Pis fra professoren

Dette indlæg i anledningen af et interview i Berlingske med en pro-fessor i velfærdsstaten, Jørn Henrik Petersen, der kan bekræfte, at velfærdsstaten er i store vanskeligheder, fordi den er blevet for stor, og nu går det ikke længere:

»Når du bygger et system, hvor du er idiot, hvis ikke du benytter dig af en samfundsgivet ret eller ydelse, uanset om du har brug for den eller ej, så ender det jo med selvdestruktion. Det bliver normativt godkendt at gå hen og hente ved kasse et, selvom man ikke behøver det. Så velfærdsstaten har måske selv været med til at skabe en adfærd, som gør at velfærdsstaten kommer i vanskeligheder. Enhver økonom vil jo påpege, at alt gratis er der til enhver tid ubegrænset efterspørgsel på,« siger professoren.

...nej. Luft er gratis, men der er stadig noget luft tilbage, fordi efterspørgslen på luft begrænser sig til behovet.

Og nej, Danmark er ikke ved at selvdestruere. Så en gang til - denne gang til ære for den kloge professor, som desværre ikke er bekendt med grundlæggende kendsgerninger om økonomien i den velfærdsstat, han ellers har brugt halvtreds år på at forske i:

• Danmarks statslige nettogæld ultimo 2012 er på 7,6% af Danmarks årlige økonomiske produkt. Dette er så godt som ingenting.
• Danmark har et handelsoverskud på 5,6% af samme produkt. Dette er rigtig, rigtig højt. Kinas mere omtalte handelsoverskud er til sammenligning ca. 4,3%.
• Derfor er Danmarks finansielle position er fuldstændigt sikker. Der er ikke noget sammenbrud her.
• Andelen af befolkningen på arbejdsmarkedet i Danmark i den arbejdsdygtige alder er højere end i næsten alle andre lande. Så der er ikke massevis af dovne mennesker, der feder den på velfærd.
• Det økonomiske produkt pr. indbygger er et af verdens højeste - selv når man korrigerer for købekraft, som jeg mener man ikke bør, fordi denne korrektion ikke iberegner nogle meget vigtige ting, en velfærdsstat bruger skattepengene på.

Så vidt jeg kan se, baseres hele diskussionen på, at Danmark har haft lavere vækst de sidste tyve år end resten af Europa. Man har så ganske fordomsfrit sluttet, at det må være pga. for meget velfærd, og vi bør være mere som det ultraliberale ikon Sverige, der har haft højere vækst, fordi de satte skatterne ned i nullerne, åbenbart med tilbagevirkende kraft (og ikke pga. Sveriges bankkrise af 1992, der satte landet så langt tilbage, at de siden har haft højere vækst ved at hale det tabte ind igen - ligesom Tyskland efter genforeningen).

Det sjove er, at det drejer sig om en moralsk holdning, der pakkes ind som økonomi. Men det har ikke en skid med økonomi at gøre, kun om at man ikke kan lide velfærdssamfundet. Fuck dem alle med en rusten svensknøgle, for man kan kun konkludere, at de er drevet af overtro og ondskab.

NYTimes BS om DK

New York Times har begået en artikel om det danske velfærdssystem og regeringens nedskæringer (alias: reformer), som Dean Baker tager under behandling. Læs endelig det hele - men her er det i punktform:

• Den danske befolkning bliver langsommere og med mindre negativ effekt ældre end USAs.
• Danmarks nettogæld ultimo 2012 er 7,6% af Danmarks årlige økonomiske produkt, og med et handelsoverskud på 5,6% af produktet er Danmarks finansielle position fuldstændigt sikker.
• Danmark har flere i arbejde end USA og næsten alle andre lande.
• Men dem i arbejde arbejder mindre og har mere ferie - det mener NYT er et problem.
• Danskere arbejder dog stadig 8% længere end tyskerne, hvis økonomi alle vist nok beundrer.

Der er altså ingen nationaløkonomisk grund til nedskæringer. Ingen.

Det, som Dean Baker afdækker med sin analyse, er løgnen om nødvendigheden af reformerne.

Ét er, at folk synes det er uretfærdigt, at folk som I-ved-nok går rundt og får penge for ikke at lave noget, når han godt kunne, mens andre arbejder sig halvt ihjel: spørgsmål om retfærdigheden i socialydelser og samfundskonstruktionen. Det er et legitimt spørgsmål, hvor deltidsansættelse netop er et svar.

Et andet er spørgsmålet om nedskæringernes nødvendighed; at vi bliver nødt til at skære ned, fordi økonomien går dårligt.

Det er en løgn, og en af de store. Hvis man mener det, er man uvidende, blevet løjet for, ellers også lyver man. For det er ikke sandt.

Danmarks økonomi har det overordentligt fint, bortset fra arbejdsløsheden. Det er blot en skam, at alle disse nedskæringer, der skal finansiere skattelettelser til erhvervslivet, ikke vil gøre noget ved lige netop dette punkt.

