Om politisk enighed og overvågning

Glenn Greenwald har begået ugens scoop og publiceret lækket dokumentation for, at det amerikanske forsvarsministeries efterretningstjeneste NSA systematisk modtager data fra de største teleudbydere uden retskendelse eller konkret mistanke.

Ikke ligefrem en overraskelse for de mere kyniske af os, men det har lavet et herligt postyr. Det rykker dog næppe ved noget i USA eller her.

Det fik mig til at tænke: Tolerancen overfor overvågning er meget højere i dag end f.eks. tre årtier siden. Jeg kan umiddelbart pege på tre grunde:

1. Den Kolde Krigs afslutning og således også tabet af kommunismens overvågningssamfund som et fjendebillede, man definerede sig imod.

2. Internettets fremmarch og de sociale mediers succés, som gør en dyd ud af ekshibitionisme og voyeurisme.

3. Større personlig liberalisme, f.eks. vedr. homoseksualitet og børn udenfor ægteskab.

Men jeg har tænkt på en fjerde, som jeg tror måske er mere vigtig: Eroderingen af større ideologiske og politiske uenigheder.

Den klassiske liberale modstand mod statsovervågning gik på det politiske. For der var engang, at politiske meninger kunne splitte samfund og nationer - pacifisme, suffragisme, abolitionisme, nazisme, bolsjevisme, til eksempel.

Det er ikke så udbredt længere i de vestlige lande. Den skelsættende begivenhed var Murens fald og dermed også kommunismens, som førte til en større politisk enighed om, hvordan samfundet skulle indrettes, end man ville indrømme.

Nogle kalder den nye enighed for neoliberalisme. Den går ud på, at man opfatter højreorienteret økonomisk politik som grundlæggende rigtig, mens man vil (påstå at) føre en sådan politik for at opnå venstreorienterede mål. Ergo skærer man ned på velfærden for at redde velfærden.

Det blev af Tony Blairs chefideolog Anthony Giddens kaldt 'den tredje vej', fordi det skulle være vejen midt mellem kapitalisme og socialisme. Det eneste, som de politiske partier skulle repræsentere mht. økonomisk politik, var om man foretrak en større eller mindre grad af velfærd. Francis Fukuyama skrev også sin famøse bog om 'historiens endeligt', som gik ud på, at denne samfundsmodel havde vist sig at være den mest fornuftige, og nu var der ikke rigtig mere at diskutere, kun at udbrede modellen til resten af verdenen (bl.a. med krig).

Enigheden knager, for resultatet af den førte politik har været finanskrise og ulighed. Det er nu engang det, der sker, når man kører efter højreorienterede økonomiske principper. Men enigheden dominerer stadig: Både politikere og menigmand har svært ved at forestille sig et alternativ til lavere selskabsskatter, længere arbejdsuger og mere ulighed som svaret på de problemer, selvsamme økonomiske ideologi har forårsaget.

Men hovedsagen er, at folk ikke mener, at de har noget at være bange for. Hvis man ikke har noget at skjule, er der ikke noget at være bange for, og hvad kunne overhovedet være værd at skjule?

Solidaritet på tværs af landegrænser & euroen

Jeg læste engang, at kommunisterne ved Første Verdenskrigs udbrud troede, at solidariteten arbejderne imellem på tværs af landegrænserne var så stor, at de ikke ville gå i krig med hinanden for overklassens skyld. Det var et håb, som man nærede ud fra erfaringen, at man havde opnået solidaritet imellem de forskellige fagarbejdere indadtil i nationerne, så f.eks. minearbejdere strejkede sammen med fabriksarbejdere i stedet for at tæske dem, og omvendt.

Det viste sig ikke at holde: Europas arbejdere slog hinanden ihjel i millionvis i et anfald af blodtørst og nationalisme.

Nationalisme er afgørende for hvem, der står sammen. I dagens Europa sætter euroen dette på spidsen. Således anledningen til dette indlæg, som er Krugman, der i dag gør opmærksom på Portugal, der sandsynligvis er næste kandidat til et nyt nødlån fra troikaen ECB, EU og IMF, hvis ikke Slovenien kommer først.

