Gah!

Det er ikke magtspillet som sådan i international politik, der generer mig, men det utrolige hykleri. Det burde være åbenlyst, at spillet om Ukraine og Syrien drejer sig om magt uden nogen højere moral, men alligevel!...så skal medierne partout slå følge med magthaverne og udråbe snart den ene, snart den anden leder af vestblokkens modstandere til Årets Hitler. Og man gør moral og etik til de vigtigste våben i arsenalet, midler til målet om magt. Det er så perverst at se og høre, og kreperende at se og høre påvirke ens medmennesker.

Krig er Fred - "just to keep fighting"

Fra FT:

The UK is poised to ship arms to some rebel factions in Syria as soon as this summer if a planned peace conference in Geneva this month fails to make significant progress, according to British officials. (...)

Britain’s Foreign Office insists that no final decision on whether to arm the rebels has yet been made. But a senior UK diplomat told the Financial Times that Britain could be in a position to arm the rebels this summer if, as many expect, the planned peace conference in Geneva fails to make headway.

“The precise timing has not yet been finalised and no decision has yet been taken. But we are likely to be ... shipping arms to the rebels by August,” the official said.

“What I expect is that over the next two or three months western powers will move low-grade arms supplies in bulk to the rebels. The rebels need ammunition, and a lot of it, just to keep fighting.”

Kan vi være enige om dette:

1. Syrere blev ikke slået ihjel i større tal før borgerkrigen.
2. Det er den syriske borgerkrig, der slår syrere ihjel.
3. Hvis en side i borgerkrigen taber, er borgerkrigen slut.
4. Hvis borgerkrigen er slut, slår den ikke flere syrere ihjel.
5. Hvis man forhindrer, at en side taber, forhindrer man også, at borgerkrigen slutter.
6. Hvis man forhindrer, at borgerkrigen slutter, får man flere syrere slået ihjel.

- Så hvis oprørerne har brug for ammunition blot for at blive ved med at kæmpe - "just to keep fighting" - så lad dog være med at give dem det. Hvis altså formålet er at forhindre lidelse og død, og ikke har noget at gøre med en stedfortræderkrig mod Iran.

Hvis man tror, at al-Assad er et monster, som vil slå mange flere ihjel, hvis han vinder, så ja. Men det tror jeg ikke.

Syrien: Sluk ilden med benzin

USAs nye udenrigsminister har en snu plan:

The US is to step up its support for the Syrian opposition as it fights to topple President Bashar al-Assad, Secretary of State John Kerry says. Mr Kerry said the US would provide direct support to rebel forces in the form of medical and food supplies. (...)

Mr Kerry was speaking at a gathering of the Friends of Syria group in Rome. After the meeting, the European Union announced changes to its arms embargo on Syria, allowing EU states to provide armoured vehicles, non-lethal military equipment and technical aid to the rebels, but not weapons.

Hvis det var syrerne, man var så bekymret for, ville man ikke støtte oprørere, der har svært ved at klare sig selv. Det sikrer højst, at borgerkrigen fortsætter og slår mange flere mennesker ihjel, end hvis én side fik lov at vinde.

Men nej:

Other countries are making their own shifts. "Britain's policy couldn't remain static in the face of an ever-deteriorating situation," said the UK Foreign Secretary William Hague as he left the meeting.

Britain, he said, would be using any changes in the EU arms embargo on Syria to the full.

"We will send equipment that we haven't sent before," he asserted, but for now this will still not include weaponry, though he would not rule out the future supply of arms if the situation continued to deteriorate.

Dvs. hvis borgerkrigen bliver værre, vil man give våben til oprørerne. Som vi ved er dybt splittede og har stærke islamistiske fraktioner.

Hvilken humanisme!

Kold krig i varme lande

Det burde nævnes oftere, at borgerkrigen i Syrien er frontlinje i den kolde krig, som Saudi-Arabien og Israel i løst forbund fører mod Iran. Jeg stiller spørgsmålstegn ved det kloge i, at vi her er på Saudi-Arabien og Israels side.

Saudi-Arabien er den primære kraft i radikaliseringen af islam gennem udbredelsen af wahhabisme, en ekstremistisk udgave af sunni-islam. Israel er en af de primære drivkrafter bag konflikten ml USA og den muslimske verden. Iran er mest shi'a og har ingen eller minimal religiøs indflydelse på sunni-muslimer, som udgør ml 75 og 90% af alle muslimer. Iran har kun fundet politisk genlyd på 'gaden', som det hedder, fordi det i kraft af sin egen overbevisning om Irans islamiske republiks fortræffeligheder har en forkærlighed for at stikke fingre i øjnene på stormagter verden over.