Velfærdsrytterne

Berlingske har en forsideartikel i søndagsmagasinet, der eksemplificerer højrefløjens forvrængede billede af velfærdsstaten og dens problemer. Den er del af artikelserien "Yderne & Nyderne", der handler om, at "[d]et danske velfærdssamfund er i krise."

Der henvises til den demografiske udvikling - at der bliver flere ældre og færre unge. Det er reelt nok. Denne gang handler det dog om folk, der trækker sig tilbage som pensionister i tidlig alder, og at nogle af dem bor ved Middelhavet. Det lyder som om, de gør det på det offentliges regning. Tidligere overvismand Torben Andersen figurerer tidligt i artiklen således:

Professoren bifalder, at et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en tilbagetrækningsreform og nu vil lukke huller i finansieringen af velfærden med flere reformer. Men det er kun som "bedre sent end aldrig"-ros. Stramningerne falder, efter de store generationer nu pensioneres.

Der føjes imidlertid noget til af en kontorchef Preben Etwil fra Danmarks Statistik:

"Hele vores pensionssystem blev ændret i løbet af 1980erne og 1990erne, og størstedelen af de ældres indkomst kommer ikke længere fra offentlig indkomst, men fra egne pensionsopsparinger.

Dvs. de selv har sparet op til pension. Det er da godt! Det fortsætter:

De 60-69-årige har en større formue end andre aldersgrupper. De er en generation, der har reddet [sic] på velfærdsbølgen. De har haft god beskæftigelse, gode pensionsopsparinger, og selv folk fra arbejderklassen har kunnet købe eget hus. Det giver dem i dag betydelige formuer, lyder forklaringen.

"At ride med på velfærdsbølgen" betyder altså at have et arbejde, spare op og købe hus. I mine ører lyder det ganske a-offentligt, men det er en meget snu offentlig velfærd, vi har at gøre med.

Artiklens primære case er en pensionist, der bor i Sydfrankrig, og som er enig i, at velfærdsstaten er gået for langt:

"Vil I ikke have et glas cremant? Nu nåede vi jo ikke et ekstra glas ved vandet," siger han og hælder op i høje glas. 

Lejligheden er 200 kvadratmeter. Sofaerne er orange, meget af kunsten er hentet på nogle af de 30 ferier i Thailand. Han åbner en cremant. Grisinnierne har han selv bagt.

"Velfærdsstaten har forandret sig på to måder. Mine børn har fået mange flere velfærdsydelser, end vi gjorde i samme alder. De har vænnet sig til, at de skal have, og at de ikke skal aflevere. De ældre er vant til at klare sig. Der er nogle af de unge - de kommer sgu aldrig til at tjene penge. De er gået fra en arbejdsløshedsperiode, så har de været i aktivering og er blevet arbejdsløse igen. Det er sgu et problem. Også for dem selv," siger Jens Vestergaard.

Ja, velfærdsstaten er gået amok i velfærd, fordi de unge kommer fra arbejdsløshed til aktivering og tilbage til arbejdsløshed igen. Vil du ikke have en cremant?

Jeg vil gerne vædde en flaske Chateau de Chasselas på, at hr Vestergaard ikke lever af sin folkepension. Vi får at vide om hans tidligere beskæftigelse, undskyld, velfærdsridt: "Jens har arbejdet som økonom i blandt andet Codan og Grundfos samt været medejer af et brillefirma." Sandsynligvis til en god løn.

Her er mit postulat: Folkepension er en mindre del af udgifterne til ældre. Langt det meste er sundhedspleje. I det omfang, man i kraft af egen opsparing har mulighed for det, vil man gå på pension. Jeg går her ud fra, at man ikke vil forbyde folk at gøre brug af privat opsparing. Derfor vil forhøjelserne af den alder, hvorfra man kan modtage folkepension, gå ud over dem, der tjener mindst og har den mindste opsparing. I et pudsigt sammenfald er det også dem, der har det hårdeste arbejde og slides op hurtigst.

I Finansministeriets modeller er en mindre pensionist én mere i arbejde. Jeg vil også postulere, at dem, der er slidt op og har mest brug for folkepension, ikke kommer i arbejde. De er slidt op! Jeg vil derudover påpege det absurde i, at mange unge er arbejdsløse og dermed ikke bidrager til finansieringen af velfærdsstatens amokløb. Men det er åbenbart ikke noget, vi skal gøre noget ved. Sjovt som det hænger sammen.

Salgsbare varer i minutter

Anbefalet: et intelligent indlæg på Modkraft om hjemmehjælp og udbud. Essensen:

Sagen er kort fortalt, at den borgerlige regering i 2003 gennemførte en lov, som blev kaldt fritvalgsloven. Formålet var rent ideologisk, nemlig at hjemmeplejen skulle udsættes for privat konkurrence ved, at de ældre skulle kunne vælge private firmaer til at udføre hjemmeplejen. (...)

