Obama’s meeting with Netanyahu on Monday begins a critical week in his effort to contain Iran’s nuclear ambitions and preserve the trust of the United States’ closest Middle East ally. Israeli leaders have made clear they think time is running out to stop Iran from achieving the ability to build a nuclear weapon.I modsætning til optakten til Irakkrigen er det ingen andre end Israel, der i dag ser ud til at have lyst til en krig mod Iran. Det er blevet sagt andetsteds, at Israel ikke ville larme så meget, hvis de faktisk havde tænkt sig at angribe. Det er klart; man varsler ikke et angreb. Det er også gentagne gange konkluderet, at Israel ikke kan angribe med særlig stor virkning. Israel kan altså kun håbe på, at USA angriber, eller at USA bliver trukket med ind i en krig, som Israel begynder.
Så det er en laboratorietest af den israelske lobbys magt. Men hvad er egentlig det strategiske mål? Iran er ikke ved at udvikle atomvåben, men vil heller ikke opgive sit atomkraftprogram, så den israelske stilling bliver svækket med tiden. Det virker ikke langsigtet.
Enten må det israelske fremstød være en magtesløshedens panik, eller også går det ud på at skabe støtte til et angreb i oktober hen mod det amerikanske præsidentvalg og satse på, at den amerikanske mediemaskine får USA til at gå med.
Det lyder ikke supersandsynligt, og der er rigtig mange ubekendte.
En sidste mulighed er, at Israel og USA er meget godt tilfredse med, at EU ofrer noget af sin velstand på at skade Irans økonomi, og at det i virkeligheden drejer sig om regional indflydelse. Men så tænker jeg på Tyrkiet, som har langt mere indflydelse, og som Israel helt unødvendigt har pisset på. Der er bare for mange af Israels handlinger, der ikke giver mening i et så rationelt lys. Måske er det bare sådan, at stater sætter en rute, og så kører de derud ad, indtil de ikke kan længere. Alea Iacta Est.
0 kommentarer:
Send en kommentar