Gonzales træder tilbage. Men hvorfor? Ingen grund overhovedet er givet. Umiddelbart kan jeg kun se to måder at gribe skandalen om fyringen af de offentlige anklagere an: Enten træde af, så snart skidtet kommer op til overfladen, for at redde noget af administrationens omdømme, eller også blive der så længe som overhovedet muligt, for at blokere og forsinke undersøgelserne.
Da det første ikke skete, var strategien at blokere så længe som muligt. Derfor kan det være at der var noget som administrationen ikke kunne holde nede længere, og det er også i det lys, man skal se Roves tilbagetræden. Som Cenk Uygur forudsagde, så måtte Rove træde tilbage før Gonzales for ikke at se ud som om han var på flugt fra senatshøringerne.
Men jeg kan ikke få det til at gå op. Undersøgelserne af Rove og Gonzales både kan og bør fortsætte, uanset deres nuværende status. Det er muligt at administrationen spekulerer i denne retning, og vil presse på for at få høringerne stoppet. Bush har således villet gøre sine venner en tjeneste.
Men hvad mere er: Der er så meget skidt og møg i Justitsministeriets arkiver, at en ny og retskaffen justitsminister hurtigt vil kunne udlevere nok materiale til at sætte hele juntaen bag lås og slå. Det var derfor Gonzales var uvurderlig. Sandsynligvis vil Bush så foreslå en ny Gonzales, det er hans eneste mulighed, men senatet vil afslå, hvis de har et hoved på. Så er der lagt op til endnu en hårdknude mellem administrationen og senatet, og Justitsministeriet vil fortsætte uden justitsminister et stykke tid. Hvordan undersøgelser og høringer vil pågå i en sådan situation ved jeg ikke.
Selvfølgelig behøver intet af det her at give mening.
mandag den 27. august 2007
søndag den 26. august 2007
Stigende nærsyn
Det her er fuldstændigt absurd, når man tænker på hvad der foregår i de østeuropæiske lande. Med mindre Fratinni mener, at racismen i Polen altid har været lige slem. Bah.
Privatiseret krig
Der er tre grunde til at vesteuropæiske højreorienterede sjældent kritiserer Bush/Cheney-administrationens amatørfascisme. For det første; fordi mange deler samme opfattelse af "islamofascismen" som en langt større trussel mod verden end en gennemkorrupt og krigsgal amerikansk regering. For det andet; fordi højrefløjen simpelthen holder med USA, færdig. For det tredje; fordi så meget af kritikken mod administrationen lyder som de værste klichéer fra anti-amerikanismens lille røde. Igen via den orange satan, her en opsummering af en artikel om outsourcingen af USAs mission i Irak:
Oveni dette kan vi lægge Bush's evangeliske kristendom og korsfareri, hans dumhed og dovenskab, hans cowboyhat og Texasbaggrund, hans rige svingdørsfamilie. Vi kan tilføje en administration, der er bedøvendes ligeglad med jævne menneskers vilkår, men gør alt for selv at undgå loven, og et republikansk parti, hvis politiske base er racistisk, chauvinistisk, voldsromantiserende, demagogisk, og generelt bindegal.
Det er perfekt. Det er alle klichéer, alle de værste, udlevet for vores undrende og skælvende åsyn. Og det er for meget at tro på, for så slemt kan det ikke være, det er jo det samme vås, som den skingre venstrefløj har mumlet siden 60'erne. Og det er min pointe; at dette er et tilfælde at at råbe ulv for mange gange. For administrationerne før Bush/Cheney har været eksemplariske i forhold til den nuværende; Reagan var virkelig en helgen, når man sammenligner ham med Bush.
Derfor, når man peger på korruptionen, excesserne og amatørfascismen, er det nemt at forfladige kritikken med anti-amerikanisme, fordi den ikke lyder anderledes end den kritik, man tidligere har hørt.
