Om politisk enighed og overvågning

Glenn Greenwald har begået ugens scoop og publiceret lækket dokumentation for, at det amerikanske forsvarsministeries efterretningstjeneste NSA systematisk modtager data fra de største teleudbydere uden retskendelse eller konkret mistanke.

Ikke ligefrem en overraskelse for de mere kyniske af os, men det har lavet et herligt postyr. Det rykker dog næppe ved noget i USA eller her.

Det fik mig til at tænke: Tolerancen overfor overvågning er meget højere i dag end f.eks. tre årtier siden. Jeg kan umiddelbart pege på tre grunde:

1. Den Kolde Krigs afslutning og således også tabet af kommunismens overvågningssamfund som et fjendebillede, man definerede sig imod.

2. Internettets fremmarch og de sociale mediers succés, som gør en dyd ud af ekshibitionisme og voyeurisme.

3. Større personlig liberalisme, f.eks. vedr. homoseksualitet og børn udenfor ægteskab.

Men jeg har tænkt på en fjerde, som jeg tror måske er mere vigtig: Eroderingen af større ideologiske og politiske uenigheder.

Den klassiske liberale modstand mod statsovervågning gik på det politiske. For der var engang, at politiske meninger kunne splitte samfund og nationer - pacifisme, suffragisme, abolitionisme, nazisme, bolsjevisme, til eksempel.

Det er ikke så udbredt længere i de vestlige lande. Den skelsættende begivenhed var Murens fald og dermed også kommunismens, som førte til en større politisk enighed om, hvordan samfundet skulle indrettes, end man ville indrømme.

Nogle kalder den nye enighed for neoliberalisme. Den går ud på, at man opfatter højreorienteret økonomisk politik som grundlæggende rigtig, mens man vil (påstå at) føre en sådan politik for at opnå venstreorienterede mål. Ergo skærer man ned på velfærden for at redde velfærden.

Det blev af Tony Blairs chefideolog Anthony Giddens kaldt 'den tredje vej', fordi det skulle være vejen midt mellem kapitalisme og socialisme. Det eneste, som de politiske partier skulle repræsentere mht. økonomisk politik, var om man foretrak en større eller mindre grad af velfærd. Francis Fukuyama skrev også sin famøse bog om 'historiens endeligt', som gik ud på, at denne samfundsmodel havde vist sig at være den mest fornuftige, og nu var der ikke rigtig mere at diskutere, kun at udbrede modellen til resten af verdenen (bl.a. med krig).

Enigheden knager, for resultatet af den førte politik har været finanskrise og ulighed. Det er nu engang det, der sker, når man kører efter højreorienterede økonomiske principper. Men enigheden dominerer stadig: Både politikere og menigmand har svært ved at forestille sig et alternativ til lavere selskabsskatter, længere arbejdsuger og mere ulighed som svaret på de problemer, selvsamme økonomiske ideologi har forårsaget.

Men hovedsagen er, at folk ikke mener, at de har noget at være bange for. Hvis man ikke har noget at skjule, er der ikke noget at være bange for, og hvad kunne overhovedet være værd at skjule?