Konkret kunne man ikke lave systemet, uden at man gjorde plejen til en vare, som kunne afregnes i kroner og ører. Når fru Hansen skulle have hjælp til støttestrømper, tandbørstning og medicingivning, samt toiletbesøg hver dag, så blev man nødt til at gøre det til en vare, som kunne afregnes for at finde ud af, hvor meget et privat firma skulle have i betaling for opgaven.

Derfor opfandt man minuttyranniet. X antal minutter til støttestrømperne, y minutter til tandbørstning, z minutter til medicinen osv. Alt skulle kunne måles og vejes, som en vare der kunne afregnes med de private ud fra en fast timepris.

The rest, as they say, is history.

Danmark er ikke verden

Danmark er stadig ikke verden, men det kan man ikke se på debatten om økonomien. Vi lever i en tid, der har set den største ophobning af privat gæld og efterfølgende sammenbrud af det private forbrug siden depressionen. Alligevel diskuterer vi Danmarks økonomi, som om den eneste faktor overhovedet er hvor meget velfærd vi har.

Det minder mig om Ole Birk Olesens kronik en gang for længe siden, hvor han skyder skylden for stigende kriminalitet siden 2. Verdenskrig på mere velfærd. Det er det eneste vi har, åbenbart. Der findes intet andet, der kan forklare noget som helst. Og slet ikke udviklingen i udlandet, selv om vi alligevel konstant drøfter hvordan vi bliver bedre til at konkurrere med Kina (se i øvrigt her om konkurrenceevne som mål for nationaløkonomi).

Skatteindtægterne faldt med nær 150 mia kr fra det ene år til det næste, og beskæftigelsen er vist faldet med 300.000. Det er ikke fordi en masse mennesker pludselig er blevet til dovne samfundsnassere, eller fordi regeringen har vanrøgtet økonomien, og det pludselig slår igennem. Det er faktisk irrelevant. Her og nu drejer det sig om privat gæld og forbrug, og hvordan man håndterer det. Men det kan man ikke læse fra debatten i vækstfora, aviser, bloody Davos osv.

Det er rigtigt, at befokningen er ældre end før og bliver ældre endnu. Det kræver nedskæringer (ordet 'reformer' er spin). Det er der ikke nogen vej udenom. De nedskæringer må følge økonomiens bæredygtighed. Men de exceptionelt dårlige økonomiske tilstande vi har lige nu drejer sig om den elendige styring af bankers udlån, og det er over hele Nordatlanten, fra Californien til Ukraine.

Jeg ved ikke, hvad der ellers skal til for at overbevise folk om, at udlandet betyder noget for Danmarks økonomi, hvis finanskrisen ikke kunne magte det. Der tales om, at økonomien er på vej tilbage, men de forhold, der skabte krisen, er der ikke blevet gjort noget ved, og vi mangler stadig en konkurs eller tre fra de mest udsatte eurolande.

Udliciteringsforvirring

Fra Informations forsideartikel:

Social innovation vinder frem og skaber flere stedet rundt om i landets kommuner nye eller supplerende tilbud til den offentlige service, der er ramt af stadigt stigende krav fra borgerne, færre hænder til at løse opgaverne og stadigt stigende økonomiske underskud.

Tanken er, at man udliciterer statens opgaver til ildsjæle, og det kan man så spare en masse penge på. Kæden er hoppet af, når man tror, at man ved privatisering - dvs. udbud - kommer af med udgiften. At sætte et statsligt eller kommunalt tilbud i privat regi betyder ikke, at udbudsvinderen også selv betaler for driften. Det er stadig staten, der betaler - over skatten.

På Center for Socialøkonomi, der hjælper borgere og foreninger i gang social­økonomiske virksomheder, har direktør Lars René Petersen i år fået dobbelt så mange henvendelser som sidste år og har kontakt med en fjerdedel af landets kommuner omkring at skabe gode rammer for socialøkonomiske virksomheder.

»I stedet for at sidde med hænderne skødet, hvis man synes noget er forkert, så gør mange mennesker i dag noget. De er drevet af den gode idé og den sociale indignation, fordi der er kommet mere pres på velfærden og de svage grupper, og det animerer flere til at handle i stedet for at skyde skylden politikerne og den offentlige sektor,« forklarer Lars René Petersen.

Jeg tvivler også stærkt på, at det er en god idé at forlade sig på menneskers sociale indignation som motivationen for at påtage sig at afhjælpe årsagen til den sociale indignation. Det er ikke bæredygtigt, og dermed er det ustabilt - hvilket er det modsatte af formålet med velfærdsstaten; at skabe tryghed.

Det er fint nok, hvis folk personligt vil gøre noget, men det er virkelig ikke en model, der skal understøttes ved systematisering. Inspirationen kommer fra USA og Storbritannien, så spørgsmålet er, om vi vil efterligne de to samfund og kaste en masse af statens ansvar over på religiøse velgørenhedsorganisationer. Spørgsmålet er ikke, hvordan velfærdsstaten overlever, men hvor meget af den.

