igen.

Ja så.

Via exile: Boligboble i Kina sprænger.

Compared with the week ended April 11, the average transaction price of commercial residential properties in Beijing plunged 31.43 percent or 7,744 yuan per square meter.

Interessante tider.

Sinofobi

Lær ordet at kende før din nabo. Der skal nok komme en dansk wikiversion.

Made In China

Men altså. Kina snyder på vægten ved at holde sin valuta nede. De virker ikke særlig modtagelige for fornuft, selv om også Brasilien og Rusland er begyndt at brokke sig. Jeg har svært ved at se, at dette kan ende i andet end en konfrontation. Det kommer først og fremmest an på, hvor dygtige vores politikere er - om de forstår, hvad der foregår. Hvis de er kloge nok, så kommer den. Hvis ikke - hvis en masse skræpper op om protektionisme - så er der udsigt til høj arbejdsløshed lang tid frem.

Der er allerede en del Hvid Frygt derude. En del har svært ved at omstille sig til en verden, hvor hvide mennesker ikke kan skubbe rundt med andre. En konfrontation i form af en handelskrig vil sætte gang i en udvikling, hvor Kina vil afløse islam som Vores Største Fjende, og Made In China bliver til et syndens brændemærke, eller sådan noget.

Hvad det får af konsekvenser for vores værdier ved jeg ikke, men det plejer at være et spørgsmål om at opponere. Et eller andet med Kinas hensynsløse og konforme overvågningskapitalisme. Det kunne godt være, at det minder for meget om os selv til, at der kan bygges værdier op i opposition. Man vil prøve.

---

Glemte at linke til Krugmans klumme for nogle uger siden om det her.

Det sker i dag

Irak: Veto mod valglov, pga. underrepræsentation af denne og denne folkegruppe. Libanonisering, ingen vil risikere en folketælling. Og Kirkuk igen-igen, der bare får lov at ligge og syde. Amerikanerne er faktisk på vej ud, så vinduet, hvor Kirkuk kunne løses ved amerikansk pres, er ved at være lukket.

Pakistan: Det går faktisk godt med hærens krig mod talibberne. Vi får se hvad vinteren bringer, men det ser lovende ud. Imens er Zardari på ud og Sharif på vej ind.

EU: Blair blev ikke el presidente. Der gik vi glip af en stor personlighed. Ikke til at vide hvad parlamentet gør med sin nyvundne magt.

Iran leger med ilden. Idioter. På den anden side ville et israelsk angreb hjælpe højrefløjen i den indre strid.

USA eskalerer i Afghanistan. Imens er venstrefløjen deprimeret over de få fremskridt. Der er altid tendens til, at en regering mister popularitet over tid, men i USA går det meget hurtigere pga. det dysfunktionelle parlament. Republikanerne er stadig kolossalt upopulære, selv om tilliden til demokraterne falder.

Emiraterne: Dubai vil ikke redde et statsejet, falleret byggeselskabs kreditorer. Verden skælver en anelse ved denne tossede tanke. Er vist mest en strid mellem de herskende familier i hhv. Dubai og Abu Dhabi. Findes der et ord for en styreform, hvor det er et par familier, adelige eller ej, der sidder på det hele?

Hvad sker der i Kina?

Til de interesserede

China Hand har skrevet en glimragende artikel om Indien og Kina og de stormfulde højder. Det har været underrapporteret i vestlige medier, men USA's aftale med Indien fra 2006 om samarbejde om atomkraft mv. gav arbejdet med ikke-spredning en skalle lige i integriteten. Jeg tænker her på Iran, der er omgivet af mere eller mindre fjendtlige atommagter, som har skidt højt og helligt på ikke-sprednings-traktaten og ikke er blevet straffet, tværtimod. Det er og bliver min holdning, at Iran sandsynligvis prøver at skaffe sig atomvåben, eller balancere på kanten af muligheden for samme, af fuldstændigt rationelle grunde, selv om der stadig ikke kan bevises en dyt. En aftale med De Fem må forudsætte, at Iran kan stole på USA, og det ligger det så endnu lidt tungere med.

Flot, Bush! Nuvel, en ny præsident er ved magten i USA, og denne ser ud til reelt at prioritere ikke-spredning over smålige magtspil og muslimbaskeri. Men det er skidt for verden, at USA i den grad svinger fra det ene udenrigspolitiske ståsted til det andet, alt efter den amerikanske økonomi og dennes indflydelse på vælgerne. Jo: Som i USSR var der også udsving i amerikansk udenrigspolitik under Den Kolde Krig (bl.a. da de neokonservative viste deres grimme fjæs under Reagans første periode, inden han af oprigtig bekymring for atomkrig besindede sig og satte sig ned med Gorbatjov), men i det store og hele fulgte de amerikanske præsidenter en lige linie i udenrigspolitikken fra 1947 til 1989. Til at regne med, også i kynisk forstand.

