Israel...

Obama kan godt tabe præsidentvalget, hvis Israel angriber Iran lige inden valgdagen i november, og han ikke støtter det fuldt ud (som bekendt tror mange amerikanere, at han er socialistmuslim fra KenyaIndonesienHawaii). Netanyahu og Baraks retorik giver ikke mening ellers. Jeg ved ikke, om de har en plan, men hvis de har, så må planen være at piske en stemning op.

Hvis det er sådan de tænker, så tror jeg faktisk ikke de tager fejl, men det er en meget stor risiko at løbe, når nu USA er Israels i særklasse vigtigste allierede. Men hvis de virkelig selv tror på, at Iran forvandler Israel til radioaktivt glas inden længe, så giver det mening at løbe en stor risiko.

Det sikreste væddemål i politik er, at der ingenting sker, uanset hvad folk siger i det offentlige, så lad os håbe det.

Kold krig i varme lande

Det burde nævnes oftere, at borgerkrigen i Syrien er frontlinje i den kolde krig, som Saudi-Arabien og Israel i løst forbund fører mod Iran. Jeg stiller spørgsmålstegn ved det kloge i, at vi her er på Saudi-Arabien og Israels side.

Saudi-Arabien er den primære kraft i radikaliseringen af islam gennem udbredelsen af wahhabisme, en ekstremistisk udgave af sunni-islam. Israel er en af de primære drivkrafter bag konflikten ml USA og den muslimske verden. Iran er mest shi'a og har ingen eller minimal religiøs indflydelse på sunni-muslimer, som udgør ml 75 og 90% af alle muslimer. Iran har kun fundet politisk genlyd på 'gaden', som det hedder, fordi det i kraft af sin egen overbevisning om Irans islamiske republiks fortræffeligheder har en forkærlighed for at stikke fingre i øjnene på stormagter verden over.

Konflikten mellem Iran og Saudi-Arabien er gammel som arvesynden. Wahhabismen ser shi'a-islam som kættersk, og der er en masse shi'a-muslimer i den østlige del af den arabiske halvø, der bliver behandlet dårligt af sunni-herskerne. Og f.eks. Bahrain har tidligere været iransk territorie. Striden mellem sunni og shi'a går tilbage til islams skabelse, og Mellemøstens historie har ofte haft indslag af krige mellem øst og vest for Mesopotamien - i dag bedre kendt som Irak. Så scenen er sat.

Mit syn på Syrien er, at det er en opstand, der er blevet til en borgerkrig. Borgerkrige skal afgøres så hurtigt som muligt, for jo længere de pågår, jo mere ødelægger de, og borgerkrige er noget af det mest ødelæggende, der findes. Bare fordi en side er den stærkeste og slår flere uskyldige ihjel end den anden side, behøver vi ikke holde med den anden side. Den anden side får i det her tilfælde hjælp fra Iraks sunni-islamiske ekstremister, der har hærget Irak i det sidste årti med terrorbomber. Det er ikke flinke mennesker.

Med sine oliepenge til wahhabistiske moskéer er Saudi-Arabien en langt større trussel mod Europa og resten af verden end Iran med sine ikke-eksisterende atomvåben. Så hvorfor er det egentlig, at vi blander os i det her?

Yemen også: USA bomber gladeligt yemennitiske shi'a-muslimer på Saudi-Arabiens opfordring. Bomber fra luften er altså ikke skidesmarte, hvis man vil bekæmpe terrorisme. Det er nok heller ikke det, det drejer sig om.

Nuz

Begivenheder ad vigtighed:

Israels nuværende hærchef siger, at Iran ikke er ved at udvikle atomvåben. Ligesom de tidligere chefer for Mossad og Shin Bet (Israels PET). Og i øvrigt USAs efterretningstjenester også, men det vidste vi i forvejen. Antisemitter alle til hobe.