Kan vi ikke lige tænke over, om det i det hele taget er mere effektivt, og i så fald om effektiviteten er tabet af den statslige troværdighed og driftsstabilitet værd? Det er ikke en automatisk proces; vi kan godt stadig vælge, hvor vi vil hen.

Apropos Storbritannien:

(Reuters) - The coalition government defended plans Sunday to consider far deeper public spending cuts than expected after opponents warned that it could trigger a second recession and a wave of strikes.

The Labour Party, which lost power in May after 13 years, said the government's decision to look at cuts of up to 40 percent, instead of the 25 percent announced last month, could lead to one million job losses.

However, Transport Secretary Philip Hammond said departments were unlikely to see full 40 percent cuts, a level rarely seen in developed countries, despite being asked to consider them.

"What we are not going to do is just slice 25 percent off every department. We will look at the menu of options for each department," he told the BBC. "I don't expect any departments will see a 40 percent cut, but some departments may see cuts a bit higher than 25 percent."

At bede de enkelte styrelser om at planlægge besparelser er at flygte fra ansvaret for de konkrete nedskæringer. Jo, vist går folk ind for at mindske underskuddet, men når det ligefrem bliver virkelighed, så kan det ses på meningsmålingerne.

Men i forhold til besparelser social innovation: Hvis der skal skæres ned, så skal det være programmer, der skæres ned på. Idéen om, at der er milliarder og atter milliarder at spare på administration vil kun føre til dårligere administration og dermed flere huller, inkonsistens, skandaler og mistillid.

Det er nu ikke andet end hvad man kan forvente fra de britiske konservative.

Kortere Marchen Neel Gjertsen og eksperter

Økonomiske tæsk til Løkke preller af på vælgerne

Det er uforståeligt, at venstrefløjen ikke får mere tilslutning af, at regeringen kritiseres for ikke at skære nok ned på velfærden. Folk må være dumme.

Varmestuer og juledekorationer

Kom til at læse Punditokraterne, faldt over det her indlæg af Torben Mark Pedersen fra Liberal Alliances hovedbestyrelse. Det korte af det lange er, at han finder en masse pjat på finansloven, der sagtens kunne spares væk.

Tænk på dette, og tænk så på, at der mangler varmestuer til hjemløse.

Det er nok ikke det, LA vil ud i, men at der mangler varmestuer til hjemløse, mens man kan få støtte til parterapi og aftenskolekurser i juledekoration, burde få venstreorienteredes blod i kog. Det er en løbende skandale, og det er ikke fordi riget fattes penge, kan man se, men fordi velfærdsstaten i højere og højere grad er middelklassen, der giver til sig selv. For ingen vil med god social samvittighed kunne sige, at pengene er bedre brugt på de ting, Pedersen hiver frem, end nogle steder, hvor hjemløse kan komme ind og få varmen.

Smag dog på den sætning: Et sted, hvor hjemløse kan få varmen. Hvilket århundrede lever vi i? Hvorhenne i verden er vi?

Det økonomiske er noget andet - frimarkedsfundamentalismen har vist sit værd, og økonomisk effektiv regulering går hånd i hånd med accept af en stor statssektor.

Men hvor er det skidt. Hvis velfærdsstaten ikke tager sig af de svageste, så er den perverteret.

Næse i grus, numse i vejr

Det er faktisk ikke det frie markeds skyld, at VKO har betalt alt, alt for meget til privathospitalerne. Regeringen har simpelthen ikke sendt udliciteringen i udbud, som Region Hovedstaden og Midtjylland forunderligt nok fandt ud af bragte priserne voldsomt ned. Man har regnet priserne (DRG-taksterne) til privathospitalerne ud fra et indeks, der inkluderer dyre operationer og lange indlæggelser, som privathospitalerne ikke står for. Så de har fået alt for mange penge. Vi ved endnu ikke hvor meget, fordi DF, de fattiges ven, blokerer for offentliggørelsen af Rigsrevisionens rapport. Og selvfølgelig også V og K.

Det, vi har at gøre med, er simpelthen en næsegrus beundring for "det private erhvervsliv".Det er det fænomen, der gør, at hverken USA eller Tysklands regeringer kan få sig selv til at gribe til midlertidig nationalisering af banksektoren, som Valutafonden normalt regner for den mest effektive og billigste løsning (selvfølgelig uden at dette er tilstrækkeligt - det er kun til begrænsning af skaden), og i stedet griber til kreativ bogføring. Det er grunden til, at man er veget tilbage fra at gribe ind mod konkurrenceforvrængende erhvervsstøtte. Det er grunden til, at man ikke forstår, at grundlaget for effektivitet er konkurrence og ikke bare, at en opgave bliver udført af private.

Det får vi alle lov at betale for. Hvis regeringen genindfører behandlingsgarantien på en måned, vil det alligevel stadig være dyrere end simpelthen at give flere penge til overarbejde i det offentlige, idet den i hvert fald midlertidige underkapacitet giver udbyderne fordelen i forhandlingerne. Det ville være et ret oplagt sted at spare, når nu Danmark åbenbart styrer mod et anseligt underskud.

