søndag den 8. januar 2012

Folkemordsbenægtelse

Information kan godt lide at være kontrære og trykke kontrære tænkeres tanker. I praksis betyder det fra neokonservative, selvforherligende pikhoveder som Hitchens, Kaplan og, igen, Bernard Henry-Levy. Så nu denne klumme om Frankrigs planlagte lov mod benægtelse af det armenske folkemord:
Kriminaliseringen af folkemordsbenægtelse betyder ikke, at den franske stat har gjort sig til dommer over historiens sandhed
Jo, det er præcis det, den gør. Præcis netop dette.
Loven mod folkemordsfornægtelse er ikke et af disse farlige tiltag, som åbner op for dusinvis, ja hundredvis af absurde reglementer, hvor tvivlsomme individer vil kodificere, hvad man har ret til at sige om Bartolomæus-nattens massakre på huguenotterne, om kolonialismen, om slaveriet, om undertrykkelsen af occitanerne eller andre menneskers religiøse ’helligdomme’. 
En lov er altid principiel. Hvis den ikke er det, så er den ikke en ordentlig lov.

Og her den store:
Dette er en lov om folkemord — punktum. Det er en lov, som straffer dem, der vil gentage et folkemord på det abstrakte plan ved at benægte det.Folkemord er, Gud være lovet, sjældne. I historien findes der kun tre af dem eller fire måske, hvis vi til folkemordet på armeniere, jøder og Rwandas tutsier også føjer Pol Pot-styrets tilintetgørelse af 1,7 millioner cambodjanere.

Skal disse tre eller fire folkemord sættes på niveau med resten, risikerer kriminaliseringen unægtelig at invitere til mere af den politiske korrekthed, som ønsker at indføre meningsløse historiske ’mindelove’.
Hold da kæft. Tre til fire folkemord i historien? Jeg foreslår Henry-Levy at konsultere i hvert fald Wikipedia, før han skriver noget igen, men bare ud fra hukommelsen: Stalins folkemord på volga-tyskere (m.m.) i USSR, indianerne i Amerika, alle på Tasmanien, alle succesfulde stammekrige siden tidernes morgen har involveret udryddelse af fjenden. Og ikke mindst Boskop-mennesket, som Cro Magnoner som os vist gjorde det helt af med. Jeg kan også henvise til Krigsnørden, som ved ca. en mia. gange mere om historiens virkelighed end Henry-Levy, men af samme grund aldrig vil få ørenlyd hos franske præsidenter:
...As the Anglos muscled in on them, North American tribes fought, negotiated or ran. The ones who fought lost. They won some battles along the way, but they were little tribes against the Anglos, the biggest and scariest tribe in the world. The ones who negotiated knew from the start that the stronger tribe always takes what it wants, sooner or later. The ones who ran faced the same old problem: the only places you could run to were already claimed by other tribes. The only solution, in the simple hard rules of primitive warfare, was to wipe out the other tribe.

That was how the Sioux decided to wipe out the Crow in 1860. The Sioux were fierce people. Don't believe that Kevin-Costner Dances-with-Wolves bullshit. The Sioux ate wolves for breakfast. They took what they wanted -- land, horses, slaves -- from anybody they could. But they were already beginning to realize they couldn't fight the white men. Basically, it was the Navajo vs. Ute story on a bigger scale: farmers always beat hunters in the long run, because they can feed so many more mouths. The nomadic, buffalo-hunting Sioux were some of the finest light irregular cavalry in the world -- Genghis Khan would've admired them. But they couldn't cope with the sheer numbers of white farmers overrunning the Sioux lands on the plains.

The Crow tribe's country, in Eastern Montana and Wyoming, was still beyond the range of the whites, so the Sioux decided to wipe out the Crow and take their land. The Sioux chief made a speech setting out the strategic goals of primitive warfare with classic simplicity:

"Today when the sun sets, there will be no more Absarokee [Crow] left! We will kill all their warriors and even the old men; we will save their young boys and raise them to become Dakota [Sioux] warriors, and we shall marry their wives and daughters to raise more warriors to fight the whites when they follow us to our new land."
Uden at vide bedre har Henry-Levy har med sit udsagn fjernet alle andre folkeudryddelser fra historien. Det er jo ironisk. Der er meget historisk ironi i omløb for tiden.

29 kommentarer:

  1. Den 'fransk-jødiske filosof' Bernard-Henri Lévi var også fortaler for NATO's indgriben i Bosnien, Serbien og Kosovo til fordel for Muslimerne! Derved støttede han også denne gang den amerikansk/zionistiske linje. Den jødiske Zionist Madeleine Albright (Marie Jana Korbelová), Richard Holbrook og Wesley Clark (begge af jødisk herkomst) der var blandt de fremmeste fortalere for dette projekt.

    Den amerikansk/zionistiske top var perlevenner med kriminelle terrorister fra Kosovo Liberation Army, så som Hacim Thaci (nu beskyldt for medvirken til organhandel). Internationale Zionister og staten Israel ser i øvrigt Albanerne som et folk der reddede en del Jøder under Anden Verdenskrig.

