Det er spøjst med Kastholm, som ellers er min favoritkommentator fra Berlingske Tidende: Så snart talen falder på Mellemøsten, lyder han som en idiot. Ellers er han lyspunktet i en avis, der er bedrøveligt bedøvet i sin borgerlighed. Hør på dette guldkorn fra dagens avis:
Irak-krigen var den rigtige beslutning, og grundlaget for beslutningen var den bedst mulige. Der er ikke noget at fortryde. Og den sikkerhedspolitiske situation i Mellemøsten er ikke mere ustabil nu, end da den utilregnelige Saddam sad i Irak. Den er ustabil på en anden måde.
Ustabil på en anden måde. Tja, hvad betyder tre millioner flygtninge fra eller til.
UPDATE: Monstro 'bedøvet i sin bedrøvelige borgerlighed' er bedre?
lørdag den 31. marts 2007
Rastløshed
Our current president embodied the potential of a generation. So many talents. So much charm. Such great skill. But, in the end, to what end? So much promise, to no great purpose.
Disse linier er fra præsident George W. Bush's takketale for nomineringen til præsidentposten af Det Republikanske Parti i 2000.
Det er frygteligt blot at eksistere, og mennesket foretrækker konflikt fremfor fred, hvis bare tomheden holdes væk. Man bliver rastløs, irritabel, kort for hovedet, når der ikke sker noget. Francis Fukuyama skrev sin - efterhånden noget nedsablede - vigtigste bog i 1992, The End of History and The Last Man. Som eftertiden har vist, er historien langt fra slut. Det er bittersød ironi at dem, der greb chancen for at forskubbe det stadige skred mod demokrati og velstand var dem, der holdt mest af denne bog: de neokonservative. Rastløsheden var for meget at bære, og 9-11 var gudernes gave til de rastløse, der greb den med kyshånd, og brugte gaven til at destabilisere verden med verdens dyreste militær.
Måske Fukuyama havde ret. Men han overså helt og aldeles hvordan mennesket fungerer, og betragtede det politiske felt som rationelt. Og hvis der er noget historikere ikke kan kapere, så er det umotiverede handlinger. Hvorfor gjorde Caligula sin hest til konsul? Hvorfor provokerede al-Musta'sim Hulagu Khan uden at forberede et forsvar af Baghdad? Hvorfor angreb Bush Irak? Hvorfor startede 1. Verdenskrig? At disse handlinger skulle være uden motivation er lige så svært for det analytiske sind at forstå, som at kvanter skulle springe fra deres baner uden grund. Men da 1. Verdenskrig brød ud, festede hele Europa i dagevis. Europæerne havde ikke oplevet en god krig siden 1871, og al den fred og velstand var ikke til at bære. Endelig skete der noget.
De neokonservative angreb Irak for at finde motivation.
tirsdag den 27. marts 2007
Repræsentation
Kommentar til dette interview i Weekendavisen:
Det kan næppe overvurderes hvor meget det har skadet forholdet mellem
muslimske tilflyttere og indfødte ikke-muslimske vesterlændinge, at folk
som Islamisk Trossamfunds nye sheikh Mostafa Chendid er gjort til repræsentanter for islam og muslimer generelt. Jeg vil ikke bruge så mange ord på selve interviewet, der viser hans tilbagestående syn på kvinder, satire, tørklæder, etc., men specielt hans idé om at man i Danmark tvinger kvinder til at arbejde er, for at sige det pænt, neandertalsk.
Nok om det. Grunden til at disse typer er gjort til talsmænd for muslimer har bund i Vestens anstrengte forhold til en ny religion, den ikke har kendt til i hundredevis af år. Ordet 'islamofobi' er godt valgt, for det drejer sig nemlig om frygt. Mere end frygt: Nysgerrighed, ængstelighed, mistænksomhed. Med Mellemøstens karusselture i voldens tivoli på sikker afstand er en opfattelse af muslimer - og Israel - som grundlæggende syge i låget blevet bygget op. En dynamik har gjort religionen islam til den første identifikator for arabere: Sekularismens elendige diktatorer (Saddam Hussein, Qaddafi, Mubarak, al-Assad dynastiet blandt andre) der har kørt deres lande i sænk, de gentagne og løbende ydmygelser ved Israels hånd, koranens arabiske sprog, Sayyid Qutbs alt for indflydelsesrige tanker, og vigtigst af alt, wahabbiernes dominans i Saudi-Arabien, og gennem dette deres adgang til en kæmpe pengetank, der overtager moskeer med pengeproblemer verden over, for derefter at radikalisere dem i wahhabismens navn.
