Spionmusik

Hvil i fred, John Barry.

Reagan! Cairo-talen!

Zenia Stampe:

Arabisk demokrati druknes i vestlig tavshed

Tænk på da muren faldt, og den folkelige demokratibevægelse skyllede hen over Østeuropa. Dengang var Ronald Reagan hurtig på aftrækkeren. Han havde allerede i 1987 holdt sin berømte tale i Berlin, hvor han op­fordrede Gorbatjov til at rive muren ned. (...)

Tavshedens tid er forbi. Lad os sende et klart budskab.

Mr. Mubarak, tear down this wall!

Muren faldt altså ikke, fordi Reagan holdt en tale. Den faldt, fordi supermarkederne var tomme i østblokken og fyldte i Vesteuropa, og det var godt hjulpet på vej af USSR's økonomiske vakkelvornhed.

Et af de neokonservative argumenter for Irak-invasionen var netop at sætte gang i en udvikling som den i Østeuropa. Det skete ikke, fordi Nordafrika og Mellemøsten (for ikke at tale om Afghanistan...) ikke er Østeuropa. Der er mange forskelle, og man kan ikke bare trække en linje fra det ene til det andet.

Det handler ikke om os! Det er nok en svær én at fordøje for politikere herhjemme, både til højre og venstre, men demokrati handler meget om at bestemme selv, og det er som regel kontraproduktivt, at vi mægtige mennesker blander os i, hvordan andre indretter deres samfund. Og det er særligt ikke kønt at bruge andre nationers kamp for et anstændigt liv til at score point mod den hjemlige opposition.

Mente I det?

Der er grund til at være bekymret for, at Broderskabet måske får magten i Egypten. Men hvad gik alt det med at skabe demokrati i Mellemøsten med våbenmagt ud på? Folk får det de vil have, dybt og hårdt. Det er det, demokrati går ud på. Eller er demokrati kun ok, hvis det kommer i stand ved hjælp af vores krudt og kanoner?

En anden fortolkning kunne være, at alt det med demokrati kun gik ud på at spejle os selv i en politisk forplantning, og at det i virkeligheden drejede sig meget mere om en selvforherligende, psykopatisk onani og at slå nogle brune muslimer i hovedet end at forfølge et ideal. Det forklarer jo også hvorfor det er gået, som det er gået. Men lad det ikke gå jer på, o disciple af Churchill og Orwell.

Det er blandt andet effekten af krigene i Irak og Afghanistan, vi ser, når almindelige borgere i Mellemøsten går på gaden og kræver demokrati og ytringsfrihed.

Det mener Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen.

Fyr den løs.

Danmark er ikke verden

Danmark er stadig ikke verden, men det kan man ikke se på debatten om økonomien. Vi lever i en tid, der har set den største ophobning af privat gæld og efterfølgende sammenbrud af det private forbrug siden depressionen. Alligevel diskuterer vi Danmarks økonomi, som om den eneste faktor overhovedet er hvor meget velfærd vi har.

Det minder mig om Ole Birk Olesens kronik en gang for længe siden, hvor han skyder skylden for stigende kriminalitet siden 2. Verdenskrig på mere velfærd. Det er det eneste vi har, åbenbart. Der findes intet andet, der kan forklare noget som helst. Og slet ikke udviklingen i udlandet, selv om vi alligevel konstant drøfter hvordan vi bliver bedre til at konkurrere med Kina (se i øvrigt her om konkurrenceevne som mål for nationaløkonomi).

Skatteindtægterne faldt med nær 150 mia kr fra det ene år til det næste, og beskæftigelsen er vist faldet med 300.000. Det er ikke fordi en masse mennesker pludselig er blevet til dovne samfundsnassere, eller fordi regeringen har vanrøgtet økonomien, og det pludselig slår igennem. Det er faktisk irrelevant. Her og nu drejer det sig om privat gæld og forbrug, og hvordan man håndterer det. Men det kan man ikke læse fra debatten i vækstfora, aviser, bloody Davos osv.

Det er rigtigt, at befokningen er ældre end før og bliver ældre endnu. Det kræver nedskæringer (ordet 'reformer' er spin). Det er der ikke nogen vej udenom. De nedskæringer må følge økonomiens bæredygtighed. Men de exceptionelt dårlige økonomiske tilstande vi har lige nu drejer sig om den elendige styring af bankers udlån, og det er over hele Nordatlanten, fra Californien til Ukraine.

