Apropos C's indlæg om Tina Lund og praktikanter: I modsætning til det, som Danmarks Statistik melder ud, siger Eurostats målinger, at Danmarks arbejdsløshed er gået godt i vejret det seneste år. Eurostat er EU's statistikstyrelse, der måler medlemslandene efter visse standarder, som DST ikke har. (oh snap!)
DST forklarer det selv med, at "ledighed" ikke inkluderer de ellers officielt arbejdsløse aktiverede. Disse dækkes af begrebet "bruttoledighed". Dette tal er noget højere - 31.500 mennesker efter sidste måling, for at være præcis. Ingen af tallene medtager åbenbart folk, der er ledige, men hverken modtager kontanthjælp eller dagpenge.
Det er noget skidt. De, der har brokket sig over Grækenlands omgang med tal, må gerne på banen her.
Mange af de 31.500 er sandsynligvis ansat med løntilskud. Arbejdsgiveren får lønnen til den ansatte medfinansieret af staten. Hvis det er det offentlige, kan man ikke få mere i løn, end man får i dagpenge i forvejen. Man kan højst være ansat i et år samme sted.
Det er en fin ordning, så længe den ikke kløver arbejdsmarkedet mellem korttidsansatte med støtte og normalt fastansatte med overenskomstmæssig løn mv. Det er desværre i høj grad det, der sker. Når man laver en støtteordning, ser man tit, at støttemodtagerne ændrer mentalitet og praksis for at få mere støtte. Det er meget naturligt, men ikke hensigten: Løntilskud er ment som opkvalificering af den arbejdsløse, særligt for forsigtige firmaer, der ikke tør røre langtidsledige med en ildtang. Nu er der bare en risiko for, at folk på løntilskud ryger ud til den ene løntilskudsansættelse efter den anden, fordi firmaerne og institutionerne er ved at vænne sig til ordningen. Specielt det offentlige.
De private firmaer får reelt statsstøtte via denne ordning, når man ikke holder dem fast på reglerne om, at man ikke må opslå den samme stilling igen og igen som løntilskudsstilling. Det gør de alligevel, men ændrer et par bogstaver, og så ser man stort på det. Det er jo krisetider.
De offentlige institutioner får til gengæld arbejdskraft til en sum penge, som resten af samfundet alligevel ville betale til de dagpengeberettigede. Det er godt; så laver de noget, som resten af landet kan få gavn af, og får noget på CV'et. Jeg tror bare, at det her er ved at udvikle sig til noget, der ligner permanente kort- og deltidsansættelser på gymnasier o.l., hvor de fastansatte i deres fagforeninger ikke er det mindste solidariske med de mindre heldige.
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om den sag. Det er både godt og skidt.
onsdag den 5. maj 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
0 kommentarer:
Send en kommentar