Intet nyt

Politiken er bekymret:

IAEA drager i en ny rapport den skræmmende konklusion, at Iran er godt på vej til at kunne producere, fremføre og udløse en atombombe. Det er ikke, hvad det i forvejen turbulente Mellemøsten har brug for.

Her er IAEAs konklusion (PDF, side 8):

45. The information indicates that prior to the end of 2003 the above activities took place under a structured programme. There are also indications that some activities relevant to the development of a nuclear explosive device continued after 2003, and that some may still be ongoing.

Før 2003 var der noget. Nu er der indikationer om, at nogle aktiviteter, som kan bruges til atomvåben, muligvis stadig er i gang.

IAEA har fået ny chef. ElBaradei, hvis linje USA var utilfreds med, blev erstattet af Amano, som har erklæret sig (omend ikke åbent) på USAs side "i hver central strategisk beslutning". IAEAs rapport skamrider ovenstående usikkerheder, nærmest som en hyldest til Rumfelds bevingede ord om, at "absence of evidence is not evidence of absence".

Men der er ingen beviser overhovedet, og der er ikke kommet noget afgørende nyt frem overhovedet, som man ikke vidste i forvejen. Læs her for en grundig nedsabling af rapporten. Der er også en lektie til venstrefløjen om, at man faktisk ikke kan stole på en institution, bare fordi den har FN på ryggen.

Politiken har slugt krigspropagandaen igen sammen med resten af de vestlige medier. Det er skammeligt og frastødende, at vi er så lette at manipulere, når det drejer sig om at gå i krig med lande langt væk, men sådan er det bare. Intet nyt siden Irak.

Decideret Ensidet

Historien om Israel og Palæstina er en, hvor Israel gør det, Israel vil, og palæstinenserne skiftevis forhandler og skyder, uden at der kommer noget ud af det. At Abbas ikke stiller op næste gang er ligegyldigt: Israel vil stadig gøre det, Israel vil - særligt tydeligt nu, hvor Obamas ultimatum om stop for bosættelserne blev afsløret som bluff af Netanyahu. Når man ikke straffer barnet for at bryde reglerne, får man et uopdragent barn.

Men nu er der snak om en ensidig erklæring af en palæstinensisk stat. Det er slet ikke tosset, for det ville tvinge andre til at vælge side, inkl. USA. Så for en gangs skyld ville den palæstinensiske ledelse faktisk være en politisk aktør. En, der handler, i stedet for en, der bare reagerer. Mange kræfter er nok sat ind for at forhindre, at folk bliver tvunget til at tage stilling til bosættelserne, som er en decideret ensidet sag. Lidt, som da Lincoln med The Emancipation Proclamation fik Den Amerikanske Borgerkrig til at handle om slaveri, hvilket gjorde det noget sværere for udlandet at støtte Sydstaterne.

Irak og Rusland

Parlamentet i Irak har ikke lyst til at godkende noget som helst med USA. Jeg holder fast i, at det mest sandsynlige er en forlængelse af FN-mandatet. Obama bliver højst sandsynligt valgt, og som tegn på velvilje godkender Rusland forlængelsen. Så længe olieprisen er så lav og den russiske økonomi halter, så har de næppe lyst til flere diplomatiske slagsmål med Vesten. McCain, på den anden side...

Men underligt forløb - på typisk irakisk parlamentarisk manér: Lige siden maj har regeringen skiftevis annonceret, at aftalen med USA er så godt som færdig, og at den er uacceptabel og skal genforhandles. Mange af udmeldingerne har vist også været kurdisk ønsketænkning.

Durban og det

Må hellere sige noget om Durban. Jeg mener ikke, at menneskerettigheder burde være del af FN overhovedet. Menneskerettighedsrådets rådne tilstand følger logisk af at gøre FN til et værdipolitisk organ, da de fleste lande i verden har slagside mod autokrati og undertrykkelse. Så klarer et simpelt flertal resten. Menneskerettighederne i FNs version ville have bedre af at stå udenfor møget: De er jo principper. Synes allerede, principperne er blevet udvandet af pro forma underskrifterne på deklarationen.

