Udliciteringsforvirring

Fra Informations forsideartikel:

Social innovation vinder frem og skaber flere stedet rundt om i landets kommuner nye eller supplerende tilbud til den offentlige service, der er ramt af stadigt stigende krav fra borgerne, færre hænder til at løse opgaverne og stadigt stigende økonomiske underskud.

Tanken er, at man udliciterer statens opgaver til ildsjæle, og det kan man så spare en masse penge på. Kæden er hoppet af, når man tror, at man ved privatisering - dvs. udbud - kommer af med udgiften. At sætte et statsligt eller kommunalt tilbud i privat regi betyder ikke, at udbudsvinderen også selv betaler for driften. Det er stadig staten, der betaler - over skatten.

På Center for Socialøkonomi, der hjælper borgere og foreninger i gang social­økonomiske virksomheder, har direktør Lars René Petersen i år fået dobbelt så mange henvendelser som sidste år og har kontakt med en fjerdedel af landets kommuner omkring at skabe gode rammer for socialøkonomiske virksomheder.

»I stedet for at sidde med hænderne skødet, hvis man synes noget er forkert, så gør mange mennesker i dag noget. De er drevet af den gode idé og den sociale indignation, fordi der er kommet mere pres på velfærden og de svage grupper, og det animerer flere til at handle i stedet for at skyde skylden politikerne og den offentlige sektor,« forklarer Lars René Petersen.

Jeg tvivler også stærkt på, at det er en god idé at forlade sig på menneskers sociale indignation som motivationen for at påtage sig at afhjælpe årsagen til den sociale indignation. Det er ikke bæredygtigt, og dermed er det ustabilt - hvilket er det modsatte af formålet med velfærdsstaten; at skabe tryghed.

Det er fint nok, hvis folk personligt vil gøre noget, men det er virkelig ikke en model, der skal understøttes ved systematisering. Inspirationen kommer fra USA og Storbritannien, så spørgsmålet er, om vi vil efterligne de to samfund og kaste en masse af statens ansvar over på religiøse velgørenhedsorganisationer. Spørgsmålet er ikke, hvordan velfærdsstaten overlever, men hvor meget af den.

Kan vi ikke lige tænke over, om det i det hele taget er mere effektivt, og i så fald om effektiviteten er tabet af den statslige troværdighed og driftsstabilitet værd? Det er ikke en automatisk proces; vi kan godt stadig vælge, hvor vi vil hen.

Apropos Storbritannien:

(Reuters) - The coalition government defended plans Sunday to consider far deeper public spending cuts than expected after opponents warned that it could trigger a second recession and a wave of strikes.

The Labour Party, which lost power in May after 13 years, said the government's decision to look at cuts of up to 40 percent, instead of the 25 percent announced last month, could lead to one million job losses.

However, Transport Secretary Philip Hammond said departments were unlikely to see full 40 percent cuts, a level rarely seen in developed countries, despite being asked to consider them.

"What we are not going to do is just slice 25 percent off every department. We will look at the menu of options for each department," he told the BBC. "I don't expect any departments will see a 40 percent cut, but some departments may see cuts a bit higher than 25 percent."

At bede de enkelte styrelser om at planlægge besparelser er at flygte fra ansvaret for de konkrete nedskæringer. Jo, vist går folk ind for at mindske underskuddet, men når det ligefrem bliver virkelighed, så kan det ses på meningsmålingerne.

Men i forhold til besparelser social innovation: Hvis der skal skæres ned, så skal det være programmer, der skæres ned på. Idéen om, at der er milliarder og atter milliarder at spare på administration vil kun føre til dårligere administration og dermed flere huller, inkonsistens, skandaler og mistillid.

Det er nu ikke andet end hvad man kan forvente fra de britiske konservative.