    Oprettelse af et par islamiske stater i hjertet af Europa var en del af afregningen mod de kristne Europæerne, der i den jødisk/zionistiske forståelse af verden altid er de værste arvefjender, selv om man midlertidigt måtte have brug for dem ved bekæmpelse af Muslimerne.

    Der er i øvrigt stadigvæk gode forbindelser mellem netop den albanske- og den jødisk/israelske/russiske underverden omkring handel med sexslaver, menneskelige organer, våben og narko.

    Se også:

    NWO-Zionisten Bernard-Henri Lévi tog æren for overfaldet på Libyen - vil nu angribe Syrien

    Snyd ikke dig selv for at høre den fransk/jødiske demagogs ubegavede og afslørende ordstrømme i videoerne på denne side. Den mand er verdens værste hykler. Nå ja, måske overgås han dog lige af Tom Lantos.

    Bravest spokesman for freedom of speech (NOT!): French-Jewish philospher Bernard-Henri Lévy"

    Den danske venstreorienterede Zionist Peter Wivel har også svært ved at skjule sin begejstring for sin jødiske folkefælle Bernard-Henri Lévis aktivisme på vegne af undertrykte Kosovarer mm. Der er et lille afsnit på dansk helt nederst i artiklen som der linkes til ovenover, der omhandler Wivel/BHL (Danish- Dansk - tillæg).

    SvarSlet
  2. Men armenere er jo kristne...

    SvarSlet
  3. "Men armenere er jo kristne..."

    Jo. Men det er lidt mere speget end som sådan. Indtil for ganske nyligt, især efter Tyrkiet har lagt afstand til Israel på det sidste, havde jødiske organisationer, (f.eks. ADL), andre organisationer og jødiske politikere i det amerikanske senat, og så vidt jeg husker rigtigt også den israelske stat, været imod anerkendelse af det armenske holocaust. Der var hensyn til Tyrkiet, som havde været en af deres bedste allierede i mange år. Og så var der sikkert også fanatikere, hvorunder formentlig Abraham Foxman fra ADL, der vogter så skinsyg over holocaust-varemærket, at han simpelthen får knopper når der er andre der gerne vil noget af det samme som han selv har opnået. I 'Defamation-filmen' ser vi bl.a. Foxman på besøg i Ukraine, hvor han tilbyder Yushenko (eller hvem det var) penge eller politiske fordele, for at Ukraine skal holde lav profil med at vil have anerkendt holodomor; massemordet på den ukrainske befolkning gennem udplyndring og sult, som der tilfældigvis også er en del jødiske kommissærer der delvist skulle være ansvarlige for. Senere i filmen indrømmede Foxman for åbent kamera at han kun havde tilbudt Yushenko løfter og varm luft.

    Men der er også en endnu dybere grund til hvorfor nogle ikke bryder sig om at der bliver gravet for meget i den sag, fordi de ledende kræfter i det tyrkiske rige under Attaturk var 'Donmehs', og Ungtyrkerbevægelsen, som fortrinsvis bestod af helt eller delvist krypto (skjult identitet) Jøder fra et sted omkring Saloniki, som dengang også var tyrkisk. Derfor er der nogle der mener at Jøder også delvist ansvarlige for disse massakrer, lige som i øvrigt i Rusland.

    Så summa summarum, så er det hele ikke så entydigt, bortset fra at den fransk/jødiske filosof jo tydeligvis er en skånselsløs opportunist, der ikke besidder noget som jeg kan forbinde med moral. Han har bare fundet ud af, at man skal smøre tykt på med ens humanitære hensigter og dannede intellektuelle overlegenhed; en distanceblænder uden noget særligt indhold men med en masse pressetække. Som mange andre steder har der efter Anden Verdenskrig været en lang periode hvor det var let for Jøder at slå igennem, og kaste sig op som moralsk overlegne filosofiske væsener, hvis mening var værd at høre på etc. Især i Frankrig havde de en hel flok af dem; hvoraf de fleste efterhånden er konverteret fra "venstreintellektuel" til neokonservative Zionister... Gud fader bevares, sikke et cirkus. Der findes sågar en succeshistorie om en dame i Tyskland der bevidst ændrede sit navn til noget jødisk (og gjorde sig bemærket ved at samle ind til jødiske formål, som holocaustmindesmærker, etc.), og efterfølgende blev direktør i NDR (eller lignende)!

    SvarSlet
  4. Er der andet, jøderne skal have skylden for, nu du er i gang?

    SvarSlet
  5. Har du ikke en mere begavet kommentar efter mine redelige forsøg på at forklare en indviklet historie? Kan du gøre rede for hvad jeg giver "Jøderne", (som du, og ikke jeg skriver), skylden for her?
    Jeg gætter på at du ikke en gang vil forsøge, fordi du ved at du vil trække det korteste strå i en redelig diskussion, hvorfor du må nøjes med dine små perfide hentydninger. Nu jeg nu er i gang. Overrask mig!