Kulturstøttehus

Det er mægtigt fint med DRs nye koncerthus, selv om det jo blev lidt dyrere end forventet. Selv havde jeg nu nok foretrukket at bruge de 1,6 milliarder kr. på bedre sygehuse og nye skolebøger, men der skal jo også være noget til den klassiske musik, der jo ikke får særligt meget i støtte fra staten i forvejen. Desuden: Hvem i landet kan da også stå for et prestigeprojekt?



Er det mere absurd at støtte det etablerede, det håbløse eller det kommercielle? Jeg har ikke helt regnet det ud.

Eureka...

To sygehusregioner har haft den fantastiske idé at lade privathospitalerne konkurrere med hinanden om prisen. Det sparer penge! How 'bout that!

To spørgsmål: Er det bedre til prisen end det offentlige? Det ved vi ikke, før vi finder ud af, om privathospitalerne rent faktisk kan udføre det, de har lovet. Politikere har det jo med at tage det billigste, alt andet uanset. Og om det da stadig vil slå det offentlige sygehusvæsen, som er et af verdens mest effektive, det er ikke godt at vide.

Hvorfor blev privatiseringen overhovedet sat i gang af regeringen, når man ikke har udnyttet konkurrencepotentialet, som er hele pointen med et frit marked, før nu? Fordi regeringen netop ikke forstår frimarkedsøkonomi, men kun privatiserer af ideologiske grunde.

Stemmen nede fra statskassen

Kastholm, om støtte til kunstig befrugtning af enlige.

...hvor er vi dog kommet langt ud, når et rimeligt uddannet og, må man formode, ret fornuftigt menneske kan mene, at det er hendes ret at få børn og statens pligt dels at sørge for, at hun får det, dels at betale hende for det bagefter. (...) Ordningen træder først i kraft for børn født efter 1. januar 2009, så den pågældende kvinde berøres ikke af den, men hun har ved sin private disposition sikret sig et ordentligt sug ned i statskassen de næste 18 år. Hvorfor er det aldrig et journalistisk tema?

I betragtning af, at Danmarks fødselstal er for lavt til at holde varslingerne om mere pisk væk, så er det slet ikke så dårlig økonomi i at give støtte til kunstig befrugtning af enlige quinder, samt hjælpe til med børnene. Skønt jeg godt kan se, at det moralsk er noget pjat, så er det godt for samfundet - de skandinaviske velfærdsstater har netop nogen af de højeste fødselstal i Europa. Der er sgu mange andre ting, man kan tage fat på. Jeg mener f.eks. ikke, at Kastholm nogensinde har skrevet noget om statsstøtte til aviser, heraf nær 18 millioner kr. om året til Berlingske. Det kan han jo passende give sig i lag med i næste klumme.

Hul på!

Efter LO har givet sin velsignelse til at slibe noget af topskatten, ser det ud til at være en smal sag for regeringen at få gennemført sin skattereform til foråret - måske med lidt ekstra til DF, som populisterne kan bruge til Den Evige Valgkamp.

Så mit spørgmål er: Hvor smart er det at gå ind for en lettelse af topskatten, når man ikke er regeringen?

Den går ud til S, SF og LO, som bryster sig af en "social profil". Sådan vil det ske:

1. Regeringen vil bruge den politiske kapital, den har fået af S, SF og LO, til at gennemføre sine skattelettelser sammen med DF, der vil få nogle store indrømmelser på andre områder. Vil trommen lyde. DF vil ligne en sejrherre, samtidig med, at skattelettelserne vil gå til de rigeste i Danmark.

1b. Valgfrit - regeringen vil indføre flere grønne afgifter, der af deres natur rammer de fattigste hårdest.

2. Skattelettelserne vil ikke, som visse ideologer tror, få flere i arbejde. Danskere arbejder allerede hårdt, og har en meget høj procentdel af befolkningen i arbejde. Der er meget lidt at vinde.

3. Samtidig er olieprisen faldet så meget, at statens indtægter fra Nordsøen vil falde med tyve til tredive milliarder kroner i løbet af næste år.

4. Danmark, der allerede nu er i recession, vil få det værre endnu pga. stormvejret i den internationale økonomi. Eksporten vil gå ned, etc. Færre skatteindtægter, flere arbejdsløse.

5. Statskassen vil få sig et stort, fint hul.

Ved vejs ende vil vi altså stå i en situation, hvor de mest fattiges vilkår er blevet svækket, måske endda med grønne forbrugsafgifter som ekstra byrde, og hvor en skabsliberal regering vil præsidere over store budgetstramninger. Hvor tror S, SF og LO så, at de stramninger vil ske? Til fordel for dem, der tjener mindst? Not bloody likely.

Nej, til den tid vil det jo nok heller ikke komme på tale at hæve topskatten og sænke bundskatten. For at indrømme egne fejl har både S og R vist sig ude af stand til mht. de afdragsfrie lån, der om noget skabte den største - og nok mest ufortjente - økonomiske ulighed i Danmark i nyere tid; mellem boligejerne og boliglejerne. Nej, der er ikke noget at komme efter.

