Kronikforslag: Man vil sige

Her er et forslag til kronik, som Politiken afviste. Jeg kan ikke finde ud af at skære halvdelen væk, så den kunne optages i andre aviser, så her er den hele. Et indlæg af en længde, som er vhs værdig. Enjoy.

---

Man vil sige, at det var uundgåeligt. Jovist blev der lavet fejl, men i det lange løb var Vestens tilbagegang konsekvensen af en aldrende befolkning, forvoksede velfærdsstater, dovenskab og moralsk forfald. Man vil fortælle den gamle historie om et imperie, der falder i grus, fordi det rådner op indefra.

Det er vrøvl, og det er farligt vrøvl. Der foregår lige nu en kamp om historieskrivningen. For vores og fremtidens skyld må denne kamp vindes for sandheden. Og sandheden om Nordamerika og Europas seneste årti er, at tilbagegangen er en konsekvens af elendige beslutninger og ikke på nogen måde uundgåelig. Udviklingen kan endda vendes. Men det kræver, at man forstår, hvad der er sket. Jeg håber, at denne kronik hjælper.

2. Verdenskrig var en krig mellem nationer, og nationalisme var krigens foretrukne ideologiske våben. Efter krigen kom nationalt sammenhold derfor i højsædet, og det moderne velfærdssamfund blev skabt for at samle de mange samfundslag og dæmpe kommunismens appel til arbejderklassen. Men halvfjerdsernes oliekriser og stagflation gav anledning til et politisk opgør med velfærd og løse statsfinanser. Den britiske og amerikanske højrefløj førte an: ’Government is the problem’, sagde Reagan. ‘There is no such thing as society’, sagde Thatcher. Fagforeninger blev stækket, finans dereguleret og statsindustri privatiseret. Den nyliberale bevægelse var skabt, og firserne blev yuppiernes årti. Det endte med bankkriser i Skandinavien og USA, hvor hundredevis af kreditselskaber gik ned pga. ringe kontrol og tilsyn med spekulative udlån til boligsektoren. Det er et tema, der kommer igen senere.

Halvfemserne var en rolig tid. Økonomien blomstrede efter kommunismens fald, og fjender var svære at få øje på. Nogle blev rastløse af manglen på konflikt. Den amerikanske højrefløj, der i jagten på stemmer havde kastet sig i armene på kristne fundamentalister, indledte et korstog mod Bill Clinton. Ingen symboliserede værdiernes forfald bedre end den amoralske, liderlige løgnhals, der sad i Det Ovale Værelse.

Det var en kamp mod skygger, og Clinton blev bare mere populær af heksejagten. Den lille men indflydelsesrige gruppe af neokonservative tænkere – og det ord bruges nådigt – ville have en ordentlig fjende, da krig var nobelt og fred fremmede dekadence. Både Kina og den muslimske verden blev overvejet. George W. Bush besluttede sig for Irak, allerede inden han blev indsat som præsident; det var vist noget med hans far. Så kom 9/11, og alle politiske hindringer forsvandt som dug for solen: Er du ikke med os, er du imod os, sagde Bush. Vesten invaderede først Afghanistan og siden Irak. Den europæiske højrefløj, der indadtil bar på en nationalistisk vrede over halvfemsernes katastrofalt store indvandring fra fattigere muslimske lande, var med på den værste, og således også Irak. Centrum-venstre, der efter borgerkrigen i Jugoslavien og folkemordet i Rwanda havde overbevist sig selv om den præventive krigs fortræffeligheder, sluttede sig også til felttoget.

Irak faldt sammen i borgerkrig efter invasionen, og millioner flygtede. Krigen mod Terror, som den kaldtes, skabte et sikkerhedshysteri uden lige, og de værdier, man angiveligt havde kæmpet for under Den Kolde Krig, blev kastet overbords på et øjeblik. NATO sidder nu fast i en guerillakrig i Afghanistan, hvor modstanden og volden vokser år efter år. Blod og penge er fosset ud i sand og mudder. Skaderne for Vesten har dog været begrænsede i forhold til den totale magt, man besidder. Men det har styrket Iran, der har fået byttet to fjendtlige nabostater med to venligtsindede.