Konflikten mellem Iran og Saudi-Arabien er gammel som arvesynden. Wahhabismen ser shi'a-islam som kættersk, og der er en masse shi'a-muslimer i den østlige del af den arabiske halvø, der bliver behandlet dårligt af sunni-herskerne. Og f.eks. Bahrain har tidligere været iransk territorie. Striden mellem sunni og shi'a går tilbage til islams skabelse, og Mellemøstens historie har ofte haft indslag af krige mellem øst og vest for Mesopotamien - i dag bedre kendt som Irak. Så scenen er sat.

Mit syn på Syrien er, at det er en opstand, der er blevet til en borgerkrig. Borgerkrige skal afgøres så hurtigt som muligt, for jo længere de pågår, jo mere ødelægger de, og borgerkrige er noget af det mest ødelæggende, der findes. Bare fordi en side er den stærkeste og slår flere uskyldige ihjel end den anden side, behøver vi ikke holde med den anden side. Den anden side får i det her tilfælde hjælp fra Iraks sunni-islamiske ekstremister, der har hærget Irak i det sidste årti med terrorbomber. Det er ikke flinke mennesker.

Med sine oliepenge til wahhabistiske moskéer er Saudi-Arabien en langt større trussel mod Europa og resten af verden end Iran med sine ikke-eksisterende atomvåben. Så hvorfor er det egentlig, at vi blander os i det her?

Yemen også: USA bomber gladeligt yemennitiske shi'a-muslimer på Saudi-Arabiens opfordring. Bomber fra luften er altså ikke skidesmarte, hvis man vil bekæmpe terrorisme. Det er nok heller ikke det, det drejer sig om.

Folkemordsbenægtelse

Information kan godt lide at være kontrære og trykke kontrære tænkeres tanker. I praksis betyder det fra neokonservative, selvforherligende pikhoveder som Hitchens, Kaplan og, igen, Bernard Henry-Levy. Så nu denne klumme om Frankrigs planlagte lov mod benægtelse af det armenske folkemord:

Kriminaliseringen af folkemordsbenægtelse betyder ikke, at den franske stat har gjort sig til dommer over historiens sandhed

Jo, det er præcis det, den gør. Præcis netop dette.

Loven mod folkemordsfornægtelse er ikke et af disse farlige tiltag, som åbner op for dusinvis, ja hundredvis af absurde reglementer, hvor tvivlsomme individer vil kodificere, hvad man har ret til at sige om Bartolomæus-nattens massakre på huguenotterne, om kolonialismen, om slaveriet, om undertrykkelsen af occitanerne eller andre menneskers religiøse ’helligdomme’. 

En lov er altid principiel. Hvis den ikke er det, så er den ikke en ordentlig lov.

Og her den store:

Dette er en lov om folkemord — punktum. Det er en lov, som straffer dem, der vil gentage et folkemord på det abstrakte plan ved at benægte det.Folkemord er, Gud være lovet, sjældne. I historien findes der kun tre af dem eller fire måske, hvis vi til folkemordet på armeniere, jøder og Rwandas tutsier også føjer Pol Pot-styrets tilintetgørelse af 1,7 millioner cambodjanere.

Skal disse tre eller fire folkemord sættes på niveau med resten, risikerer kriminaliseringen unægtelig at invitere til mere af den politiske korrekthed, som ønsker at indføre meningsløse historiske ’mindelove’.

Hold da kæft. Tre til fire folkemord i historien? Jeg foreslår Henry-Levy at konsultere i hvert fald Wikipedia, før han skriver noget igen, men bare ud fra hukommelsen: Stalins folkemord på volga-tyskere (m.m.) i USSR, indianerne i Amerika, alle på Tasmanien, alle succesfulde stammekrige siden tidernes morgen har involveret udryddelse af fjenden. Og ikke mindst Boskop-mennesket, som Cro Magnoner som os vist gjorde det helt af med. Jeg kan også henvise til Krigsnørden, som ved ca. en mia. gange mere om historiens virkelighed end Henry-Levy, men af samme grund aldrig vil få ørenlyd hos franske præsidenter:

...As the Anglos muscled in on them, North American tribes fought, negotiated or ran. The ones who fought lost. They won some battles along the way, but they were little tribes against the Anglos, the biggest and scariest tribe in the world. The ones who negotiated knew from the start that the stronger tribe always takes what it wants, sooner or later. The ones who ran faced the same old problem: the only places you could run to were already claimed by other tribes. The only solution, in the simple hard rules of primitive warfare, was to wipe out the other tribe.

That was how the Sioux decided to wipe out the Crow in 1860. The Sioux were fierce people. Don't believe that Kevin-Costner Dances-with-Wolves bullshit. The Sioux ate wolves for breakfast. They took what they wanted -- land, horses, slaves -- from anybody they could. But they were already beginning to realize they couldn't fight the white men. Basically, it was the Navajo vs. Ute story on a bigger scale: farmers always beat hunters in the long run, because they can feed so many more mouths. The nomadic, buffalo-hunting Sioux were some of the finest light irregular cavalry in the world -- Genghis Khan would've admired them. But they couldn't cope with the sheer numbers of white farmers overrunning the Sioux lands on the plains.