En pointe til: Frimarkedsfundamentalisterne har en farlig tilgang til privatisering, og deres indflydelse bør holdes nede for alles skyld. I deres øjne er det private, pr. definition, effektivt, og det offentlige, pr. definition, ineffektivt. Dette åbner dørene på vid gab for korporatisme, hvor modtagerne af outsourcingen af essentielle statsfunktioner bliver beskyttet af frimarkedsfundamentalisterne, med det blotte argument at de er private og derfor effektive.
Men det er en grusom misforståelse af hvordan det frie marked fungerer. Effektiviteten kommer kun med konkurrence. Hvis man holder private skadesløse fordi man går ud fra at de er effektive, så bryder markedet sammen, og effektiviteten kommer aldrig. Irak er et grotesk eksempel, men udtryk for netop denne mentalitet. Når staten udliciterer, så kræver det opsyn med dem, der tager kontrakterne på sig. Og hvis de ikke opfylder kontrakten, så fyrer man dem, og finder en bedre. Og så begynder konkurrencen at virke. Ikke før. Capice?
What the Bush administration has created in Iraq is a sort of paradise of perverted capitalism, where revenues are forcibly extracted from the customer by the state, and obscene profits are handed out not by the market but by an unaccountable government bureaucracy.Artiklen beskriver detaljeret hvor korrupt privatiseringen er foregået i Irak, og hvordan administrationen aktivt har stoppet alle forsøg på at rydde op i skidtet. Det er korporatisme, et forbund af firma og stat med begges fordele over og udnyttelse af befolkningen, som er en essentiel del af den historiske fascisme. Eller som artiklen siger; American men and women dying by the thousands, so that Karl Marx and Adam Smith can blow each other in a Middle Eastern glory hole.
Oveni dette kan vi lægge Bush's evangeliske kristendom og korsfareri, hans dumhed og dovenskab, hans cowboyhat og Texasbaggrund, hans rige svingdørsfamilie. Vi kan tilføje en administration, der er bedøvendes ligeglad med jævne menneskers vilkår, men gør alt for selv at undgå loven, og et republikansk parti, hvis politiske base er racistisk, chauvinistisk, voldsromantiserende, demagogisk, og generelt bindegal.
Det er perfekt. Det er alle klichéer, alle de værste, udlevet for vores undrende og skælvende åsyn. Og det er for meget at tro på, for så slemt kan det ikke være, det er jo det samme vås, som den skingre venstrefløj har mumlet siden 60'erne. Og det er min pointe; at dette er et tilfælde at at råbe ulv for mange gange. For administrationerne før Bush/Cheney har været eksemplariske i forhold til den nuværende; Reagan var virkelig en helgen, når man sammenligner ham med Bush.
Derfor, når man peger på korruptionen, excesserne og amatørfascismen, er det nemt at forfladige kritikken med anti-amerikanisme, fordi den ikke lyder anderledes end den kritik, man tidligere har hørt.
En pointe til: Frimarkedsfundamentalisterne har en farlig tilgang til privatisering, og deres indflydelse bør holdes nede for alles skyld. I deres øjne er det private, pr. definition, effektivt, og det offentlige, pr. definition, ineffektivt. Dette åbner dørene på vid gab for korporatisme, hvor modtagerne af outsourcingen af essentielle statsfunktioner bliver beskyttet af frimarkedsfundamentalisterne, med det blotte argument at de er private og derfor effektive.
Men det er en grusom misforståelse af hvordan det frie marked fungerer. Effektiviteten kommer kun med konkurrence. Hvis man holder private skadesløse fordi man går ud fra at de er effektive, så bryder markedet sammen, og effektiviteten kommer aldrig. Irak er et grotesk eksempel, men udtryk for netop denne mentalitet. Når staten udliciterer, så kræver det opsyn med dem, der tager kontrakterne på sig. Og hvis de ikke opfylder kontrakten, så fyrer man dem, og finder en bedre. Og så begynder konkurrencen at virke. Ikke før. Capice?
onsdag den 22. august 2007
Om irakisk nationalisme
En underlig størrelse. Man hører tit - og ikke bare fra Fisk - at shi'a/sunni-konflikten er et udenlandsk konstrukt, en fortolkning man for skade har tvunget ned over irakerne. Og at den egentlige kamp står mellem oprørerne og besættelsesmagterne USA + Iran.