Så det var de par selvmål. De er dog for ingenting at regne imod den skade, der er sket på økonomien. Efter Berlinmurens fald var socialismen diskrediteret, og centrum-venstre overtog højrefløjens præmis om, at det frie marked vidste bedst. Bill Clinton var her foregangsmanden. I samarbejde med den republikanske kongres fjernede han finansregulering, der ellers havde fungeret fint siden Franklin Roosevelts tid. Bush fortsatte i samme spor, selv efter dotcom-boblen brast. Basel II-reglerne, der åbnede op for langt højere gearing, blev vedtaget og indført i Europa. Nye måder at udregne kernekapital på gjorde det muligt for europæiske banker at låne og udlåne op til tredive gange det beløb, man havde stående hjemme. Hvis man kom for tæt på kanten, kunne man alligevel købe forsikring af amerikanske selskaber som AIG, som på magisk vis fjernede al risiko og dermed tillod endnu højere gearing.

Boligboblen kom, og appetitten efter kapital blev umættelig. Kreditvurdering af boliglåntagere blev så at sige nedprioriteret, da de dårlige lån ved hjælp af et andet instrument – en Collaterized Debt Obligation – kunne bundtes, skives og gensælges som AAA-investeringer, det mest sikre overhovedet. De tre store kreditvurderingsselskaber, Standard & Poor’s, Fitch og Moody’s, var her behjælpelige med AAA-vurderingen, da de også tjente penge på det øgede antal lån, der skulle anerkendes som sikre.

I EU havde man samtidig indført euroen. Den kunne dog ikke trylle de store forskelle på medlemslandenes konkurrencestyrke væk, og eurokapitalen samlede sig derfor i Nordeuropas stærkere økonomier. Nordeuropæiske banker var dog ikke sene til at låne pengene tilbage til Sydeuropa til meget lave renter, da der jo som sagt var et stort boom i gang på boligmarkedet. Entreprenører kunne smække den ene betonklods op efter den anden, og da boligpriserne steg og steg, og blev ved med at stige, var det ikke noget problem at betale af på lånene. Om ikke andet kunne man altid tage et lån i boligen og bruge det til afbetalingerne. Flekslån, afdragsfrie lån og centralbankernes rekordlave toneangivende renter gjorde det endnu nemmere at låne og udlåne. Lønningerne i Sydeuropa steg i samme hast som boligpriserne, da der var rigeligt med arbejde at få.

Irland, der oplevede samme udvikling, men endnu mere ekstremt end Sydeuropa, blev fremhævet af ultraliberale som et eksempel til efterfølgelse og hyldet som ’den keltiske tiger’. Alan Greenspan, chefen for den amerikanske centralbank, lovpriste de nye finansinstrumenter, der gjorde det muligt ”ganske effektivt at vurdere risici ved individuelle låneansøgere og prissætte disse risici fornuftigt”. Hjemme i andedammen sagde Peter Straarup, chef for Danske Bank, at bankerne ”er blevet stadigt bedre til at leve af at formidle risiko, frem for blot at tage risiko. [...] Meget tyder således på, at finansielle derivater faktisk har bidraget til finansiel stabilitet.” Økonomen Jakob Brøchner Madsen, der nærmest ene mand råbte op om farerne, blev samtidig latterliggjort i den borgerlige presse over sine mange advarsler.

Alt blomstrede. Intet kunne gå galt.

Boligboblen sprang; det gør bobler jo. Det viste sig, at de lovpriste instrumenter ikke fjernede risici, men blot gemte dem væk. Bankerne begyndte at tage tab, og så begyndte de at falde. Wall Streets investeringsbanker, der ved hjælp af Clintons initiativer kunne undslippe det meste af den regulering, der trods alt stadig galdt for almindelige banker, faldt sammen med et brag i sensommeren 2008. AIG, der havde forsikret alt og alle mod en sådan hændelse, gik næsten øjeblikkeligt konkurs, da selskabet selvfølgelig ikke kunne dække en brøkdel af det forsikrede. Den amerikanske stat overtog straks AIG og udbetalte herefter over 50 mia. dollars af borgernes penge til genparterne.