UK er kommet ind i en ny recession og klarer sig dårligere end under Depressionen i trediverne, målt på BIP (bruttoindenrigsprodukt - hvad siger man ellers på dansk?). Men PM Cameron insisterer på, at det vigtigste er, at UK kan låne penge meget billigt uden at gøre det.

Spaniens arbejdsløshed er oppe på 24%. Folk demonstrerer. Regeringen vil nu angiveligt slå ned på demonstranter.

I sand europæisk antisemitisk tradition

Et tidligere SS-medlem er nok ikke den bedste til at anklage Israel for at være en større trussel mod verdensfreden end Iran, men det betyder ikke, at han har anklaget jøder for at myrde kristne børn og drikke deres blod. Snarere klassisk anti-antisemitisme.

Iran, Israel, USA, AIPAC: Mit besyv

WaPo:

Obama’s meeting with Netanyahu on Monday begins a critical week in his effort to contain Iran’s nuclear ambitions and preserve the trust of the United States’ closest Middle East ally. Israeli leaders have made clear they think time is running out to stop Iran from achieving the ability to build a nuclear weapon.

I modsætning til optakten til Irakkrigen er det ingen andre end Israel, der i dag ser ud til at have lyst til en krig mod Iran. Det er blevet sagt andetsteds, at Israel ikke ville larme så meget, hvis de faktisk havde tænkt sig at angribe. Det er klart; man varsler ikke et angreb. Det er også gentagne gange konkluderet, at Israel ikke kan angribe med særlig stor virkning. Israel kan altså kun håbe på, at USA angriber, eller at USA bliver trukket med ind i en krig, som Israel begynder.

Så det er en laboratorietest af den israelske lobbys magt. Men hvad er egentlig det strategiske mål? Iran er ikke ved at udvikle atomvåben, men vil heller ikke opgive sit atomkraftprogram, så den israelske stilling bliver svækket med tiden. Det virker ikke langsigtet.

Enten må det israelske fremstød være en magtesløshedens panik, eller også går det ud på at skabe støtte til et angreb i oktober hen mod det amerikanske præsidentvalg og satse på, at den amerikanske mediemaskine får USA til at gå med.

Det lyder ikke supersandsynligt, og der er rigtig mange ubekendte.

En sidste mulighed er, at Israel og USA er meget godt tilfredse med, at EU ofrer noget af sin velstand på at skade Irans økonomi, og at det i virkeligheden drejer sig om regional indflydelse. Men så tænker jeg på Tyrkiet, som har langt mere indflydelse, og som Israel helt unødvendigt har pisset på. Der er bare for mange af Israels handlinger, der ikke giver mening i et så rationelt lys. Måske er det bare sådan, at stater sætter en rute, og så kører de derud ad, indtil de ikke kan længere. Alea Iacta Est.

Dagens fangst / Amerikansk nationalisme

Amerikansk nationalisme er noget underligt selvdestruktivt noget, og ganske anderledes end europæisk.

Eksempel 1: Obama siger, at en tostatsløsning i Palæstina bør tage udgangspunkt i grænserne før 1967. Så går den amerikanske højrefløj amok, ført an af den israelske leder Netanyahu, selv om det er en linje, USA og Israel har haft udadtil i mange år.

Ja, så sent som i november sagde Clinton og Netanyahu i en pressemeddelelse... (via/via)

The Prime Minister and the Secretary agreed on the importance of continuing direct negotiations to achieve our goals. The Secretary reiterated that "the United States believes that through good-faith negotiations, the parties can mutually agree on an outcome which ends the conflict and reconciles the Palestinian goal of an independent and viable state, based on the 1967 lines, with agreed swaps, and the Israeli goal of a Jewish state with secure and recognized borders that reflect subsequent developments and meet Israeli security requirements." Those requirements will be fully taken into account in any future peace agreement.