Og det samtidig med at irakere slår hinanden ihjel for ingenting. Typisk hører man denne nationalistiske tale fra sunni-oprørerne, og det siger sig selv; både USA og Iran har vist sig en trussel for Ba'ath-styret. Der er selvbedrag i dette, som Ali Allawi skriver i Occupation of Iraq:
Fra selve Irak var sadristerne og sunni-oprørerne, som begge stadig påkalder sig nationalismen. På trods af, at Mahdi-Hæren - Jaish al-Mahdi - er en af de flittigste sunnidræbere. Både sunni-oprørere og sadrister kalder fjenden noget andet end sunni/shi'a: For sadristerne er det takfiri og nawasib, for sunni-arabere er det safawi, eller bare iraner. Med disse nysprogsord kan nationalismen overleve borgerkrigen et stykke tid endnu.
Iran er upopulær, også i syden - iraner er ikke et skældsord som kun sunni-arabere bruger om shi'aer. Den jævne iraker holder hverken af USA eller Iran. Det er det lys, man skal se Det Øverste Råds navneskift i. Rådets leder, Ayatollah Abd el-Aziz al-Hakim, har før støttet en føderal opdeling af landet, og føderalisme er gift for nationalisterne. I deres øjne er alt, der er foregået siden 1991, gjort for at splitte Irak ad. Om det har været USA/Israel eller Iran der har ført en del-og-hersk politik, er et fedt: Irak skal holdes sammen, og holdes stærkt. Opfattelsen af kurderne har ændret sig: Hvor de før var troløse separatister, er der nu forståelse for deres ønske om uafhængighed. Så folkemordet, Anfal, har i det mindste været godt for noget.
En stedfortræderkrig mellem Iran og USA/Saudi-Arabien vil få det svært med denne nationalisme, men så ikke mere. For den irakiske nationalismes selvmodsigelse er at den ikke er universel. Der er mange irakiske shi'a-arabere der gerne ser et uafhængigt Sydirak i forbund med Iran. Basra er et kapitel for sig, men shi'ismens historie er en lang fortælling om sunni-islams undertrykkelse af shi'a-islam. Den religiøse vækkelse blandt Iraks shi'aer - islamismen er en kendsgerning - kan næppe forenes med et sekulært Irak. Det virker også absurd at forestille sig at Moktada på sigt skulle kunne enes med de tidligere ba'athister og salafierne hos sunni-oprørerne.
Det er nationalismens selvforskyldte ulykke: At Irak ikke må deles op, og at vi irakere skal bestemme. Men hvem er vi? Sadristerne? Iraks Islamiske Hær? Khomeinisterne i Rådet? Svaret kræver en borgerkrig.
Og det samtidig med at irakere slår hinanden ihjel for ingenting. Typisk hører man denne nationalistiske tale fra sunni-oprørerne, og det siger sig selv; både USA og Iran har vist sig en trussel for Ba'ath-styret. Der er selvbedrag i dette, som Ali Allawi skriver i Occupation of Iraq:
The public airing of community grievances had previously been taboo. Any mention of them, or any suggestion that the state was institutionally biased against certain communities, was drowned in a sea of vituperative condemnation, and was equated with treasonous talk that aimed at undermining national unity. [...] The denial of sectarianism was so potent and deep-rooted that it pushed discussion of this problem to the outer limits of acceptable dialogue. In time, this denial created its own reality, and became an article of faith..Men alligevel: Den irakiske eksil-opposition, som (undtagen Det Øverste Råd) plejede omgang med USA i 90'erne, var sekterisk baseret. Da det Midlertidige Irakiske Regeringsråd (IIGC) blev dannet efter invasionen, var det på basis af denne oppositions sekteriske/etniske forhold, og IIGC lagde senere grundlaget for fordeling af ministerpladserne efter religion og etnicitet. Således blev indenrigsministeriet, og dermed politiet, lagt i hænderne på Badr-Brigaden.
