Om straftold, fra hoften

Den generelle modvilje mod protektionisme, selv når protektionisme er berettiget, skaber et internationalt handelsklima, hvor der konkurreres på indirekte statsstøtte til virksomheder for at sikre markedsdominans, eller simpelthen arbejdspladser. Det rationelle ville være at indrette sit eget land således, at man kun, hvor det var nødvendigt, greb ind i markedskræfterne - for at håndhæve forbrugerbeskyttelse, brancestandarder og fri konkurrence - og ellers sørgede for straftold mod de udenlandske industrier, der fik statsstøtte eller andre fordele.

Men sådan leger vi ikke. Derfor er en konsekvens af - ikke frihandel i sig selv - men liberalismens ideologi, der underbygger fokus på frihandel, at erhvervslivet har set sin reelle skattebyrde falde voldsomt, foruden at man har tolereret skattely og givet statsstøtte på forskellige, udspekulerede måder.

Jeg synes, at denne historie, om svindel for 5 mia. € med EU's emissionshandelsordning for drivhusgasser, fortjener lidt mere opmærksomhed. 

In announcing its investigations into the pan-European racket, Europol, Europe's criminal intelligence agency, said that as much as 90 percent of the entire market volume on emissions exchanges was caused by fraudulent activity, undermining the very viability of the ETS just as the EU is touting a similar scheme for the rest of the world.

Systemet er unødigt kompliceret og vidt åbent for misbrug. Det er meget nemmere simpelthen at lægge en afgift på udslip af drivhusgasser, alt inkl. Men det kan ikke lade sig gøre, fordi det ville skade den nationale konkurrenceevne. EU kan jo ikke sætte et fælles afgiftniveau.

Men man ville sagtens kunne selv - så længe man kunne lægge en kompenserende straftold på udenlandske varer uden en tilsvarende afgift. Hvis en klimaprotektionisme blev brugt ærligt, og ikke blot som netop skjult almindelig protektionisme, ville man faktisk stå med et meget stærkt våben til at påvirke andre lande med. Men sådan leger vi ikke, og slet ikke inden for EU.