The Crow tribe's country, in Eastern Montana and Wyoming, was still beyond the range of the whites, so the Sioux decided to wipe out the Crow and take their land. The Sioux chief made a speech setting out the strategic goals of primitive warfare with classic simplicity:

"Today when the sun sets, there will be no more Absarokee [Crow] left! We will kill all their warriors and even the old men; we will save their young boys and raise them to become Dakota [Sioux] warriors, and we shall marry their wives and daughters to raise more warriors to fight the whites when they follow us to our new land."

Uden at vide bedre har Henry-Levy har med sit udsagn fjernet alle andre folkeudryddelser fra historien. Det er jo ironisk. Der er meget historisk ironi i omløb for tiden.

Irak siden sidst

USA har nu trukket sine soldater ud af Irak (der resterer stadig et ambassadepersonale på ca. 15.000 - på størrelse med Vatikanet), efter irakisk ønske. Statsminister al-Maliki har handlet meget hurtigt herefter og udstedt en arrestordre på vicepræsident Tarik al-Hashimi.

Meget kontant og hurtig svinestreg. Al-Maliki slår mig som overmodig, og det har tidligere kun været vha. USA og Iran, at han er blevet reddet ud af uheldige situationer. Iran har masser af diplomatisk indflydelse, men ganske lidt militært, i modsætning til USA.

Men går den, så går den.

Hvis sult var en diktator

Hvis sult var en diktator, der gik på tv i spraglet tøj og truede med at slå millioner ihjel, ville den ikke have en chance, for så kunne man bombe løs og følge med i, hvordan kampen mod hungersnød gik på et landkort. Det er mere spændende.

Libyen

Som autodidakt ekspert ud i udenrigspolitik er min indstilling, at det er En Dårlig Idé at deltage i borgerkrigen i Libyen. Hvis nogen her er gamle nok til at huske den første Irakkrig, så begyndte den med et forrygende bombardement af Iraks luftværnsudstyr. Det kunne lade sig gøre, fordi de allierede forinden havde opbygget en kæmpe militærmaskine i Saudi-Arabien.

Det gik på i vist nok to måneder, og derefter bliv der krig på landjorden og Irak smidt ud af Kuwait. Rigtig mange døde irakere og udbrændte tanks. Ikke-overflyvnings-zonen over nord og syd kunne senere indføres uden særlige problemer, fordi Irak ikke havde noget tilbage at svare igen med.

Det har Libyen. Så et par hangarskibe ud for Libyens kyster er måske ikke nok, og det ved forsvarsminister Gates:

"Let's call a spade a spade," Gates said at a House Appropriations subcommittee hearing. "A no-fly zone begins with an attack on Libya to destroy the air defenses."

He added that it couldn't be done by a single aircraft carrier off the coast.

"It's a big operation in a big country," Gates said.

Så det er det ene. Dernæst er det implicitte mål at forhindre Gaddafis styrker at vinde. Det kan de stadig, fordi de har tanks. Så det andet er, at landstyrkerne skal bombes. Så er det pat, og ud over en opdeling af Libyen i to stater er den eneste vej frem at armere oprørerne, hvis de skal videre. Det er så spørgsmålet, om en opdeling kan holdes vedlige uden FN-styrker, som vil få til opgave at holde de to stater fra at fare i kødet på hinanden.

Hvis de vestlige magter - først og fremmest UK og Frankrig - ikke vil gå hele vejen, så taber de, og nu, hvor FN har givet sin støtte, vil både de og FN tabe ansigt. Så der vil være tale om en gradvis eskalering og involvering i en borgerkrig.

I en arabisk stat med olie.

-----

Opgaver:

a. Hvor mange af principperne i Powell-Doktrinen bliver her brudt?
b. Hvordan er denne situation forskellig fra Irak-Kuwait i 1991?
c. Hvorfor er flere politikere end borgere glade for krig i fjerne lande?

Pro-selv

Der er et pro-Israel argument, som jeg kan lade som om jeg ikke forstår: At Israel bliver behandlet uretfærdigt af verden, fordi de bliver kritiseret for ting, som andre lande ikke bliver kritiseret for.

Der er ikke noget af det, som Israel gør, som ikke også sker i andre lande som Rusland, Nordkorea eller USA. Alligevel bliver Israel, og kun Israel, ved navns nævnelse anklaget af FN-komiteer for den ene og den anden forbrydelse. Derfor er det hykleri og/eller anti-semitisme at skrige op om Israel, så snart de kilder sin næse eller rører en storetå. Der var jo ingen, der brokkede sig over Sri Lankas massakre af tamiler.