Men læs artiklen, om Nepal, Dalai Lama, Tibet, Pakistan, og noget om ikke at vikle sig ind i en landkrig i Asien, tror jeg.

Kommunister

Vand er vådt, paven er katolik, og kommunister lyver (via).

In February, local Chinese Labor Ministry officials came to "help" with massive layoffs at an electronics factory in Guangdong province, China. The owner of the factory felt nervous having government officials there, but kept his mouth shut. Who was he to complain that the officials were breaking the law by interfering with the firings, he added. They were the law! And they ordered him to offer his workers what seemed like a pretty good deal: Accept the layoff and receive the legal severance package, or "resign" and get an even larger upfront payment.

"I would estimate around 70 percent of workers took the resignation deal. This is happening all over Guangdong," the factory owner said. "I help the Department of Labor, and they'll help me later on down the line."

Such open-secret programs, writ large, help China manipulate its unemployment rate, because workers who "resign" don't count toward that number. The government estimates that roughly 20 million migrant factory workers have lost their jobs since the downturn started. But, with "resignations" included, the number is likely closer to 40 million or 50 million, according to estimates made by Yiping Huang, chief Asia economist for Citigroup. That is the same size as Germany's entire work force. China similarly distorts everything from its GDP to retail sales figures to production activity.

(ikke et ord om, at incentiver for kortsigtet bedre regnskaber havde noget at gøre med vestlige bankers bidrag til møgbunken...)

Jeg mener, at temperaturen på verdensøkonomien kan måles ret simpelt ved at se på eksportafhængige lande som Japan og Kina. Deres handelsbalance måler hvordan deres kunder har det. Det kan ikke simpelthen ikke stemme, at Kina klarer sig så meget bedre end Japan, når de begge er storafhængige af vestlige markeder - med mindre Kinas voldsomme statslångivning siden krisen slog til skulle have løftet den kinesiske økonomi med 10 procentpoint over den japanske! Not bloody likely. Så det har jeg haft gevaldigt svært ved at tro på.

Ikke desto mindre tog investorer Kina på ordet og pøsede billige penge i landet, som det efterfølgende satte i amerikanske statsobligationer, fordi der ikke rigtigt var andet at bruge pengene til. Karrusellen går rundt.

Spring op og fald ned

Furoren i Iran og Egypten over tyskeren, der blev slået ihjel i en retssal af en gal racist, fordi hun gik med hijab, står i grel kontrast til stilheden over Kinas behandling af uighur-minoriteten. Det er ikke nyt - her fra sidste år:

Local governments in a Muslim desert region in western China have imposed strict limits on religious practices during the traditional Muslim fasting month of Ramadan, which began last week, according to the Web sites of four of those governments. (...)

The Web site of the town of Yingmaili lists nine rules put in place to “maintain stability during Ramadan.”

They include barring teachers and students from observing Ramadan, prohibiting retired government officials from entering mosques and requiring men to shave off beards and women to doff veils. Mosques cannot let people from outside of town stay overnight and restaurants must maintain normal hours of business. Because of the sunrise-to-sunset fasting, many restaurants would normally close during daytime for Ramadan.

Disse tiltag var eksplicit rettet mod islam, og blev mødt af en mur af stilhed fra muslimske lande. Sidste uges hundredevis af døde ligeså.

Så hvad foregår der? Såmænd kun, at der er stram politisk kontrol fra oven med hvad, der bliver protesteret imod eller blot rapporteret om. Danmark var et nemt offer, Kina er derimod en "strategisk partner", som det hedder. Elling skriver om Iran:

The Islamic Republic did not help the Muslim Brotherhood in 1982 when they were massacred in Hama by the secular Ba‘thist regime of Syria; the Islamic Republic sided with the Christian Armenians against the Shiite Muslim Azerbaijanis in the fight over Nagorno-Karabagh; the Islamic Republic did not help the Chechens when they were under full-scale Russian attack; and the Islamic Republic even prevented an agitated crowd of Basiji Students from leaving for Palestine when the Israeli war machine was pounding the West Bank into smithereens half a year ago.

And now it seems that the Islamic Republic will not stand up for their Muslim brethren in Xinjiang. This is far from surprising: Iran is extremely dependent on Beijing for investments and support in the UN Security Council, and careful not to damage this crucial relationship.

Tillige et postkolonialt horn i siden på europæerne, som er nemt at køre på for regeringerne, gætter jeg. Det er værd at huske på, næste gang en Seidenfaden projicerer en dansk, indenrigspolitisk konflikt ud på omverdenen. Jovist drejer det sig om indenrigspolitik, men ikke nødvendigvis om dansk indenrigspolitik.