Man ville normalt tage sådan noget internt i stedet for at tage en udenlandsk leders kritik af statsoverhovedet for gode varer. Men et Storisrael er vigtigere end USA, i hvert fald for amerikanske patrioter.

Eksempel 2: Mens europæiske konservative ser statskonkurs - selv hos globalt ubetydelige lande som Grækenland - som verdens ende, leger republikanerne med tanken om at tvinge USA i betalingsstandsning, selv om amerikanske statsobligationer fungerer som finansverdens sikre havn. Spørgsmålet er, om ratingfirmaerne bare vil lade som ingenting, for en AAA-rating er faktisk nødvendigt for, at et aktiv fuldt ud kan tælle som kernekapital.

Vi prioriterer muslimer

Opfølger til Citizens skarpe argument mod mit fokus på Kinas merkantilisme - fra FT:

In June, the Obama administration persuaded frustrated Democratic legislators to postpone pushing ahead with a bill that would target China for its alleged currency undervaluation because the White House wanted China’s support for a UN resolution targeting Iran, which it received.

Dvs. forudsigeligt nytteløse sanktioner for at afværge en teoretisk trussel (iransk atomvåben) mod et andet land (Israel) blev prioriteret højere end at sætte ind mod en merkantilistisk politik, som forgælder egen nation og undergraver samfundet. Hvorfor mon?

Passende citat fra den klassiske litteratur:

You know, Burke, I don't know which species is worse.  You don't see them screwing each other over for a fucking percentage.

Trussel om afkald

Sidst vi hørte fra USA om Tyrkiet, så var det EUs skyld, at tyrkerne trækker længere mod øst, fordi EU ikke vil lukke dem ind i varmen.

US issues arms deal ultimatum to Turkey

President Barack Obama has personally warned Turkey’s prime minister that unless Ankara shifts its position on Israel and Iran it stands little chance of obtaining the US weapons it wants to buy. (...)

One senior administration official said: “The president has said to Erdogan that some of the actions that Turkey has taken have caused questions to be raised on the Hill [Congress] about whether we can have confidence in Turkey as an ally. That means that some of the requests Turkey has made of us, for example in providing some of the weaponry that it would like to fight the PKK, will be harder for us to move through Congress.”

Grangiveligt har det forhold, at Israel med USAs billigelse pisser på Tyrkiet ved hver lejlighed, der byder sig, intet at gøre med den voksende afstand til Tyrkiet. På den anden side er de jo brune muslimer, og adgangen til og fra Sortehavet er strategisk underordnet ift. at pisse på brune muslimer.

Så: USA truer med at lade være med at sælge våben til Tyrkiet. Jeg er sikker på, at Kina eller Rusland gerne vil træde til i stedet, eller måske Tyskland, som faktisk har en ret stor våbenindustri. Når man er våbenleverandør, er man også ammunitionsleverandør, og har derfor et tag om testiklerne i pressede situationer.

The Bush administration is rushing a delivery of precision-guided bombs to Israel, which requested the expedited shipment last week after beginning its air campaign against Hezbollah targets in Lebanon, American officials said Friday.

Det er både penge og politisk indflydelse, som USA giver afkald på - ganske frivilligt.

Pro-selv

Der er et pro-Israel argument, som jeg kan lade som om jeg ikke forstår: At Israel bliver behandlet uretfærdigt af verden, fordi de bliver kritiseret for ting, som andre lande ikke bliver kritiseret for.

Der er ikke noget af det, som Israel gør, som ikke også sker i andre lande som Rusland, Nordkorea eller USA. Alligevel bliver Israel, og kun Israel, ved navns nævnelse anklaget af FN-komiteer for den ene og den anden forbrydelse. Derfor er det hykleri og/eller anti-semitisme at skrige op om Israel, så snart de kilder sin næse eller rører en storetå. Der var jo ingen, der brokkede sig over Sri Lankas massakre af tamiler.