Fra selve Irak var sadristerne og sunni-oprørerne, som begge stadig påkalder sig nationalismen. På trods af, at Mahdi-Hæren - Jaish al-Mahdi - er en af de flittigste sunnidræbere. Både sunni-oprørere og sadrister kalder fjenden noget andet end sunni/shi'a: For sadristerne er det takfiri og nawasib, for sunni-arabere er det safawi, eller bare iraner. Med disse nysprogsord kan nationalismen overleve borgerkrigen et stykke tid endnu.
Iran er upopulær, også i syden - iraner er ikke et skældsord som kun sunni-arabere bruger om shi'aer. Den jævne iraker holder hverken af USA eller Iran. Det er det lys, man skal se Det Øverste Råds navneskift i. Rådets leder, Ayatollah Abd el-Aziz al-Hakim, har før støttet en føderal opdeling af landet, og føderalisme er gift for nationalisterne. I deres øjne er alt, der er foregået siden 1991, gjort for at splitte Irak ad. Om det har været USA/Israel eller Iran der har ført en del-og-hersk politik, er et fedt: Irak skal holdes sammen, og holdes stærkt. Opfattelsen af kurderne har ændret sig: Hvor de før var troløse separatister, er der nu forståelse for deres ønske om uafhængighed. Så folkemordet, Anfal, har i det mindste været godt for noget.
En stedfortræderkrig mellem Iran og USA/Saudi-Arabien vil få det svært med denne nationalisme, men så ikke mere. For den irakiske nationalismes selvmodsigelse er at den ikke er universel. Der er mange irakiske shi'a-arabere der gerne ser et uafhængigt Sydirak i forbund med Iran. Basra er et kapitel for sig, men shi'ismens historie er en lang fortælling om sunni-islams undertrykkelse af shi'a-islam. Den religiøse vækkelse blandt Iraks shi'aer - islamismen er en kendsgerning - kan næppe forenes med et sekulært Irak. Det virker også absurd at forestille sig at Moktada på sigt skulle kunne enes med de tidligere ba'athister og salafierne hos sunni-oprørerne.
Det er nationalismens selvforskyldte ulykke: At Irak ikke må deles op, og at vi irakere skal bestemme. Men hvem er vi? Sadristerne? Iraks Islamiske Hær? Khomeinisterne i Rådet? Svaret kræver en borgerkrig.
mandag den 20. august 2007
En mulig forklaring
Det havde jeg ikke tænkt på:
Al-Qaeda indgår ikke i ligningen.
Hvad Ahmadinejad egentligt vil, har jeg ingen anelse om. Med sine flammetaler mod Israel har han lagt perfekt op til Saudi-Arabiens smash. Hvis han har gjort det med vilje, har han ofret Iran for styrets skyld. Hvis det er tanken. Sandsynligvis er han bare for dum til at tænke før han taler, universitet eller ej.
I'd contend, we've already begun our war against Iran. Arming Sunni tribal sheiks and Saudi Arabia and other Sunni Gulf nations, are the opening rounds of our war with Iran. Bush will do all he can to instigate an Iranian military response. I'd guess, in the near future, sometime this year, if Sunnis begin battling Shia in open militia combat, al-Maliki will ask Iran for Quds Brigade support in the south. Bush won't allow that. He'll intervene, hoping -- hoping -- he can finally precipitate an open military strike against Iran.USA går ind på Saudi-Arabiens side i shi'a-sunni-krigen. Det er en forklaring på væbningen af sunni-militser og angrebene på Sadr By, der har længere sigte end blot Magiske September. På et magtpolitisk plan giver det mening, hvis man mener at Iran er den store trussel. Det vil så for alvor gøre Irak til Storlibanon, hvor de regionale stormagter spiller skak med menneskebrikker. Saudi-Arabiens strategi er via Iraks borgerkrig at dræne Iran for kræfter i en finansiel udmattelseskrig, og, om muligt, at få USA til at bombardere Iran tilbage til stenalderen.
