Danmark er ikke verden

Danmark er stadig ikke verden, men det kan man ikke se på debatten om økonomien. Vi lever i en tid, der har set den største ophobning af privat gæld og efterfølgende sammenbrud af det private forbrug siden depressionen. Alligevel diskuterer vi Danmarks økonomi, som om den eneste faktor overhovedet er hvor meget velfærd vi har.

Det minder mig om Ole Birk Olesens kronik en gang for længe siden, hvor han skyder skylden for stigende kriminalitet siden 2. Verdenskrig på mere velfærd. Det er det eneste vi har, åbenbart. Der findes intet andet, der kan forklare noget som helst. Og slet ikke udviklingen i udlandet, selv om vi alligevel konstant drøfter hvordan vi bliver bedre til at konkurrere med Kina (se i øvrigt her om konkurrenceevne som mål for nationaløkonomi).

Skatteindtægterne faldt med nær 150 mia kr fra det ene år til det næste, og beskæftigelsen er vist faldet med 300.000. Det er ikke fordi en masse mennesker pludselig er blevet til dovne samfundsnassere, eller fordi regeringen har vanrøgtet økonomien, og det pludselig slår igennem. Det er faktisk irrelevant. Her og nu drejer det sig om privat gæld og forbrug, og hvordan man håndterer det. Men det kan man ikke læse fra debatten i vækstfora, aviser, bloody Davos osv.

Det er rigtigt, at befokningen er ældre end før og bliver ældre endnu. Det kræver nedskæringer (ordet 'reformer' er spin). Det er der ikke nogen vej udenom. De nedskæringer må følge økonomiens bæredygtighed. Men de exceptionelt dårlige økonomiske tilstande vi har lige nu drejer sig om den elendige styring af bankers udlån, og det er over hele Nordatlanten, fra Californien til Ukraine.

Jeg ved ikke, hvad der ellers skal til for at overbevise folk om, at udlandet betyder noget for Danmarks økonomi, hvis finanskrisen ikke kunne magte det. Der tales om, at økonomien er på vej tilbage, men de forhold, der skabte krisen, er der ikke blevet gjort noget ved, og vi mangler stadig en konkurs eller tre fra de mest udsatte eurolande.