    SvarSlet
  6. Jeg ved ikke engang hvor jeg skal begynde, men jeg medgiver, at den bestemte artikel var mit påfund, og det var jo en væsentlig ændring...

    Jeg vidste f.eks. ikke, at Henry-Levi var jødisk. Men det er Cameron i hvert fald ikke, eller Blair, eller Fogh, eller Bush, Cheney, Rumsfeld, Rice, eller for den sags skyld Hitchens. Så jeg ved ikke helt hvad din pointe er med at nævne jødisk herkomst, hvis den ikke er at jøder(ne) leder kristne i fordærv.

    SvarSlet
  7. Min pointe er at det fortrinsvis er Zionister der både ivrer for indskrænkninger i ytringsfriheden, samtidigt med at de støtter angrebskrige ('humanitære aktioner') mod muslimske lande. Desuden at der er et rekord stort antal personer i denne gruppe der også bifalder tortur, samtidigt med at de bruger holocaust til at retfærdiggøre det hele. Det synes jeg er væsentlig at sætte fokus på.

    At så mange beslægtede typer som denne Bernard Henry Lévi er blevet (i hvert faldt en gang) Frankrigs 'førende filosoffer', og er blevet taget alvorligt langt ud over hvad deres meritter kan bære, har en del med deres jødiske herkomst at gøre, af grunde som jeg allerede har beskrevet.

    Jøder fik efter Anden Verdenskrig ofte en slags positiv særbehandling, og en hel del af dem påberåber sig en eller anden højere moralsk status, på grund af deres medlemskab af 'det forfulgte folk' hvilket en del af publikummet af forskellige grunde også falder for.

    I Danmark har vi eksemplet Bent Melchior, der for et par år siden fik én eller anden pris fra et 'humanistisk institut', på trods af det er kendt at manden en gang har spyttet en arabisk kvinde i ansigtet under en demonstration, og i utallige publikationer har advokeret mod blandede ægteskaber. Havde Jonni Hansen sagt det samme så ville han have fået de værste fordømmelser, men Melchior kan modtage humanistiske priser. Og der er masser af andre eksempler på folk, f.eks. Pundik, der blev sat på en piedestal som nogle fantastiske humanistiske og moralske autoriteter, mens der viser sig et noget andet billede hvis man ser objektivt på deres gøremål gennem tiden. Blandt andet har Pundik kompromitteret hele den danske journaliststand ved at agere Mossad-spion under udførelse af sit embede. Og er det derudover egentlig ikke landsforræderi, at arbejde for en fremmed efterretningstjeneste?

    Selvfølgelig er det mig bekendt at der findes en masse ikke-jøder i den amerikanske top. Men måske er det ikke dig bekendt hvordan zionisternes indflydelse udfolder sig i USA? Det bliver da ellers efterhånden omtalt mange steder i den etablerede presse, dog i mindre grad i den danske.

    Måske skulle du følge lidt med på Balder Blog en gang i mellem, hvor der med jævne mellemrum publiceres artikler fra udenlandske medier der omhandler problematikken og tilstødende emner.

    Når du ikke vidste at Henry Lévy var Jøde, så håber jeg ikke at dette reflekterer resten af dit politiske overblik. Det er en stærk del af hans identitet og han kommer ofte ind på det, mens hans i pressen ofte bliver kaldet ved titlen 'fransk-jødisk filosof'.

    At der er en del ting som du måske ikke er bekendt med skal jeg ikke bebrejde dig, men at snerre ad mig fordi jeg sagligt fortæller om de forskellige aspekter af sagen Henry Lévi, ytringsfrihed det armenske holocaust synes jeg er for langt ude. Men måske er du bange for at blive 'kontamineret' ved for megen enighed med ejeren af 'Danmarks mest aktive holocaustbenægterside', som DIIS-instituttets søde holocaustpiger omtaler den på deres holocaustside.... -;)? Tja...

    Der er i øvrigt flere nationaltsindede bloggere (definerer du ikke også dig selv sådan?) der heller ikke har forstået alle detaljerne ved visse sager og personager. Således er det af og til de mest mærkelige mennesker (ofte zionistiske Jøder) der skamroses der, på trods af, at deres holdninger ikke på nogen måde er kompatible med deres egne synspunkter, bortset fra at de ikke kan lide Muslimer, støtter den amerikanske neokonservative politik og er forkæmpere for Israel.

    SvarSlet
  8. I 'Blood and Soil' opregner Ben Kiernan langt flere folkemord og udryddelseskrige, end de beskedne fire Henri-Levi når til:
    - romerne og Karthago
    - spanierne i Den ny Verden
    - briter/kolonialister i Nordamerika
    - briterne i Irland (1500-tallet)
    - adskillige i Sydøstasien, i nyere og moderne tid (Burma, Cambodia, Indonesien mv.)
    - franskmænd i Algeriet (især i 1800-tallet)
    - kolonialister i Afrika og Australien
    - tyrkerne og armenerne
    - Nazityskland
    - Japanerne (især i Korea og gennem flere århundreder)
    - Sovjet (især under Stalin)
    - Mao-Kina
    - Rwanda

    Hvad angår disputten om zionister/jødiske nationalister, så har hr. Balder mere ret, end hr. K antager, men han har mindre ret, end han selv antager...

