Penge eller ting

Åbenlyst men overset er, at baggrunden for finanskrisen er tilbedelsen af penge. Man har i de sidste årtier set outsourcing af produktion til Fjernøsten mv., mens finanssektoren her i Vesten er vokset ud over alle grænser og produktionsapparatet faldet tilsvarende.

Finans drejer sig om penge, mens produktion drejer sig om at lave ting. Med højredrejningen af samfundsværdierne er man gået fra det sidste til det første. Dikotomien mellem højre og venstre har bund i opfattelsen af, hvad økonomien egentlig er for en størrelse: Penge eller ting. Marxismen og dens arvinger ignorerede - så godt som det kunne lade sig gøre - spørgsmålet om penge. Det var en meget materialistisk isme, hvor produktionen af ting var alt, fordi ting var det, der havde værdi.

Nu er pendulet svunget i den anden retning: Dereguleringen af finans og lavere og lavere diskontorenter, så vi får flere og flere penge pá flere og flere sjove måder. Derfor har vi den situation, vi har nu: Masser af penge, men mindre og mindre arbejde, hvor vi laver ting. Tingene laver de i Kina, Tyskland, Vietnam, Malaysia, Indonesien, etc. Og vi køber tingene med de penge, vi laver. Problemet er, at den model er ved at gå i stykker, fordi penge i sig selv ikke har nogen værdi, det er kun et symbol på værdi, og det er dem, der laver ting, efterhånden ved at finde ud af.

Det er mere end bare udhulingen af vores produktionsbase; det er værdier, der står bag finanskrisen og ubalancen i verdenshandelen. Det kan være en af de ting, som er så åbenlyse, at ingen gider sige det. Hermed sagt.