Viser opslag med etiketten tortur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tortur. Vis alle opslag
mandag den 2. januar 2012
lørdag den 5. juni 2010
Italisering
Patent!
En fordomsfuld tanke: Når jeg ser på folks lækre tøj og det, der sker - og særligt det, der ikke sker - siger det mig, at vi er mere og mere som italienere. Vi vil egentlig kun nyde livet og gå i godt tøj, og så skidt med tortur, overvågning og korruption.
Mere sympatisk sagt:
En fordomsfuld tanke: Når jeg ser på folks lækre tøj og det, der sker - og særligt det, der ikke sker - siger det mig, at vi er mere og mere som italienere. Vi vil egentlig kun nyde livet og gå i godt tøj, og så skidt med tortur, overvågning og korruption.
Mere sympatisk sagt:
torsdag den 17. december 2009
tirsdag den 14. juli 2009
Lille Peter Edderkop
Jeg prøver at forstå, hvad der sker med et land, når det begår forbrydelser, som det bagefter fejer ind under gulvtæppet. Men jeg kan ikke finde ud af det. Det er normal procedure: Det eneste land, der kollektivt gjorde op med sin fortid, var Tyskland efter nazisterne (selv om mange forbrydere var for vigtige for samfundets fortsatte drift til at smide i fængsel). Og det var mest, fordi de tabte krigen. Jeg har nogen gange svært ved at skelne mellem angren over forbrydelserne og den tabte krig alene. Men angre; det gjorde de.
Det er historisk usædvanligt. Menneskets evne til at overse ubelejlige sandheder er fænomenal. Orwell skrev om nationalisten:
Men hvad sker der med en nation?
Det oplagte at sammenligne USA nu med USA efter Vietnamkrigen. Tiden var betændt: JFK blev skudt, MLK blev skudt, RFK blev skudt. Der var My Lai, Watergate, Pentagon Papers, som slag på slag mod nationens samvittighed. Det, der er sket i dette årti, kan slet ikke måle sig med det, efterkrigsgenerationen udsatte sig selv for. Men så kom Reagan og Rambo, og fortiden blev forsøgt glemt eller skønmalet, og man kørte videre som før. Alligevel satte konflikten sig i marven af amerikansk politik, og det var ikke før Obama, at USA fik en præsident, der ikke havde været del af den tid.
Det må være en slags guddommelig sarkasme, at USA, netop som det er ved at overleve sin indre splittelse efter Vietnamkrigen, har begivet sig ud i et nyt, langt opgør om statsforbrydelser og unødvendige krige. Men det er ikke tilfældigt: Cheneys filosofi om præsidentens enerådighed blev netop formet, da han tjente under Nixon og Ford. Opgøret om torturprogrammet er således stadig opgøret om Watergate. Det er ikke undsluppet marven, sygdommen sidder der stadig. Det ulykkelige ved Obamas rolle er, at hans nationalistiske filosofi om nationens samhørighed gennem forskellighed - E Pluribus Unum - ikke diskriminerer mellem det syge og det sunde, men tværtimod tager alt med, og derved smitter det sunde med det syge.
Der er nu en mulighed for at gøre op med fortiden, så længe den ikke er længere væk. Men Obamas arv til eftertiden kan meget vel være at lovliggøre lovovertrædelserne.
Det besvarer bare ikke mit spørgsmål. Hvad sker der med et land? Hvad skete der med Argentina, Spanien, Chile, Sovjetunionen, Frankrig og Tyrkiet, da de lod fortiden være fortid? Kommer der en vis freudiansk sublimering af skyldfølelsen? Gik det ud over statens politiske integritet, nationens selvfølelse? Skete der noget overhovedet? Eller alt tilgivet eller glemt, vand under broen? Jeg kunne godt tænke mig, at det ikke er så nemt endda, men det er jo ikke fordi, jeg græder mig i søvn hver nat over vikingernes hærgen og plyndren. Tiden begraver alle spor, og det er vel ok.
Lille Peter Edderkop,
kravlede op ad muren.
Så kom regnen
og skyllede Peter ned,
Så kom solen
og tørrede Peters krop.
Lille Peter Edderkop
kravlede atter op.
Det er historisk usædvanligt. Menneskets evne til at overse ubelejlige sandheder er fænomenal. Orwell skrev om nationalisten:
The nationalist not only does not disapprove of atrocities committed by his own side, but he has a remarkable capacity for not even hearing about them. (...) In nationalist thought there are facts which are both true and untrue, known and unknown. A known fact may be so unbearable that it is habitually pushed aside and not allowed to enter into logical processes, or on the other hand it may enter into every calculation and yet never be admitted as a fact, even in one's own mind.Det sidste svarer til, hvordan den amerikanske politiske elite både forsvarer og benægter brugen af tortur. Og det er USA, dette drejer sig om. Det nationalistiske i Obamas holdning til Bush/Cheney-administrationens forbrydelser fornægter sig ikke: Nationen skal holdes sammen, og han ser ikke gerne et opgør, uanset hvor berettiget, ligesom han nødigt erkender nationens splittelse. Det hjælper heller ikke, at et reelt opgør med torturprogrammet ville implicere halvdelen af pingerne i DC. Det er sådan, tortur inficerer systemet og svækker gennemsigtighed: Fra oven.
Men hvad sker der med en nation?
Det oplagte at sammenligne USA nu med USA efter Vietnamkrigen. Tiden var betændt: JFK blev skudt, MLK blev skudt, RFK blev skudt. Der var My Lai, Watergate, Pentagon Papers, som slag på slag mod nationens samvittighed. Det, der er sket i dette årti, kan slet ikke måle sig med det, efterkrigsgenerationen udsatte sig selv for. Men så kom Reagan og Rambo, og fortiden blev forsøgt glemt eller skønmalet, og man kørte videre som før. Alligevel satte konflikten sig i marven af amerikansk politik, og det var ikke før Obama, at USA fik en præsident, der ikke havde været del af den tid.
Det må være en slags guddommelig sarkasme, at USA, netop som det er ved at overleve sin indre splittelse efter Vietnamkrigen, har begivet sig ud i et nyt, langt opgør om statsforbrydelser og unødvendige krige. Men det er ikke tilfældigt: Cheneys filosofi om præsidentens enerådighed blev netop formet, da han tjente under Nixon og Ford. Opgøret om torturprogrammet er således stadig opgøret om Watergate. Det er ikke undsluppet marven, sygdommen sidder der stadig. Det ulykkelige ved Obamas rolle er, at hans nationalistiske filosofi om nationens samhørighed gennem forskellighed - E Pluribus Unum - ikke diskriminerer mellem det syge og det sunde, men tværtimod tager alt med, og derved smitter det sunde med det syge.
Der er nu en mulighed for at gøre op med fortiden, så længe den ikke er længere væk. Men Obamas arv til eftertiden kan meget vel være at lovliggøre lovovertrædelserne.