Hvordan kommer man frem til, at det betyder, at Israel skal støttes? Hvorfor skal man støtte aktioner, som man implicit mener er forkerte, hvis andre udfører dem?

Jo...hvis man ikke mener, at aktionerne er forkerte, men del af en uværgelig stammekrig, hvor man ikke kan tillade sig at være blødsøden.

Og jeg kan spille hård og sige, at det ville være mig det samme, hvis det ikke var fordi, at jeg og mine medmennesker ikke kan vælge at sætte sig uden for krigen. Det er naivt at tro andet. Det særlige ved Israel/Palæstina er netop, at folk over hele verden vælger side i konflikten. Så derfor er det rigtige at modsætte sig det forkerte, for min og mit eget lands skyld.

I helikopterens sigtekorn

Det her er videoen fra Wikileaks, som har givet dem den amerikanske hær på nakken.



Den viser et dusin uskyldige irakere blive slået ihjel, heriblandt to fotografer fra Reuters og to børn (børnene blev kun hårdt såret), af et par amerikanske helikopterpiloter. De amerikanske piloter er nervøse, lidt bange, småsludrer og fniser, da et frisk lig bliver kørt over af en tank.

Amerikanerne er ikke forsigtige med at slå ihjel. Det er fordi det drejer sig om brune muslimer, og de er i øjeblikket meget lidt værd i vestlig optik. Det er ikke nødvendigvis fordi piloterne er onde, de regner bare ikke dem på jorden for noget og er helst fri for dem.

Hvis man vil undgå det her, skal man lade være med at have soldater i andre lande. Først og fremmest må man sørge for, at man ikke er så svag, at man selv kommer i helikopterens sigtekorn, for der er man ingenting værd. Der vil altid være lande, der er stærkere end andre, og de lande vil med den ene eller den anden ædle hensigt have soldater i de svage lande. De soldater gør som i videoen.

Det er måske et højreorienteret argument for at holde en hær. Højrefløjen er også i vid omfang præget af stammetanker, og det konstante fokus på egne landsmænds styrke eller svaghed i forhold til andre nationer er fornuftig nok, hvis man går ud fra, at stammekrig er normen. Det er et argument, der begrunder sig selv, og derfor ikke noget, vi slipper for lige foreløbigt.

Irak, valg

Musings on Iraq har en god opsummering af valget på søndag. For så vidt angår dem, som folk rent faktisk vil stemme på, så vil de nok ikke stemme på de politikere, der har magten, eller også vil de bare ikke stemme. Mod det bestående, fordi det bestående er noget møg.

Det, der kan være bekymrende, er hvis al-Maliki ikke vinder en klar sejr, og hans statsministerpost er i fare. Så vil jeg tro, at han vil se lidt pro-aktivt på stemmefordelingen, og det vil næppe se bedre ud end det gjorde i Afghanistan. Irak er ikke det statsmæssige hul i jorden som Afghanistan er, så muligheden for omfattende snyd er ikke så stor - men måske heller ikke så påkrævet.

Jeg har bare svært ved at forestille mig, at al-Maliki frivilligt vil give magten fra sig. Så vidt jeg ved, har han stadig sit personlige korps af elitesoldater. Og en masse andre, um, privilegier. Det er måske ikke, at han ikke er meget for at miste kontrollen over i hvert fald den del af statsapparatet, men at han ikke vil risikere, at det falder i hænderne på rivalen og (mere eller mindre) tidligere CIA-ansat Ayad Allawi.

På bænken

Det seneste i irakisk politik - den store shi'a-alliance genoplivet med iransk hjælp, men (indtil videre) uden al-Maliki, og al-Hakims død, hvor kun insider-partiet IIP's kondolencer har været i pressen - viser i min optik, hvordan kernen af Vækkelsesrådene og Iraks Sønner, dvs. den tidligere oprørsbevægelse, er aldeles henvist til bænken, mens de andre spiller bold med hinanden inde på banen. Sunni-araberne er simpelthen ikke til stede, med mindre et par af dem sprænger noget i luften, eller truer med samme. De bliver anset for at være upålidelige, troløse, kriminelle og farlige, og er nærmest også nødt til at opføre sig som sådan for at blive hørt.

Det viser, hvor magten er, og det viser også - mener jeg - at man teoretisk kunne få et demokrati til at fungere inden for shi'a-blokkens rækker. Med Iran som samlingspunktet forhandles der bag tæpperne, og ikke på skrømt. Det kunne godt foregå i det åbne. Det ville nok kræve en noget anderledes politisk kultur. Men i hvert fald: Størstedelen af sunni-araberne er bare ikke med.