Portugals arbejdsløshed er nu oppe over 18%. Lidelserne øges dag for dag, og på trods af den herskende klasses gentagne forsikringer om, at opsvinget er lige om hjørnet (det hører vi også herhjemme), er der ikke udsigt til andet end fortsat økonomisk depression, så længe nedskæringerne fortsætter i det uendelige.

Halvdelen af Europa er i dyb krise. Den anden halvdel har det ikke godt, men kan dog holde hovedet over vandet pga. en fælles valutazones indbyggede fordele for konkurrencestærke regioner, som opnås på bekostning af de svage regioner. Men i modsætning til nationale valutazoner er den stærkere halvdel i eurozonen ligeglad med den svækkede, hvis ikke endda direkte fjendtligt indstillet overfor at skulle hjælpe de svage ud af sumpen.

Der er ikke noget voldsomt galt indadtil i hver nation med at hjælpe de svage; kun nedgangstiders sædvanlige angreb på samfundets svageste. Her løber man dog på, at der pga. EU og euroens begrænsninger for statslån ikke er penge til at gøre noget, uanset om lånene er billigere end gratis.

Men hjælpe folk i andre lande - fandeme nej.

Således bør venstrefløjen endnu engang lære lektien, at internationalisme fremmer ulighed gennem svækket solidaritet, mens nationalisme modsat fremmer lighed gennem øget solidaritet.

NYTimes BS om DK

New York Times har begået en artikel om det danske velfærdssystem og regeringens nedskæringer (alias: reformer), som Dean Baker tager under behandling. Læs endelig det hele - men her er det i punktform:

• Den danske befolkning bliver langsommere og med mindre negativ effekt ældre end USAs.
• Danmarks nettogæld ultimo 2012 er 7,6% af Danmarks årlige økonomiske produkt, og med et handelsoverskud på 5,6% af produktet er Danmarks finansielle position fuldstændigt sikker.
• Danmark har flere i arbejde end USA og næsten alle andre lande.
• Men dem i arbejde arbejder mindre og har mere ferie - det mener NYT er et problem.
• Danskere arbejder dog stadig 8% længere end tyskerne, hvis økonomi alle vist nok beundrer.

Der er altså ingen nationaløkonomisk grund til nedskæringer. Ingen.

Det, som Dean Baker afdækker med sin analyse, er løgnen om nødvendigheden af reformerne.

Ét er, at folk synes det er uretfærdigt, at folk som I-ved-nok går rundt og får penge for ikke at lave noget, når han godt kunne, mens andre arbejder sig halvt ihjel: spørgsmål om retfærdigheden i socialydelser og samfundskonstruktionen. Det er et legitimt spørgsmål, hvor deltidsansættelse netop er et svar.

Et andet er spørgsmålet om nedskæringernes nødvendighed; at vi bliver nødt til at skære ned, fordi økonomien går dårligt.

Det er en løgn, og en af de store. Hvis man mener det, er man uvidende, blevet løjet for, ellers også lyver man. For det er ikke sandt.

Danmarks økonomi har det overordentligt fint, bortset fra arbejdsløsheden. Det er blot en skam, at alle disse nedskæringer, der skal finansiere skattelettelser til erhvervslivet, ikke vil gøre noget ved lige netop dette punkt.

Forskellen på DK og USA

I USA skaber det stor furore, når politikerne forsøger at skære i folkepensionen. Herhjemme lyder ikke et kvæk. Hvorfor egentlig?

Nej vent

Arbejdsløshed i sig selv er ikke et kæmpe problem. Det er godt for miljøet, og det giver folk mulighed for at opdage det vidunderlige i at have tid, men ingen penge, i stedet for at have penge og ingen tid.

Det er en gigantisk socialiseringsmaskine, men det er ikke nogen særligt spændende mennesker, der kommer ud af maskinen. Det holder også uligheden nede, men det er fordi man har besluttet, at arbejde er den primære mekanisme for fordeling af velstanden - det kunne ændres.

