Tørke i Irak

Området mellem Eufrates og Tigris er et af civilisationens arnesteder. Det kaldes Mesopotamien, 'landet mellem de to floder'. Det rigelige ferskvand skabte grobunden for menneskemasserne i marsken. Men de sidste tre år har der været tørke i de irakiske områder, bl.a. fordi Tyrkiet, Syrien og Iran har bygget dæmninger længere nordpå.

Droughts are not rare in Iraq, though officials say they have been more frequent in recent years. But drought is only part of what is choking the Euphrates and its larger, healthier twin, the Tigris.

The most frequently cited culprits are the Turkish and Syrian governments. Iraq has plenty of water, but it is a downstream country. There are at least seven dams on the Euphrates in Turkey and Syria, according to Iraqi water officials, and with no treaties or agreements, the Iraqi government is reduced to begging its neighbors for water.

At a conference in Baghdad — where participants drank bottled water from Saudi Arabia, a country with a fraction of Iraq’s fresh water — officials spoke of disaster.

“We have a real thirst in Iraq,” said Ali Baban, the minister of planning. “Our agriculture is going to die, our cities are going to wilt, and no state can keep quiet in such a situation.”

Af alle Iraks ulykker er denne nok den mest oversete i forhold til omfanget. Det virker absurd, at valget af den næste statsminister diskuteres så intenst, mens få nævner, at grundlaget for nationen er ved at tørre ud. Hvis det fortsætter, vil det være dødsstødet for staten, og måske også for befolkningen. Det magtpolitisk logiske ville være, at Irak blev slugt af dem, der kan skrue op og ned for sluserne, men mennesket er ikke udelukkende drevet af den slags logik.

Kortere Juan Cole

Beck Subtext: Obama Planning to Assassinate Tea Partiers

Det er meget farligt, når Glenn Beck fortæller sine seere, at den amerikanske regering vil behandle dem som muslimer.

Atomkraft: Småt er godt

Som del i min stædige propaganda for atomkraft linker jeg hermed til et indlæg på The Oil Drum om små atomkraftværker.

Possibilities for Small Modular Nuclear Reactors?

(...) Though the "economy of scale" did not work for the first nuclear age, there is some evidence that a different economic rule did apply. That rule is what is often referred to as the experience curve. According to several detailed studies, it appears that when similar plants were built by the same organization, the follow-on plants cost less to build. According to a RAND Corporation study, "a doubling in the number of reactors [built by an architect-engineer] results in a 5 percent reduction in both construction time and capital cost."

Man siger, at større kraftværker er bedre. Men eksemplerne fra de forskellige megaprojekter rundt omkring viser, at de tit går langt over budgettet og tidsplanen, fordi de er svære at lave. Det kan godt være, at det fra en ideel model af et energinet er bedst med et par kæmpekraftværker i nærheden af de største byer. Men i praksis er det meget dyrt, og virksomheder har for længe siden lært lektien om gevinsterne ved masseproduktion.

Der er også en anden faktor: Hvis atomkraftværker gøres mindre, så vil folk nok ikke være så bange for dem. Jo større vindmøllerne bliver, jo mere upopulære bliver de.

Ny musik

Dagens dumme spørgsmål

Hvorfor er det givet, at justitsministeren vælges fra regeringspartierne? Hvis justitsministeren er med i et parti, er der så ikke en interessekonflikt ved implementering af love i alle spørgsmål, som er politiske? Loven bør jo netop være uafhængig af politiske hensyn - det er helt grundlæggende - og det er svært at forestille sig, at et partimedlem ikke tænker på eget parti. I mine øjne er det vigtigere, at Justitsministeriet er politisk uafhængigt, end at Nationalbanken er. Kunne man forestille sig, at en aktiv politiker blev nationalbankdirektør? Vi skal vist helt tilbage til trediverne for at finde et eksempel.

Er vi alle rige?

En regel i økonomi er, at jo rigere man er, jo mindre del af ens indkomst går til forbrug. Det er fordi der simpelthen ikke er nok skidt at bruge pengene på, når man er møgrig. Man foretrækker i stedet trygheden ved at investere og spare op og måske glæden ved at tjene flere penge. Da forbrug driver produktionen, giver det god mening for samfundet at beskatte de rige tungere end de fattige, fordi man ved overførslen af penge til fattigfolk, der garanteret vil bruge pengene på fornødenheder og alkohol, øger forbruget og dermed produktion, vækst og arbejdspladser.