I den fri natur

Brad DeLong om Greenspans lave rente:

Central bankers have long recognized that it is imprudent to lower interest rates in pursuit of full employment if the consequence is an inflationary spiral in wages, resource prices, or consumer prices. (...)

I do, however, know that the way the issue is usually posed is wrong. People claim that the Greenspan Federal Reserve "aggressively pushed the interest rate below its natural level." But what is the natural level of the interest rate? Swedish economist Knut Wicksell defined the natural rate of interest in the 1920s: it is the interest rate at which, economy wide, desired investment is equal to desired savings and hence in which there is neither upward pressure for consumer price, resource price, and wage inflation to accelerate as aggregate demand outruns supply nor downward pressure on those three inflation rates as demand falls short of supply. On Wicksell's definition--which is the best, in fact, to my knowledge the only definition--the market interest rate was if anything above the natural interest rate in the early 2000s: not accelerating inflation but rather deflation threatened. The natural interest rate was very low because, as Ben Bernanke explained at the time, the world had a global savings glut (or, rather, a global investment deficiency). (...)

You can argue--and on Tuesdays and Thursdays I will believe you--that Alan Greenspan's policies in the early 2000s were wrong. But you cannot argue that he aggressively pushed the interest rate below its natural level.

Men er det ikke netop problemet: At Kinas handelsoverskud og USA's relativt høje arbejdsløshed var to sider af samme mønt - nemlig Kinas valutamanipulation?

Jeg er som sagt ikke noget geni til økonomi, men at sætte renten til ingenting for at få folk i arbejde virker som at skyde forbi målet, der nu engang måtte være den skæve handelsbalance mellem USA og Kina, som følge af Kinas hokus pokus med valutakurser og vestlig modvilje mod en straftold på samme. "Det naturlige arbejdsløshedsniveau" kan under disse betingelser være temmeligt højt, og alt andet end naturligt.

W

Centralbankernes lave renter ser ikke ud til at have sat gang i udlånet til erhvervslivet, så hvor bliver alle de penge af, når de åbenbart heller ikke ender i mursten? Mit bud er aktier, jf. nogle besynderlige kurshop. Men aktier har kun reel investeringsværdi, fordi de giver afkast i form af dividende etc. Jeg vædder hermed min gamle hat på, at vi er vidne til en aktieboble, som bliver punkteret, når økonomien på et tidspunkt kommer i gang, inflationen uværgerligt kommer, og diskontorenten ryger i vejret for at holde inflationen nede. Eller måske ryger renten i luften en del før, for at sælge gældsobligationerne til udlandet. Nogen skal jo betale for ballet, hvis jeg har forstået det ret.

Jeg er af den opfattelse, at Kinas sløve opkøb af USA's gæld på det seneste har mere at gøre med Kinas økonomi end tiltroen til USA. Kina har vel lige så store problemer med at køre et overskud som Japan (første handelsunderskud i 28 år). Men "diversiferingen", som det kaldes, er i gang.

(titelforklaring)

"Frihandel"

Det er ironisk, at liberalisterne burde have et godt argument mht. depressionens ophav i den skæve handelsbalance mellem USA og Kina (og resten af verden). Finanserne søger altid mod en balance (at opnå den er en anden sag...), og et handelsunderskud burde af sig selv føre til en svækket valuta, eftersom dens værdi er en konsekvens af udbud og efterspørgsel, som en anden vare. Det, vi i stedet har set, er, at Kina har bevaret yuanen på et stabilt, lavt niveau på trods af sit gigantiske handelsoverskud over for USA og Europa år efter år. Forklaringen er, at Kina kunstigt holder yuanen nede. Det er efterhånden lige så hemmeligt som Israels atomvåben, USAs torturprogram og Ruslands giftmord.

I sidste ende er det ikke til gavn for nogen: Kineserne får ganske vist flere arbejdspladser, men gør det på de facto eksportstøtte, således at de eroderer profit og effektivitet - som sådan noget jo gør. USA og Europa mister til gengæld arbejdspladser mod billige varer, hvilket går ud over fordelingen af rigdom, så uligheden bliver større. Og i sidste ende vil handelsmæssige ubalancer alligevel afvikles, og det gør nas, som vi erfarer nu.

Man skulle tro, at en liberal ville anklage Kina for at manipulere med det frie marked og bede om handelsbarrierer pronto. Men nej: At gå ind for "frihandel" betyder at lukke øjnene for eksportstøttens forvridninger. Jf. reaktionerne på USA's forkætrede finansminister Geithners bemærkninger om Kinas manipulation, f.eks. Edward Harrison Fra RGE:

I have mentioned in the past that Barack Obama does not have a consistent record on promoting free trade and many are worried, including Free Trade guru Jagdish Bhagwati, that we are about to see protectionism hit with full force. So, while the White House backpedaled from the protectionist sentiment, Geithner’s comments cannot be taken lightly.