Men det er et problem, hvis samfundets værdier drejer sig omkring det at arbejde. Når der ikke er arbejde nok til alle, og dem uden arbejde får at vide, at det er fordi de er dovne og selviske, så er det meget skidt for dem, der ikke kan få arbejde.

Så knep jer, der skælder ud på arbejdsløse, mens I får folk fyret i massevis. Knep jer i røvhullet med en rusten morgenstjerne, for I er ondskabsfulde, ækle mennesker, der ikke fortjener bedre.

Politisk fallit

Jeg taler af og til med folk, og af og til taler jeg med folk om politik. Nogle folk, viser det sig, stemmer på R eller S. Så nævner jeg sådan noget her:

Lavtlønnede danskere må gå ned i løn. Ellers flytter deres virksomheder til udlandet, fordi de ikke kan klare sig i konkurrencen.

Det siger A.P. Møllers-Mærsks topchef, Nils Smedegaard Andersen, i et interview med Berlingske.(...)

Socialdemokraterne og De Radikale roser Nils Smedegaard Andersen for at fokusere på bedre lønkonkurrence. 

Så kigger de lidt ned i jorden og siger, at de alligevel ikke længere interesserer sig for politik.

U S tja

Jeg ville have foretrukket, at både Obama og Romney havde tabt, men når det nu ikke kunne lade sig gøre, var Obama nok det bedste valg. Nogle siger 'jo værre, jo bedre', men jeg tror bare at kaos for det meste fører til fascisme eller dumme revolutioner.

Dagens idé

Hvis folk finder job lige før de løber tør for dagpenge, ville det så ikke være en god idé i stedet at lave dagpengeudbetalinger, der blev trappet ned efterhånden?

(...folk finder ikke nødvendigvis arbejde, når arbejdsløsheden er meget høj...)

Er hun alene i sin lejlighed?

Der var et læserbrev forleden i Politiken, som vist ikke er online. Men det gik ud på, at når nu kommunerne er så optagede af snyd med falske alenemødre, så var det måske en god idé, at man lavede støttereglerne om, så støtten ikke var afhængig af civilstatus, i stedet for at lave et overvågningssamfund. God tanke. Man kunne f.eks. lade det afhænge af personlig indkomst, hvad ved jeg.

Nutidens totalitarisme: Børnehavebørn tidligere ud på arbejdsmarkedet

vhs fangede denne her i Berlingske:

I 2008 blev det gjort obligatorisk for seksårige at begynde i børnehaveklasse. Det koster samfundet mange penge at udskyde børnenes debut på arbejdsmarkedet og holde dem i børnehave et år til, lød en af begrundelserne. Dog har det siden været muligt at udskyde skolegangen ved at søge dispensation.

Det r fkd up. Når man underlægger mennesket et system, så har man at gøre med totalitarisme.

Det er en blød totalitarisme, vi har: systemet er økonomien, og systemet kan ikke svigte. Men vi kan svigte systemet, f.eks. ved at komme sent i børnehave og dermed senere ud på arbejdsmarkedet, så lønnen ikke trykkes nok ned og skaber konkurrenceevne. Vi skal blot tage del i systemet; indtage vores plads i den guddommelige maskine, fra og med børnehaveklassen.

Man ser også sådan noget i innovationspolitik, hvor entreprenørskab og iværksætteri skal være del af uddannelsessystemet, og man vil opdyrke en iværksætterkultur og en mentalitetsændring blandt befolkningen, således at vi har innovationskapacitet og konkurrenceevne til at imødegå den globale udfordring fra vækstøkonomierne...

Det var klamt bare at skrive det afsnit, men det er den slags bæ, der bliver produceret i spandevis hver eneste dag i erhvervsministerier verden over. Og det går faktisk ud på at ændre folks måde at tænke på.