Al-Qaeda indgår ikke i ligningen.
Hvad Ahmadinejad egentligt vil, har jeg ingen anelse om. Med sine flammetaler mod Israel har han lagt perfekt op til Saudi-Arabiens smash. Hvis han har gjort det med vilje, har han ofret Iran for styrets skyld. Hvis det er tanken. Sandsynligvis er han bare for dum til at tænke før han taler, universitet eller ej.
søndag den 19. august 2007
lørdag den 18. august 2007
He loved Big Brother
Vores kamp er en kamp med vores egen stædighed. Idet vi knuses, genfødes vi, som sande medborgere. Og vi ser, at lederen vil os det godt. Og at alt han gjorde ved os, var for vores egen skyld. Det eneste, som blev knust, var vores stædige insisteren på vores autonomi. Hvor har vi været dumme.
Hvof ?
Fra uvurderlige IraqSlogger: USA prøver noget i Sadr By.
The Mahdi Army, loyal to the Sadrist current, led by the Shi'a cleric Muqtada al-Sadr, has developed a pattern of strategic operations against US forces in Baghdad’s narrow streets.
The Shi'a militia will launch surprise attacks against the Americans when they enter the smaller roads and alleyways in the areas under Mahdi Army influence.
The Sadrist militiamen often refrain from attacks against US forces in the wider open roads, where US forces may have a stronger hand.
The Americans broke that arrangement two days ago, entering the small roads in the residential areas of the eastern al-Ubaidi district, residents report. Mahdi Army militiamen ambushed the US force, killing one American soldier.
Men hvorfor? Og giver det spørgsmål overhovedet mening længere? Hvis Petraeus sigter efter kortsigtede forbedringer mht. Magiske September, giver det her ikke mening. Men hvis man tænker langsigtet, hvorfor så lade den politiske proces dø, samtidig med at man væbner sunni-militser? Jeg giver op.
Ok. USA invaderede for at lave ravage. Så giver det hele mening.
fredag den 17. august 2007
Iran, spekulationer
For at bygge videre på dette indlæg på The Belgravia Dispatch og betegnelsen af Irans Revolutionære Garde som terroristgruppe (åbner gode juridiske vinkler for angreb lovliggjort gennem antiterrorlovgivning), nogle tanker om et angreb på Iran.
USAs hær er spændt til bristepunktet. Den har ikke flere soldater tilovers. Men luftvåbenet og flåden står parat, begge disse grene er temmeligt ubrugelige i COIN operationer. Så et eventuelt angreb vil være bombning.
Spørgsmålene er følgende:
1. Vil USA forsøge at ødelægge hele Irans økonomi, hvilket nødvendigvis må inkludere olie/gas-produktion og raffinering, eller gå efter mere symbolske skader?
2. Hvor stærkt er Irans luftforsvar egentlig?
3. Vil USA forsøge at tage Irans olierige øer i den Persiske Golf?
4. Vil Iran forsøge at lukke Hormuz-strædet? Vil de kunne det?
5. Hvordan vil de forskellige shi'a-fraktioner i Irak reagere?
6. Hvordan vil Afghanistan reagere?
7. Hvad ellers?
---
1. Vil USA forsøge at ødelægge hele Irans økonomi, hvilket nødvendigvis må inkludere olie/gas-produktion og raffinering, eller gå efter mere symbolske mål?
