Krig er Fred - "just to keep fighting"

Fra FT:

The UK is poised to ship arms to some rebel factions in Syria as soon as this summer if a planned peace conference in Geneva this month fails to make significant progress, according to British officials. (...)

Britain’s Foreign Office insists that no final decision on whether to arm the rebels has yet been made. But a senior UK diplomat told the Financial Times that Britain could be in a position to arm the rebels this summer if, as many expect, the planned peace conference in Geneva fails to make headway.

“The precise timing has not yet been finalised and no decision has yet been taken. But we are likely to be ... shipping arms to the rebels by August,” the official said.

“What I expect is that over the next two or three months western powers will move low-grade arms supplies in bulk to the rebels. The rebels need ammunition, and a lot of it, just to keep fighting.”

Kan vi være enige om dette:

1. Syrere blev ikke slået ihjel i større tal før borgerkrigen.
2. Det er den syriske borgerkrig, der slår syrere ihjel.
3. Hvis en side i borgerkrigen taber, er borgerkrigen slut.
4. Hvis borgerkrigen er slut, slår den ikke flere syrere ihjel.
5. Hvis man forhindrer, at en side taber, forhindrer man også, at borgerkrigen slutter.
6. Hvis man forhindrer, at borgerkrigen slutter, får man flere syrere slået ihjel.

- Så hvis oprørerne har brug for ammunition blot for at blive ved med at kæmpe - "just to keep fighting" - så lad dog være med at give dem det. Hvis altså formålet er at forhindre lidelse og død, og ikke har noget at gøre med en stedfortræderkrig mod Iran.

Hvis man tror, at al-Assad er et monster, som vil slå mange flere ihjel, hvis han vinder, så ja. Men det tror jeg ikke.

...12,2...

BBC:

Unemployment in the eurozone has reached another record high, according to official figures.

The seasonally-adjusted rate for April was 12.2%, up from 12.1% the month before.

An extra 95,000 people were out of work in the 17 countries that use the euro, taking the total to 19.38 million.

Opsvinget er lige om hjørnet, som man kan se på eurostats graf over arbejdsløshed 2000-2013:

Vi også lytter. Ikke økonomer. Til?

Politikens Kristian Madsen bruger en del mere plads, end jeg ville have gjort, på at sige det som jeg havde tænkt mig at sige om Vestagers hjernedødedogmatiske afvisning af vismændenes anbefaling af ekspansiv finanspolitik. Men link.

Solidaritet på tværs af landegrænser & euroen

Jeg læste engang, at kommunisterne ved Første Verdenskrigs udbrud troede, at solidariteten arbejderne imellem på tværs af landegrænserne var så stor, at de ikke ville gå i krig med hinanden for overklassens skyld. Det var et håb, som man nærede ud fra erfaringen, at man havde opnået solidaritet imellem de forskellige fagarbejdere indadtil i nationerne, så f.eks. minearbejdere strejkede sammen med fabriksarbejdere i stedet for at tæske dem, og omvendt.

Det viste sig ikke at holde: Europas arbejdere slog hinanden ihjel i millionvis i et anfald af blodtørst og nationalisme.

Nationalisme er afgørende for hvem, der står sammen. I dagens Europa sætter euroen dette på spidsen. Således anledningen til dette indlæg, som er Krugman, der i dag gør opmærksom på Portugal, der sandsynligvis er næste kandidat til et nyt nødlån fra troikaen ECB, EU og IMF, hvis ikke Slovenien kommer først.

Portugals arbejdsløshed er nu oppe over 18%. Lidelserne øges dag for dag, og på trods af den herskende klasses gentagne forsikringer om, at opsvinget er lige om hjørnet (det hører vi også herhjemme), er der ikke udsigt til andet end fortsat økonomisk depression, så længe nedskæringerne fortsætter i det uendelige.

Halvdelen af Europa er i dyb krise. Den anden halvdel har det ikke godt, men kan dog holde hovedet over vandet pga. en fælles valutazones indbyggede fordele for konkurrencestærke regioner, som opnås på bekostning af de svage regioner. Men i modsætning til nationale valutazoner er den stærkere halvdel i eurozonen ligeglad med den svækkede, hvis ikke endda direkte fjendtligt indstillet overfor at skulle hjælpe de svage ud af sumpen.

Der er ikke noget voldsomt galt indadtil i hver nation med at hjælpe de svage; kun nedgangstiders sædvanlige angreb på samfundets svageste. Her løber man dog på, at der pga. EU og euroens begrænsninger for statslån ikke er penge til at gøre noget, uanset om lånene er billigere end gratis.

Men hjælpe folk i andre lande - fandeme nej.