Det besvarer bare ikke mit spørgsmål. Hvad sker der med et land? Hvad skete der med Argentina, Spanien, Chile, Sovjetunionen, Frankrig og Tyrkiet, da de lod fortiden være fortid? Kommer der en vis freudiansk sublimering af skyldfølelsen? Gik det ud over statens politiske integritet, nationens selvfølelse? Skete der noget overhovedet? Eller alt tilgivet eller glemt, vand under broen? Jeg kunne godt tænke mig, at det ikke er så nemt endda, men det er jo ikke fordi, jeg græder mig i søvn hver nat over vikingernes hærgen og plyndren. Tiden begraver alle spor, og det er vel ok.
Lille Peter Edderkop,
kravlede op ad muren.
Så kom regnen
og skyllede Peter ned,
Så kom solen
og tørrede Peters krop.
Lille Peter Edderkop
kravlede atter op.
søndag den 17. maj 2009
The Army Way
For god ordens skyld bør jeg fordømme Obamas fortsættelse af Bush/Cheneys værste excesser. Jeg kunne sikkert fortælle en god historie om hvilken fantastisk udspekuleret plan Obama har for i sidste ende at gøre det modsatte af det, han gør...men det er, hvad det er. Det dumme årti fortsætter for fuld styrke.
Skuffet, men ikke overrasket. Særinteresserne i Washington D.C. er så stærke og systemet så trægt og tungt, at næsten ethvert politisk tiltag skaber sin egen støttekreds - med særlig tyngde i de distrikter og stater, som nyder godt af tiltaget - der vil udnytte systemets indbyggede muligheder for på den ene eller anden måde at kaste grus i maskineriet, hvis en majoritet prøver at nedlægge tiltaget.
Sammenhængen mellem de amerikanske krige, torturprogrammet og Obamas ynkelige retræte på borgerrettighedsområdet ligner meget. Hæren, efterretningstjenesterne og de politikere, der støttede skidtet, er nødvendige for at føre krigene til ende, og skal derfor nusses. Derfor f.eks. udnævnelsen af dentorturelskende hårdhændede McChrystal til øverstkommanderende i Afghanistan samtidig med fortsættelsen af krigsretssystemet i Guantanamo.
Kort sagt: For at føre Bush's krige må Obama føre Bush's politik.
Og man kan jo ikke bare trække sig ud, vel? Vælgerne stemte jo på krig i Afghanistan, med åbne øjne. Så selv om Det Republikanske Parti ligger i ruiner, fortsætter Bush/Cheney-administrationens politik som følge af det amerikanske politiske systems afsindige inerti, og Reagan er alt andet end fortid.
Skuffet, men ikke overrasket. Særinteresserne i Washington D.C. er så stærke og systemet så trægt og tungt, at næsten ethvert politisk tiltag skaber sin egen støttekreds - med særlig tyngde i de distrikter og stater, som nyder godt af tiltaget - der vil udnytte systemets indbyggede muligheder for på den ene eller anden måde at kaste grus i maskineriet, hvis en majoritet prøver at nedlægge tiltaget.
Sammenhængen mellem de amerikanske krige, torturprogrammet og Obamas ynkelige retræte på borgerrettighedsområdet ligner meget. Hæren, efterretningstjenesterne og de politikere, der støttede skidtet, er nødvendige for at føre krigene til ende, og skal derfor nusses. Derfor f.eks. udnævnelsen af den
Kort sagt: For at føre Bush's krige må Obama føre Bush's politik.
Og man kan jo ikke bare trække sig ud, vel? Vælgerne stemte jo på krig i Afghanistan, med åbne øjne. Så selv om Det Republikanske Parti ligger i ruiner, fortsætter Bush/Cheney-administrationens politik som følge af det amerikanske politiske systems afsindige inerti, og Reagan er alt andet end fortid.
fredag den 10. april 2009
Tolerance
Det er meget rart at få data på, at folk er mere tolerante over for tortur på fremmede end på egen race/nationalitet/religion, selv om den er oplagt.
Måske er grunden til, at man aldrig gik så langt i 70'erne, at terroristerne dengang var hvide: IRA, RAF, usw.
Via Sully.
---
Hvis jeg ikke tager meget fejl, så gik Frankrig længere end andre vesteuropæiske lande - men deres terrorister var netop typisk algerere og efterkommere.
Måske er grunden til, at man aldrig gik så langt i 70'erne, at terroristerne dengang var hvide: IRA, RAF, usw.
Via Sully.
---
Hvis jeg ikke tager meget fejl, så gik Frankrig længere end andre vesteuropæiske lande - men deres terrorister var netop typisk algerere og efterkommere.
onsdag den 8. april 2009
Supertanker
Obamas tilgang:
a. Økonomi. USA træder med sin gældsætning en farlig linie, og det er ved at gå op for Kina, at de sidder med Sorteper, når inflationen kommer. Den monetære terrorbalance kan ikke opretholdes uendeligt, og finanskrisen - kan vi efterhånden kalde den en depression? - har afsløret, hvor skrøbeligt den globaliserede økonomi er opbygget. Obamas budget føjer til gælden, og han har ført kampagne på skattelettelser. Men der skal betales for skidtet. Hans finansminister har samtidig en redningsplan for bankerne, der enten er fantastisk dum eller dybt korrupt, og hvis forudsigelige fiasko sandsynligvis vil dræne Obamas indenrigspolitiske kapital voldsomt. Heller ikke mht. sundhedssystemet ser det godt ud: Det eneste, som administrationen åbenbart ikke vil være med til, er at skære netop de fordyrende sundhedsforsikringsselskaber væk, med et statsfinansieret system.
b. Udenrigspolitik. Skønt Obama sender de rigtige signaler (gerne på tværs af Hillarys egne), så skal der mere til end bare ord. Ud af Irak, ser det ud til, men optrapning i Afghanistan og, hvad værre er, decideret eskalering til Pakistan. Det kan ikke ende godt. Han påstår stadig, at Iran er ved at udvikle atomvåben, uden beviser, jf. NIE 2007. Og at Al-Qaeda er en kolossal trussel. Det neokonservative perspektiv har bidt sig fast som en parasit i hjernen.
c. Retsorden. Obama-administrationen er nu ved at gå længere end Bush/Cheney i diktatoriske beføjelser, der eksplicit er formuleret til at undgå lovens lange arm. Justitsministeriet ser ud til at være fast besluttet på at blokere ethvert tilløb til et retsopgør om den forrige administrations forbrydelser. Konsekvensen er en stærkt svækket retsstat, og modsat civilisationskrigernes antagelse om, at loven svækker os, fordi den forhindrer en jernnævepolitik, så holder den os faktisk stærk, fordi en retsstat betyder gennemsigtighed, ansvarsplacering og social tillid. Obama-administrationens dedikation til den totale uigennemsigtighed - af hensyn til nationens samhørighed, vil jeg nådigt gå ud fra - vil på lang sigt sikre, at forbrydelse kan betale sig.