Jeg ved ikke, hvad der ellers skal til for at overbevise folk om, at udlandet betyder noget for Danmarks økonomi, hvis finanskrisen ikke kunne magte det. Der tales om, at økonomien er på vej tilbage, men de forhold, der skabte krisen, er der ikke blevet gjort noget ved, og vi mangler stadig en konkurs eller tre fra de mest udsatte eurolande.

Dagens dumme spørgsmål

Hvis det nu skulle ske - skulle - at Tunesien faktisk ender med et selvskabt demokrati med mediefrihed, uden at det fører til islamisme, betyder det så, at civilisationskrigerne ikke længere kan sige, at muslimer ikke kan finde ud af demokrati, eller at tunesere ikke er rigtige muslimer? (alternativt, at Tunesien er en undtagelse, der bekræfter reglen?)

Citizen

C er holdt op med at blogge, men jeg ville være glad for stadig at kunne se hans tidligere indlæg, i stedet for bare en 403. You know who you are...

Trussel: Epic Fail

Glædeligt nytår derude, og pas på den sorte is. Har selv fundet ud af hvor glat det er, ret utroligt.

---

Euroen:

Sarkozy: EU dør med euroens fald

Hvis den europæiske valuta euroen falder fra hinanden, falder også EU fra hinanden, advarer Sarkozy.

Uffemanden, tidligere:

...naturligvis skulle [grækerne] reddes. For ellers ville euroen bryde sammen. og – som både kansler Merkel og finansminister Schäuble sagde: Uden euro – intet EU!

Hvorfor?

Hvorfor skulle EU bryde sammen, hvis euroen gør? Er det her noget som helst andet end et glidebaneargument? Jeg kan ikke se hvorfor ophørelsen af et monetært samarbejde skulle gå ud over de mange andre urelaterede institutioner i EU - hvor er sammenhængen mellem årsag og virkning? Der er ikke nogen, vel? Det er simpelthen en uudtalt tanke, som siger, at EU eksisterer, fordi folk tror på, at EU er en succés, og hvis folk holder op med at tro på EU, så ophører EU med at eksistere, fordi EUs medlemmer så vil...øh...holde op med at samarbejde?

Det er bare en underlig ting at sige. Det er måske også nødvendigt, for hvis Frankrig og Tyskland sætter spørgsmålstegn ved euroen, så går der ikke længe til, at rentespændet for de svage økonomier øges meget voldsomt, og det vil i sig selv gøre det af med euroen. Selv om rentespænderne er meget høje allerede...så der er vi alligevel på vej hen.

Men det var det, der slog mig: Når establissementpolitikere som Sarkozy siger sådan noget, skal det opfattes som en trussel? At de vil lade EU gå i opløsning, hvis euroen ikke støttes til det sidste? At det er dem - centrumpolitikerne - der holder pistolen mod vores hoved, og ikke andre? For hvad skulle dette andet være?

Som jeg ser det, er den eneste mulighed for at holde euroen gående, at ECB, den europæiske centralbank, trykker en masse penge og låner dem meget, meget, meget billigt til randøkonomierne, og dermed reelt lader de overskudsskabende eurolande sluge bankernes dårlige lån.

Politisk lyder det umuligt, men ECB har faktisk læst min blog skriften på væggen og køber løbende ind i mindre grad af græske og irske obligationer ol. Men der skal meget mere til, og så kommer balladen. Men måske kan det lade sig gøre, når vi står endnu tættere på afgrunden.

Og hvis det ikke kan lade sig gøre, så vil det måske vise sig, at EU godt kan køre uden euroen alligevel, og at sloganet om intet EU uden euro var varm luft.

---

PS. Det giver al mening, at modstanden mod EU er nationalistisk, når EUs konstruktion er internationalistisk. Men som det ser ud nu, er der ikke andre udveje. Hvis overhovederne insisterer på at redde euroen og finanssystemet på bekostning af manden på gaden, så vil de fremprovokere mere nationalisme - og det bliver rigtig grimt. Når ultranationalister som vores egen Morten Uhrskov Jensen og Englands Nigel Farage siger mere fornuftige ting om eurozonen end dem, der har magten, så er den hel gal.