Hindsight is a great temptress. But we needn’t trouble her on the way to a confident conclusion that Mr Blair’s fundamental flaw was his sycophancy towards power. Perhaps this seems odd in a man who drank so much of that mind-altering brew at home. But Washington turned his head and he couldn’t resist the stage or the glamour that it gave him.Dette kunne lige så godt være skrevet om Fogh, og næppe illustreres mere klart end Foghs lettere vanvittige hyldest til Bush på ranchen i Crawford, Texas. Tillad mig at hylde Dem, mv.
Så lad os dvæle et øjeblik ved de to menneskers forskellige skæbner: Den ene står foran en undersøgelseskommission, den anden er talsmand for verdens mægtigste militæralliance.
Blair var endda tæt på at blive EU's præsident. Kun et par uger adskilte hans kandidatur fra hans indrømmelser om, at han ville have invaderet Irak alligevel, masseødelæggelsesvåben eller ej.
Hvorfor er den ene i fedtefadet og den anden dagens helt i skysovs? Det var vel, at Foghs mindre internationale statur samt danskernes accept af krig mod muslimer (særligt efter Muhammedkrisen) gjorde, at han undslap al kontrovers og undersøgelser, og med statsdiplomatiets hjælp kunne pleje omgang og karriere med de rige og mægtige i ro og fred. Under radaren, kan man sige.
Det er dog kun et spørgsmål om størrelse, og nok også held, for i grunden er der ingen forskel på de to. Det er egentligt uretfærdigt. Men sådan er det.
Ja, og vi er af med dem begge samt Bush. Trods alt er der stadig ting, der kalder på smilet.
SvarSlethm, jeg synes nu stadig Blair og Fogh er i vælten. Bush er lykkeligt glemt, og lykkelig for det.
SvarSlet