Det er ikke ligefrem "the fierce urgency of the now", vi bevidner. Ironisk nok har depressionen styrket USA i forhold til resten af verden pga. dollaren og de amerikanske statsobligationers gode ry. Den har afsløret eurozonens manglende finanspolitiske værktøjer og økonomiske skrøbelighed, Østasiens dybe afhængighed af vestlige markeder, og de resourcerige landes overfladiske velfærd, fra Saudi-Arabien til Rusland. Men det langsigtede problem er USA's indre ideologiske selvmodsigelser, der enten skal afvikles eller svække landet til ukendelighed, som tilfældet Californien så fint demonstrerer.
Obamas projekter ser ud til at blive nogle gedigne fiaskoer, og uden politisk diesel kan retningen på supertankeren ikke ændres i tide.
Der er så en anden supertanker i billedet: Europa. Siden 2. Verdenskrig har vi knyttet os til USA, og godt det samme. Men vi bliver nødt til at tænke selv. Vi bliver nødt til at tænke over, hvad det er, vi vil. Vi kan ikke bare lægge os i kølvandet på USA, mod- eller velvilligt, uden at blive trukket med eller med ned af ren apati. Irak har vist det, torturprogrammet har vist det. Det er den samme apati, der i mine øjne har gjort et decideret anti-demokratisk projekt som EU muligt at få igennem. Vores ligegyldighed er de koloniseredes apati over for tilværelsen, og den går ikke længere: Vi skal tage vores egne beslutninger, sætte vores egne mål. Jeg udbeder en selvstændig eksistens - at vi er midten i vores eget univers.
Det lyder måske langt ude. Men de rigtige problemer er ved at tårne sig op. Det første årti i det nye årtusinde var faktisk en fortsættelse af de ubekymrede halvfemsere, blot blev kedsommeligheden afløst af selvforherligende ondskabsfuldhed. Der var ikke modstand nok til at fostre ansvarlighed og modenhed. Det er der så nu, og forandring skal der nok komme, uanset hvor meget Obama står imod.
States are like big tankers, they're not like speedboats. You can't just whip them around and go in a new direction. Instead you've got to slowly move it and then eventually you end up in a very different place.Her er problemet: Supertankeren er på vej mod et isbjerg. At skifte retning langsomt er bare ikke godt nok. Måske denne holdning kommer af det amerikanske politiske system, hvor specielt Senatet er fantastisk tungt at danse med. Måske er det Obamas typiske forsigtighed. Det er i og for sig også lige meget. Problemerne har rod i USA's barnagtighed efter sejren over USSR i Den Kolde Krig. Ligegyldighed over for retsstaten, tortur, krig, diplomati, gæld, alliancer, og jeg kunne blive ved.
a. Økonomi. USA træder med sin gældsætning en farlig linie, og det er ved at gå op for Kina, at de sidder med Sorteper, når inflationen kommer. Den monetære terrorbalance kan ikke opretholdes uendeligt, og finanskrisen - kan vi efterhånden kalde den en depression? - har afsløret, hvor skrøbeligt den globaliserede økonomi er opbygget. Obamas budget føjer til gælden, og han har ført kampagne på skattelettelser. Men der skal betales for skidtet. Hans finansminister har samtidig en redningsplan for bankerne, der enten er fantastisk dum eller dybt korrupt, og hvis forudsigelige fiasko sandsynligvis vil dræne Obamas indenrigspolitiske kapital voldsomt. Heller ikke mht. sundhedssystemet ser det godt ud: Det eneste, som administrationen åbenbart ikke vil være med til, er at skære netop de fordyrende sundhedsforsikringsselskaber væk, med et statsfinansieret system.
b. Udenrigspolitik. Skønt Obama sender de rigtige signaler (gerne på tværs af Hillarys egne), så skal der mere til end bare ord. Ud af Irak, ser det ud til, men optrapning i Afghanistan og, hvad værre er, decideret eskalering til Pakistan. Det kan ikke ende godt. Han påstår stadig, at Iran er ved at udvikle atomvåben, uden beviser, jf. NIE 2007. Og at Al-Qaeda er en kolossal trussel. Det neokonservative perspektiv har bidt sig fast som en parasit i hjernen.
c. Retsorden. Obama-administrationen er nu ved at gå længere end Bush/Cheney i diktatoriske beføjelser, der eksplicit er formuleret til at undgå lovens lange arm. Justitsministeriet ser ud til at være fast besluttet på at blokere ethvert tilløb til et retsopgør om den forrige administrations forbrydelser. Konsekvensen er en stærkt svækket retsstat, og modsat civilisationskrigernes antagelse om, at loven svækker os, fordi den forhindrer en jernnævepolitik, så holder den os faktisk stærk, fordi en retsstat betyder gennemsigtighed, ansvarsplacering og social tillid. Obama-administrationens dedikation til den totale uigennemsigtighed - af hensyn til nationens samhørighed, vil jeg nådigt gå ud fra - vil på lang sigt sikre, at forbrydelse kan betale sig.
Det er ikke ligefrem "the fierce urgency of the now", vi bevidner. Ironisk nok har depressionen styrket USA i forhold til resten af verden pga. dollaren og de amerikanske statsobligationers gode ry. Den har afsløret eurozonens manglende finanspolitiske værktøjer og økonomiske skrøbelighed, Østasiens dybe afhængighed af vestlige markeder, og de resourcerige landes overfladiske velfærd, fra Saudi-Arabien til Rusland. Men det langsigtede problem er USA's indre ideologiske selvmodsigelser, der enten skal afvikles eller svække landet til ukendelighed, som tilfældet Californien så fint demonstrerer.
Obamas projekter ser ud til at blive nogle gedigne fiaskoer, og uden politisk diesel kan retningen på supertankeren ikke ændres i tide.
Der er så en anden supertanker i billedet: Europa. Siden 2. Verdenskrig har vi knyttet os til USA, og godt det samme. Men vi bliver nødt til at tænke selv. Vi bliver nødt til at tænke over, hvad det er, vi vil. Vi kan ikke bare lægge os i kølvandet på USA, mod- eller velvilligt, uden at blive trukket med eller med ned af ren apati. Irak har vist det, torturprogrammet har vist det. Det er den samme apati, der i mine øjne har gjort et decideret anti-demokratisk projekt som EU muligt at få igennem. Vores ligegyldighed er de koloniseredes apati over for tilværelsen, og den går ikke længere: Vi skal tage vores egne beslutninger, sætte vores egne mål. Jeg udbeder en selvstændig eksistens - at vi er midten i vores eget univers.
