Simpsons + virkelighed = win.

Ooo. Fantastisk.

Euro endspiel

Wolfgang Münchau om en tysk-fransk redningskrans af beton til euroen:

Eurozone countries only act when under immediate pressure. Germany, for example, has a massive problem in its state-owned banking sector, but apart from a reluctant restructuring of WestLB, this is currently no policy priority. The Bundesbank tells everyone that it is not happy about transparency in stress tests, and there is no law in place to force recapitalisations. The relatively calm market situation also explains why 189 economists find the time to write a long letter, criticising what they clearly consider to be the resolution of someone else’s crisis. I am afraid that without a force majeure event, there will be no crisis resolution. A good example is the Spanish recapitalisation of the savings banks. The Spanish government would never have had the courage to force this without the fear of being next in line for a speculative attack.

Apropos mit indlæg om Amagerbanken for næsten to uger siden. Mere Münchau:

The EU’s crisis resolution strategy is to draw attention away from the underlying causes of the crisis: that you cannot have nationally controlled and undercapitalised banking systems in a monetary union with structural current account imbalances. The difficult job is to translate this technical statement into a language understood by politicians and their constituents, and to do so without lying. This is not a fiscal crisis. It is not a crisis of the south. It is a crisis of the private sector and of undercapitalised banks. It is as much a German crisis as it is a Spanish crisis. This acknowledgement must be the starting point of any effective resolution system.

Jeg kender ikke noget særligt til irsk politik, men Fine Gael, Irlands nye store regeringsparti (antageligt), vil sikkert opføre sig som et typisk centrumparti og forsøge at finde den bløde midtervej mellem statsbankerot og ingen genforhandling af EUs lån til Irland. Det virker bare ikke som om tyskerne er i humør til at gå på kompromis. Hvis tyskerne vil ødelægge euroen, så skal de bare blive ved med at forlange det umulige.

Det illustrerer også, hvor tosset euroens konstruktion er, at man overvejer rentestigninger for hele eurozonen, fordi Tyskland oplever en stigende inflation. Det gale vanvid, når randøkonomierne er i voldsom lavkonjektur. Jens Peter Bonde har en udmærket kronik i JP i dag om dette emne.

En mere overordnet pointe er, at højrefløjen ikke har forstand på økonomi, selv om de har jakkesæt på.

PS.

En lille, men vigtig tilføjelse hertil: Det er som regel en dårlig idé at lave rod i andre lande, og det inkluderer også at yde støtte (militært, politisk, økonomisk) til diktatorer. Så det burde vi holde op med. Det fungerer alligevel dårligt, og så er det umoralsk, på trods af at det for det meste ikke går ud over os selv.

V for hvad er nu det?

3:23. Jeg bliver nødt til at se den film nu, Portman eller ej.

...men det er dejligt at se Greenwald komme i æteren.

Tvang, afpresning og Libyen

Fra Libyen:

Libya has told the European Union it will stop cooperating on illegal migration if the EU continues to encourage pro-democracy protests in the country, the bloc's Hungarian presidency said on Sunday.

Europa bør ikke støtte diktaturer i grænselande, blot fordi europæerne selv er bundet af rettighedslove og derfor kun har den mulighed at udlicitere tvang mod indvandrere til diktaturernes håndlangere, som godt kan lide at tæske folk, og så endda for penge. Det ville derfor være bedre, hvis man lavede om på rettighederne, så man kunne sende indvandrere hjem igen, hvis de var uønsket, og så til gengæld ikke støtte diktatorer og modarbejde demokratiske bevægelser.

Kald mig et røvhul, men der er altså problemer med masseindvandring fra fattige lande. Demokrati er, omend ikke en garant, så i det mindste en mulighed for et bedre liv. Selv fremmedfjendske burde af egen drift kunne se, at diktaturer er storeksportører af ulykkelige mennesker, og at det af ren selviskhed ikke er en god idé på lang sigt at støtte diktatorer, selv om de mod betaling lige nu holder de håbefulde væk fra kysterne.

Jeg ved godt, at det hele alligevel er båret af racisme, og at man bare ville behandle indvandrere dårligere og stadig være imod demokrati i udvandringslandene, fordi barbarerne skal jo holdes nede, og så selvfølgelig Israel 4eva. Men jeg har lov at drømme.

PS. Jeg tror, at det er rigtig, rigtig godt, at begrebet demokrati mentalt frigøres fra USA og Europa, da vi åbenbart stadig ikke kan lade være med at holde af diktatorer, der holder af os.

PPS. Der er lige nu flere tyskere, der tager til Tyrkiet end omvendt. Måske det har noget at gøre med AKP's håndtering af den tyrkiske økonomi, og måske AKP har noget med demokrati at gøre, selv om mange forsikrer verden om, at de gamle islamister tager stormtroppeskridt mod Hitlersharia, selv om det ser nok så demokratisk ud.

Jazzmusik

Til aftenen før mandag.

Skræddersyede bankpakker

Det her stod for over en uge siden i aviserne:

- Vi er bevidste om den særlige betydning, Danske Bank har for Danmark, siger Dansk Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen Dahl.

- Derfor stod vi klar med skræddersyede bankpakker, som banken kunne låne fra, da den var i alvorlige problemer. Og derfor bør vi også bede banken om at have et ekstra stort fedtlag til at stå imod eventuelle nye problemer med.

Men værd lige at bide mærke i. Danske Bank/Mærsk/Carlsberg vil vel gengælde den skræddersyede støtte ved det forestående valg.