Her fra EU Observer om stearinlys:

Despite G20 commitments last week to avoid protectionist measures, European Union authorities on Tuesday (7 April) agreed to impose anti-dumping taxes of up to 50 percent on Chinese-made candles sold in the EU.

En straftold på varer, der sælges under materialeprisen. Og det er altså "protektionisme".

---

Lad mig gerne påpege EU's hykleri, idet vi åbenbart ikke lider moralske kvaler ved at dumpe vores EU-støttede tomater i hovedet på resten af verden, så de ikke har en chance for at få landbrug op at køre. Frankrig, Afrikas ven.

Dagens dumme spørgsmål

En del af de økonomiske stimuluspakker har bl.a. som element "at stimulere forbruget" for at øge beskæftigelsen. Men de lande, der har større import end eksport, vil ved et øget forbrug først og fremmest købe løs af varer, der bliver lavet udenfor landet. At låne penge fra Kina til en gigantisk pengeregn over den amerikanske og europæiske forbruger vil derfor sandsynligvis få sin største virkning i Kina. Ikke?

Tiderne skifter

USAs (efter sigende) nye finansminister taler kinesisk.

He has studied Japanese and Chinese and has lived in East Africa, India, Thailand, China, and Japan.

Det kan bruges.

China passed Japan to become the U.S. government's largest foreign creditor in September, the Treasury Department announced yesterday, reflecting the dramatic expansion of Beijing's economic influence over the American economy.

Hvilken vej falder Pakistan?

Jeg kan anbefale China Hands analyse af Pakistans situation mht. IMF, Kina, Saudi-Arabien og USA. Han/hun er én, der i mine øjne griber for hurtigt til sammensværgelsesteorier. Men denne gang tror jeg, at der er noget om det. Kan ikke forklare det med andet.

Altså...

First, it’s quite likely that the U.S. government is trying to control the provision of financial aid to Pakistan in order to exert pressure on [the Pakistani] government to support and implement pro-U.S. policies more enthusiastically. And don’t be surprised if the United States is close to giving up on Pakistan’s civilian government and wouldn’t mind fomenting a national crisis that forces Army Chief of Staff Kiyani or some other military savior to step up and take over for the good of the nation. (...)

Second, the reason that neither China nor Saudi Arabia have stepped up to help out is because they feel that the Zardari government’s policy of acting as a U.S. client and signing on to the whole counter-insurgency package in Pashtun areas of Pakistan is catastrophically wrong-headed and contrary to their best interests and they wouldn’t mind your government falling either, to be replaced either by a new government headed by Nawaz Sharif and the PML-N, or some general.

Det er meget, at de vil tage chancen. Vanvittigt, faktisk. Men hvad ved jeg?

Engang var det Afghanistan, der var tumlepladsen for de centralasiatiske magter, i konstant splid og uro. Det ser nu ud til at være blevet Pakistans rolle.

Hotspot

Pakistan er uformelt allieret med Kina, som Indien er allieret med USA. Ergo atomenergi til den ene og til den anden. Kina er vist ved at komme Pakistan til hjælp nu, med lån til økonomien. Kina er jo i forvejen en af verdens største kreditorer - bl.a. til USA. Lånene til Pakistan vil selvfølgelig udfordre USAs monopol på livslinien, som tvinger Pakistan til at handle mod grænseprovinsernes militante, samtidig med de militante angriber konvojerne fra Pakistans kyst til USAs styrker i Afghanistan, hvor Kabul er ved at blive lukket af fra omegnen.

Hvor er det fucked up.

Mere Kina

Den økonomiske afmatning er nået til Kina (via Calculated Risk).

Chinese factories reported a plunge in new orders last month. Exports are barely growing. The real estate market is weakening, with apartment prices sinking in southeastern China, the region hardest hit by economic troubles.

(...)

China’s slowing growth is one reason that gasoline prices have fallen in the United States, for example. Similarly, world prices for metals like copper, tin, zinc and aluminum have tumbled in the last several weeks, as voracious Chinese factories have closed, or cut back their consumption.

På lang sigt er det økonomiske udfald af kreditkrisen og resourceknapheden her i Vesten en genregulering af finanssektoren, mere hjemmeproduktion, mere arbejde og dyrere varer. Hvor stor betydning det får på det politiske felt kommer an på hvor hårdt og hvor længe, det slår. Men regeringer har det med at blive stemt ud, når økonomien går tilbage.

Det, jeg er mest er optaget af, er, hvordan Kina vædrer dette. Det er den første hårde prøve siden globaliseringen tog fat. Der var lidt tilbage i 1997, men det var en finanskrise; det her drejer sig om langt mere grundlæggende uheldigheder, som tilsammen er skabt til at hive tæppet væk under Kinas økonomi. Efter listen, der bl.a. også forudsagde, at Freddie Mac og Fannie Mae skulle reddes på et tidspunkt.