Det lyder måske langt ude. Men de rigtige problemer er ved at tårne sig op. Det første årti i det nye årtusinde var faktisk en fortsættelse af de ubekymrede halvfemsere, blot blev kedsommeligheden afløst af selvforherligende ondskabsfuldhed. Der var ikke modstand nok til at fostre ansvarlighed og modenhed. Det er der så nu, og forandring skal der nok komme, uanset hvor meget Obama står imod.
onsdag den 24. december 2008
Gulvtæppe + fejekost + snavs
Det vil blive temmeligt interessant at se, hvad Obamas/Eric Holders justitsministerium vil gøre med alle de folk, der vil stå frem for at fortælle om Bush/Cheney-administrationens mange lovbrud, når den træder tilbage. Obamas politiske natur er meget pragmatisk; han vil næppe løfte en finger mod den forrige administration, hvis det gør samarbejdet med Kongressen blot en anelse mere besværligt. Men der er grænser for, hvor meget og hvor længe de kan sylte sagerne, for nogen af dem vil være sindssvagt oplagte. Meget afhænger vel af, hvor megen politisk afstand Obama kan skabe mellem sig selv og Justitsministeriet, for den moralsk korrupte Beltway-presse vil være efter ham, hvis anklagerne føres videre.
Det er selvfølgelig lidt svært at toppe den sidste uges afsløringer, hvor en rapport fra Senatet har placeret ansvaret for den omfattende brug af tortur hos administrationen:
Ét er dog sikkert; Europas politikere vil ikke blive draget til ansvar for noget som helst. De har forstået at dække deres spor juridisk. Deprimerende.
Det er selvfølgelig lidt svært at toppe den sidste uges afsløringer, hvor en rapport fra Senatet har placeret ansvaret for den omfattende brug af tortur hos administrationen:
This week the Senate Armed Services Committee issued a powerful report, released jointly by chair Carl Levin and ranking member John McCain, that received the unanimous support of its 13 Democratic and 12 Republican members. The report concluded that Donald Rumsfeld and other high-level officials of the administration consciously adopted a policy for the torture and abuse of prisoners held in the war on terror. It also found that they attempted to cover up their conduct by waging a P.R. campaign to put the blame on a group of young soldiers they called “rotten apples.”Cheney har samtidigt givet et udmærket interview, hvor han ligeud forsvarer brugen af waterboarding, og opfordrer Obama til ikke at stoppe de "forstærkede forhørsmetoder". Intet nyt, men sjældent så ligefremt.
Ét er dog sikkert; Europas politikere vil ikke blive draget til ansvar for noget som helst. De har forstået at dække deres spor juridisk. Deprimerende.
mandag den 8. december 2008
CIA CYA 2
At CIAs folk forsvarer John Brennan, der var Obamas kandidat til chef for CIA, og går ind for kidnapning og tortur, vidner om, hvordan Bush/Cheney-årene moralsk har korrumperet staten. Mekanismen er denne: Når man sætter en enhed til at udføre en opgave, vil denne enhed identificere sig med og forsvare opgaven. Således forsvarer den amerikanske hær Irakkrigen, selv om det er hæren, der, blandt amerikanerne, er stået ganske alene med byrden. CIA forsvarer parallelt kidnapnings- og torturprogrammerne, fordi det er dem, der har udført skidtet.
CIA er en stat i staten. Som Hæren også er blevet. En sekt, der forsvarer sig både mod højre og venstre, og en hvilken som helst anden retning. Sæt dem til noget, og de vil forsvare det til døden. Men mekanismen fungerer også for almindelige administrative institutioner. Der er derfor en vis træghed, når politik skal ændres; alle institutioner, ja, alle menneskers instinkt er at forsvare sig selv og deres funktion.
Det bør stadig noteres bag øret, at kidnapningerne begyndte under Clinton.
CIA er en stat i staten. Som Hæren også er blevet. En sekt, der forsvarer sig både mod højre og venstre, og en hvilken som helst anden retning. Sæt dem til noget, og de vil forsvare det til døden. Men mekanismen fungerer også for almindelige administrative institutioner. Der er derfor en vis træghed, når politik skal ændres; alle institutioner, ja, alle menneskers instinkt er at forsvare sig selv og deres funktion.
Det bør stadig noteres bag øret, at kidnapningerne begyndte under Clinton.
mandag den 23. juni 2008
En anelse ideologisk blindhed
Berlingskes Ole Damkjær om de administrativt udviste tunesere:
Hvis der er hold i anklagen fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), er det uholdbart, at de to tunesere, som angiveligt har planlagt at myrde Muhammed-tegneren Kurt Westergaard, skal have såkaldt tålt ophold i Danmark, fordi de ikke kan sendes retur på grund af risikoen for tortur i Tunesien. På den anden side er det også uholdbart, at de tvangshjemsendes til tortur. Ikke alene fordi Danmark på den måde blæser på sine internationale forpligtelser, men også fordi det vil underminere de værdier, som Danmark og Vesten står for, og som netop ikke – ifølge den danske regering – må ofres i kampen mod terrorismen.Det er som om Stougaards mange artikler om USAs torturpolitik eksisterer i et parallelt univers. Måske Stougaard også eksisterer i et parallelt univers. Et, hvor borgerlige godt kan kritisere tortur, selv om det er USA, der gør det. Det er et under han stadig er ansat.
lørdag den 26. april 2008
The passing of time
Jeg blev helt trist et øjeblik ved sagen om USAs tilladelse til militære overflyvninger af Danmark. Det var en gestus gjort i øjeblikkets hede; en blankocheck, udstedt til en allieret man ville hjælpe hvordan man nu kunne, på alle måder. Og nu - nu er man reelt medskyldig i bortførelser og tortur.
The passing of time
And all of its crimes
Is making me sad again
The passing of time
And all of its sickening crimes
Is making me sad again
The passing of time
And all of its crimes
Is making me sad again
The passing of time
And all of its sickening crimes
Is making me sad again
fredag den 25. april 2008
We knoe naahzink
Tortur? Ikke så vidt vi ønsker at vide noget om det:
Oh, the humanity of it all. Ikke underligt Powell fik nok af europæisk hykleri, den gamle krigsforbryder.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tør ikke garantere, at USA ikke bruger sin ubegrænsede adgang til dansk luftrum til f.eks. CIA-flyvninger med ulovligt tilbageholdte terrormistænkte.Grundlæggende samme holdning, som Espersen til torturstater: Hvis I siger at I ikke torturerer, så spørger vi ikke mere til det. Tænk hvis de bæster havde samme tillid til den danske befolkning.
”Det er i hvert fald ikke noget, regeringen har kendskab til,” siger han i et interview med Ritzau, som han ikke ønsker at uddybe over for jp.dk.
Oh, the humanity of it all. Ikke underligt Powell fik nok af europæisk hykleri, den gamle krigsforbryder.
I konflikt med sandheden
No shit: Regeringen fanget i at lyve om USAs fangetransporter over dansk territorie. Men flot af JP. Pas på I ikke mister læsere til Berlingske.