    SvarSlet
  9. Når der ikke er nogen, som nysgerrigt spørger, hvad der menes med ovenstående kommentar, så må jeg selv bede om en uddybning:

    Hvordan har hr. Balder ret, og hvordan tager han fejl?

    Helt overordnet har han ikke ret i, at jøder har en skidt indflydelse på verden. Men med sit national-reaktionære syn på tingene må han nødvendigvis mene sådan, og han har på en måde ret:

    Jøder har traditionelt været kendt for liberale og progressive holdninger, for kamp mod racisme og undertrykkelse og frihed og den slags, og det er jo ærværdige holdninger.

    For Balder er det derimod holdninger, som kan være med til at undergrave 'sammenhængskraften' i samfundet ved f.eks. at åbne for uhæmmet indvandring.

    Og deri ser han 'den jødiske fare'.

    Eller i det mindste 'det jødiske hykleri', for mens jøder selv nærer en stærk national eller etnisk sammenhængskraft, så smadrer de den danske/vestlige, hedder det sig.

    Og det forklarer Balder med "... de kristne Europæerne, der i den jødisk/zionistiske forståelse af verden altid er de værste arvefjender", med hvilket man altså må forstå, at der hersker en slags permanent krigstilstand mellem jøderne og de kristne.

    Det er noget vås. Hvad der derimod ikke er noget vås, det er, at en gruppe zionister eller jødiske nationalister, eller hvad man foretrækker at kalde dem, har opnået enormt stor kontrol med amerikansk udenrigspolitik, en kontrol med hvilken de lader halen (Israel) logre med hunden (USAs militær).

    Det var neokonservative, der fik viklet USA ind i en krig med Irak, og det er neokonservative, der taler stærkest for flere krige - Iran, Syrien osv. Disse krige udspiller sig i Israels nærregion, og krigsanbefalingerne kunne lige så godt komme fra Likuds militærstrategiske udvalg. Og nogen hemmelighed er det ikke, at de mest toneangivende neokonservative er jøder, der synes at knytte sig stærkt til Israel og i visse tilfælde f.eks. oppebærer dobbelt statsborgerskab.

    Hvis en gruppe jøder har opnået så stor indflydelse på USAs mellemøstpolitik, er det så fordi, jøder har en særligt stærk national sammenhængskraft og etnisk loyalitet?

    Det er i hvert fald en tilbagevendende 'anke' fra de national-reaktionære, at jøder vedbliver at være jøder, uanset hvor længe de lever i et land, og at de 'holder sammen' og hjælper hinanden over hele verden(deraf kommer selvfølgelig myterne om en stor, jødisk verdenssammensværgelse).

    Nej, der er ikke en stor, jødisk verdenssammensværgelse, men der er en ret stor gruppe jødiske semi-intellektuelle af 3.-4. geled, som tilsyneladende mener, at det er et enormt vigtigt forehavende at afsløre antisemitisme, at tilbagevise (og evt. forbyde) holocaust-benægtelse, at opføre holocaust-monumenter og -museer, og generelt påtage sig rollen som 'attack dogs' for Israel og jødedommen.

    Jøder ER langt mere indflydelsesrige i forhold til deres antal end andre etniske grupper i verden, og disse intellektuelle af 3.-4. geled larmer meget i medierne, så i perioder med medvind for deres sager kan de få rigtig meget indflydelse.

    Måske er jødiske 'tribal tendencies' lidt stærkere end f.eks. de danske tilsvarende, måske ikke, men billedet er under alle omstændigheder mere broget, end traditionelle jødekritikere ser det. Man kan f.eks. huske på, at nogle af de skarpeste kritikere af Israel, holocaust-kult osv. selv har jødisk baggrund.

    SvarSlet
  10. Sandt nok. Det er så også del af en større fortælling om Europas historie og kampen mod Ondskaben, som mange andre end højreorienterede jøder har taget til sig.

    Hvor hænger du ud for tiden? 180?

    SvarSlet
  11. ... skriver og debatterer ikke så meget for øjeblikket.

    SvarSlet
  12. En gammel soldat skal have lov at hvile sine ben. :)

    SvarSlet
  13. Jo, tak :)

    "Det er så også del af en større fortælling om Europas historie og kampen mod Ondskaben, som mange andre end højreorienterede jøder har taget til sig"

    Bestemt, men det var altså ikke Lars Hedegaard og Kim Møller, der sad i inderkredsen omkring George Bush eller som udøvede massiv påvirkning af Kongressen i tiden før Irak-krigen.