Der er selvfølgelig grænser: Det skal kunne betale sig at arbejde frem for ikke at arbejde, og det skal kunne betale sig at blive rig - dvs. ikke at blive straffet for gode investeringer og evt. hårdt arbejde.

I gode gamle dage var der ingen arbejdsløshed (der var altid hæren, som ikke kunne få nok af unge, rastløse mænd). Efterhånden, og særligt med oliekriserne, blev arbejdsløshed til en permanent tilstedeværelse og ses efterhånden som en nødvendighed for at holde lønningerne nede; for ellers ville man miste konkurrencedygtighed og dermed arbejdspladser. Go figure.

En anden regel er, at der ikke er grænser for arbejdspladser. Man kan ikke skabe mere arbejde ved f.eks. at begrænse arbejdstiden, og man vil altid kunne skabe forbrug ved at underholde eller divertere andre på en eller anden måde. Dem, der vil øge arbejdsudbuddet ved at begrænse den enkelte arbejders produktivitet er som maskinstormere, der engang ville ødelægge symaskinerne, fordi de tog arbejdet fra syerskerne. De tog fejl; der var også andre ting at lave.

Jeg tænker bare den tanke, når jeg ser hvordan selv det lønpressede Tyskland har meget svært ved at holde arbejdsløsheden nede, om der ikke er noget om det alligevel - fordi produktiviteten efterhånden er steget så meget. Hvad hvis vi alle er "rige" - dvs. der er grænser for, hvor mange og hvor store ting vi vil købe, og vi i stedet sætter pengene i investeringer og aktiver, som f.eks. ejendom? Hvis der er grænser for forbrug i forhold til produktivitet, så er der vel også grænser for arbejdspladser i forhold til befolkning?

---

Og: Japans kronisk dårlige økonomi kan ses som et problem, der kommer af den aldrende befolkning og de ældres typiske sparsommelighed.

Blog

Fandt en engelsk blog af en hollænder, som er mest om Serbien/Kosova og faktisk meget god og anbefalelsesværdigmæssig.

Den Kolde Krig luner

For at glæde en, der var barn i firserne, bør USA og USSR Rusland bytte spioner ved Glienecke-broen som i gamle dage. Det kan så være et medieoptrin, og spionerne skal have trenchcoats på, og når de passerer hinanden på midten, nikker de kort, mens kameraerne skyder løs. Bagefter kan folk give hinanden hånden, og en ambassadør kan holde en tale om, hvor fornuftige alle var dengang jeg var lille, for sådan virkede det dengang jeg var lille.

Hvor godtfolk er

Om privatskoler i Danmark: Man skal være dum, hvis man ikke tager mod et ubetinget tilbud fra staten om at betale 3/4 af udgiften for, at éns børn vokser op i en skole på den rigtige side af brugerbetalingsskellet. Fra Cevea:

Herhjemme dækker statstilskuddet til privatskolerne i gennemsnit 75 pct. af den normale udgift, som folkeskolen bruger pr. elev. Resten finansieres primært af forældrenes skolepenge. Af uransagelige historiske og ganske tilfældige årsager er vi landet på de 75 pct. Den statslige finansiering betyder, at skattekronerne fra den ufaglærte arbejder i Randers ikke alene går til at finansiere hans egen datters skolegang, men også bidrager til, at direktøren fra Strandvejen kan sende sin søn billigt på Bernadotteskolen i Hellerup. Den nuværende ordning er med andre ord en omvendt Robin Hood, hvor statens penge bliver omfordelt fra landets fattigste til landets rigeste.

Politikerne er ikke dumme, når det drejer sig om egen tarv, men normaliseringen gennem de seneste tiders medieeksponering kan gøre det lige så folkeligt et rigmandseje som golf, og det er kurs mod klassesamfundet.

Kortere Michael Jalving

Hitlerjugend holder ikke ferie

Den, der ikke stemmer ved kommunevalg, er nazist.

Udliciteringsforvirring

Fra Informations forsideartikel:

Social innovation vinder frem og skaber flere stedet rundt om i landets kommuner nye eller supplerende tilbud til den offentlige service, der er ramt af stadigt stigende krav fra borgerne, færre hænder til at løse opgaverne og stadigt stigende økonomiske underskud.

Tanken er, at man udliciterer statens opgaver til ildsjæle, og det kan man så spare en masse penge på. Kæden er hoppet af, når man tror, at man ved privatisering - dvs. udbud - kommer af med udgiften. At sætte et statsligt eller kommunalt tilbud i privat regi betyder ikke, at udbudsvinderen også selv betaler for driften. Det er stadig staten, der betaler - over skatten.