Muslimerne Indvandrerne Terroristerne.
---
Mere er føjet til. S+R også indblandet:
Spørgsmålet fra Folketingets trafikudvalg til transportministeren søgte at afdække rækkevidden af tilladelsen til de amerikanske flyvninger - bl.a. for at finde ud af, om danske regeringer med tilladelsen, som fortsat gælder, giver USA frit spil til illegale fangetransporter via Danmark.Det her er til gengæld tåkrummende sjovt:
I svaret til Folketinget skriver Carina Christensen:
»Jeg har ikke noget kendskab til en sådan aftale.«
Morgenavisen Jyllands-Posten kan dokumentere, at svaret er i strid med kendsgerningerne. Statens Luftfartsvæsen, SLV, som hører under Carina Christensens ministerium, blev skriftligt underrettet om aftalen med amerikanerne første gang den 5. oktober 2001 og har siden fået skriftlig besked, når aftalen år for år er blevet fornyet.
Dokumentet blev ikke fundet i løbet af de mere end to måneder, som Transportministeriet brugte på at svare Folketinget, men dukkede altså op, få timer efter at ministeriet blev bekendt med, at Jyllands-Posten var i besiddelse af det.Jeg går ikke ud fra det får spillerum i medierne, da det kun er noget oppositionen kan sørge for. S vil jo nødigt ses som bløddyr i Kampen Mod
---
Mere er føjet til. S+R også indblandet:
Den danske blanko-tilladelse blev første gang givet af SR-regeringen i skyggen af terrorangrebene mod New York og Washington den 11. september 2001.Mere i morgen, lover de.
mandag den 21. april 2008
Facs y'all
Denne blog er ved at blive til Berlingskewatch...
Der må være bedre ting at bruge sit liv på. I dag:
Rendition, kaldes det. Læs om det.
Der må være bedre ting at bruge sit liv på. I dag:
I 2002 blev Maher Arar, en syrer bosiddende i Canada, udvist til Syrien, hvor han under en 13 måneder lang indespærring blev udsat for tortur og anden mishandling. Canada har ellers fået en diplomatisk forsikring og adskillige besøg i fængslet af canadiske diplomater skulle sikre, at aftalen blev overholdt.Nej, ikke engang tæt på. Maher Arar var en syrisk-født canadier - med canadisk statsborgerskab - der kom under terrormistanke, og med hjælp fra Canada blev bortført af amerikanske myndigheder til Syrien, hvor han blev banket gul og blå. Fordi det nu engang er det, syrerne gør.
Rendition, kaldes det. Læs om det.
søndag den 13. april 2008
Det står skrevet
Det sker, at noget er så tæt på én, at man ikke lægger mærke til det. For nogle kan dette indlæg være selvindlysende, og være fuldstændigt unødvendigt. Whatev.
2. Verdenskrigs betydning for Vesten er kolossal. Det er nutidens samlende historie, det er fortællingen, der binder verden sammen. Myter, legender, kæmper, titaner, engle og djævle, 2. Verdenskrig overgår dem alle. I en tid, hvor det religiøse verdensbillede er sat i skammekrogen af videnskaben, er historien om 2. Verdenskrig blevet vores moralske kompas. Deraf Godwins Lov: Nazismen er ondskaben selv, der er ikke noget værre. Den er vores Satan. Det gode er modstanden mod ondskaben. Det er Vestens moral.
Denne moral dyrkes særligt på højrefløjen, hvor fjenden - hvem det så end er - er Hitler, modstanden er Churchill og Roosevelt (men ikke Stalin...), og dem, der ikke vil i krig, er naive "formildere" som Neville Chamberlain. Alle rollerne fyldes ud: George Orwell er den antifascistiske intellektuelle, både verdensskeptisk, godhjertet og handlekraftig, et idol for fremtidens forfattere. Quisling er forræderen. Göbbels er propagandamesteren, Slangetunge, Mørkets Fyrste.
Der er så mange. Blot at sige navnene er at træde ind i en anden verden. Prøv: Hitler, Göring, Himmler, Hess, Dönitz, Patton, Molotov, Stalin, Speer, Eichmann, Mengele, Tito, Mussolini, Montgomery, de Gaulle, Tojo, Roosevelt. The Blitz, Stalingrad, Kursk, El Alamein, Singapore, Lend-Lease, U-Boot, La Resistance, Sjette Armé, Anne Frank, Auschwitz-Birkenau, Tokyo Rose, Midway. Man får det helt varmt indeni.
2. Verdenskrig bruges også som moralsk kompas til venstre. De sidste par dages afsløringer om godkendelsen af torturmetoderne øverst oppe i Bush/Cheney-administrationen får folk til at grave i kapitlerne om krigsforbrydertribunalerne i Nürnberg og Tokyo. Vil Bush gøre det af med sig selv forinden? Vil Cheney være lystig under retssagen som Göring, og hænge sig selv i sin celle, uden et øjebliks anger? Vil vandbærere som Yoo og Gonzales bryde sammen, græde og undskylde foran mikrofonen?
Åh. Åh. Jeg blev helt væk et øjeblik.
Jeg vil gerne frem hertil: 2. Verdenskrig var 2. Verdenskrig, og hver ny situation bør forstås på sine egne betingelser. Vi må ikke vade i falske analogier. Nürnbergs retsmoralske lektie er universel, og var det både før og efter. Det er selve sjælen i lov - at den gælder uden undtagelser. Det burde ikke være nødvendigt at hive Nürnberg frem.
2. Verdenskrig var heller ikke så ligetil. Dekonstrueres kan den stille og roligt, men igen burde det ikke være nødvendigt. Vores moralske kompas er i os selv, hverken i en fortælling, en hellig bog, eller i noget andet.
Det er naivt, selvfølgeligt. Mennesker har brug for rammer, de kan ikke selv. De skejer ud uden, og bygger nye moralske fortællinger ovenpå disse nye forbrydelser. Alligevel ville det hjælpe, hvis folk i al almindelighed var bevidste om en moralsk analogis begrænsninger, og ikke lod analogien dække over nye forbrydelser.
Det er nemlig en af de forbandede ting ved religion: At onde mennesker kan tilkæmpe sig en magtfuld position indenfor religionen, hvor de ikke kan røres, moralsk eller politisk. 2. Verdenskrigs myter kan bruges på samme måde. Vi skal bare være klar over det.
2. Verdenskrigs betydning for Vesten er kolossal. Det er nutidens samlende historie, det er fortællingen, der binder verden sammen. Myter, legender, kæmper, titaner, engle og djævle, 2. Verdenskrig overgår dem alle. I en tid, hvor det religiøse verdensbillede er sat i skammekrogen af videnskaben, er historien om 2. Verdenskrig blevet vores moralske kompas. Deraf Godwins Lov: Nazismen er ondskaben selv, der er ikke noget værre. Den er vores Satan. Det gode er modstanden mod ondskaben. Det er Vestens moral.