    SvarSlet
  14. Vesten er meget villig til at gå i krig i øjeblikket, og det behøver ikke have sammenhæng med Israels interesser. Tænk på Georgien, Libyen og Afghanistan. Og Burma, dengang der var oversvømmelser. Der var folk også meget krigsliderlige. Og nu Syrien, hvor jeg ikke tror, at Likud har særligt meget lyst til at vælte Assad. Så vidt jeg husker, var Israel da heller ikke så begejstrede for krigen i Libyen. Men der er så en narrativ sammenhæng ml krig for demokrati, 2. Verdenskrig og Israel, så det er et fedt, kan man sige.

    Tænk f.eks. også på, at udkommet af krigen i Irak er et Iran-venligt styre. Jeg kan ikke se, hvordan det var i Israels interesser. Som Krigsnørden halvt spøger med, var der i Bush's inderkreds en iransk agent ved navn Cheney. Som alle nationalister kan likudnikker være selvdestruktive, men jeg ser en større fortælling her end nationale interesser.

    SvarSlet
  15. Tja, de bøger jeg læser, de siger, at de israelske zionister altid har frygtet arabisk nationalisme mere end nogen anden fjende, herunder Iran eller sunni-fundamentalisterne.

    Assad er del af den gamle 'arabisk-socialisme'-akse, og som sådan i båd med Gaddafi og Saddam Hussein. I 1996 - tror jeg det var - blev der lavet et Likud strategi-papir, som netop pegede på Saddams Irak som den vigtigste fjende, ikke bare pga. af Saddams påståede WMD'er, men også på grund af hans status blandt 'de arabiske masser'.

    Udkommet på langt sigt af Irak-krigen er ikke blot et Iran-venligt styre, men et Irak opsplittet efter etniske linier (hvoraf kun shia-delen er Iran-orienteret). På kort sigt er Iran styrket (og det er derfor den nye hovedfjende, der skal bombes), på langt sigt er et magtfuldt arabisk fjendeland gået i opløsning, hvilket bestemt er i Israels interesse.

    Afghanistan er en anden historie, som hang sammen med 11/9 og ønsket om, bredere set - og som med i Georgien - at presse Rusland og Kina i Centralasien.

    Irak-krigen var direkte destruktiv ift. dette mål, da den betød, at USA tabte Afghanistan på gulvet. Og du kan jo f.eks. læse bogen The Israel Lobby for at se, hvor massivt presset var for at gå i krig i Irak.

    SvarSlet
  16. Den israelske lobby i DC var vigtig for Irakkrigen, men den israelske lobby repræsenterer hverken alle jøder eller israelere. Der er f.eks. ikke nogen af de ellers ganske mange venstreorienterede amerikanske jøder repræsenteret (som i Arbejderparti, ikke venstre som Trotsky). Der er desuden også mange ikke-jøder blandt de neokonservative 'tænkere', selv om højreorienterede jøder er overrepræsenteret.

    Og det er min større pointe: Man kan hverken sætte lighedstegn mellem jøder og zionister eller zionister og neokonservative. De er relaterede, men det er det. Den neokonservative drøm om evig krig for demokrati er ikke nødvendigvis det samme som pro-Israel, og jeg tror ikke den israelske lobby er særligt meget for krig mod Syrien. Jeg kan heller ikke se, at Henry-Levi talte Israels sag, da han opfordrede til krig mod Libyen.

    Folk havde tusind forskellige grunde til, at krigen mod Irak var dejlig. Israels interesser var en af dem. Jeg mener stadig, at udkommet ikke har gavnet Israel, men det var en vigtig grund til at den begyndte. Men det var olie også, og geostrategisk og neokonservativt drømmeri, arbejde til det militær-industrielle kompleks, give muslimer nogen på frakken for 9-11, Bush's far-kompleks, etc.

    SvarSlet
  17. "...den israelske lobby repræsenterer hverken alle jøder eller israelere"

    Helt enig, men Lobbyen er usædvanlig indflydelsesrig.

    "Man kan hverken sætte lighedstegn mellem jøder og zionister eller zionister og neokonservative"

    Den første - korrekt, den anden - knap så korrekt. Hvad angår Irak-krigen, så var de neokonservatives indflydelse den afgørende. Der var ingen tvingende grunde til at gå ind i Irak på det tidspunkt, da man havde hænderne fulde i Afghanistan, men det siges om f.eks. Wolfowitz, at han gik rundt som en papegøje, der ikke kunne sige andet end "Irak, Irak". Og de ledende neokonservative havde tætte forbindelser til Likud.

    Men lad nu sagen hvile - om 100 år er vi alle klogere :)

    SvarSlet
  18. Nej, historien skrives jo nu. Om 100 år er det for sent.

    Jeg går ud fra, du tænker på PNAC. Nu er der ingen officiel definition på en neokonservativ, men jeg tænker på neokonservativisme som en ideologi (i bred forstand), der går ud på, at man fører krig for demokrati, mod diktatur, at krig er moralsk godt, at krig altid går godt hvis bare man vil, at krig er en moralsk styrkeprøve, at realpolitik viger tilbage for idealistisk krig, og at fri kapitalisme og demokrati er to sider af samme sag, og at krig derfor også bruges til at indføre markedsøkonomi. Krigen i Libyen havde en del af disse neokonservative elementer, men du kan ikke sige, at den var zionistisk.

