Our current president embodied the potential of a generation. So many talents. So much charm. Such great skill. But, in the end, to what end? So much promise, to no great purpose.
Disse linier er fra præsident George W. Bush's takketale for nomineringen til præsidentposten af Det Republikanske Parti i 2000.
Det er frygteligt blot at eksistere, og mennesket foretrækker konflikt fremfor fred, hvis bare tomheden holdes væk. Man bliver rastløs, irritabel, kort for hovedet, når der ikke sker noget. Francis Fukuyama skrev sin - efterhånden noget nedsablede - vigtigste bog i 1992, The End of History and The Last Man. Som eftertiden har vist, er historien langt fra slut. Det er bittersød ironi at dem, der greb chancen for at forskubbe det stadige skred mod demokrati og velstand var dem, der holdt mest af denne bog: de neokonservative. Rastløsheden var for meget at bære, og 9-11 var gudernes gave til de rastløse, der greb den med kyshånd, og brugte gaven til at destabilisere verden med verdens dyreste militær.
Måske Fukuyama havde ret. Men han overså helt og aldeles hvordan mennesket fungerer, og betragtede det politiske felt som rationelt. Og hvis der er noget historikere ikke kan kapere, så er det umotiverede handlinger. Hvorfor gjorde Caligula sin hest til konsul? Hvorfor provokerede al-Musta'sim Hulagu Khan uden at forberede et forsvar af Baghdad? Hvorfor angreb Bush Irak? Hvorfor startede 1. Verdenskrig? At disse handlinger skulle være uden motivation er lige så svært for det analytiske sind at forstå, som at kvanter skulle springe fra deres baner uden grund. Men da 1. Verdenskrig brød ud, festede hele Europa i dagevis. Europæerne havde ikke oplevet en god krig siden 1871, og al den fred og velstand var ikke til at bære. Endelig skete der noget.
De neokonservative angreb Irak for at finde motivation.
0 kommentarer:
Send en kommentar