Da der var lokalvalg i februar, blev USA nødt til at gribe ind i Anbar-provinsen og fikse resultaterne til den lokale Vækkelseslistes fordel for at forhindre en mulig voldelig opstand. USA er i stand til mindre og mindre i Irak - ikke mindst fordi det er det, den irakiske regering ønsker.

Spring op og fald ned

Furoren i Iran og Egypten over tyskeren, der blev slået ihjel i en retssal af en gal racist, fordi hun gik med hijab, står i grel kontrast til stilheden over Kinas behandling af uighur-minoriteten. Det er ikke nyt - her fra sidste år:

Local governments in a Muslim desert region in western China have imposed strict limits on religious practices during the traditional Muslim fasting month of Ramadan, which began last week, according to the Web sites of four of those governments. (...)

The Web site of the town of Yingmaili lists nine rules put in place to “maintain stability during Ramadan.”

They include barring teachers and students from observing Ramadan, prohibiting retired government officials from entering mosques and requiring men to shave off beards and women to doff veils. Mosques cannot let people from outside of town stay overnight and restaurants must maintain normal hours of business. Because of the sunrise-to-sunset fasting, many restaurants would normally close during daytime for Ramadan.

Disse tiltag var eksplicit rettet mod islam, og blev mødt af en mur af stilhed fra muslimske lande. Sidste uges hundredevis af døde ligeså.

Så hvad foregår der? Såmænd kun, at der er stram politisk kontrol fra oven med hvad, der bliver protesteret imod eller blot rapporteret om. Danmark var et nemt offer, Kina er derimod en "strategisk partner", som det hedder. Elling skriver om Iran:

The Islamic Republic did not help the Muslim Brotherhood in 1982 when they were massacred in Hama by the secular Ba‘thist regime of Syria; the Islamic Republic sided with the Christian Armenians against the Shiite Muslim Azerbaijanis in the fight over Nagorno-Karabagh; the Islamic Republic did not help the Chechens when they were under full-scale Russian attack; and the Islamic Republic even prevented an agitated crowd of Basiji Students from leaving for Palestine when the Israeli war machine was pounding the West Bank into smithereens half a year ago.

And now it seems that the Islamic Republic will not stand up for their Muslim brethren in Xinjiang. This is far from surprising: Iran is extremely dependent on Beijing for investments and support in the UN Security Council, and careful not to damage this crucial relationship.

Tillige et postkolonialt horn i siden på europæerne, som er nemt at køre på for regeringerne, gætter jeg. Det er værd at huske på, næste gang en Seidenfaden projicerer en dansk, indenrigspolitisk konflikt ud på omverdenen. Jovist drejer det sig om indenrigspolitik, men ikke nødvendigvis om dansk indenrigspolitik.

30. juni: En sejr for Irak

To yderligere ting om amerikanernes tilbagetog fra de irakiske byer og de mange bomber:

1. De amerikanske soldater har været en modererende faktor. Med det mener jeg, at de opfører sig mere civiliseret end de irakiske og får disse til at opføre sig mere civiliseret. Fordi man gør, hvad amerikanerne siger - de er nu engang de dygtigste til organiseret vold. Når amerikanerne trækker sig ud af bykernerne, vil vi ikke blot se en opblussen af vold, men også en forråelse af samme. Det kan sammenlignes med at trække kontrolstængerne ud af en atomreaktor.

2. Dette er, hvad irakerne ønsker. SOFA-aftalen, der fastlagde tidsplanen for USA's retræte, blev nærmest dikteret Bush-administrationen af de irakiske regeringspartier, der tilmed har erklæret 30. juni en national helligdag. Al-Maliki render pt. rundt og kalder USA's tilbagetrækning en sejr for Irak, der kan sidestilles med det mislykkede oprør mod briterne i 1920: Ud med den fremmede besættelsesmagt. Samtidig har parlamentet afsat en klat penge til en folkeafstemning om selve SOFA-aftalen ved parlamentsvalget næste januar. Hvis irakerne stemmer nej, så skal USA holde sig helt og aldeles til egne baser for senere at forlade landet. Folkeafstemningen var al-Sistanis hjertebarn, og oprindeligt planlagt til denne juni, men udskudt af parlamentet. Det antages, at afstemningen blev tænkt og anvendes som en garant for, at amerikanerne rent faktisk gør det, de har lovet. Og man må sige, at det har virket.

Jeg gider ikke høre noget lort om, at dette er Obamas skyld. Men det skal nok komme. Alle dem, der vil anklage Obama for at ødelægge det gode arbejde, som Bush/Cheney lavede, og den fine stand, de efterlod Irak i, vil utvivlsomt ikke engang være klar over, at alt dette er irakernes ønske. Sådan noget gider de ikke sætte sig ind i - for dem er det hele alligevel et stort rollespil om hvem, der er Churchill og Hitler, og hvad vedkommer den irakiske virkelighed dagdrømmerne?