Lige meget hjalp det. Da ingen vidste, hvem der sad med de dårlige lån, blev bankerne panisk angste for at handle med hinanden, og hele økonomien gik i baglås. Så faldt det hele sammen.

Bankerne var så heldige at blive reddet af deres skytsengle, centralbankerne. Den amerikanske centralbank og ECB, eurozonens centralbank, trykkede hundredevis af milliarder af dollars og euro og delte dem ud til nødlidende banker. Men den private sektor, der var tynget af gæld, kunne nu ikke låne flere penge af bankerne, og forbruget faldt som en sten, da der nu skulle afdrages på gælden. Arbejdsløsheden eksploderede, da der nu ikke var salg i varerne. Statsgælden voksede lige så hurtigt som arbejdsløsheden, da de mange arbejdsløse betød både færre skatteindtægter og større udgifter til understøttelse.

Islands banker gik konkurs, da de i ultraliberalismens risikovillige ånd havde lånt penge i udlandet for ni gange den islandske økonomis størrelse. Det var simpelthen ikke muligt for Island at betale lånene – og hvorfor skulle man i grunden også betale andres lån, spurgte islændingene ganske fornuftigt sig selv. Bankerne gik derfor nedenom og hjem. Økonomien punkterede, og den islandske krone faldt voldsomt. Men så blev der indført kontrol med ind- og udførsel af penge, og efter ca. 40 pct. var høvlet af kronen blev faldet stoppet.

Den mulighed havde Grækenland ikke. Som det eneste vestlige land havde Grækenland en hastigt voksende statsgæld, før boblen sprang. Da en ny regering kom til, viste det sig, at den tidligere regering havde løjet om statsgælden, der var langt højere, end man havde troet. Renterne, som Grækenlands stat skulle betale for at låne flere penge, steg som en raket, og en statsbankerot truede.

Da euroen blev konstrueret, havde man end ikke turde overveje muligheden af, at et euroland gik fallit. Nu stod man midt i det og vidste ikke, hvad man skulle gøre. Tyskland var jo gået med i euroen på betingelse af, at ECB’s seddelpresse ikke blev brugt til at købe statsgæld. På den anden side kunne man ikke overskue konsekvenserne for det vakkelvorne finanssystem. Den eneste mulighed var derfor at lade Grækenland bede andre stater og Den Internationale Valutafond om nødlån. Det fik man overtalt grækerne til.

Senere kom Irland og Portugal til. Irlands stat havde opført sig eksemplarisk under boblen og havde i modsætning til Frankrig og Tyskland aldrig brudt eurotraktatens regler om for meget statsgæld. Men lige lidt hjalp det. For at forhindre pengeflugt fra de irlandske banker havde Irlands regering nemlig garanteret samtlige indlån. Konkurs gik de nu alligevel, og gælden, der skulle betales jf. de udstedte statsgarantier, var så stor, at Irland pludselig så ud til også at risikere fallit.

Og så fremdeles. I starten af krisen var de fleste med på, at det ville være forkert at skære ned. Det varede dog ikke længe, før fortællingen blev, at nedskæringer var nødvendige for at få statsgælden under kontrol. At Grækenland var det første euroland, det gik galt for, betød en del for denne fortællings succes. Pressen kogte over med forargede historier om, hvor meget grækerne havde løjet om statsgælden, hvor lidt offentligt ansatte grækere lavede, og hvor galt det var, at andre lande nu skulle betale for den offentlige sektors uansvarlighed. Som betingelse for lånene til Grækenland skulle der derfor skæres voldsomt ned på det offentlige forbrug.

Tyskerne var naturligvis dybt forurettede: Her havde de opgivet deres elskede D-mark på betingelse af, at de aldrig skulle ud i sådan noget – og her stod man så. Så fortællingen om, at det hele skyldtes de dovne sydeuropæeres høje statsgæld, blev gentaget i nær og fjern, og blev til sidst den vedtagne forklaring. Offentlige nedskæringer blev således også den vedtagne løsning, og den nye britiske, konservative regering lancerede nogle af de mest omfattende nedskæringer nogensinde, selv om Storbritanniens stat kunne (og stadig kan) låne penge næsten gratis på markederne. ’Austerity’ blev filosofien kaldt – det betød strenghed, eller måske armod. Resten af Europa fulgte snart efter.

