Repræsentation

Kommentar til dette interview i Weekendavisen:

Det kan næppe overvurderes hvor meget det har skadet forholdet mellem
muslimske tilflyttere og indfødte ikke-muslimske vesterlændinge, at folk
som Islamisk Trossamfunds nye sheikh Mostafa Chendid er gjort til repræsentanter for islam og muslimer generelt. Jeg vil ikke bruge så mange ord på selve interviewet, der viser hans tilbagestående syn på kvinder, satire, tørklæder, etc., men specielt hans idé om at man i Danmark tvinger kvinder til at arbejde er, for at sige det pænt, neandertalsk.

Nok om det. Grunden til at disse typer er gjort til talsmænd for muslimer har bund i Vestens anstrengte forhold til en ny religion, den ikke har kendt til i hundredevis af år. Ordet 'islamofobi' er godt valgt, for det drejer sig nemlig om frygt. Mere end frygt: Nysgerrighed, ængstelighed, mistænksomhed. Med Mellemøstens karusselture i voldens tivoli på sikker afstand er en opfattelse af muslimer - og Israel - som grundlæggende syge i låget blevet bygget op. En dynamik har gjort religionen islam til den første identifikator for arabere: Sekularismens elendige diktatorer (Saddam Hussein, Qaddafi, Mubarak, al-Assad dynastiet blandt andre) der har kørt deres lande i sænk, de gentagne og løbende ydmygelser ved Israels hånd, koranens arabiske sprog, Sayyid Qutbs alt for indflydelsesrige tanker, og vigtigst af alt, wahabbiernes dominans i Saudi-Arabien, og gennem dette deres adgang til en kæmpe pengetank, der overtager moskeer med pengeproblemer verden over, for derefter at radikalisere dem i wahhabismens navn.

Vesten har købt dette med hud og hår, og skønt man ikke taler om 'buddister', men i stedet siger thailændere eller vietnamesere, bruger man 'muslimer' om arabere, tyrkere, indonesere, etc. Religion som identifikatoren er dermed på plads.

Hvad sker der så? Både til højre og venstre ser man så de mest religiøse overhovedet som de oplagte repræsentanter for en gruppe mennesker, man definerer ved deres religion. Selvfølgelig. Så det må være dem med de længste skæg, blideste stemmer og sjoveste tøj, der må være de mest ægte muslimer.

Og ind i denne rolle kommer en organisation som Islamisk Trossamfund. Og ud ryger de stille og rolige uden specielt meget skæg. De er heller ikke så flamboyante på TV. Siger ikke så mange forfærdelige ting. Er mere som os. Kedeligt. De er ikke rigtige muslimer. Kun dem med langt skæg og en ubændig hang til at diskutere hadith er rigtige muslimer.

Så det er trist.