Bo Lidegaard kæmper sig ud af forvirringen

Jeg er begyndt at småhade Politikens udenrigsaktivistiske chefredaktør. Han er tidligt slået ind på linjen, at Assad er ond, så nu må han begrunde alt, der ikke stemmer med den fortolkning, med at Assad er superond.

Ergo er der ekstremistiske oprørere, fordi Assad har fremelsket dem, og ikke fordi oprøret består af Det Omrejsende Cirkus Jihad:

[Assads] del og hersk-strategi, hvor regimet aktivt og effektivt puster til etniske og religiøse modsætninger og bevidst søger at styrke de mest radikale dele af oprøret, virker efter hensigten.

Ergo er borgerkrigen sekterisk, fordi Assad har fremprovokeret det, og ikke fordi religiøst ekstremistiske oprørere anser andre sekter og religioner for kættere og hedninge.

Assads voldsstrategi virker også i forhold til hans eget bagland, ikke mindst blandt alawitterne og de kristne syrere, hvoraf stadig flere frygter for deres skæbne, hvis oprøret vinder.

Med sin uhæmmede brug af vold mod civile har Assad taget hele sit eget bagland som gidsel i et ubønhørligt opgør, hvor der er grund til at frygte, at nederlag betyder udslettelse. 

Krig nu vil således også være for at dæmme op for ekstremisterne, og mange i den "offentlige opinion" - dvs. lederskribenter som Lidegaard - er helt enige heri:

Når mange i Europa alligevel mener, vi skal handle – nu – er det for at dæmme op for de velbevæbnede islamistiske gruppers fremmarch.

Lidegaard mener dog ikke længere, at der "skal handles", men forhandles. Assad kan imidlertid ikke forblive præsident...

Ikke fordi præsident Assad kan eller bør spille en rolle i Syriens fremtid – men fordi en aftale om hans regimes afvikling er så langt at foretrække for en afgørelse på slagmarken.

...selv om han ifølge Lidegaard ikke "har nogen vej tilbage"...

Præsident Assad har for længst passeret det punkt, hvor der for ham personligt og hans regime er nogen vej tilbage.

Og forhandlingerne skal starte uden forhåndsbetingelser for at lykkes...

Skal det lykkes, må alle parter inddrages – og uden forhåndsbetingelser, der gør et kompromis umuligt. Hvor tungt det end forekommer, må der ved forhandlingsbordet være plads til alle sider i konflikten – herunder også Iran og Assads regime.

Forklar mig, Lidegaard: Hvordan er "ingen fremtid med Assad" ikke en forhåndsbetingelse, når Assad ikke har nogen vej tilbage? Hvordan er det ikke den mest blokerende forhåndsbetingelse, når man for at forhandle med et diktatur kræver, at diktatoren går af?

Og han var højtstående embedsmand i Udenrigsministeriet...