Eskalering før vanære

Hvad angår general McChrystals slet skjulte forsøg på at presse Obama til at eskalere i Afghanistan: Jeg tror ikke, at det nødvendigvis er tegn på et egenrådigt militær i en mere og mere militariseret udenrigspolitik - et de facto militærkup af udenrigsaffærer - men at McChrystal nu har ansvaret for krigen, og derfor vil få æren for en sejr og skylden for et nederlag. Og ikke aner sine levende råd.

De militantes infiltrering af tidligere sikre områder, de stigende tabstal, den kolossalt korrupte stat, det katastrofale valg og den faldende opbakning hjemme peger i kun én retning. Hvis situationen skal vendes, så skal den vendes nu - og soldater er nu engang soldater, der tænker i rå magt, når situationen spidser til. Jeg tror derfor, at dette er mere en panikreaktion end rænkespil.

Situationen kunne nok midlertidigt stabiliseres ved en sådan troppeforøgelse, for så at falde fra hinanden senere, hvilket kræver en yderligere forøgelse, etc. Det kan købe tid, men tiden er betalt med blod, så uden en klar idé om, hvad man vil bruge tiden til, er det spild af menneskeliv.

Jeg er egentligt ikke imod en eskalering, så længe den bare ikke inkluderer mig. Jeg tænker: Enten vinder Vesten efter mange pinsler, og det er godt for Afghanistan (alt efter hvad man mener med "sejr"), eller også taber vi med et brag, hvilket vil kastrere den katastrofale militarisme, som vi er stået for siden 9/11. Uanset udfaldet er der mindre lidelse for nogen. Men et nederlag efter en halvhjertet indsats kunne give plads til, at høgene får overbevist andre om, at vi tabte, fordi vi ikke havde viljen til krig. De mest tossede vil insistere på denne fortolkning, selv om der stod en halv million NATO-soldater på afghansk jord, men den brede befolkning skal nok kunne lægge to og to sammen, bare regnestykket står klart frem.