Det ironiske er, at det ikke hjælper økonomien, som udviklingen i det seneste årti burde have påvist. Men vi mangler et underholdende ikon til et ideologisk oprør og opgør, så f.eks. alle dem, der stemmer til venstre for Enhedslisten, indser hvad fanden de har gang i. Det er jo søde mennesker (ikke som de gnavne stoddere, der faktisk stemmer på Enhedslisten) og skal bare finde ud af, om de virkelig vil aflevere deres børn til systemet på børnehaveklassetrinet.

Penge er magt; magt er ret

Folketinget har diskuteret Thor Mögers haveinvasionslov - at SKAT nu kan gå ind i folks haver og checke, om der foregår sort arbejde, hvis de kan se "tegn på professionelt arbejde". En god diskussion, der vender selvmodsigelserne på begge fløje. Det er ikke et simpelt spørgsmål: Hvorfor må SKAT gå ind i haven, men ikke huset? Hvorfor synes oppositionen, at Arbejdstilsynet godt må gå ind i haven, hvis SKAT ikke må?

Jeg går som regel ind for strikse borgerrettigheder. Men med SKAT bliver jeg blød i knæene, fordi det drejer sig om at checke noget med penge. Det er ligesom det med at stoppe folk i biler på gule plader. Penge er magt, og magt bestemmer, hvad der er ret og vrang. Hvis man ikke reelt checker, at reglerne for skat og moms følges, så får man et samfund med snyd og ulighed, og så kan man godt kysse borgerrettighederne farvel, jf. Grækenland, Rusland mm.

Spørgsmålet er måske i stedet, om det er fedt at indrette samfundet sådan, at haveinvasioner er nødvendige.

Godt stof

Anders Lundkvist på Modkraft har en række gode artikler om nutidens økonomi, som siger det, jeg nok også prøver at sige.

Europa: Jeg ser blåt

Man kommer ikke udenom, at Europas politiske højredrejning har folkets opbakning, jf. billede til højre (Spanien skal være blå nu, og Danmark og Slovakiet røde). Folk er for det meste ok med finanspagtens idiotiske teser osv.

Jeg mener, at denne bevægelse mod højre kommer af ændringer i de mere grundlæggende socioøkonomiske strukturer. De er følgende: Som følge af meget store effektiviseringer / automatisering i produktionsindustrien er fordelingen af arbejdende i hhv. produktion og service ca. 20 og 80 pct. af arbejdsstyrken, vist nok. Der er i hvert fald sket en kæmpe udvidelse af serviceøkonomiens betydning.

Med forbehold for, at "service" er dårligt defineret, så må denne bevægelse have konsekvenser for arbejdstagernes politiske identitet. Man identificerer sig kort og godt ikke længere med "arbejderen". Arbejderbevægelser og -tankegang er blevet gammeldags. Oven i dette er samfundet og folk generelt blevet rigere som følge af den mere effektive produktion, hvis værdi er blevet fordelt ganske udmærket. Mange flere tager lån for at købe bil og bolig, og identificerer sig derfor mere og mere med den formuende klasse og dennes interesser frem for en egentlig arbejdstagerklasse.

Muren er desuden faldet, og celebritykultur er alle vegne. De mest populære tv-programmer går ud på almindelige mennesker, der konkurrerer om at blive rige og berømte. New Public Management er et knæfald for tesen om, at den private sektor bare er mere effektiv, og som konsekvens vokser mellemlederlaget som bare fanden. Det giver mange en tro på, at de trods alt bestemmer over andre, eller ikke er helt nede på gulvet i fabrikshallen, men længere oppe ad rangstigen. Alle nikker til OECDs højreorienterede anbefalinger, som efterfølges af vismændenes højreorienterede anbefalinger, og så CEPOS' højreorienterede anbefalinger - forstærkning kaldes denne metode. Det eneste modspil, som venstrefløjen kan diske op med, er enkeltfortællinger - cases - om hvor synd det er for en eller anden. Ingen overordnet intellektuel analyse af økonomien; den overlades helt til tænketankene, der arbejder med bevilling fra arbejdsgiverne.

