Velfærdsrytterne

Berlingske har en forsideartikel i søndagsmagasinet, der eksemplificerer højrefløjens forvrængede billede af velfærdsstaten og dens problemer. Den er del af artikelserien "Yderne & Nyderne", der handler om, at "[d]et danske velfærdssamfund er i krise."

Der henvises til den demografiske udvikling - at der bliver flere ældre og færre unge. Det er reelt nok. Denne gang handler det dog om folk, der trækker sig tilbage som pensionister i tidlig alder, og at nogle af dem bor ved Middelhavet. Det lyder som om, de gør det på det offentliges regning. Tidligere overvismand Torben Andersen figurerer tidligt i artiklen således:

Professoren bifalder, at et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en tilbagetrækningsreform og nu vil lukke huller i finansieringen af velfærden med flere reformer. Men det er kun som "bedre sent end aldrig"-ros. Stramningerne falder, efter de store generationer nu pensioneres.

Der føjes imidlertid noget til af en kontorchef Preben Etwil fra Danmarks Statistik:

"Hele vores pensionssystem blev ændret i løbet af 1980erne og 1990erne, og størstedelen af de ældres indkomst kommer ikke længere fra offentlig indkomst, men fra egne pensionsopsparinger.

Dvs. de selv har sparet op til pension. Det er da godt! Det fortsætter:

De 60-69-årige har en større formue end andre aldersgrupper. De er en generation, der har reddet [sic] på velfærdsbølgen. De har haft god beskæftigelse, gode pensionsopsparinger, og selv folk fra arbejderklassen har kunnet købe eget hus. Det giver dem i dag betydelige formuer, lyder forklaringen.

"At ride med på velfærdsbølgen" betyder altså at have et arbejde, spare op og købe hus. I mine ører lyder det ganske a-offentligt, men det er en meget snu offentlig velfærd, vi har at gøre med.

Artiklens primære case er en pensionist, der bor i Sydfrankrig, og som er enig i, at velfærdsstaten er gået for langt:

"Vil I ikke have et glas cremant? Nu nåede vi jo ikke et ekstra glas ved vandet," siger han og hælder op i høje glas. 

Lejligheden er 200 kvadratmeter. Sofaerne er orange, meget af kunsten er hentet på nogle af de 30 ferier i Thailand. Han åbner en cremant. Grisinnierne har han selv bagt.

"Velfærdsstaten har forandret sig på to måder. Mine børn har fået mange flere velfærdsydelser, end vi gjorde i samme alder. De har vænnet sig til, at de skal have, og at de ikke skal aflevere. De ældre er vant til at klare sig. Der er nogle af de unge - de kommer sgu aldrig til at tjene penge. De er gået fra en arbejdsløshedsperiode, så har de været i aktivering og er blevet arbejdsløse igen. Det er sgu et problem. Også for dem selv," siger Jens Vestergaard.

Ja, velfærdsstaten er gået amok i velfærd, fordi de unge kommer fra arbejdsløshed til aktivering og tilbage til arbejdsløshed igen. Vil du ikke have en cremant?

Jeg vil gerne vædde en flaske Chateau de Chasselas på, at hr Vestergaard ikke lever af sin folkepension. Vi får at vide om hans tidligere beskæftigelse, undskyld, velfærdsridt: "Jens har arbejdet som økonom i blandt andet Codan og Grundfos samt været medejer af et brillefirma." Sandsynligvis til en god løn.

Her er mit postulat: Folkepension er en mindre del af udgifterne til ældre. Langt det meste er sundhedspleje. I det omfang, man i kraft af egen opsparing har mulighed for det, vil man gå på pension. Jeg går her ud fra, at man ikke vil forbyde folk at gøre brug af privat opsparing. Derfor vil forhøjelserne af den alder, hvorfra man kan modtage folkepension, gå ud over dem, der tjener mindst og har den mindste opsparing. I et pudsigt sammenfald er det også dem, der har det hårdeste arbejde og slides op hurtigst.

I Finansministeriets modeller er en mindre pensionist én mere i arbejde. Jeg vil også postulere, at dem, der er slidt op og har mest brug for folkepension, ikke kommer i arbejde. De er slidt op! Jeg vil derudover påpege det absurde i, at mange unge er arbejdsløse og dermed ikke bidrager til finansieringen af velfærdsstatens amokløb. Men det er åbenbart ikke noget, vi skal gøre noget ved. Sjovt som det hænger sammen.