EUs to økonomiske kriser

Der er to eurokriser, som politikere og pressen har svært ved at adskille.

Den ene drejer sig om, at selve euroen vil gå i stykker, hvis et euroland går fallit, fordi det bliver for dyrt at låne. Indtil videre er denne krise sat på hold, efter ECBs præsident Draghi juli 2012 mere eller mindre sagde, at ECB alligevel ville købe eurolandenes statsgæld, hvis gælden blev for dyr at udstede (det er egentlig ikke tilladt, men ingen ateister i skyttehuller osv.).

Den anden drejer sig om den egentlige økonomi, som går ad helvede til. Og i kraft af det demokrati, der er tilbage i Europa, fører det til politisk ustabilitet og usikkerhed om opbakningen til euroen, som så vekselvirker med og forstærker det første problem. Italiens valg forleden er et eksempel herpå.

Van Pompuy, Thorning, Vestager og andre EU-adelige forveksler den ene med den anden, fordi euroen og EU er deres projekt. De siger igen og igen, at nu er det løst, men det er det ikke, for nedskæringerne fortsætter og fortsætter, når eurolandene ikke må låne penge til at bryde den onde cirkel.