Problemet er, at det ikke ændrer ved, at de formuendes ideologi er og bliver en egoismens selvdestruktive udnyttelse, og det vil kneppe middelklassen i sidste ende. Vi er godt i gang med EUs lange nedtur. USA er længere fremme i ulighed, men Europa kommer nu. Foreløbig konklusion er, at generel velstand kun kan opnås midlertidigt, da den samtidig fører til opløsning af opbakningen til de ideologiske strukturer, der er forudsætningen for den politik, der fører til generel velstand.

Vi har en generation

Godt nyt til dem, der har sukket efter et autentisk ungdomsoprør - nu har vi det. Dagens unge er den første generation i lang, lang tid, som har dårligere vilkår end deres forældre. Den voldsomme ungdomsarbejdsløshed vil føre til fremmedgørelse fra arbejdets socialiseringsprocesser, mens de ældre og etablerede generationer vil kalde de unge for dovne og slappe. Skisme.

Alt med forbehold for de historiske forsimplinger og grove strøg, som sensations- og fortællingslystne journalister, forfattere og eksperter vil trække ned over alle de grå mennesker, der ikke var med i nogen bevægelse.

Men det er et andet udgangspunkt end i halvtredserne, fordi vi har en ungdomstilbedende kultur. Det er ikke nok at spille vild musik; det bliver kommercialiseret lynhurtigt. Samtidig er det også grundlæggende et spørgsmål om at finde tilbage til den viden, som forrige generationer havde om samfund, kapitalisme, klassebevidsthed og magt i det hele taget. Det er meget gammeldags.

LOL

LOLLOLOLOLOLllol.



Vedr. Danmark mener jeg, at efterlønnen bør afskaffes, fordi den er et dække for at sætte den generelle pensionsalder op. Hvad koster mest; efterløn ved 62 og folkepension ved 67, eller ingen efterløn og folkepension ved 65? Nedslidningspension tror jeg ikke en meter på.

Regnvejrstanke

Noget underligt ved det 19. og 20. århundreders demokratiske imperier i Europa var, at de havde oprigtige idealer om medbestemmelse og borgerrettigheder, samtidig med idealerne blev trådt under fode i det daglige, beskidte arbejde i kolonierne. Denne dobbelttænkning kunne lade sig gøre pga. god, gammeldags racisme, eller det jeg kalder stammelov, hvor der er rettigheder for éns egen stamme, men ikke for andre.

Min tanke var, at de sidste årtiers tilbagegang for demokrati og menneskerettigheder kan være pga. en svindende racisme, som er katalyseret af globaliseringen og medier, og udvisker grænserne for stammerne. Det skaber så nogle heftige modreaktioner fra nationalister, som prøver at genskabe grænserne, gå imod overnationale institutioner (EU, FN) og smide de mørke ud af landet. Det er den dialektik, kan man sige (takket være børneudgaven af wikipedia har jeg endelig fundet af, hvad dialektik betyder).

Ædelmetaller

Mere kabeltyveri, flere sammenbrud:

Kobbertyve har skabt flere problemer for togtrafikken, og i dag er den så gal igen. Banedanmark oplyser, at man i takt med vedligeholdelsen skifter kobberkablerne ud med kabler med kun en smule af det efterstræbte metal.

Vi er som samfund meget udsatte, når metalpriserne er høje (kobber er endda lige faldet en del), og meget sårbare over for den slags sabotage af infrastruktur. Jeg har svært ved at forestille mig, at det ikke på sigt kan betale sig at grave kablerne ned.

...

Jeg blev ikke fyret, så skidt nyt for min blog. Arbejdsløsheden er nu igen et samfundsproblem, som ikke rammer rigtige mennesker.

Just another statistic

Fyringsrunde på arbejdet i morgen. En ud af tyve. Er selv i farezonen.

Arbejdsløshed er et samfundsproblem. Det betyder ikke, at det ikke rammer mennesker.

Godt nyt

En af de mest positive historier de seneste år har været lægeordineret heroin. Der er ingen grund til, at det ikke også udvides til rygeheroin: Det er det samme skidt, men ryges i stedet for at sprøjtes ind i blodet.