FNs vigtigste funktion er at være et verdensforum - et sted, hvor alle kan komme i tale med hinanden. Uanset hvor store fjender de er, så kan de jo støde ind i hinanden i korridorerne, uden at tabe ansigt, hvis der ikke kommer noget ud af det, eller ved blot at anmode om forhandlinger.

Som EUs udenrigspolitik er hæmmet af, at de europæiske lande ikke kan blive enige om noget som helst, så er FNs ditto tit paralyseret, pga. veto og hint. Fint med mig, for min mening er, at vestfalisk suverænitet bør være det bærende princip i international politik. Det følger af suverænitetens princip, at man ikke er forpligtet til at slække på éns egne værdier i forståelsens navn. Forståelsen sker alligevel ikke på regeringsplan; der er kun tale om diplomati. Danmark bør ikke boykotte konferencen, men møde op og gå hjem. Det er fint, og laver lidt larm. Bagefter kan vi så vende tilbage til verdens virkelige problemer.

Stilstand?

Cernig fra Newshoggers har et godt referat af Iraks seneste politiske baglås. Der har været nogle stykker. Denne gang drejer det sig om samarbejdsaftalen mellem USA og Irak, der skulle erstatte FNs mandat, som udløber ved nytår, og om lokalvalgene.

Lokalvalgene er blevet udskudt. Fra irakisk perspektiv er der ganske meget der afhænger af disse, og offensiven mod Basra havde ikke så lidt at gøre med regeringspartiernes ønske om at kontrollere udfaldet. Som med Kirkuk, så er situationen nok den, at der er for meget på spil til at nogen vil overlade det til et valg, de ikke kan kontrollere. Det er lidt som i Libanon; man stoler ikke på oppositionen over en dørtærskel, og slet ikke nok til at lade den vinde et valg. Så hellere intet valg. Men også som folkeafstemningen om Kirkuk, så kan lokalvalgene ikke udskydes for evigt. Og jo længere de bliver udskudt, jo mindre tiltro har fraktionerne til den politiske proces, og i jo højere grad vil våbnene tale. USAs dominans er her som en halv kontrolstav i et atomreaktormodul: Den holder udviklingen tilbage, men kan ikke lukke den ned. Uden USA og Iran ville det være festligt.

Hvad mere vigtigt er, at oveni dette har godt og vel samtlige ikke-kurdiske partier, fraktioner og magtcentre af national betydning erklæret deres modstand mod samarbejdsaftalen. Dette inkluderer endda formanden for statsminister al-Malikis eget parti (nej, det er ikke al-Maliki selv, sjovt nok), samt monolitten al-Sistani.

Så intet bliver til noget. Jeg skyder på, at USA blot vil søge FN-mandatet forlænget i Sikkerhedsrådet, og tro den prut slået. Men den voldsomme modstand blandt Iraks politikere mod aftalen med USA er faktisk en heftig politisk udvikling; hidtil har man kunnet stole på regeringspartierne som USAs trofaste håndlangere - måske er de iranske bånd ved at hale partierne hjem, stille og roligt. Det er værd at holde øje med. Er udviklingen, at samarbejdsaftalen simpelthen er for stor en kamel til fordøren, og må smugles forklædt ind af bagdøren, eller har de shi'itiske regeringspartier rent faktisk vendt sig mod USAs tilstedeværelse?

Jeg har svært ved at tro på det, min tolkning har længe været at de er dybt afhængige af USAs støtte. Vi får se.

Jeg husker, Krasnik.

Kan I huske dette fra Martin Krasniks hånd?

DET mest paradoksale ved NIE-rapporten er derfor, at den bidrager til det modsatte; til at mindske presset mod Iran. Al snak om militær aktion forstummer. Og det er nu temmelig usandsynligt, at man kan samle både Kina og Rusland om hårdere FN-sanktioner.

Nogle måneder senere: Hårdere FN-sanktioner.