På Center for Socialøkonomi, der hjælper borgere og foreninger i gang social­økonomiske virksomheder, har direktør Lars René Petersen i år fået dobbelt så mange henvendelser som sidste år og har kontakt med en fjerdedel af landets kommuner omkring at skabe gode rammer for socialøkonomiske virksomheder.

»I stedet for at sidde med hænderne skødet, hvis man synes noget er forkert, så gør mange mennesker i dag noget. De er drevet af den gode idé og den sociale indignation, fordi der er kommet mere pres på velfærden og de svage grupper, og det animerer flere til at handle i stedet for at skyde skylden politikerne og den offentlige sektor,« forklarer Lars René Petersen.

Jeg tvivler også stærkt på, at det er en god idé at forlade sig på menneskers sociale indignation som motivationen for at påtage sig at afhjælpe årsagen til den sociale indignation. Det er ikke bæredygtigt, og dermed er det ustabilt - hvilket er det modsatte af formålet med velfærdsstaten; at skabe tryghed.

Det er fint nok, hvis folk personligt vil gøre noget, men det er virkelig ikke en model, der skal understøttes ved systematisering. Inspirationen kommer fra USA og Storbritannien, så spørgsmålet er, om vi vil efterligne de to samfund og kaste en masse af statens ansvar over på religiøse velgørenhedsorganisationer. Spørgsmålet er ikke, hvordan velfærdsstaten overlever, men hvor meget af den.

Kan vi ikke lige tænke over, om det i det hele taget er mere effektivt, og i så fald om effektiviteten er tabet af den statslige troværdighed og driftsstabilitet værd? Det er ikke en automatisk proces; vi kan godt stadig vælge, hvor vi vil hen.

Apropos Storbritannien:

(Reuters) - The coalition government defended plans Sunday to consider far deeper public spending cuts than expected after opponents warned that it could trigger a second recession and a wave of strikes.

The Labour Party, which lost power in May after 13 years, said the government's decision to look at cuts of up to 40 percent, instead of the 25 percent announced last month, could lead to one million job losses.

However, Transport Secretary Philip Hammond said departments were unlikely to see full 40 percent cuts, a level rarely seen in developed countries, despite being asked to consider them.

"What we are not going to do is just slice 25 percent off every department. We will look at the menu of options for each department," he told the BBC. "I don't expect any departments will see a 40 percent cut, but some departments may see cuts a bit higher than 25 percent."

At bede de enkelte styrelser om at planlægge besparelser er at flygte fra ansvaret for de konkrete nedskæringer. Jo, vist går folk ind for at mindske underskuddet, men når det ligefrem bliver virkelighed, så kan det ses på meningsmålingerne.

Men i forhold til besparelser social innovation: Hvis der skal skæres ned, så skal det være programmer, der skæres ned på. Idéen om, at der er milliarder og atter milliarder at spare på administration vil kun føre til dårligere administration og dermed flere huller, inkonsistens, skandaler og mistillid.

Det er nu ikke andet end hvad man kan forvente fra de britiske konservative.

Imens, i Tyrkiet...

Som vi alle ved nu, er Tyrkiet pga. sin skabsislamistiske regering slået ind på en ny, Israel- og Vestfjendtlig geostrategi og har omfavnet alskens muslimske rakkerpak fra Israels fjender til Israels uvenner. Det er nye tider og ikke som før, hvor man altid kunne stole på et militærkup, når det med demokrati blev taget for alvorligt. Men en del af Tyrkiets antivestlige strategi er også at skabe et bedre forhold til det kristne Grækenland:

In line with Turkey's current foreign policy envisaging “zero problems with neighbors,” Turkey's once estranged neighbors Iran and Greece will take a lower place on Turkey's list of countries that pose a risk to national security. The MGSB, also known as the “Red Book,” has been under the spotlight since Prime Minister Recep Tayyip Erdoğan made a remark questioning its legitimacy earlier this year. The document is known as Turkey's “secret constitution” and lies behind many military interventions as it enables the military to take action against governments it deems a threat to national security.

Forvirret? Kun hvis man ikke forstår, at konflikten med Grækenland kun nedtones for ikke at give det tyrkiske militær (der ellers holder meget af Grækenland) årsag til at stoppe den islamistisk-osmanniske bølge.