Hvordan kommer man frem til, at det betyder, at Israel skal støttes? Hvorfor skal man støtte aktioner, som man implicit mener er forkerte, hvis andre udfører dem?

Jo...hvis man ikke mener, at aktionerne er forkerte, men del af en uværgelig stammekrig, hvor man ikke kan tillade sig at være blødsøden.

Og jeg kan spille hård og sige, at det ville være mig det samme, hvis det ikke var fordi, at jeg og mine medmennesker ikke kan vælge at sætte sig uden for krigen. Det er naivt at tro andet. Det særlige ved Israel/Palæstina er netop, at folk over hele verden vælger side i konflikten. Så derfor er det rigtige at modsætte sig det forkerte, for min og mit eget lands skyld.

Mangel på respekt

Et respekt-aspekt af Israels, uh, aktion mod nødhjælpsaktivistterroristflåden er, at USA mere og mere ligner den viljeløse tøffelhelt i ægteskabet med striglen Israel. Jamen vent nu, siger de, og skynder sig alligevel. Og det får man ikke respekt for. USAs faldende diplomatiske indflydelse er blandt andet, fordi man er holdt op med at tage dem alvorligt. Det er også den neokonservative doktrin om udenrigspolitik; at alting drejer sig om vilje, dominans og underkastelse. Moralsk logik og rationalitet har dog også noget at sige.

Når diplomater skændes

China Hand har dækket de diplomatiske forviklinger om Iran storartet. Læs endelig. Det ser fuldstændigt forvirret ud, og jeg håber meget på, at nogen har et mål i sigte. Der er umiddelbart to modeller:

1. USA havde gang i noget, der ville føre til, at Israel ville medvirke ved Ikkespredningstraktatens årlige statuskonference og måske sige noget om sine atomvåben, fordi Obama gerne vil have en atomvåbenfri verden / hul på bylden. Sanktioner mod Iran var en del af handlen, og Brasilien-Tyrkiet-Iran-aftalen kom i vejen.

2. USA ser kun Iran gennem Israels prisme: Iran kan man ikke stole på, og man skal sætte hårdt igen mod forsinkelsestaktik. Inden længe giver de sig, og hvis ikke...

Ingen af modellerne indgyder tillid. De udelukker ikke nødvendigvis hinanden.

Rock Me St Petraeus

Nettet brummer med The Petraeus Briefing...

Petraeus, øverstkommanderende for USAs CENTCOM (hærkommandoen for Mellemøsten og Centralasien) og helgen fra Irakkrigen, har angiveligt præsenteret sin analyse af Israels betydning for USAs sikkerhed for den civile ledelse. Israel skaber fjender for USA, har han sagt. Det har åbenbart gjort indtryk, og dermed skabt grundlag for Obama-administrationens skarpe reaktion på Israels mere eller mindre utilsigtede provokationer. Følgende:

1. Igen tegn på, at USAs udenrigspolitik er i hænderne på generalerne. Konklusionen (om Israel) er åbenlys, men der skal åbenbart fire stjerner på skuldrene, før politikerne tager det alvorligt. Udenrigsministeriet er kørt ud på et sidespor. Men det er bl.a. fordi det åbenlyse er blevet kørt ud på et sidespor i udenrigsministeriet, og der dermed er behov for, at hæren siger det, som det er - når nu udenrigsministeriet ikke vil. Med de civiles virkelighedsflugt er der altså skabt plads til militæret.
2. Det bliver spændende at se, om der kommer en konfrontation mellem de pro-zionistiske politikere + lobbyorganisationer og hæren. Og hvem der vinder. Petraeus er allerede så hellig, at republikanerne ganske givet har prøvet at få ham interesseret i præsidentposten. Det bliver ikke nemt at svine ham til. Det vil prøves, og det er måske ikke noget, Petraeus forventer.
3. Det afgør så også, om Petraeus stiller op for republikanerne senere. Nok ikke.