Denne moral dyrkes særligt på højrefløjen, hvor fjenden - hvem det så end er - er Hitler, modstanden er Churchill og Roosevelt (men ikke Stalin...), og dem, der ikke vil i krig, er naive "formildere" som Neville Chamberlain. Alle rollerne fyldes ud: George Orwell er den antifascistiske intellektuelle, både verdensskeptisk, godhjertet og handlekraftig, et idol for fremtidens forfattere. Quisling er forræderen. Göbbels er propagandamesteren, Slangetunge, Mørkets Fyrste.
Der er så mange. Blot at sige navnene er at træde ind i en anden verden. Prøv: Hitler, Göring, Himmler, Hess, Dönitz, Patton, Molotov, Stalin, Speer, Eichmann, Mengele, Tito, Mussolini, Montgomery, de Gaulle, Tojo, Roosevelt. The Blitz, Stalingrad, Kursk, El Alamein, Singapore, Lend-Lease, U-Boot, La Resistance, Sjette Armé, Anne Frank, Auschwitz-Birkenau, Tokyo Rose, Midway. Man får det helt varmt indeni.
2. Verdenskrig bruges også som moralsk kompas til venstre. De sidste par dages afsløringer om godkendelsen af torturmetoderne øverst oppe i Bush/Cheney-administrationen får folk til at grave i kapitlerne om krigsforbrydertribunalerne i Nürnberg og Tokyo. Vil Bush gøre det af med sig selv forinden? Vil Cheney være lystig under retssagen som Göring, og hænge sig selv i sin celle, uden et øjebliks anger? Vil vandbærere som Yoo og Gonzales bryde sammen, græde og undskylde foran mikrofonen?
Åh. Åh. Jeg blev helt væk et øjeblik.
Jeg vil gerne frem hertil: 2. Verdenskrig var 2. Verdenskrig, og hver ny situation bør forstås på sine egne betingelser. Vi må ikke vade i falske analogier. Nürnbergs retsmoralske lektie er universel, og var det både før og efter. Det er selve sjælen i lov - at den gælder uden undtagelser. Det burde ikke være nødvendigt at hive Nürnberg frem.
2. Verdenskrig var heller ikke så ligetil. Dekonstrueres kan den stille og roligt, men igen burde det ikke være nødvendigt. Vores moralske kompas er i os selv, hverken i en fortælling, en hellig bog, eller i noget andet.
Det er naivt, selvfølgeligt. Mennesker har brug for rammer, de kan ikke selv. De skejer ud uden, og bygger nye moralske fortællinger ovenpå disse nye forbrydelser. Alligevel ville det hjælpe, hvis folk i al almindelighed var bevidste om en moralsk analogis begrænsninger, og ikke lod analogien dække over nye forbrydelser.
Det er nemlig en af de forbandede ting ved religion: At onde mennesker kan tilkæmpe sig en magtfuld position indenfor religionen, hvor de ikke kan røres, moralsk eller politisk. 2. Verdenskrigs myter kan bruges på samme måde. Vi skal bare være klar over det.
torsdag den 28. februar 2008
Almægtig Ikke Længere
Siden Muren faldt i 1989 har USA været verdens centrum. Den amerikanske nation har domineret militært, økonomisk og kulturelt verden over. Af flere grunde er dette ved at synge på sidste vers.
Globaliseringen har frigjort mange u-landes økonomiske potentiale; med friere økonomier er de som nationer simpelthen blevet rigere, og har derfor fået mere indflydelse. Den højnede industriproduktion og det øgede forbrug har slynget energipriserne i vejret, og det har tæret på energiimportører som Japan, USA og EU-regionen. Denne udvikling har været godt og vel uundgåelig. Oveni det skal vi så lægge de sidste syv års idiotier, hvor Bush/Cheney-administrationen nærmest med overlæg har undergravet USAs magt.
Først og fremmest ved at spilde hæren på Irak. Lige nu er USA militært reelt paralyseret, og selv om en præsident Hillary eller Obama skulle trække hæren ud af Iraks kviksand, så er den slidt i stykker og kan næppe bruges effektivt til noget lige med det samme. Alle lande har siden 1989 regnet USAs hær med i deres planer: Dens vigtigste funktion har været som en potentiel trussel; en hæmsko for alle invasionsplaner, eller udrykning, når det brænder på. At bruge den var faktisk sekundært.
Men USAs magtbase har været økonomien. Den har finansieret den militære industri, og tilsammen har de to givet USA en vældig diplomatisk indflydelse verden over. Den tydeligste faktor er dollaren, der reelt er verdens reservevaluta. Det har været en stor fordel for USA, der har kunnet køre med underskud i den ene og anden retning, fordi disse er blevet dækket af udlandets dollarindkøb. Den har også fungeret som en sikker havn i urolige tider, hvor bange penge har søgt til USAs korkprop-valuta. Og: Alene det, at USAs valuta er verdensvalutaen, har givet USA et vældigt finansielt våben.
Men som vi alle er klar over, så går det skidt for dollaren. Dette, fordi de "finansielt ansvarlige" republikanere har ødslet penge bort: Både den nationale gæld og udlandsgælden er steget heftigt under Bush/Cheney, hvilket har tvunget dollarens værdi i bund. Det eneste, der i dag redder USA fra en klassisk valutakrise, er at udlandsgælden er optaget i dens egen valuta, og derfor ikke forøges i takt med at dollaren falder.
Dertil en del andre økonomiske problemer: Subprime-rodet, hvor en liberalistisk laissez faire attitude til kreditmarkedet har skabt en kolossal ejendomsboble, der i mine øjne ikke ser så forskellig ud fra økonomien i et pyramidespil. Boblen sprænger nu, og tager store dele af finanssektoren med sig. De stigende oliepriser, som gør en del mere ondt på USAs økonomi end Europas, fordi det underlæggende oliemarked måles i dollars. Til sidst fødevareinflationen, som rammer de fattigste hårdest.
Som et sidste element i USAs dalende indflydelse vil jeg regne etikken. Det moralske fald som USA har gennemgået de sidste syv år, hvor ulovligheder, løgne, fortielser og morderiske vrangforestillinger har hørt til dagens orden, har gjort USA ganske meget mere upopulær i næsten hele verden. For resten af verden er der ikke længere en skinnende by på bakken at se op til. I stedet er USA blevet en nation, der er bange for både sig selv og resten af verden. Denne venter til gengæld utålmodigt på den næste præsident, men selv om en ny amerikansk leder vil være en kæmpe til Bush's satyr, vil det vare mange år før USAs selskab ikke trækker andre regeringer ned i meningsmålingerne.