CEPOS's frimarkedsfundamentalistiske velgørere har givet pengene godt ud. Det må man sige. I tandem med OECD har de virkelig fået rykket debatten. Næse for investeringer, har de. Det er selvfølgelig sjovt, at en ideologi, der er blevet så diskrediteret af finanskrisen, kan få så stor en indflydelse hos Danmarks velfærdsglade venstrefløj. Synd for dem med de laveste indkomster, selvfølgelig, men altså, sådan er det nu bare. Lad os i stedet se fremad.

Zombie!

Er just i gang med at køre Foghs tale (PDF) igennem, en lille pointe. En af højrefløjens zombietanker er, at det offentlige kun er en udgift - at staten kun bruger løs af de penge, som den private sektor betaler i skat. Og intet andet. Fogh, om mangel på arbejdskraft:

"Det vil sige, at for hver en ekstra, vi tager ind i det offentlige, der bliver der en mindre i den private sektor, og dermed en mindre til at skabe den produktion, som det hele skal betales med."

Bevares, der er en balance, og med demografien har den forrykket sig mod mindre velfærd. Det bør ikke kunne diskuteres. Til gengæld har Danmark en af de højeste fødselsrater i Europa, så klap hesten.

Men tænk over det: At dem, der underviser, laver motorveje, kører busser, efterforsker forbrydelser, dømmer forbrydere, helbreder syge, hjælper svage, planlægger trafikken og administrerer bureaukratiet, ingen af disse giver noget økonomisk igen til nogen andre. Forestil dig så, kære læser, hvordan økonomien ville have det uden alt dette; uden politi og domstol, bus og tog, uddannelse og sundhedsvæsen, etc. Ikke så godt, vel?

Jovist er noget af det offentlige penge ud ad vinduet. Sundhedspleje til pensionister, f.eks. Det vil jeg nu gerne beholde. Og jovist burde noget nedlægges; selv er jeg knotten på ulandshjælp, DR og kunststøtte. Men at skære alt, staten står for, over en kam, det er idiotisk ideologisk.

Zombie, fordi denne tanke hele tiden kommer igen...

Det modsatte er også skidt, uendeligt flere penge til det offentlige ville hurtigt gå galt. Do not presume.

Aftentanker

Dumme, amatørøkonomiske tanker. Ignorér gerne.

Jeg begynder med, at vi er rige nok. Vi har været rige nok i et godt stykke tid, og er nu mere end rige nok. En økonomisk krise er derfor først og fremmest skadelig, fordi en masse mennesker bliver arbejdsløse. At kagen skrumper med en halv procent i et år eller tre kan vi sgu nok overleve; det er værre individuelt, fordi de arbejdsløse ikke kan få deres del af kagen.

Teorien er, at arbejde skabes af forbrug: Desto mere folk forbruger, desto større er behovet for produktion og service, og desto mere arbejde er der. I en recession bør et land derfor prøve at få forbruget i vejret, gerne ved at køre i rødt på keynesiansk vis, for at få folk i arbejde igen (men ikke, hvis landet står i en valutakrise; så er det modsatte nødvendigt, selv om det er nedgangstider, og det er en ond satan).

Der er et eller andet galt der. Man kunne bare give de arbejdsløse pengene. Men så er der ikke nogen fordel i at arbejde, det går ikke. Man kan heller ikke forlange, at virksomhederne deler arbejdet mellem flere på deltid; det er simpelthen for ineffektivt og går ikke, hvis man konkurrerer med udlandet. Hvilket man gør. En ekstremt progressiv skatterate kan også ende med at skade mere end gavne, fordi arbejde til andre nu engang skabes af dem, der starter virksomhed for at blive rige. Det er også noget skidt med lange uddannelser; kan føre til hjerneflugt. Den sagnsomspundne Lafferkurve, etc.

Min spekulation er, at det skandinaviske velfærdssamfund er specielt godt klædt på til at vædre kriser. Forbruget holdes oppe af høj arbejdsløshedsunderstøttelse og en stor offentlig sektor, og den lutheranske arbejdsmoral gør, at folk ikke sidder på deres flade. Lafferkurvens t* sidder åbenbart også en del højere, end OECD o.l. går rundt og tror.

Og; at staten bør føre økonomisk politik kontra konjekturerne: Spare op, når det går godt, og bruge løs af opsparingen, når det går dårligt. Holde øje med bobler.

Mere interessant er det måske, at dette kolliderer med miljøet, som ikke synes så godt om højt forbrug.

Normalt

Det viser sig, at DF er et normalt politisk parti, som har valgt at fortsætte sin støtte til VK mod endnu en stramning af kravene til statsborgerskab. Ja, det har åbenbart kunnet lade sig gøre.