Petraeus vil aflægge rapport til Senatets militærudvalg. Det falder sammen med den årlige kærlighedsfest for AIPAC, likudnikkernes hoforgan.

Med politik er det mest sikkert at vædde på, at meget lidt ændres, uanset hvad der er i medierne. Men lidt har også ret.

(titel tyvstjålet herfra)

---

Ja, se bare det hele for at se the resPEC' for Petraeus.

(embed virker ikke)

Israel, USA, Tyrkiet

Jeg tror ikke på, at det var Netanyahu, der arrangerede annonceringen af 1.600 nye bosættelser i Jerusalem for bevidst at stikke en finger i øjet på USA, da Joe Biden kom forbi; sådan kom det bare til at se ud. Jeg ved ikke særligt meget om israelsk indenrigspolitik, men det ligner et rod - og det er vist også noget med rivalisering inden for det ultraortodokse Shas-parti.

Det ligner også det underlige forløb med Tyrkiet for et lille stykke tid siden, hvor Tyrkiets ambassadør meget bevidst blev ydmyget af Israels viceudenrigsminister Ayalon pga. en racistisk, tyrkisk tv-serie.

At the start of the meeting, Ayalon told cameramen the ambassador was pointedly seated on a sofa lower than his own chair. He also noted there was no Turkish flag on display.

Og intet håndtryk. Tyrkiet og USA er Israels to vigtigste allierede. Tyrkiet er efterhånden ikke allieret længere, og det her hjalp bestemt ikke.

Det er bare dumt, når man ikke har så mange venner. Som Gideon Levy også siger, så ville man komme længere med bosættelserne, hvis man bare lod som om der var en fredsproces.

Der er en skrue løs i israelsk politik. Spørgsmålet er så, hvem USA skal forhandle med.

Kortere Israel

FU USA.

Jeg tror du har fat i noget

David Milibands ministerie, om flere bosættelser:

Expanding settlements on occupied land in East Jerusalem makes that [peace] deal much harder.

Jep.

Decideret Ensidet

Historien om Israel og Palæstina er en, hvor Israel gør det, Israel vil, og palæstinenserne skiftevis forhandler og skyder, uden at der kommer noget ud af det. At Abbas ikke stiller op næste gang er ligegyldigt: Israel vil stadig gøre det, Israel vil - særligt tydeligt nu, hvor Obamas ultimatum om stop for bosættelserne blev afsløret som bluff af Netanyahu. Når man ikke straffer barnet for at bryde reglerne, får man et uopdragent barn.

Men nu er der snak om en ensidig erklæring af en palæstinensisk stat. Det er slet ikke tosset, for det ville tvinge andre til at vælge side, inkl. USA. Så for en gangs skyld ville den palæstinensiske ledelse faktisk være en politisk aktør. En, der handler, i stedet for en, der bare reagerer. Mange kræfter er nok sat ind for at forhindre, at folk bliver tvunget til at tage stilling til bosættelserne, som er en decideret ensidet sag. Lidt, som da Lincoln med The Emancipation Proclamation fik Den Amerikanske Borgerkrig til at handle om slaveri, hvilket gjorde det noget sværere for udlandet at støtte Sydstaterne.

Rødt lys

Helt fra Moskva:

MOSCOW, Russia (CNN) -- The United States is "absolutely not" giving Israel a green light to attack Iran, U.S. President Barack Obama told CNN Tuesday.

"We have said directly to the Israelis that it is important to try and resolve this in an international setting in a way that does not create major conflict in the Middle East," Obama said, referring to Iran's nuclear ambitions.

Det er igen det: Jeg har så lave forventninger til USA's udenrigspolitik, at det helt slår mig i gulvet, at Obama rent faktisk forstår, hvornår han bør træde til. So awsom1!

Blandede signaler

Ditto til Marc Lynch vedr. Joe Bidens bemærkninger om, at USA ikke vil stå i vejen for et israelsk angreb på Iran. Eller hvad?