Alt dette er ikke kronisk, men Bush/Cheney-administrationen har med sine grusomme fejltagelser sørget for at alle problemerne nærmest er kommet på en gang. USA skal nok komme på fode igen; selvfølgelig. De er for dygtige til andet. Men den unipolære verden vil til den tid være endegyldigt forbi. Og inden da vil den næste præsident skulle svare for den forriges fortrædeligheder.
Globaliseringen har frigjort mange u-landes økonomiske potentiale; med friere økonomier er de som nationer simpelthen blevet rigere, og har derfor fået mere indflydelse. Den højnede industriproduktion og det øgede forbrug har slynget energipriserne i vejret, og det har tæret på energiimportører som Japan, USA og EU-regionen. Denne udvikling har været godt og vel uundgåelig. Oveni det skal vi så lægge de sidste syv års idiotier, hvor Bush/Cheney-administrationen nærmest med overlæg har undergravet USAs magt.
Først og fremmest ved at spilde hæren på Irak. Lige nu er USA militært reelt paralyseret, og selv om en præsident Hillary eller Obama skulle trække hæren ud af Iraks kviksand, så er den slidt i stykker og kan næppe bruges effektivt til noget lige med det samme. Alle lande har siden 1989 regnet USAs hær med i deres planer: Dens vigtigste funktion har været som en potentiel trussel; en hæmsko for alle invasionsplaner, eller udrykning, når det brænder på. At bruge den var faktisk sekundært.
Men USAs magtbase har været økonomien. Den har finansieret den militære industri, og tilsammen har de to givet USA en vældig diplomatisk indflydelse verden over. Den tydeligste faktor er dollaren, der reelt er verdens reservevaluta. Det har været en stor fordel for USA, der har kunnet køre med underskud i den ene og anden retning, fordi disse er blevet dækket af udlandets dollarindkøb. Den har også fungeret som en sikker havn i urolige tider, hvor bange penge har søgt til USAs korkprop-valuta. Og: Alene det, at USAs valuta er verdensvalutaen, har givet USA et vældigt finansielt våben.
Men som vi alle er klar over, så går det skidt for dollaren. Dette, fordi de "finansielt ansvarlige" republikanere har ødslet penge bort: Både den nationale gæld og udlandsgælden er steget heftigt under Bush/Cheney, hvilket har tvunget dollarens værdi i bund. Det eneste, der i dag redder USA fra en klassisk valutakrise, er at udlandsgælden er optaget i dens egen valuta, og derfor ikke forøges i takt med at dollaren falder.
Dertil en del andre økonomiske problemer: Subprime-rodet, hvor en liberalistisk laissez faire attitude til kreditmarkedet har skabt en kolossal ejendomsboble, der i mine øjne ikke ser så forskellig ud fra økonomien i et pyramidespil. Boblen sprænger nu, og tager store dele af finanssektoren med sig. De stigende oliepriser, som gør en del mere ondt på USAs økonomi end Europas, fordi det underlæggende oliemarked måles i dollars. Til sidst fødevareinflationen, som rammer de fattigste hårdest.
Som et sidste element i USAs dalende indflydelse vil jeg regne etikken. Det moralske fald som USA har gennemgået de sidste syv år, hvor ulovligheder, løgne, fortielser og morderiske vrangforestillinger har hørt til dagens orden, har gjort USA ganske meget mere upopulær i næsten hele verden. For resten af verden er der ikke længere en skinnende by på bakken at se op til. I stedet er USA blevet en nation, der er bange for både sig selv og resten af verden. Denne venter til gengæld utålmodigt på den næste præsident, men selv om en ny amerikansk leder vil være en kæmpe til Bush's satyr, vil det vare mange år før USAs selskab ikke trækker andre regeringer ned i meningsmålingerne.
Alt dette er ikke kronisk, men Bush/Cheney-administrationen har med sine grusomme fejltagelser sørget for at alle problemerne nærmest er kommet på en gang. USA skal nok komme på fode igen; selvfølgelig. De er for dygtige til andet. Men den unipolære verden vil til den tid være endegyldigt forbi. Og inden da vil den næste præsident skulle svare for den forriges fortrædeligheder.
onsdag den 20. februar 2008
Quid Pro Quo
Nu Villy har sagt det selvfølgelige om Hizb ut-Tahrir, måske en anden politiker har lyst til at give noget igen:
---
USAs administration er ikke alene galt afmarcheret – de er simpelthen gået forkert. Hvis de er så fladpandede at de virkelig ønsker tortur og skueprocesser indført, så er de simpelthen kommet til det forkerte kontinent. De har intet at gøre med Europa og de vil ikke opnå det de stræber efter.
Jeg har med årene lært mig, at man skal vælge sine kampe med omhu. Så et råd til USAs administration er – ikke venskabeligt men ikke desto mindre dybfølt – at de med fordel kan søge andre græsgange.
Der er – hvilket i sig selv er tragisk – lande i verden som er meget tættere på disse tossers våde drøm. Så hvis ønsket er at gøre tortur lovligt eller ødelægge retsstaten – så er potentialet meget, meget større i f.eks Iran eller i Saudi Arabien. Så herfra en klar opfordring: I må videre – og det kan kun gå for langsomt!
Med vanlig sans for timing har USAs administration igen slået til i forlængelse af Terrorkrigen version 2.0. Med usvigelig sikkerhed opnår de at smide en sjat benzin på bålet og på samme tid tale direkte til vesterlændinge, som har fået nok af terrorisme og til et mindretal af civilisationskrigere, som tilsyneladende ikke kan få nok krig mod muslimer.
Derfor er min melding til USAs administration og deres apologeter – herunder åbenbart det meste af Europas højrefløj, som gladeligt har forsvaret USA fra hver en anklage: Find andre græsgange. Jeres forehavende har intet perspektiv og ingen fremtid i Danmark.
Og til de helt almindelige danskere, som med rette er trætte af den amerikanske administrations groteske synspunkter og vanvittige påfund: Sådan er vi mange der har det. Jeg er også træt af dem! Lad os derfor sammen sende dem en klar besked: Jeres åndsformørkede idioti har ingen gang på jord, for i længden vil ingen leve i ufrihed, uvidenhed og i jeres patetiske ubehjælpsomhed.
Det siges undertiden at ministrene i USAs administration er dem blandt os, der er bedst egnet til at bekæmpe terrorisme. Jeg ved det ikke – jeg er ikke kriminolog. Men jeg kan konstatere, at de er rigtig dårligt kørende på alle andre områder. Og det er vel tragedien i det hele: At mennesker der er vokset op i frihed og har fået muligheder, som deres forfædres hjemlande aldrig ville have kunnet give dem, alligevel ender som ideologiske fantaster med et had, til en fjende de ikke engang kan definere eksistensen af.