Således bør venstrefløjen endnu engang lære lektien, at internationalisme fremmer ulighed gennem svækket solidaritet, mens nationalisme modsat fremmer lighed gennem øget solidaritet.

Bo Lidegaard kæmper sig ud af forvirringen

Jeg er begyndt at småhade Politikens udenrigsaktivistiske chefredaktør. Han er tidligt slået ind på linjen, at Assad er ond, så nu må han begrunde alt, der ikke stemmer med den fortolkning, med at Assad er superond.

Ergo er der ekstremistiske oprørere, fordi Assad har fremelsket dem, og ikke fordi oprøret består af Det Omrejsende Cirkus Jihad:

[Assads] del og hersk-strategi, hvor regimet aktivt og effektivt puster til etniske og religiøse modsætninger og bevidst søger at styrke de mest radikale dele af oprøret, virker efter hensigten.

Ergo er borgerkrigen sekterisk, fordi Assad har fremprovokeret det, og ikke fordi religiøst ekstremistiske oprørere anser andre sekter og religioner for kættere og hedninge.

Assads voldsstrategi virker også i forhold til hans eget bagland, ikke mindst blandt alawitterne og de kristne syrere, hvoraf stadig flere frygter for deres skæbne, hvis oprøret vinder.

Med sin uhæmmede brug af vold mod civile har Assad taget hele sit eget bagland som gidsel i et ubønhørligt opgør, hvor der er grund til at frygte, at nederlag betyder udslettelse. 

Krig nu vil således også være for at dæmme op for ekstremisterne, og mange i den "offentlige opinion" - dvs. lederskribenter som Lidegaard - er helt enige heri:

Når mange i Europa alligevel mener, vi skal handle – nu – er det for at dæmme op for de velbevæbnede islamistiske gruppers fremmarch.

Lidegaard mener dog ikke længere, at der "skal handles", men forhandles. Assad kan imidlertid ikke forblive præsident...

Ikke fordi præsident Assad kan eller bør spille en rolle i Syriens fremtid – men fordi en aftale om hans regimes afvikling er så langt at foretrække for en afgørelse på slagmarken.

...selv om han ifølge Lidegaard ikke "har nogen vej tilbage"...

Præsident Assad har for længst passeret det punkt, hvor der for ham personligt og hans regime er nogen vej tilbage.

Og forhandlingerne skal starte uden forhåndsbetingelser for at lykkes...

Skal det lykkes, må alle parter inddrages – og uden forhåndsbetingelser, der gør et kompromis umuligt. Hvor tungt det end forekommer, må der ved forhandlingsbordet være plads til alle sider i konflikten – herunder også Iran og Assads regime.

Forklar mig, Lidegaard: Hvordan er "ingen fremtid med Assad" ikke en forhåndsbetingelse, når Assad ikke har nogen vej tilbage? Hvordan er det ikke den mest blokerende forhåndsbetingelse, når man for at forhandle med et diktatur kræver, at diktatoren går af?

Og han var højtstående embedsmand i Udenrigsministeriet...

Irak, Syrien

Irak er blevet værre.



Jeg tror, at der er en betydelig vekselvirkning med borgerkrigen i Syrien. Fra Reuters:

The most feared and effective rebel group battling President Bashar al-Assad, the Islamist Nusra Front, is being eclipsed by a more radical jihadi force whose aims go far beyond overthrowing the Syrian leader.

Al Qaeda's Iraq-based wing, which nurtured Nusra in the early stages of the rebellion against Assad, has moved in and sidelined the organization, Nusra sources and other rebels say.

Al Qaeda in Iraq includes thousands of foreign fighters whose ultimate goal is not toppling Assad but the anti-Western jihad of al Qaeda leader Ayman al-Zawahri - a shift which could extend Syria's conflict well beyond any political accord between Assad and his foes. The fighting has already cost 90,000 lives.

Sandsynligvis er grænsen mellem Syrien og Irak så godt som ubevogtet, eller snarere i hænderne på sunni-militser af den ene og anden slags. Bomberne, der nu sprænger i Irak, kan være affødt af al den ammunition, som Saudi-Arabien og Qatar fodrer oprørerne med.

Og mange politikere mener, at vi bør gå ind på Al-Qaeda-i-Iraks side mod Assad; de er bare ikke klar over hvad der foregår. Alternativt ser de Iran som en større trussel end sunni-fanatikere, og fordi Syrien er allieret med Iran, skal Syrien ned med nakken. Det er Israels prisme, deraf israelske bombetogter over Syrien og seminarer arrangeret af den israelske lobby i DC med deltagelse af Den Frie Syriske Hær.