Det er ret vigtigt, at USA som verdens stærkeste magt ikke kommer med blandede signaler i regioner, hvor situationen er så prekær - det er også derfor, at forvirringen om Obama-administrationens udenrigspolitiske linie har været decideret skadelig. Jeg vil tro, at forvirringen kommer af, at der - som med Socialdemokraternes indvandringspolitik - simpelthen ikke er enighed inden for administrationen, samt uklar ansvarsdelegering. Saddam Hussein kunne i sin tid ikke få klar besked fra USA, om der var grønt lys til en invasion af Kuwait. Men da USA åbenbart ikke ville stå i vejen, gik Saddam ud fra, at det var ok. Det døde der så en masse mennesker på.

Man har nu samtidig en rasende indre strid i Iran efter valget, hvor høgene ikke er blege for at provokere udlandet (helst USA og UK) i et forsøg på at smæde oppositionen som Det Imperialistiske Vestens håndlangere, jf. Irans historie. Selv om jeg ærligt talt er godt træt af at høre om Mossadegh.

Tror nu ikke, at Israels regering er lige så letsindet som Saddam Hussein var - men hvem ved? Det er jo næppe fordi, at USA ville straffe Israel særligt hårdt. Og Khamenei-Ahmadinejad-aksen ville være ovenud lykkelig for israelske bomber - det ville virkelig være jackpot. Den eneste taber ville være de moderate, freden, og så de vestlige soldater, der sidder i Irans geostrategiske saks.

Joe Biden var ham, der var ekspert i udenrigspolitik. Lol?

Lieberman!

Dig og din store mund!

Speaking in Russian, Mr Lieberman said: "I have been asked by Saudi journalists about when Israel plans to bomb Iran. We are not planning to bomb Iran."

Gode overskrifter i dag! Fra Iran:

The leading moderate candidate in Iran's upcoming presidential election accused on Wednesday hardline President Mahmoud Ahmadinejad of humiliating the Iranian nation by adopting "extremist" foreign policy. (...)

"Your Holocaust remarks have increased global sympathies for Israel when the Europeans were going to condemn its attacks on the Gaza strip last year," Mousavi said.

Fra USA:

President Barack Obama reiterated that Iran may have some right to nuclear energy _ provided it takes steps to prove its aspirations are peaceful.

Se bare der! Lieberman skruer temperaturen ned; Ahmadinejads største udfordrer forstår og argumenterer i en debat set over hele Iran, at det ikke ligefrem gavner Iran, når Ahmadinejad benægter jødeudryddelserne; og Obama lukker op for, at Iran beholder sit atomenergiprogram, så længe det er fredeligt.

Med obligatorisk forbehold for, at de alle lyver og bedrager og vil slå hinanden ihjel.

En anden artikel på Asia Times berører Irans nyfundne forståelse af diplomati i forbindelse med en muligvis amerikansk støttet terrorbombning i det sydøstlige Iran:

Tehran would have a watch list of "naughty powers" with stakes in Middle Eastern geopolitics. Yet, as indignation boiled over regarding the Zahedan attack, it took exceptional care while articulating its feelings. We have not heard an explicit word so far about an American or British intelligence hand behind the Zahedan attack. (...)

[Udenrigsminister] Mottaki said Tehran was in possession of evidence pointing at "foreign elements" in Afghanistan supporting the Jundallah. But the reference could as well have been to Wahhabist elements like al-Qaeda, whom Iran in the past blamed for promoting Jundallah. More so, as he also spoke positively in the same media interaction about the prospects of "practical and fruitful talks" between the US and Iran once the Iranian elections of June 12 are over.

The official news agency IRNA even featured amid all this a commentary on Saturday saluting Obama. It quoted an Iranian expert that "the US opposes Israeli adventurism against Iran" (...)