Stort spørgsmål. Hvis Irans olieproduktion stoppes, vil energipriserne verden over eksplodere, og amerikanerne vil mærke det lige så meget som alle andre. Så indenrigspolitisk er det ikke et klogt træk. Til gengæld vil alt andet være temmeligt meningsløst. Iran har for længst flyttet sin atomforskning under jorden, og spredt den for alle vinde. I lyset af de tosser der ønsker angrebet, vil jeg tro, at det er deres måde at føre diplomati på: Man forestiller sig at Iran står bag mange af angrebene på USAs soldater i Irak, og siger, "nok er nok". Sig det med bomber. Selvfølgelig er det forkert, men det kan være argumentet. I så fald slipper oliefelterne. Men da Iran nok ikke har tænkt sig at lade USA slippe uden videre, vil der reelt udbryde krig om luftrummet, og det vil sprede sig til Irak, hvor USAs tropper er sårbare. Så krigshandlingerne vil fortsætte, og da USA vil beherske luftrummet, vil amerikanerne nok øge bombningerne i takt med manglende "diplomatiske" resultater. Det vil inden længe også ramme olie/gasproduktionen. Irans skrøbelige økonomi braser sammen, og oliepriserne stiger stejlt.
2. Hvor stærkt er Irans luftforsvar egentlig?
Ikke stærkt nok. USAs militær er designet til symmetrisk krigsførsel, på det punkt kan ingen slå dem. Så på trods af nogle tab i begyndelsen vil USA i løbet af kort tid reducere Irans luftforsvar til håndbårne SAMs, som ikke er særligt effektive mod højtflyvende mål.
3. Vil USA forsøge at tage Irans olierige øer i den Persiske Golf?
Næppe, det ville være rendyrket olieimperialisme, og derfor en kolossal PR-fiasko.
4. Vil Iran forsøge at lukke Hormuz-strædet? Vil de kunne det?
De vil i hvert fald prøve, og USA vil gøre hvad de kan for at stoppe Iran. Under Julikrigen mellem Israel og Hizbollah sidste år ramte Hizbollah en israelsk korvette med et (højst sandsynligt) iransk-leveret missil. En mulig iransk strategi ville være at satse på at lukke strædet for - via oliepriser - at vende verdensopinionen mod USA. Og med disse missiler vil det være muligt at gøre fra landjorden, skønt de kræver en våbenplatform, og dermed vil være sårbare overfor luftangreb.
5. Hvordan vil de forskellige shi'a-fraktioner i Irak reagere?
De vil protestere højlydt officielt, og uofficielt give grønt lys til angreb mod USAs styrker. Det Øverste Råd og al-Da'awa vil gøre det, fordi valget mellem USA og Iran er oplagt: USA er nyttige idioter, Iran er gudfaderen. Sadristerne (inkl. Fadhila) vil være tro mod deres populisme og følge gadens vrede. De er stort set allerede i en lavintensitetskrig med USA alligevel.
Resultatet af alt dette tør jeg ikke gætte på. Men det er sikkert, at sunni-araberne pludseligt bliver meget glade for USA. Og så er cirklen sluttet, og Irakkrigen vil gå ind i en ny fase, med USAs soldater under endnu større pres end før. Om shi'a-militserne vil formå at stoppe forsyningerne fra Kuwait er et andet godt spørgsmål. Mon dog ikke, det er lange, bange forsyningslinier. Og så er USAs soldater for alvor ude at skide.
6. Hvordan vil Afghanistan reagere?
Sandsynligvis kun med protester. Karzai vil nok finde sig i det, han har brug for USA. Selv om han vil tage sig til hovedet. Forholdet mellem Kabul og Washington vil kølnes, men ikke væsentligt.
7. Hvad ellers?
Døde mennesker.
Iran vil ruineres, til gengæld vil befolkningen samles om mullaherne, der vil kunne bruge angrebene som undskyldning for iranernes lidelser i lang tid fremover.