    SvarSlet
  19. Well, hvis du insisterer og gerne vil have påvisninger af, at Israel, Lobbyen og de neokonservative var afgørende for beslutningen om at invadere Irak, så er bogen The Israel Lobby hovedkilden:

    - Philp Zelikow, Wesley Clark og Ruth Wedgwood sagde alle direkte i 2002-2003, at Irak næppe udgjorde en trussel mod USA, men mod Israel
    - Sharon sagde til et møde med amerikanske senatorer, at det ville løse Israels sikkerhedsproblemer, hvis man skaffede Saddam af vejen
    - at Israel pressede på for Irak-krig var en udbredt holdning - men det var også 'elefanten i stuen' - både blandt de amerikanske efterretningstjenester og blandt udenrigspolitiske iagttagere
    - og Mearsheimer og Walt skriver videre, at der er i overflod af evidens om, at Israel og lobbyen fik krigen på skinner:

    - Israels bekymring over Irak går tilbage til Saddams atomprojekter i 70erne og 80erne. Selv om Saddams WMD'er blev stoppet, så skrev Haaretz så sent som i 2001, at Sharon mente, at Irak udgjorde en større regional trussel end Iran
    - det var ikke israelske ledere, der fostrede tanken om Irak-invasion, men de neokonservative. Men da det stod klart for israelerne, at en Irak-invasion kun ville være første skridt i en bredere regimeomvæltning, med Iran og Syrien næstefter Saddam, så pressede Israel massivt på
    - Benyamin Netanyahu mødtes i 2002 med amerikanske senatorer og advarede om, at Saddam var ved at udvikle atomvåben, der kunne true USA
    - et par uger senere advarede Sharons talsmand om det samme
    udenrigsminister Shimon Peres sagde til CNN, at Saddam var lige så farlig som bin Laden, og at 'vi kan ikke sidde med hænderne i skødet, mens han udvikler a-våben'
    - Ehud Barak skrev i Washington Post, at Bush-administrationen skal først og fremmest fokusere på Irak og at fjerne Saddam
    stadig i 2002 fortalte Sharon sikkerhedsudvalget i Knesset, at Irak er den største trussel for Israel
    - i august samme år rapporterede adskillige amerikanske og israelske aviser, at Israel tilskynder USA til ikke at udsætte et angreb på Irak
    - i samme periode hed det sig i adskillige aviser, at israelske efterretningstjenester samler beviser på, at Saddam er i færd med at udvikle biologiske og kemiske våben
    - og Peres gentog, at Saddam er i færd med at udvikle a-våben
    - en pensioneret israelsk general sagde - da det stod klart, at der ingen wmd'ere var i Irak - at den israelske efterretningstjeneste havde været 'partner med USA' i at fremmale det falske billede om Saddams wmd-kapacitet
    - Israel var i øvrigt den nation, der mest aktivt støttede Bush-regeringens intention om regimeskifte, da sagen var oppe i FN
    - Netanayahu, Sharon, Barak, Peres skrev flere artikler, pressede på i Moskva mv.
    - i februar 2003 skrev Haaretz, at israelske militære og politiske ledere 'længes efter krig mod Irak'
    - i 2006 sagde tidligere præsident Clinton, at alle israelske ledere, han kendte, mente, at Saddam var så stor en trussel, at han skulle fjernes – wmd'ere eller ej
    - entusiasmen i Israel for krig var så stor, at en gruppe amerikanske politiske rådgivere i 'Israel Project' bad deres venner i Israel om at skrue ned for retorikken, så det ikke så ud som om, at USA førte krig på Israels vegne

    SvarSlet
  20. Det var den israelske ende. Så er der linket, de neokonservative:

