Gæstfrihed

Kommentar til Berlingske:

»Danskerne er slet ikke klar over, hvor lukkede de er. Når man har skabt sin vennekreds efter sin skole- og uddannelsestid og i fritidslivet, og man har familien, kan man ikke rumme mere. End ikke i køen i Netto evner folk at tale med fremmede,« siger Olaf Broby, der har boet i Portugal og i Schweiz.

»Som far er jeg spændt på, om mine børn vælger at blive i Danmark. Danmark er det land, jeg kender, som behandler dem, der virkelig kan noget, dårligst. Vi bliver nødt til at værdsætte evnen til at tænke intellektuelt, til at tænke abstrakt og til at kunne indgå i arbejdssammenhænge med kolleger, som har en anden kulturel baggrund. Den slags er en forudsætning for, at der også er velfærd i fremtiden.«

Olaf Broby vil gerne slå til lyd for, at alle i Danmark får lært selv at tage et ansvar for deres eget liv, og at almen venlighed i form af et håndtryk og et »velkommen til« igen bliver del af omgangsformerne.

Jeg er skeptisk over for den tanke, at det eneste, vi har brug for for at "have noget at leve af i fremtiden", er at tiltrække højtuddannede, men den må vente.

Danskerne, tror jeg, er et af verdens mindst gæstfrie folk. Det er et problem, når det gælder om at holde på den højtuddannede arbejdskraft (herefter HUA). Vi hører fra diktørne for vores største virksomheder, at det er vores topskat, der skræmmer HUA væk fra Danmark, når deres forskerskat på 25 pct. løber ud, fordi de så skal betale almindelig dansk skat. Men når man efter tre år i Danmark ikke har fået nogle rigtige venner, fordi man her skal kende hinanden i mindst 12 år for at byde folk hjem på en kop kaffe, så er der altså ikke det store incitament for at blive, hvis det kun er penge, det drejer sig om.

Men vi er fandme ikke gæstfrie. Vi sidder så langt vi kan fra hinanden i tog og bus. Her taler vi ikke sammen, og slet ikke med fremmede. Det gør man i mange andre lande. Bare i Holland ville det være uhøfligt at opføre sig på den måde. Længere sydpå ringer man til hinanden om aftenen for at drikke et glas vin eller en kande te sammen, og det gør man ikke i Danmark. Det - forestiller vi os - har vi ikke energi til.

Vi er sgu ikke sådan til at komme ind på livet af. Jeg er selv et pragteksempel; jeg holder mig så meget jeg kan til stillekupéerne i togene, fordi jeg ikke gider høre på folk snakke i telefon om hvorfor X sagde Y til Z. Jeg kan lide at køre bil, fordi der er jeg alene. Jeg synes ikke om, at andre sætter sig ved siden af mig i togene, men det lever jeg med. Når jeg kommer hjem fra arbejde, er jeg nærmest for træt til at tage telefonen, og det virker ubærligt ligefrem at skulle invitere andre til noget. Hold da op.

Bare et indskud til VÆKSTforum!!!!11!!et!