Det er nok den dårligste løsning, man kan finde. En bæredygtig indvandringspolitik bør bygge på to principper:

1. Begræns hvor mange, der kommer hertil, fra de lande, hvis indbyggere klarer sig dårligst.

2. Behandl alle, der er her, ordentligt.

Diskrimination skal foregå i første led, ikke i andet. Diskrimination i andet led, når folk er i landet, og lever deres liv her, vil kun skabe stress, modvilje, fjendskab, gruppe- og offermentalitet, for ikke at glemme rigtige ofre. Mange ofre. At bygge et liv op et sted, når man er usikker på, om man overhovedet får lov at blive, ødelægger mennesker - æder sjæle op indefra. Når VKO ikke kan eller vil regulere indvandring direkte, så gør de det indirekte ved at stresse indvandrere med stadigt mere indviklede og tossede regler. Det går ud over uskyldige, ødelægger sammenholdet, stækker tilliden, hæmmer økonomien, og virker endda ikke.

Det er klassisk VKO, man ser det andre steder: Velfærdssamfundet er temmeligt populært, og det ville være noget nær politisk selvmord for regeringen at angribe det direkte. Men den kan erodere det i det skjulte; ved at stresse offentlige ansatte, drukne folk i regler, administrere systemet dårligt, og udlicitere kernefunktioner til mindre effektive private, for derefter at kræve nedskæringer, når budgettet ikke holder sammen. Hvor bevidst dette foregår er forskelligt fra politiker til politiker, og er også farvet af, at kampen netop ikke kan foregå i det åbne. Men sygehusvæsenet er et perfekt eksempel på denne taktik: Ved at øge behandlingsgarantierne langt ud over kapaciteten skubbes en masse arbejde over på privathospitalerne, der kan tilbyde sine ansatte langt bedre løn og mindre stressede forhold end dem, som staten giver. Udgifterne eksploderer, og nedskæringerne kommer. Giv det et årti, så skal klassesamfundet nok stå frit frem.

Så vidt jeg ved, så er der ikke blevet smidt noget land ud af EU nogensinde, på trods af at de fleste (alle?) andre lande har været dårligere til at implementere EUs direktiver end Danmark. Så gør det dog: Ignorér EU, og gør et nummer ud af det. Få noget debat i gang. Lad os få det her ud i det åbne. Det her skader kun: Af ovennævnte grunde, og fordi diskursen bliver inficeret af uærlighed, distance og selvbedrag.

---

Har ikke så megen tid til at blogge i øjeblikket, desværre. Der er ellers meget at skrive om.

Også dig, Jeg?

OECD, der gerne går rundt og foreslår Danmarks topskat fjernet, fordi den hæmmer arbejdslysten så grusomt, har lavet en undersøgelse:

Danskerne er en nation af slidere, der arbejder mere end nok nogensinde før.

Gennem de sidste ti år er arbejdstiden hos de beskæftigede steget med mere en fem procent, fordi flere har overarbejde, og interessen for at være på deltid er faldet på markant vis. Det svarer til, at en typisk dansker nu arbejder 75 timer eller to uger mere om året, end for ti år siden.

Dertil kommer, at hele 190.000 personer er kommet i arbejde, og samlet set ligger Danmark derfor nu helt i top blandt europæiske lande med en arbejdsiver, der overgår stort set alle andre lande.

Det viser en omfattende international undersøgelse fra den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, som LO har analyseret og opdateret med de sidste nye tal fra Danmark.

Ja, hvad skal man sige? De skandinaviske lande er lyslevende beviser på velfærdsstatens lyksagligheder, så enhver god markedsliberal må naturligvis understrege at der er tale om nogen ganske exceptionelle lande, der ophæver alle økonomiske naturlove ved deres kulturelle ensartethed. At det går så godt kan jo ikke være på grund af velfærdssamfundet: Det ved vi jo alle ikke fungerer i praksis, a priori, så det er der ingen grund til at diskutere.

Barsel

Lidt lokalt: Virksomhedsbetalt barselsorlov. Jeg ved ikke helt hvordan det kom i stand; om det var fagforeningerne, der fik det igennem. Men det har virket: Kvinder har i visse fag (f.eks. arkitekt) langt større arbejdsløshed end mænd.

Virksomhedsbetalt barselsorlov er dødens pølse for små geschæfter, der simpelthen ikke kan - eller gider - holde til den ekstra udgift. Så de foretrækker helt at lade være med at ansætte unge kvinder, der ikke endnu har fået de børn, som de vil have, hvilket hverken er godt for kvinders karriere eller fødselstallet.

Løsningen er selvfølgelig at lade staten dække barselsorloven. Hæv skatten eller find pengene, for det er i den grad i alles interesse at gøre arbejdsmarkedet børnevenligt.

Skattechok

Jeg syntes ikke om Naomi Kleins Shock Doctrine. Ikke pga. de mange faktuelle fejl o.l., men fordi argumentet er at frimarkedsfundamentalister udnytter kriser til at fremme og implementere deres politik. Det gør alle, der er drevet af en overbevisning. Men netop dette kan vise sig temmeligt relevant for lille Danmark.

