Anstændighed

Kommentar til en artikel i Weekendavisen (abonnement).

Det drejer sig om anstændighedsargumentet, om indvandring, og om den rigtige handling. Skribenten Arne Hardis skriver om Ny Alliances politik, eller mangel på samme. En god og nøgtern analyse, der viser, hvordan partiets hidtil vage linier kun adskiller sig symbolsk fra Fogh-regeringens førte politik, med undtagelse af skattepolitikken. Seebergs bemærkninger under tegneseriekrisen tages under kærlig behandling. De mindede meget om Nyrups, og at Seeberg dengang fandt 'behov for, at vi fra dansk side kigger ud og ser på, hvorfor næsten alle er uenige med Danmark' tegner et billede af et EU-parlament, der lever under en osteklokke.

Men lad det ligge. Jeg bider mærke i denne sætning:

Med dannelsen af Ny Alliance er endnu en større gruppe vælgere på vej til at acceptere hovedlinierne i den udlændingepolitik, som ingen anstændige mennesker kunne forestille sig for en halv snes år siden.

Min fremhævning. For det er et meget vigtigt tillægsord i disse tider. Måske jeg lægger for meget i det, men i en ellers holdningsfri artikel er det et stærkt udsving på værdiskalaen.

Hvad er anstændighedsargumentet? At indvandrings- og flygtningepolitik bør føres med anstændighed. Det vil sige, at man behandler folk ordentligt, både når de er her og vil hertil. Det vil sige, at stramningerne i udlændingepolitikken siden 2001 er uanstændige, idet de bevidst blokerer for mennesker, der har legitim grund til at søge væk fra deres moderland. For flygtninge er medmennesker, og man hjælper sine medmennesker, hvis de er i knibe. Bliver de forfulgt på den ene eller anden måde, er det kun almindelig anstændighed at tage dem ind i sikker havn.

I 2006 var der i alt 12 millioner flygtninge i verden. Dertil 21 millioner interne flygtninge. Jeg vil tro, at det ikke ville være noget problem at få 100.000 flygtninge om året til Danmark. For selv før 2001 var der love, der forhindrede en sådan anstændighed. Jeg skriver anstændighed, for blandt de 100.000 flygtninge ville der ikke være én, der ville have mindre ret til eller mindre brug for at komme i sikkerhed i Danmark end nogen anden. Og der ville sikkert være mange af de 11,9 millioner andre flygtninge og de 21 millioner internt fordrevne, der ville have lige så meget ret til at komme til Danmark, og som man i anstændighedens navn burde tage indenfor i varmen.

Dette er ikke reductio ad absurdum, for moral kan ikke gradbøjes. Anstændighedsargumentet kan ikke pludselig blive ugyldigt, fordi antallet af flygtninge vokser. Enten er det rigtigt, eller også er det ikke.

Det fører så frem til den naturlige konsekvens: At føre en pragmatisk indvandringspolitik. Den høje moral bliver gradbøjet i virkeligheden og af virkeligheden, af pragmatisk nødvendighed. Dette er argumentet om, at det er i orden at stjæle brød, hvis man er fattig og sulten. At leve under nødvendighedens lov, eller så megen anstændighed, som man har råd til.

Og Danmark har ikke råd til alverden. Den sociale arv blandt de forskellige indvandrergrupper skal brydes, og den skal brydes nu. Det gør man ved at stoppe for indvandringen, og sørge for gode jobs og forhold for dem, der er her. For Europa er i øjeblikket ikke i balance, og den etniske underklasse kan meget vel blive lige så permanent som USAs. Med arbejdsløshed, kriminalitet, racisme og had som følge. Det er allerede den virkelighed, som indenfor de sidste ti år har sat pragmatikken foran anstændigheden.

Næsten alle vejer det altruistiske af mod det pragmatiske. Kun de mest behjertede ofrer deres eget liv for andres. Derfor skurrer det mod mine ører, når jeg læser om en anstændig flygtningepolitik. Det er anstændigt at tage ansvar, at handle på virkelighedens præmisser. Det er uanstændigt at lade situationen sejle. Det er uanstændigt at gøre ingenting.

Men frem for alt er det uanstændigt at gøre det forkerte. Tolk det, som du vil.