Forklaringen var rent vrøvl. De europæiske landes statsgæld steg stærkt først efter krisen brød ud, med undtagelse af Grækenland. Den øgede statsgæld var altså en konsekvens af krisen og ikke dens årsag. Men nervøsiteten bredte sig, efterhånden som investorerne opdagede, at ECB ikke ville garantere eurozonens statsgæld, ulig andre centralbanker under tilsvarende kriser. ECB havde nemlig ikke lov. Det sørgede Tyskland for, da euroen blev lavet. Så risikoen for statsbankerot var ikke bare reel, men langt højere end for lande med egen valuta. Selv Holland, Finland og endda Tyskland mærkede de højere krav til eurolande. Hos de svageste lande steg prisen på lån hastigt, hvilket gjorde det sværere at holde sammen på statsfinanserne. Det gjorde så investorerne mere nervøse, hvilket igen førte til dyrere lån, og den onde cirkel var sluttet. Nedskæringer og massefyringer fulgte i desperate forsøg på at undgå fallit, men det gjorde bare arbejdsløsheden og dermed statsunderskuddene endnu værre. Man forsøgte så med endnu større nedskæringer, som gjorde det endnu værre endnu.

Lønnen i de konkurrencesvage eurolande steg som sagt under boblen, hvor kapitalen flød i lind strøm fra de stærke lande. Dette var to sider af samme sag: Lønnen kunne ikke være steget så meget, hvis det ikke havde været muligt at låne så mange og så billige penge af de stærke lande, og de stærke lande ville ikke have haft så mange penge at låne ud, hvis handelsbalancen ikke havde været så skæv pga. forskellen i konkurrencestyrke.

Nu var lånene tørret ud, fordi betonklodserne viste sig at være en skidt investering. De konkurrencesvage lande var efterladt med et alt for højt lønniveau i forhold til produktiviteten og kunne ikke konkurrere med de stærke lande. Lønnen gik kun meget langsomt ned, selv om arbejdsløsheden var høj - løn er ’klistret’, hedder det på fagsprog. En løsning ville have været at devaluere som Island. Det ville sænke lønniveauet over for udlandet med det samme og derved styrke konkurrenceevnen og udjævne handelsbalancen i et hug. Men det kunne ikke lade sig gøre, fordi man var med i euroen og ikke længere havde egen valuta. En alternativ løsning ville have været at lade centralbanken skabe mere inflation, så lønnen i de stærke lande kunne stige i takt med inflationen, mens den blev holdt nede i de svage. Det burde have været muligt. Men det kunne heller ikke lade sig gøre, fordi ECB med et fanatisk vanvid holdt fast i sin traktatbestemte målsætning om højst to pct. årlig inflation.

Så det er jo mægtigt. Offentlige nedskæringer under en kraftig økonomisk nedtur er forkert økonomisk politik. Det gør simpelthen økonomien dårligere på kort og lang sigt. Vi lærte det under Depressionen i trediverne, der først blev løst med 2. Verdenskrigs gigantiske offentlige forbrug. Men vi har åbenbart glemt det igen. Vi kan derfor se frem til en lang, ødelæggende og helt aldeles unødvendig økonomisk depression i de svage eurolande, som vil splitte Europa ad. Og det er jo ironisk, når nu euroen blev markedsført med, at den skulle fremme samarbejde og fred i Europa.

Så lad mig opsummere forløbet: Først deregulerede man finanssektoren. Så lod man stå til, mens privatsektorens gæld voksede og pustede luft i en boble – eller også påstod man, at den økonomiske vækst fra boblen viste, at deregulering virkede. Da boblen så sprang og ødelagde statsfinanserne, sagde man, at det hele var på grund af for høj offentlig gæld. Man skar derfor ned i det offentlige, og det forværrede nedturen. Samtlige værktøjer, der kunne afbøde den økonomiske nedtur, havde man forinden bandlyst gennem en idiotisk møntunion. Møntunionen tillod dog allernådigst, at bankerne blev reddet fra egen uansvarlig långivning.

Uundgåeligt var det bestemt ikke.