    - af israelske og amerikansk-jødiske medier blev Wolfowitz betegnet som 'the most hawkishly pro-israel voice in the Administration' og 'devout pro-israel'
    - Douglas Feith havde tætte forbindelser til forskellige amerikansk-jødiske organisationer
    - sammen med Richard Perle og David Wurmser, var Feith medforfatter til rapporten 'Clean Break' skrevet for en israelsk tænketank til Netanyahus regering, en rapport der bl.a. anbefalede at fokusere på at vælte Saddam og mere bredt at Israel skulle arbejde på at ommøblere hele Mellemøsten politisk
    - senere advokerede de samme tre for, at USA skulle gøre det samme
    - i 2006 beskrev Israels FN-ambassadør vittigt sin amerikanske ditto, John Bolton som 'hemmeligt medlem af det israelske FN-hold'
    - adskillige amerikansk-jødiske organisationer bakkede op om Irak-krigen, og praktisk taget ingen opponerede mod den
    - AIPAC-direktør Howard Kohr sagde f.eks. i 2003, til avisen New York Sun, at en af organisationens succeser det seneste år, var den stille lobby-virksomhed i Kongressen for en Irak-krig
    - da Bush i slutningen af 2003 havde problemer med at få Kongressen til at bevilge flere penge til krigen, bad nogle republikanere AIPAC om at lobbye blandt demokraterne. Pengene blev bevilget
    - Bush, Cheney og John Boehner modtog lange klapsalver, da de til AIPAC-arrangementer forsvarede Irak-krigen
    - interessant nok var modstanden mod krigen i Irak pænt meget STØRRE blandt almindelige amerikanske jøder end blandt den brede amerikanske befolkning, så lobbyen repræsenterer altså ikke almindelige amerikanske jøder særligt godt
    - allerede i 1998 skrev en række personer fra PNAC (Abrams, Bolton, Kagan, Krystal, Perle, Rumsfeld, Wolfowitz) et brev til Clinton, hvori man advokerede for at afskaffe Saddam
    - et andet brev, med de samme underskrivere og desuden Feith, Ledeen, Bernard Lewis, Peretz og Wurmser, og med samme anmodning, blev sendt til Clinton en måned senere
    - og Mearsheimer/Walt fortsætter med nøjagtighed at pege på, hvordan Irak-krigen blev solgt og hvordan Syrien og Iran på samme måde er blevet udpeget som kommende mål
    - jeg gider ikke mere nu, men jeg kan også anbefale bogen Israel and the Clash of Civilisations af Jonathan Cook. Den har undertitlen Iraq, Iran and the Plan to Remake the Middle East
    - Libyen er næppe en strategisk bekymring for Israel, det har du ret i. Men det var ret beset også kun en lille sideaktivitet at vælte Oberst Gaddafi. Han repræsenterede dog en arabisk 'socialisme' aka nationalisme, og som sådan var han et ekko fra fortiden, som Israel – men også andre aktører – gerne så elimineret. For, som jeg nævnte tidligere, så er det ikke islamisk fundamentalisme, men arabisk nationalisme, Israel betragter som sin farligste fjende. Og selvfølgelig også iransk atom-nationalisme.

    SvarSlet
  21. Hvad er det egentlig, vi diskuterer nu? Jeg siger ikke, at den israelske lobby ikke havde masser af indflydelse på spørgsmålet om krig mod Irak (eller amerikansk udenrigspolitik i almindelighed), men det alene var ikke nok. Det var ikke sket uden så meget andet, og det er forskellen på afgørende og vigtige forhold.

    Jeg sætter heller ikke spørgsmålstegn ved de tætte bånd, der er mellem deciderede israelske nationalister og neokonservative. Det er ikke Jyllandsposten, det her.

    Lad mig give et eksempel: Situationen mellem Irak og omverdenen op gennem halvfemserne var ikke holdbar. Enten måtte man slække på sanktionerne, der åbenlyst gik ud over civilbefolkningen, eller også måtte man 'gøre arbejdet færdigt', som Bush Jr sagde. Og det havde nok noget med hans far at gøre. Så det kan man også sige var 'afgørende'.

    Hovedspørgsmålet må være, om Israel havde skylden for, at USA gik i krig. Det mener jeg ikke. USA er kun modtagelig over for netop den type likudnikker, der bekræfter en positiv selvforståelse hos USA: Vi er de gode i krigen mod Hitler. Det ser man igen og igen. Derfor er der ikke nogen pacifistiske jøder med indflydelse, det er kun de krigsgale.

    Med andre ord var USA varm, våd og villig til at gå i krig, og Irak var oplagt mål af mange grunde, bl.a. Israels pålydende interesser. Det, du citerer som 'afgørende' fra Walt & Mearsheimer, ser jeg som tæt samarbejde mod et fælles mål. Men jeg ser ikke wag the dog. Det kan det ikke være, når den amerikanske ledelse og presse selv deltog så ivrigt i manipulationen.

    Libyen, Georgien og Burma (foruden Yemen, Somalia, Sudan, Zimbabwe og Venezuela) er netop eksempler på, at der skal meget lidt til, før vi trykker på aftrækkeren, og at vi ikke tænker på følgerne.

    SvarSlet
  22. For at gøre det helt klart: Min pointe er, at man ikke kan tvære Irakkrigen af på Israel.

    SvarSlet
  23. Det er så din tolkning. Jeg ved ikke, hvad Bush sagde om at gøre arbejdet færdig, men han talte ikke om at vælte Saddam i sin kampagne i 2000, og han sagde til Bob Woodward, at han ikke overvejede krig mod Saddam før 11/9-2001. Hans rådgiver, Condoleeza Rice, skrev i en artikel i Foreign Affairs i 2000, at USA godt kunne leve med et a-våbenbevæbnet Irak. Cheney var op gennem 90erne modstander af at invadere og besætte Irak. Hvad angår olien, så er det et tvivlsomt argument, da - så vidt jeg ved - de store olieselskaber ikke pressede på for et Irak-indgreb, da de foretrak stabilitet fremfor krig og uro.

    SvarSlet
  24. Cheney skiftede så holdning og var medunderskriver på PNAC's statement of principles fra 1997.