Og jeg har ikke orket at skrive om kurderne. Det er tilstrækkeligt at sige, at de har vedtaget en forfatning, der dekrerer, at Ninevah og Dijala-provinserne samt Kirkuk er kurdisk land. Det er, som hvis vi skrev ind i Grundloven, at Skåne, Halland og Blekinge tilhører Danmark. Og Riga med, for god ordens skyld. Åh jo; og forbudt undervisning i arabisk i Ninevah har en lokal kurdisk leder også. Efter tyrkisk forbillede, velsagtens.

Se nu bare at få det overstået. Træk plasteret af, eller hvad skal man sige. Det hele er som en dårligt skrevet tragedie; måske når de alle sammen er døde til sidst, kan publikum slippe ud i dagslyset.

30. juni

30. juni trækker USA sine styrker ud af Iraks bycentre (undtaget en base ved Sadr By). Tilbagetrækningen følger tidsplanen, og alle forbereder sig, inkl. den irakiske stat:

Iraqi forces for the last two weeks have intensified their arrest and raiding campaigns across the country, the agency reports, citing official statements that the raids come in preparation for the withdrawal of American forces from Iraqi cities, scheduled for the end of the month.

Aftalen gælder kun kamptropper, hvorfor man kan forvente, at nogle amerikanere får nye stillinger blandt støttetropperne. Med livrem og seler.

---

Jeg noterede mig også, at Irak og Afghanistan var nogle af de første til at ønske Ahmadinejad tillykke med sin imponerende valgsejr. Ikke fordi det nødvendigvis betyder et ideologisk fællesskab frem for pragmatisk hensyntagen til en stor, stor nabo. Men de personlige bånd trækker vel også.

En logisk fremtid

Med forbehold for min overfladiske viden om regionen:

Hvis pakistanerne virkelig har besluttet sig for at nedkæmpe talibanerne, så er det vel godt. Pakistans problemer har været et klassisk geopolitisk rod: Man har støttet paramilitære organisationer, der er gået løs på nabolande, i nærmest selvstyrende grænseregioner, som del af et større strategisk spil. En af disse har så haft at gøre med en terrorgruppe, der angreb verdens mægtigste land, og dette land har slået ned med al sin vælde mod gruppen og de paramilitære, der husede gruppen. Men statens og ikke mindst hærens bånd til de paramilitære blev ikke brudt helt, og med en nærmest ikke-eksisterende kontrol med de paramilitæres regioner voksede disses magt ud over alle grænser og begyndte så småt at true selve hovedlandet.

Så: Hvis Pakistan får styr på sit territorie, så er det godt. Løs kontrol med grænsen ender tit i et blodigt rod. Men det er så spørgsmålet, om de gør det. Jeg er stadig skeptisk mht. hærens hensigter og befolkningens støtte: Slår man hårdt ned nu, fordi Swat-provinsen var en provins for langt? Vil man føre krigen til de andre provinser? Ville Pakistan overhovedet gøre dette, hvis landets økonomi var stærk nok til at modstå presset fra USA?

Det har åbenbart hjulpet, at talibanerne endnu engang har vist sig som de røvhuller, de er. Historierne fra Swat er mange - mest berygtet var piskningen af en pige på 16 år. Hvor stærk deres støtte i de pashtunske kerneområder er svært at gætte, men det er værd at bide mærke i, at talibanerne er en relativt ny politisk struktur, der har fortrængt gamle stammestrukturer i løbet af de sidste to årtier. Så ældre er de altså ikke. De er dog heller ikke en decideret fremmed organisation som al-Qaeda.

Faren er, at dette bliver en borgerkrig. Punjabere og sindhere, Pakistans største befolkningsgrupper, har det efter sigende med at se ned på pashtunere, som barbariske bjergfolk. Jeg ved ikke, om det er rigtigt - ved som sagt ikke så meget om området - men talibanernes primært pashtunske identitet er der ikke tvivl om. Den pakistanske hær farer hårdt frem i Swat, og der er nu millioner af flygtninge, de fleste pashtunere. De civile tab må være store; jeg kan ikke forestille mig andet. Og lidelserne vil blive langt større endnu, hvis hæren tager kampen op i resten af Pakistan. Imens sprænger bomberne i Lahore. Det kunne sagtens udarte sig til etnisk krig.

Pakistan er ikke en logisk stat. Bevares, der er minoriteter i de fleste lande, men Pakistan var endnu en af de underlige konstruktioner, som briterne efterlod sig, og som siden har ført til så meget skidt for indbyggerne. Durand-linien mellem Afghanistan og Pakistan, der deler pashtunerne i to, er aldrig blevet fastlagt. Der er striden om Kashmir og krigene med Indien, der førte til en pakistansk strategi om dominans af Afghanistan via talibanerne mod den indisk-støttede Nordalliance, efter USSR trak sig ud. Der er en slumrende opstand i Baluchistan, som rækker ind i Iran. Osv.

