Spiller politikerne blot deres rolle i en farce om demokratiet, eller er de ikke engang selv klar over, at de er med i et teaterstykke? Den eneste grund til, at Italien nu kan sælge sin gæld billigere, er at en brøkdel af de 1.000 mia. euro er lånt videre til staterne. Det har intet med pagten at gøre.
Artikel 130 fra Lissabon-traktaten cementerer, at centralbankerne skal holdes uden for politisk indflydelse. Vi hører desuden ofte centralbankdirektører som Bernstein og Draghi komme med politiserede meninger - senest Draghi om den europæiske 'sociale model':
"You know there was a time when (economist) Rudi Dornbusch used to say that the Europeans are so rich they can afford to pay everybody for not working. That’s gone."En højreorienteret joke, som man ikke ville acceptere fra en departmentschef. Men fordi centralbankdirektøren står over demokratiet, så er det i orden.
En centralbank er en konservativ institution, som skal holde styr på pengemængderne og således sikre tilliden til valutaens værdi. Man vælger derfor en ældre, velklædt mand til direktør. Han skal udstråle troværdighed, sikkerhed og mådeholdenhed. Vi forventer at røgtes af den højre herre i habitten, som en streng lærer fra den sorte skole. Vi små mennesker har alligevel ikke forstand på penge og bruger altid flere end vi har. Så kommer far og giver os smæk og sætter os i skammekrogen. Det er kun godt; det er for vores egen skyld.
Teknokratiet marcherer videre, hen over demokratiet, og det er et højreorienteret teknokrati. Politik føres for kreditor, mod debitor, for arbejdsgiver, mod arbejdstager, stok frem for gulerod. Europas millioner af arbejdsløse er en af konsekvenserne, for et af målene er billigere arbejdskraft.
En variant af popsamfundet er, at middelklassen tror, at alle kan blive chefer, ligesom alle kan blive stjerner. Det er som i USA, hvor man nødigt vil hæve skatten på millionærer, for på et tidspunkt skal det jo nok lykkes for én selv. Jeg tror det er det, der er sket her.
0 kommentarer:
Send en kommentar