...Tehran is seized of the geopolitical reality that the US-Israeli honeymoon that seemed evergreen may not be so, after all. Tehran knows diplomatic opportunities lie ahead and rhetorical outbursts against Washington will only play into Israeli hands.

At Khamenei går på listesko sammen med udenrigsministeren er et ret tydeligt tegn på, at den gamle elite går mere op i Irans ve og vel end at irritere Israel, med mindre jeg ikke kan læse iransk politik.

Det er sgu spændende.

Tinsoldater Teater

Jeg faldt over denne strålende kronik af to tidligere medlemmer af USA's National Security Council om Obama-administrationen og Iran. Det ser ikke så godt ud: Administrationen påstår at mene, at Iran bør opgive sit atomenergiprogram til gengæld for, at USA indvilliger i at sidde med ved møder om samme. Det er der jo så nogle i administrationen - Hillary Clinton og Dennis Ross, som jeg har skrevet om før - der heller ikke forventer vil ske, og det er åbenbart del af planen:

As a presidential candidate, then-Senator Clinton ran well to the right of Mr. Obama on Iran, even saying she would “totally obliterate” Iran if it attacked Israel. Since becoming secretary of state, Clinton has told a number of allies in Europe and the Persian Gulf that she is skeptical that diplomacy with Iran will prove fruitful and testified to Congress that negotiations are primarily useful to garner support for “crippling” multilateral sanctions against Iran. (...)

In conversations with Mr. Ross before Mr. Obama’s election, we asked him if he really believed that engage-with-pressure would bring concessions from Iran. He forthrightly acknowledged that this was unlikely. Why, then, was he advocating a diplomatic course that, in his judgment, would probably fail? Because, he told us, if Iran continued to expand its nuclear fuel program, at some point in the next couple of years President Bush’s successor would need to order military strikes against Iranian nuclear targets. Citing past “diplomacy” would be necessary for that president to claim any military action was legitimate.

Så altså: Forhandlinger på skrømt, hvis sammenbrud skal give påskud for sanktioner eller krig. Det er så USA's udenrigsminister og dennes særlige rådgiver for Iran.

I mellemtiden står overskrifterne på blød magt og diplomati. Ved at udbasunere USA's nye imødekommenhed uden at følge op politisk sørger Obama for at miskreditere selvsamme imødekommenhed i medierne, hvis sammenbruddet kommer. Vi ved, hvor dumme folk er udenrigspolitisk til højre i øjeblikket, og at de som små Cheneyer vil tage ethvert tilbageskridt som bevis på, at kun vold og trusler om vold virker, uanset hvor dårligt det fungerede for den forrige administration. Pga. Obamas valenhed mht. Guantanamo har vi allerede artikler som denne: "Why Obama owes Bush an apology". Når Iran meddeler USA, at de ikke har tænkt sig at opgive atomenergiprogrammet, hvilke overskrifter får vi så? Og hvis USA alligevel har tænkt sig at acceptere iransk atomenergi, som Obama antyder i et interview med BBC, hvad er der så at forhandle om? Hvad kan Iran ellers tilbyde USA? Hvad går det her egentlig ud på?

Snart iransk præsidentvalg. Efter Khatami røg ud er Mir-Hossein Musavi Ahmadinejads største konkurrent. Musavi forstår vist, hvordan Irans image har lidt under Ahmadinejads store mund. Det ville hjælpe på stemningen, hvis Musavi kom ind i stedet. Imens presser Israel på for et angreb, men er pga. bosættelserne på konfliktkurs med USA.

Jeg tror: Dette teaterstykke må gå ud på at skabe dække for enten flere sanktioner eller en tilnærmelse mellem USA og Iran. Der er ikke nogen egentlig grund til nogen af delene, men man kan jo ikke bare angribe eller slutte fred uden videre. Og der er åbenbart ingen klar linie inden for administrationen, så det er der, kampen foregår, med den israelske lobby som ivrig deltager. Og gud ved, hvad der foregår i iransk politik.