Europas homogene nationer er vokset ud af etniske myrderier og tvang. Folk er tvunget til trofasthed, eller også er de illoyale blevet slået ihjel eller fordrevet. Det er også det, man kalder en stærk stat. Europas imperier har samtidig efterladt lande i Asien og Afrika, hvor etniciteterne er rodet sammen - tit med vilje, efter del-og-hersk-princippet - og hvor staten er svag, fordi folk ikke er særligt loyale mod netop den etnicitet, der sidder på magten.

Det får så sine konsekvenser, når nye verdensmagter vælter ind, og så at sige udløser spændingerne. Irak var et pragteksempel. Pakistan kan nu være et andet. Men som man med Irak må håbe på en mere logisk stat, hvor kurderne har sit eget, og shi'a-araberne har lov at fejre deres utallige højtider, må man håbe på en mere solid pakistansk stat i sidste ende. Eller måske en pakistansk og en pashtunsk. Det ville være mere logisk.

Det gode

Der er noget underligt over diskussionen om proportionalitet mht. I/P. Der er et lille, godt interview med en Etgar Keret af Krasnik i Weekendavisen denne uge (ikke online). Sætter god, tyk streg under besynderligheden med dette citat:

"[Israels] kritikere antyder, at der er en slags kvote af civile ofre, der er i orden og acceptabel i en konflikt som denne. Som om man kan føre statistik over krig som en eksakt videnskab. 10 døde civile er okay, men 30 er ikke. 600 er slet ikke. Hvad ville have været det rette tal på den anden side af ligningen? 12,5?"

Og giver modeksemplet Afghanistan:

"Tag nu angrebet den 11. september 2001. Hvor mange blev dræbt? Var det 3000? Det var da ikke en eksistentiel trussel mod USA. Det er småting i forhold til det antal, der dør i trafikken. Og alligevel accepterede alle det massive angreb på Afghanistan med tusinder af ofre."

Jeg tror, at folk kommer forskellige steder fra: Israel - og man kan vist efterhånden godt sige israelerne - mener faktisk, at krigen mod Hamas vil hjælpe på sikkerheden. De kan pege på militære pejlemærker: Hvor mange Hamas-folk, tunneler og knudepunkter, der er slået ihjel, ødelagt eller indtaget. Den europæiske kritik af "manglen af proportionalitet" har en anden vinkel: Dette vil ikke føre noget med sig, på samme måde som krigen mod Hizbollah ikke førte til nogen varig fred. Derfor er det intet andet end en straffeaktion, hvor straffen er voldsomt ude af proportioner med forbrydelsen, og i øvrigt kun vil gøre tingene værre.

Men Kerets sammenligning med Afghanistan mangler lidt historie: USA havde - så vidt jeg ved - ikke krummet et hår på talebanerne, da 9-11 skete. Da talebanerne husede al-Qaedas ledelse, ikke ville straffe dem og ikke ville udlevere dem, var det så godt som en krigserklæring ud af det blå. USAs invasion var derfor fuldt ud folkeretsligt forsvarlig (men ikke militært).

Men konflikten mellem Israel og palæstinenserne begyndte ikke i går, som Keret ellers lader som om i diskussionen om proportionalitet. Når folk diskuterer ret og uret i denne konflikt, ender det tit med en diskussion om hvem, der begyndte. Ja, Hamas fyrede Kassam-raketter af, og slog israelere ihjel. Hvad så med Israels brud på våbenhvilen d. 4. november, hvor de slog nogle palæstinensere ihjel? Eller blokaden af Gaza, der går tilbage til før Hamas kom til magten, og udsultede alle og enhver i Gaza-striben, civile såvel som paramilitære? Hvad med den langsomme etniske udrensning af arabere på Vestbredden, der ikke engang er israelsk territorium? Palæstinenserne må jo derfor være i deres gode ret at handle udenfor alle proportioner for at stoppe Israel - hvis de kunne. En handlings moral afhænger jo ikke af hvem, der udfører den. Så alle har vel ret til at slå hinanden ihjel, ikke?

Alt dette skyder forbi målskiven. Spørgsmålet er: Hvad er det gode i dette? Fred. En handling er ikke god, hvis den modvirker det gode. Israels handlinger vil ikke føre til fred. Israelerne tror det åbenbart; jeg gør ikke. Ergo er der ingen godhed i dette, mener jeg. Hvis Israel leder efter en langsigtet militær løsning på en konflikt, der grundlæggende er politisk, så burde de udrydde palæstinenserne. Det ville jo være ironisk.