Vesten har købt dette med hud og hår, og skønt man ikke taler om 'buddister', men i stedet siger thailændere eller vietnamesere, bruger man 'muslimer' om arabere, tyrkere, indonesere, etc. Religion som identifikatoren er dermed på plads.
Hvad sker der så? Både til højre og venstre ser man så de mest religiøse overhovedet som de oplagte repræsentanter for en gruppe mennesker, man definerer ved deres religion. Selvfølgelig. Så det må være dem med de længste skæg, blideste stemmer og sjoveste tøj, der må være de mest ægte muslimer.
Og ind i denne rolle kommer en organisation som Islamisk Trossamfund. Og ud ryger de stille og rolige uden specielt meget skæg. De er heller ikke så flamboyante på TV. Siger ikke så mange forfærdelige ting. Er mere som os. Kedeligt. De er ikke rigtige muslimer. Kun dem med langt skæg og en ubændig hang til at diskutere hadith er rigtige muslimer.
Så det er trist.
Det kan næppe overvurderes hvor meget det har skadet forholdet mellem
muslimske tilflyttere og indfødte ikke-muslimske vesterlændinge, at folk
som Islamisk Trossamfunds nye sheikh Mostafa Chendid er gjort til repræsentanter for islam og muslimer generelt. Jeg vil ikke bruge så mange ord på selve interviewet, der viser hans tilbagestående syn på kvinder, satire, tørklæder, etc., men specielt hans idé om at man i Danmark tvinger kvinder til at arbejde er, for at sige det pænt, neandertalsk.
Nok om det. Grunden til at disse typer er gjort til talsmænd for muslimer har bund i Vestens anstrengte forhold til en ny religion, den ikke har kendt til i hundredevis af år. Ordet 'islamofobi' er godt valgt, for det drejer sig nemlig om frygt. Mere end frygt: Nysgerrighed, ængstelighed, mistænksomhed. Med Mellemøstens karusselture i voldens tivoli på sikker afstand er en opfattelse af muslimer - og Israel - som grundlæggende syge i låget blevet bygget op. En dynamik har gjort religionen islam til den første identifikator for arabere: Sekularismens elendige diktatorer (Saddam Hussein, Qaddafi, Mubarak, al-Assad dynastiet blandt andre) der har kørt deres lande i sænk, de gentagne og løbende ydmygelser ved Israels hånd, koranens arabiske sprog, Sayyid Qutbs alt for indflydelsesrige tanker, og vigtigst af alt, wahabbiernes dominans i Saudi-Arabien, og gennem dette deres adgang til en kæmpe pengetank, der overtager moskeer med pengeproblemer verden over, for derefter at radikalisere dem i wahhabismens navn.
Vesten har købt dette med hud og hår, og skønt man ikke taler om 'buddister', men i stedet siger thailændere eller vietnamesere, bruger man 'muslimer' om arabere, tyrkere, indonesere, etc. Religion som identifikatoren er dermed på plads.
Hvad sker der så? Både til højre og venstre ser man så de mest religiøse overhovedet som de oplagte repræsentanter for en gruppe mennesker, man definerer ved deres religion. Selvfølgelig. Så det må være dem med de længste skæg, blideste stemmer og sjoveste tøj, der må være de mest ægte muslimer.
Og ind i denne rolle kommer en organisation som Islamisk Trossamfund. Og ud ryger de stille og rolige uden specielt meget skæg. De er heller ikke så flamboyante på TV. Siger ikke så mange forfærdelige ting. Er mere som os. Kedeligt. De er ikke rigtige muslimer. Kun dem med langt skæg og en ubændig hang til at diskutere hadith er rigtige muslimer.
Så det er trist.