Det er nogle gange svært at holde humøret oppe, når man hele tiden læser om korruption og systematiske uretfærdigheder, som ingen gør noget ved. Men vi lever i en verden, der har været værre, så det er i sig selv bevis på, at det kan blive bedre.

Kortere Karen Jespersen

Nok er nok

Graffiti på Jellingestenen er et kald til national genopstandelse.

Iiiiiiiiiiiiiiiiiiinfltion

James Hamilton forklarer på Econbrowser, at den amerikanske centralbank ikke har ladet seddelpressen køre, men essentielt bare har givet bankerne en større kassekredit, som de så for det meste låner videre til det offentlige.

Det ville have været meget bedre bare at lade seddelpressen køre og få skabt noget rigtig inflation. Finanssystemet, som det er i dag, er ikke middel til investering, men en casino. Det får vi andre ikke noget ud af.

Bring on the pain

Amagerbankens vrede aktionærer er et godt argument for, at der skal direkte og klar sammenhæng mellem smerte og smertekilde til, for at folk intuitivt forbinder et dårligt banksystem med dårlig økonomi, og det er nødvendigt, ellers kommer der ikke nogen reformer. Staten har endda stillet med 13,5 mia. kr. i garanti, og Claus Hjort forudsiger (indtil videre) et tab på 6,7 mia. kr.

6,7 mia. kr. er da også penge. Men aktionærerne er det mere synd for; det er jo rigtige mennesker. Så må der gøres noget.

I det mindste er der nogen, der konkret har lidt tab. På det punkt er Danmark foran alle andre i verden, så jeg synes faktisk, at regeringen har gjort det ok, i sammenligning.

Dette er fjendens leder

Egyptens Hitler!



Islams fane vil snart vaje over hele Euroasien, hvis denne galning får magt, som han har agt. Han har ikke engang et salaf skæg for at skjule sin ekstremisme; det er taqiyya, det har Profeten sagt man godt må. Vi danske snaphaner og hørfrøkyllinger må stå sammen mod den dybgrønne fascisme - skulder ved skulder ved Wiens porte endnu engang!

Venner

Jeg må sige noget om Milena Penkowa og Helge Sander, hvor jeg for en gangs skyld har lidt professionel viden om sagerne...tangentielt relateret til mit arbejde...

Reuters:

Sander har tidligere offentligt bekræftet, at han er personlig ven til [Milena Penkowa], der blandt andet anklages for dokumentfalsk i forbindelse med en række rotteforsøg.

Weekendavisen kan i sin kommende udgave berette, at Sander sandsynligvis gav sin veninde en hjælpende hånd i hendes forsøg på et usædvanligt straffeangreb mod det uafhængige Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme.

Det her ville samle op på nogle løse ender, hvis det er rigtigt. FSS, som Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom forkortes, har haft en central rolle i Weekendavisens reportager. Mere fra Sander:

“Uanset hvilke kilder jeg end måtte have, er det altid en ministers ret og pligt at stille kritiske spørgsmål til sit system. Svarene på de 30 spørgsmål viste sig at være særdeles relevante - idet de kom til at præge det eksterne udvalgs evaluering af forskningsrådssystemet og efterfølgende også på Folketingets ændring af loven.”

Ja, men. For det første svarede FSS, at det ikke ville svare på anonyme anklager om nepotisme. Jeg ved ikke helt, hvordan det præcist skulle præge den eksterne evaluering. For det andet havde selve evalueringen (pdf) nogle spøjse konklusioner. Her er den vigtigste:

I Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom er »52 procent af midlerne i efteråret 2008 gået til ansøgninger, hvor et eller flere rådsmedlemmer var enten inhabile eller havde sampubliceret med ansøger«, konstaterer dr. polit Inge Thygesen, der er tidligere departementschef i Forsknings- og Innovationsstyrelsen, i en uddybende analyse af fordelingen af midlerne.

Det var denne undersøgelse (pdf), som Inge Thygesen lavede, og som var grundlaget for anklagerne om nepotisme og dermed Sanders efterfølgende, mindre reform af systemet.

Her er pointen: De ansøgninger, hvor et rådsmedlem fra FSS selv søgte, var inhabilt og/eller havde sampubliceret med ansøger, udgjorde 38 procent af ansøgningerne. Grundlaget for at anklage FSS for nepotisme var dermed, at 38 pct. fik 52 pct.

Det er ikke nogen rygende pistol.

Det Frie Forskningsråd, som samlet består af fem forskellige, faglige forskningsråd med hvert sit fagområde, lavede så sin egen statistiske undersøgelse (pdf). Undersøgelsen kom frem til denne succésrate for rådsmedlemmer som ansøgere til Det Frie Forskningsråd før, under og efter medlemskab:

Det er den tykke røde, der er for medlemmer af alle fem råd i Det Frie Forskningsråd. Forskningsrådet for Natur og Univers (FNU) er det eneste, der har et problem. Alle andre ligger stabilt, og FKK (humaniora) har endda et fald. Sammenholdt med, at Thygesens analyse også inkluderede rådsmedlemmer i de 38 pct., der fik 52 pct - som man her kan se ikke er forfordelt i forhold til, hvordan de klarede sig, før de trådte ind i rådet - så er der sgu ikke noget at komme efter.

For at bruge den frase der.

Ikke desto ansporede det Sander til at sætte en reform i gang af rådssystemet. Reformen har gjort ansøgningsbehandlingen mere besværlig og en del mere langsom, men nu med endnu flere instanser, for at kunne modstå beskyldninger om nepotisme og korruption.

Kunne det forsvares med. For det er lidt af et mysterie, hvorfor Sander så sig gal på forskningsrådene. Det her med Penkowa kunne forklare den side af sagen.