Jeg har spekuleret over, hvorfor Glenn Greenwald er gået som katten om den varme grød om det emne, han egentlig skriver mest om: Amerikansk retlig dobbeltmoral. Greenwald er jurist og tænker som en jurist: Når der de jure ikke længere nogle grænser for, hvem USAs præsident kan befale henrettet, så kan alle henrettes efter præsidentens befaling. Og det er forfærdeligt. Men de facto er reglerne, at man kun kan blive henrettet uden retssag, hvis man er a. muslim, og b. bor i et muslimsk land.
Det hele ligger i stammetanken; at stammens love gælder for stammens medlemmer, og at folk uden for stammen er lovløse. Derfor gik folk herhjemme i ged over en, der fik konfiskeret 130.000 kr. af USA til cubanske cigarer - hvilken udåd! Men hvis det havde været en muslim, der havde forsøgt at købe - hvad ved jeg - koraner og krumsabler, så ville det være fint. Det er jo ikke fordi vi går i spåner over alle dem, der bliver slået ihjel i kølvandet på vores aktivistiske udenrigspolitik. I mindre grad er man også lovløs, hvis man er it-anarkist, nazi eller anden form for radikal. Man er bare udenfor, og derfor også uden for loven. Det er ikke noget, en ikke-jurist typisk forfærdes over, fordi man tror man ved, hvor grænsen går.
Derfor har jeg fået den kætterske tanke, at det, der sker, egentlig ikke er så vildt. Stammemoralske har mennesker været, lige så længe vi har eksisteret. Vi er altså ikke på vej ned i den totalitære afgrund, vi er halvvejs nede mellem mørket og lyset, hvor vi altid har været.
Jeg er ikke ironisk her. Dobbeltmoral er skidt, og jo mindre jo bedre. Men det er ikke verdens endeligt, hvis man ved hvilken stamme man tilhører. Endemålet er vel, at vi alle er med i den samme stamme. Imagine...
lørdag den 24. marts 2012
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
0 kommentarer:
Send en kommentar