Min nationaløkonomi: Et langt og kedeligt indlæg

Jeg er ret konventionel, når det drejer sig om økonomisk politik. Man skal have en markedsøkonomi, der er reguleret, så den fungerer. Dvs. der er reel konkurrence (ingen monopoler eller karteller), gennemsigtighed for forbrugere, lovgivning mod fejl og mangler. Profit beskattes, i afvejning mod fradrag for investering (investering skal kunne betale sig, men det kan også skabe bobler eller unyttige reserver). Skatten bruges til at lave infrastruktur, som erhvervslivet og resten af samfundet gør brug af (inkl. uddannelse, retvæsen, brandvæsen, postvæsen, sundhedsvæsen etc - ikke bare gods, men hele samfundets infrastruktur - faktisk vigtigt for et velfungerende erhvervsliv). Løn og forbrug beskattes også. Finanssektoren bakkes op af en centralbank, statsfinanserne styres af en konjekturformindskende finans- og pengepolitik (spar op under optur, brug løs under nedtur), og kortsigtet spekulation holdes nede. Erhvervslivet driver økonomien og laver penge og arbejde, mens staten gør det nemmere at lave penge og arbejde, i en god cirkel.

Det er det. Ikke noget fancy. Europa fandt frem til denne model efter først Depressionen og så 2. Verdenskrig, hvor nationalt sammenhold var noget, man gik og tænkte på, og det har sgu fungeret meget godt. Centrum-venstre har siden da så ikke gjort meget andet end at udvide og forsvare velfærdssamfundet, fordi det nu engang fungerer. Det er de skandinaviske lande et levende eksempel på.

Efter oliekriserne i 70'erne, hvor kerneinflation pga. dyrtidsregulering af løn kom i vejret, gik særligt den britiske og amerikanske højrefløj til angreb på modellen. Siden har det været dem, der har været ideologiske korsfarere, mens venstrefløjen har ført en bevarende linje.

Men bevaring er kedeligt, og modellen er som sagt ikke særlig fancy; der er ikke noget ideologi i den. Så folk glemmer hurtigt, hvorfor en pragmatisk opbygget struktur er som den er, og banen overlades mere og mere til ideologerne. Med tiden begynder alle tanketomt at gentage ideologernes argumenter, fordi der ikke er intellektuel struktur i en pragmatisk model. Folk holder endda helt op med at tage sig af virkeligheden, hvis den ikke passer ind i ideologien. Når først virkeligheden tager revanche - og det gør den altid - tager folk ideologien op til overvejelse.

Det er så det, der er sket inden for økonomisk tænkning de sidste årtier. Så nu har Danmark en angiveligt socialdemokratisk statsminister, der uden videre gentager borgerligt vrøvl, fordi det gør man jo bare, alt imens ideologerne når til tops i vigtige organisationer, hvorfra de driver deres vanvidsregime. De driver i hvert fald mig til vanvid.

Måske er det bare nødvendigt med en økonomisk depression hver tredje eller fjerde generation for at minde os om, at det ikke er en god ide at slippe finanssektoren løs, dyrke spekulativ rigdom, og så skære hårdt ned under lavkonjekturen bagefter.