Kontrol
Kommentar til denne artikel i Politiken:
Regeringens kontrolmani har trukket dybe spor over Danmark. Højrefløjens mistro overfor statsmagten bliver i statens hænder til mistro overfor borgerne. Derfor vil en højrefløjsregering, når den præsiderer over et velfærdssystem den ikke kan afskaffe, gøre hvad den kan for at kontrollere dette system. Det er ligetil. En højrefløjsregering går ud fra mistro og ikke tillid til borgerne, ligesom et højrefløjsparti ideologisk går ud fra mistro til staten og sine medmennesker.
Derfor er det grotesk at læse Troels Lund Poulsen sige:
»Når tre ud af fire offentlige chefer advarer mod en mere central styring, så skal vi altså høre efter. De her folk har fingrene nede i arbejdet, og hvis man som chef ikke oplever, at man har frihed til at drive lederskab, så mister man motivationen, og det går naturligvis udover kvaliteten. Derfor advarer jeg også imod Socialdemokraternes minimumsstander, som netop vil fjerne lederansvaret ude omkring i landet«, siger politisk ordfører Troels Lund Poulsen.
Om Troels Lund Poulsen ikke er klar over, at VKO har haft regeringsmagten siden år 2000, og i den grad selv har stået for kontrolmanien, skal jeg ikke kunne sige. Og dog. Han fyrer skidt af. Men hvad angår Socialdemokraternes minimumskrav kan jeg sige, at positive rettigheder er et skråplan. Der er ingen gud, der garanterer et liv uden kamp, og staten er ingen gud at stille i stedet. Rettighedsgarantier er per definition uflexible mht. hvor meget rigdom et land rent faktisk har. Hvis de kommer under pres fordi velstanden falder, vil man hurtigt komme ud i økonomiske tvangstræk der stækker handlefriheden, ligesom skattestoppet gør i øjeblikket.
Og mere: Hele filosofien bag positive rettigheder er krævende. Det er grundlæggende sygt at stille personlige krav over samfundets ve og vel, og vidner om et velfærdssamfund, der er gået fra solidaritet til egoisme. Socialdemokraterne burde tænke over John F. Kennedys ord:
Ask not what this country can do for you, ask what you can do for this country.
Regeringens kontrolmani har trukket dybe spor over Danmark. Højrefløjens mistro overfor statsmagten bliver i statens hænder til mistro overfor borgerne. Derfor vil en højrefløjsregering, når den præsiderer over et velfærdssystem den ikke kan afskaffe, gøre hvad den kan for at kontrollere dette system. Det er ligetil. En højrefløjsregering går ud fra mistro og ikke tillid til borgerne, ligesom et højrefløjsparti ideologisk går ud fra mistro til staten og sine medmennesker.
Derfor er det grotesk at læse Troels Lund Poulsen sige:
»Når tre ud af fire offentlige chefer advarer mod en mere central styring, så skal vi altså høre efter. De her folk har fingrene nede i arbejdet, og hvis man som chef ikke oplever, at man har frihed til at drive lederskab, så mister man motivationen, og det går naturligvis udover kvaliteten. Derfor advarer jeg også imod Socialdemokraternes minimumsstander, som netop vil fjerne lederansvaret ude omkring i landet«, siger politisk ordfører Troels Lund Poulsen.
Om Troels Lund Poulsen ikke er klar over, at VKO har haft regeringsmagten siden år 2000, og i den grad selv har stået for kontrolmanien, skal jeg ikke kunne sige. Og dog. Han fyrer skidt af. Men hvad angår Socialdemokraternes minimumskrav kan jeg sige, at positive rettigheder er et skråplan. Der er ingen gud, der garanterer et liv uden kamp, og staten er ingen gud at stille i stedet. Rettighedsgarantier er per definition uflexible mht. hvor meget rigdom et land rent faktisk har. Hvis de kommer under pres fordi velstanden falder, vil man hurtigt komme ud i økonomiske tvangstræk der stækker handlefriheden, ligesom skattestoppet gør i øjeblikket.
Og mere: Hele filosofien bag positive rettigheder er krævende. Det er grundlæggende sygt at stille personlige krav over samfundets ve og vel, og vidner om et velfærdssamfund, der er gået fra solidaritet til egoisme. Socialdemokraterne burde tænke over John F. Kennedys ord:
Ask not what this country can do for you, ask what you can do for this country.
Abonner på:
Opslag (Atom)