Og til dem som føler sig tiltrukket af USAs administration, og som nok møder modstand i tilværelsen – nøjagtig som alle andre mennesker møder modstand i tilværelsen: Kom ud af krigsspillet. Kom ud af middelalderen. Hav modet til at betjene jer af jeres fornuft. Anerkend retsstatens og borgerrettighedernes historiske overlegenhed, anerkend fornuft og viden som grundlag for at møde andre mennesker. Så skal det nok gå alt sammen.
Anders-
---
Man har lov at drømme.
---
USAs administration er ikke alene galt afmarcheret – de er simpelthen gået forkert. Hvis de er så fladpandede at de virkelig ønsker tortur og skueprocesser indført, så er de simpelthen kommet til det forkerte kontinent. De har intet at gøre med Europa og de vil ikke opnå det de stræber efter.
Jeg har med årene lært mig, at man skal vælge sine kampe med omhu. Så et råd til USAs administration er – ikke venskabeligt men ikke desto mindre dybfølt – at de med fordel kan søge andre græsgange.
Der er – hvilket i sig selv er tragisk – lande i verden som er meget tættere på disse tossers våde drøm. Så hvis ønsket er at gøre tortur lovligt eller ødelægge retsstaten – så er potentialet meget, meget større i f.eks Iran eller i Saudi Arabien. Så herfra en klar opfordring: I må videre – og det kan kun gå for langsomt!
Med vanlig sans for timing har USAs administration igen slået til i forlængelse af Terrorkrigen version 2.0. Med usvigelig sikkerhed opnår de at smide en sjat benzin på bålet og på samme tid tale direkte til vesterlændinge, som har fået nok af terrorisme og til et mindretal af civilisationskrigere, som tilsyneladende ikke kan få nok krig mod muslimer.
Derfor er min melding til USAs administration og deres apologeter – herunder åbenbart det meste af Europas højrefløj, som gladeligt har forsvaret USA fra hver en anklage: Find andre græsgange. Jeres forehavende har intet perspektiv og ingen fremtid i Danmark.
Og til de helt almindelige danskere, som med rette er trætte af den amerikanske administrations groteske synspunkter og vanvittige påfund: Sådan er vi mange der har det. Jeg er også træt af dem! Lad os derfor sammen sende dem en klar besked: Jeres åndsformørkede idioti har ingen gang på jord, for i længden vil ingen leve i ufrihed, uvidenhed og i jeres patetiske ubehjælpsomhed.
Det siges undertiden at ministrene i USAs administration er dem blandt os, der er bedst egnet til at bekæmpe terrorisme. Jeg ved det ikke – jeg er ikke kriminolog. Men jeg kan konstatere, at de er rigtig dårligt kørende på alle andre områder. Og det er vel tragedien i det hele: At mennesker der er vokset op i frihed og har fået muligheder, som deres forfædres hjemlande aldrig ville have kunnet give dem, alligevel ender som ideologiske fantaster med et had, til en fjende de ikke engang kan definere eksistensen af.
Og til dem som føler sig tiltrukket af USAs administration, og som nok møder modstand i tilværelsen – nøjagtig som alle andre mennesker møder modstand i tilværelsen: Kom ud af krigsspillet. Kom ud af middelalderen. Hav modet til at betjene jer af jeres fornuft. Anerkend retsstatens og borgerrettighedernes historiske overlegenhed, anerkend fornuft og viden som grundlag for at møde andre mennesker. Så skal det nok gå alt sammen.
Anders-
---
Man har lov at drømme.
fredag den 8. februar 2008
Uffe & Tortur
Her er Uffe.
Uffe har engang været Danmarks udenrigsminister. Det var sjovt.
Nu blogger Uffe. Det er ikke lige så sjovt. Se, han ser sur ud.
Uffe har ikke noget mod at kritisere ikke-vestlige landes konventionsbrud:
Se Uffe. Nu ser Uffe dum ud.
Uffe har engang været Danmarks udenrigsminister. Det var sjovt.
Nu blogger Uffe. Det er ikke lige så sjovt. Se, han ser sur ud.
Uffe har ikke noget mod at kritisere ikke-vestlige landes konventionsbrud:Er det klog “realpolitik” at tie stille, når lande som Rusland og Kina bryder de spilleregler, der nu engang er aftalt? Det mener jeg ikke. For der er jo ikke tale om, at vi anlægger særlige “vestlige normer”, når de to lande kritiseres for deres forhold til menneskerettigheder og små nabolandes suverænitet. Der er tale om brud på regler, de selv har lovet at respektere som medlemmer af FN - og i Ruslands tilfælde tillige OSCE.Men Uffe har det sværere med vestlige landes konventionsbrud. For eksempel i sagen om USAs fangeflyvninger over dansk territorie:
Men i den amerikanske debat er man også anderledes robuste end mange danske politikere, fordi man kender til de barske kendsgerninger - først og fremmest, at man er i krig, og at i krig er det ikke alle ting, der kan eller skal lægges åbent frem.Uffe mener ikke at disse "barske kendsgerninger" er værd at tale om:
Som allierede skal man have tillid til hinanden. Og de danske holdninger til fangeprogrammer og anvendelse af tortur er velkendte. Og så burde den snak ikke være længere.Åh nej.
Se Uffe. Nu ser Uffe dum ud.
torsdag den 7. februar 2008
Ergo Ingenting
Det Hvide Hus har sagt god for waterboarding.
Ser Fogh dum ud nu? Eller kan han referere til en udtale fra Espersen, der lovliggør metoden? Som derfor ikke er tortur? For det er argumentet:
Og mærk jer dette: Waterboarding er kun symbolet på denne administrations torturpolitik. Der gemmer sig meget mere, meget værre. Abu Ghraib var tilsigtet, og ikke en fejl. Jeg kan næsten ikke vente på at høre en udtale fra Espersen om dette. Jeg kommer nok til at vente længe.
Jeg ved ikke hvad der er værst: De amerikanske vulgariteter eller de europæiske hyklerier.
Ser Fogh dum ud nu? Eller kan han referere til en udtale fra Espersen, der lovliggør metoden? Som derfor ikke er tortur? For det er argumentet:
Fratto said waterboarding's use in the past was also approved by the attorney general, meaning it was legal and not torture.Det er vores allierede. Har Danmarks regering før kunnet så tvivl om USAs brug af torturmetoder, må de nu så tvivl om selve metoderne er tortur. Vil de gå så langt? Følg med næste uge, når cirkusklovnerne fra Ny Alliance er forsvundet fra forsiderne.
Og mærk jer dette: Waterboarding er kun symbolet på denne administrations torturpolitik. Der gemmer sig meget mere, meget værre. Abu Ghraib var tilsigtet, og ikke en fejl. Jeg kan næsten ikke vente på at høre en udtale fra Espersen om dette. Jeg kommer nok til at vente længe.
Jeg ved ikke hvad der er værst: De amerikanske vulgariteter eller de europæiske hyklerier.
Abonner på:
Opslag (Atom)