    Bush førte kampagne på USA's egeninteresser, men det var kampagne, hans handlinger taler for sig selv.

    Condi ved jeg ikke med.

    Rummie om Iraks olie: 'Denne krig vil betale for sig selv.' Også tidligt med i PNAC. Olieinteresser i Kurdistan havde også noget at sige, da det var svært at udvikle udvindingen pga. sanktionerne.

    Så var der Ahmed Chalabi.

    Så var der hævn for 9-11, og Afghanistan var ikke nok.

    Så var der de hullede sanktioner.

    Så var der logistikken: Man havde allerede en kæmpe landbase i Kuwait.

    Efter 9-11 skulle man have en stor krig, og Irak var det mest oplagte land at invadere. Israel var på forhånd enige og gav en stor hånd med til propagandaen. Grundlæggende var og er vi ligeglade med brune mennesker i varme lande, så det kunne have været et andet land, men det blev Irak. Tom Friedman sagde det jo så fint i det her berømte klip.

    www.youtube.com/watch?v=ZwFaSpca_3Q

    SvarSlet
  25. Cheney var medunderskriver på PNAC's statement - muligvis, men han var NETOP IKKE medunderskriver på de to breve, sendt i 1998 af neokonservative til Clinton, om at invadere Irak.

    Men bortset fra det, så er det et spørgsmål om tolkning, og det er svært at afveje, hvad der ultimativt gjorde udslaget. Jeg har måske læst for mange bøger om de gale zionister i Israel - og gale mener jeg absolut de er, og en tand mere skruppelløse end andre gale nationalister - men din sidste bemærkning kan godt tjene som et kompromis:

    "Israel var på forhånd enige og gav en stor hånd med til propagandaen"

    Tak for snakken denne gang... :)

    SvarSlet
  26. Ups, jeg tror lige denne trænger til en uddybning:

    " Jeg har måske læst for mange bøger om de gale zionister i Israel - og gale mener jeg absolut de er, og en tand mere skruppelløse end andre gale nationalister"

    Israels zionister er naturligvis ikke mere gale end andre gale nationalister som f.eks. Adolf Hitler eller folkemorderne i Rwanda, men som nogle der poserer som liberale, fredselskende demokrater, er de usædvanligt gale. Og usædvanligt magtfulde.

    SvarSlet
  27. Det er godt nok en gammel tråd. Men I og med at Lévi nu bruges som sandhedvidne om Hugo Chavez på Uriasposten, synes jeg lige at Hr K skulle have svar på sit spørgsmål om hvad Bernard Henri Lévi jødiske herkomst har med det hele at gøre. Et spørgsmål som man i øvrigt ofte får stillet når man påpeger eller nævner at den ene eller den anden er af jødisk herkomst, hvorefter man ofte får et svar som insinuerer at man er antisemit, eller "har Jøder på hjernen".

    I dette tilfælde er det nok nemmest at lade BHL svare selv:

    Bernard-Henri Levy ville ikke være kommet til Libyen 'hvis han ikke havde været Jøde'

    Den franskse filosof Bernard-Henri Lévi sagde i søndags at 'det er som Jøde' at han 'deltog i det politiske eventyr i Libyen', på det første Nationale Konvent organiseret af CRIF (paraplyorganisation for jødiske organisationer i Frankrig).

    CRIF holdt sin første Nationale Konvent, under navnet 'I morgen de franske Jøder', hvor mange intellektuelle, politologer, sociologer og forskere deltog.

    'Det er som Jøde at jeg deltog i dette politiske eventyr, jeg assisterede ved at hjælpe med at definere de militære fronter, jeg har hjulpet til med at udvikle mit land og et andet lands strategier og taktik.'

    'Jeg ville ikke have gjort det hvis jeg ikke var Jøde,' sagde han. 'Som alle Jøder i verden var jeg bekymret'.

    'Det som jeg fortæller dig, sagde jeg til de arabiske masser i Benghazi, jeg sagde det i en tale den 13. april på Benghazis centrale plads til 30.000 unge kæmpere som repræsenterede alle de libyske stammer, og jeg begyndte min tale ved at sige at mit navn er Lévi, Lévis søn, jeg er repræsentant for en stamme, som er én af de ældste og mest ædle i verden.'

    'Det ville jeg ikke have gjort hvis jeg ikke havde været Jøde,' sagde filosoffen, foran et publikum bestående af næsten 900 mennesker i Paris, og tilføjede: 'Jeg viste mit flag i troskab til mit navn og min loyalitet til Zionismen og Israel.'

    'Det som jeg har gjort i alle disse måneder, gjorde jeg som Jøde. Og som alle Jøder i verden var jeg bekymret. På trods af den legitime nervøsitet er det et oprør som vi bør hilse velkommen, vi har at gøre her med én af Israels værste fjender.'

    Kilder og mere her: NWO-Zionisten Bernard-Henri Lévi tog æren for overfaldet på Libyen - vil nu angribe Syrien

    SvarSlet