Eftersom vi nu er i en recession (noget, som jeg kun har set B.T. dømme værdigt til en forside - ros!), er det nu, vi vil se regeringens sande farver. Det er nemt at dele ud til alle sider, så længe en boligboble bærer økonomien mod nye højder. Nu er den brast, og var det ikke for vores olie- og gasindtægter fra Nordsøen ville Danmark se skidt ud.

Betragt da Berlingskes leder fra torsdag, og sammenlign den med Stig Ørskovs indlæg på Politiken. Berlingske:

Mens højkonjunkturen buldrede derudad, har politikere undladt i tilstrækkelig grad at rette op på de strukturproblemer i dansk økonomi, som vil gøre den igangværende lavvækstperiode svær at komme igennem.

Den kommende stagnationsperiode er bl.a. udløst af manglen på kvalificeret arbejdskraft. Et bredt flertal stod bag velfærdsforliget fra 2006, der gør det mindre attraktivt for danskerne at gå på efterløn. Men udfasningen af den fordelagtige efterløn sker alt for langsomt. Danskere over de 60 år trækker sig stadig tilbage fra arbejdsmarkedet i rekordtempo, selvom vi har brug for alle ledige hænder.

Derfor sidder vi nu tilbage med en truende løn- og prisspiral, som vi kendte den i 70erne.

Trods flere skattenedsættelser i VK-regeringens tid har vi heller ikke fået en skattereform, der får alvor kan øge danskernes lyst til at arbejde mere. Vi betaler fortsat verdens højeste topskat.

Regeringen er udmærket godt klar over, at der skal gøres en ekstra indsats i strukturpolitikken.

Derfor har den også nedsat en skattekommission og en arbejdsmarkedskommission. De barsler med forslag til løsninger i henholdsvis februar og juni 2009.

Jeg har stadig ikke set nogen beviser på at danskere faktisk arbejder mindre end andre europæere pga. topskatten og velfærdsydelser. Tværtimod: Denne lille klump data hentet fra en OECD-rapport i 2006 siger, at der er flere danskere på arbejdsmarkedet i forhold til resten af befolkningen (employment-to-population) end der er i lavt beskattede lande som USA og Storbritannien. Det kan man jo så tænke over.

Løninflation er kun et negativ for nationen, hvis det hiver handelsbalancen i rødt. Det er ikke sket endnu. Indtil da er det manglen på arbejdskraft, der skader virksomhederne (fordi de må sige nej til ordrer), og højere løn er et middel mod dette. Men igen, demografien kalder på denne udvikling, der burde kombineres med en flydende krone. Synes jeg.

Nej, det værste er, at Berlingske undgår enhver omtale af byggemarkedet som drivkraften i ekspansionen. Hvis det ikke er ideologisk uærlighed, så er det ideologisk dumhed. De to er tit svære at kende forskel på.

I "februar og juni 2009" kan vi vist forvente mere af dette vrøvl fra regeringens side. Ørskov siger det som det er, og peger på boligboblen som den skyldige. Dog uden at nævne de afdragsfrie lån, som satte kog i bobleriet. Det tager hans læsere sig dog af.

Det er hygsomt at tænke på at både S og R var med til at få de afdragsfrie lån igennem, ikke vil afskaffe dem, og nu synes at have accepteret i hvert fald en lempelse af topskatten. Lige nu ville det være rart med en rigtig opposition.

Brok

Efter sygeplejerstrejken er overstået, er der nu en stur stur pukkel af operationer. Behandlingsgarantien ophæves midlertidigt. Patientforeningen Danmark klager:

»Konsekvensen ved det her er, at patienter kan se frem til at vente længere på behandling, og puklen vil tage endnu længere tid at få arbejdet ned. Der er jo færre aktører til at tage sig af behandlinger, når man fjerner fritvalgsgarantien«, siger Karsten Skawbo-Jensen til politiken.dk.

Bendt Betjendsen:

»Vi er nødt til at inddrage den private kapacitet, vi har, til at få løst den store pukkel, vi har liggende. Vi skal ud og have nogle aftaler med de private sygehuse for at hjælpe med at løse puklen«, siger Bendt Bendtsen til Ritzau.

Konsekvensen er at budgettet reddes, og at "aktørerne" (besynderligt ord for kirurger) bliver hevet tilbage i det offentlige, fordi det er dér, arbejdet er, frem for at migrere til det private, der ellers ville have kunnet tilbudt dem en fyrstelig løn på det offentliges bekostning. Ja, hvis jeg ikke tager helt fejl, så kunne privathospitalerne lige nu forlange hvad som helst fra staten, eftersom behandlingsgarantien jo har forpligtet det offentlige til at tage imod alle tilbud, hvis operationerne overstiger kapaciteten i både det offentlige og private. Som nu.

Løkke gjorde det nødvendige. Bendtsen udnytter situationen til politisk markering. Om lidt Thorning, som sikkert vil lade som om hun heller ikke forstår sammenhængen mellem behandlingsgaranti og privatisering.