Ya playing yourself

With all that Big Willie talk, hop, you're, playin yaself
With all that big gun talk, bop, you're, playin yaself
With all that rah rah rah, you're, playin yaself
You're, playin yaself, you're, playin yaself

USA har optrappet sine angreb fra Afghanistan over den pakistanske grænse. Pakistans hærchef, Kayani, har som svar erklæret at Pakistans suverænitet vil forsvares "for enhver pris". Pakistans nye statsminister, Gilani, har sluttet op bag denne udtalelse, og nyslagne præsident Zardari er ikke at se nogen steder. Det understreger kun at hæren er den reelle magt i Pakistan. For nogle uger side kom Gilani for skade til at sige at ISI, hærens berygtede efterretningstjeneste, ville komme under civil kontrol. Hæren sagde nej - efter sigende via Musharraf - og lidt efter skød en snigskytte til måls efter Gilani i nærheden af Rawalpindi. Byen er hærens hovedstad, så at sige, og det var der, Bhutto blev sprængt i luften. Kun et par skud; Gilani fik en advarsel.

Jeg har ikke stor sympati for Pakistan. De civile, javist, men ledelsen, nej. Ledelsen har gennem mange år opfostret militante grupper i randområderne, og brugt dem mod naboerne.

Men hvis skylden er, er lige meget nu. Pakistanere føler lige så lidt med de døde fra 9/11, som nordamerikanere og europæere føler med de mange pakistanere, der dør i øjeblikket (langt flere, i forhold til befolkningernes størrelse). Det burde ikke komme bag på nogen. Men konsekvensen er, at Terrorkrigen er ført på tværs af denne mentalitet, og på tværs af de slet skjulte magtkampe, der rasede i regionen, før NATO gjorde sin entré.

Hvordan kommer det til udtryk?

Jo: 80-90% af forsyningerne til styrkerne i Afghanistan kommer gennem Pakistan. Det giver sig selv, at visse pakistanske politikere åbenlyst leger med tanken om at afbryde samarbejdet. Ingen navlestreng fra Pakistan; ingen NATO-styrke i Afghanistan; og således ingen amerikanske angreb over grænsen. Geopolitik for begyndere.

Det ville være så nemt. Så måske USA burde tænke lidt over situationen, før de skubber til læsset. For Vestens styrker er utroligt sårbare nu. Og det er ikke bare, at vi er ved at save den gren over, vi sidder på; det er, at vi har bragt os selv ud i denne situation. Alternativerne til Pakistan er Iran og Rusland. Broerne til Iran er brændt for længe siden, uden grund. Rusland er skiftevis blevet overset, fornærmet og isoleret. Og Vesten vil snart finde ud af hvor magtesløst det faktisk er i Afghanistan, på trods af de mange modige ord.

Does not compute

Jeg har efterhånden set det en del gange; at Irak er blevet fredeligt, fordi amerikanerne er blevet dygtige til militær oprørsbekæmpelse.

Bortset fra, at Irak målt på drab alene (ifølge IBC, hvis stringente optælling er et absolut minimum) er tredive gange så voldeligt som Danmark, så er det en forkert fortolkning - mere her. Men at de afgørende faktorer i voldens fald i Irak skulle være politiske skift og demografiske ændringer, og ikke amerikansk militær kunnen og styrke, ville ikke passe ind i de neokonservatives fortælling om USAs almagt og den unipolære verden. At der skulle være grænser for voldens magt til at omskabe verden ville ødelægge deres verdensbillede helt og aldeles.

Uacceptabelt. Ideologisk uacceptabelt. Så vi siger i stedet at Irak er fredeligt nu, fordi USAs hær sparker numse. Kun virkeligheden kommer på tværs. Det er det samme fænomen, som Anatol Lieven skrev om her:

In the United States, the infantile illusion of omnipotence, whereby it doesn’t matter how many commitments the United States has made elsewhere—in the last resort, the United States can always do what it likes;

Problemet er selvfølgelig, at hvis man ikke lærer af sine fejl, så begår man dem igen.

Ord

Nu jeg er i gang med temaet "impotent overmod", så er Libanon også værd at tage med som eksempel. Der var ikke grænser for hvor stærkt USA og Frankrig bakkede op om den pro-vestlige regering efter Cedertræsrevolutionen. Men Israel fik grønt lys til sin ineffektive bombekampagne mod Sydlibanon, og sønderbombede samtidigt selvsamme regerings image hos befolkningen. Forudsigeligt nok kom Hizbollah styrket ud af den omgang idioti, og 14. Marts-koalitionen fandt ud af hvor lidt USAs og Frankrigs ord reelt betød. Nu plejer de atter omgang med Syrien og virkeligheden.

Via 'Aqoul.