Jeg tror ikke på historierne om Irans terrorceller i Canada og andetsteds. Desuden ville sådanne angreb - som jeg tror er usandsynlige - kun gøre meget lille skade, ud over at de vil puste til civilisationskrigen.
Saudi-Arabien vil have det rigtigt godt, indtil det opdager, at det har medvirket til at jage USA ud af Irak. Demonstrationer i Europa. Måske en lille rask artilleriduel mellem Hizbollah og Israel.
USAs hær er spændt til bristepunktet. Den har ikke flere soldater tilovers. Men luftvåbenet og flåden står parat, begge disse grene er temmeligt ubrugelige i COIN operationer. Så et eventuelt angreb vil være bombning.
Spørgsmålene er følgende:
1. Vil USA forsøge at ødelægge hele Irans økonomi, hvilket nødvendigvis må inkludere olie/gas-produktion og raffinering, eller gå efter mere symbolske skader?
2. Hvor stærkt er Irans luftforsvar egentlig?
3. Vil USA forsøge at tage Irans olierige øer i den Persiske Golf?
4. Vil Iran forsøge at lukke Hormuz-strædet? Vil de kunne det?
5. Hvordan vil de forskellige shi'a-fraktioner i Irak reagere?
6. Hvordan vil Afghanistan reagere?
7. Hvad ellers?
---
1. Vil USA forsøge at ødelægge hele Irans økonomi, hvilket nødvendigvis må inkludere olie/gas-produktion og raffinering, eller gå efter mere symbolske mål?
Stort spørgsmål. Hvis Irans olieproduktion stoppes, vil energipriserne verden over eksplodere, og amerikanerne vil mærke det lige så meget som alle andre. Så indenrigspolitisk er det ikke et klogt træk. Til gengæld vil alt andet være temmeligt meningsløst. Iran har for længst flyttet sin atomforskning under jorden, og spredt den for alle vinde. I lyset af de tosser der ønsker angrebet, vil jeg tro, at det er deres måde at føre diplomati på: Man forestiller sig at Iran står bag mange af angrebene på USAs soldater i Irak, og siger, "nok er nok". Sig det med bomber. Selvfølgelig er det forkert, men det kan være argumentet. I så fald slipper oliefelterne. Men da Iran nok ikke har tænkt sig at lade USA slippe uden videre, vil der reelt udbryde krig om luftrummet, og det vil sprede sig til Irak, hvor USAs tropper er sårbare. Så krigshandlingerne vil fortsætte, og da USA vil beherske luftrummet, vil amerikanerne nok øge bombningerne i takt med manglende "diplomatiske" resultater. Det vil inden længe også ramme olie/gasproduktionen. Irans skrøbelige økonomi braser sammen, og oliepriserne stiger stejlt.
2. Hvor stærkt er Irans luftforsvar egentlig?
Ikke stærkt nok. USAs militær er designet til symmetrisk krigsførsel, på det punkt kan ingen slå dem. Så på trods af nogle tab i begyndelsen vil USA i løbet af kort tid reducere Irans luftforsvar til håndbårne SAMs, som ikke er særligt effektive mod højtflyvende mål.
3. Vil USA forsøge at tage Irans olierige øer i den Persiske Golf?
Næppe, det ville være rendyrket olieimperialisme, og derfor en kolossal PR-fiasko.
4. Vil Iran forsøge at lukke Hormuz-strædet? Vil de kunne det?
De vil i hvert fald prøve, og USA vil gøre hvad de kan for at stoppe Iran. Under Julikrigen mellem Israel og Hizbollah sidste år ramte Hizbollah en israelsk korvette med et (højst sandsynligt) iransk-leveret missil. En mulig iransk strategi ville være at satse på at lukke strædet for - via oliepriser - at vende verdensopinionen mod USA. Og med disse missiler vil det være muligt at gøre fra landjorden, skønt de kræver en våbenplatform, og dermed vil være sårbare overfor luftangreb.
5. Hvordan vil de forskellige shi'a-fraktioner i Irak reagere?
De vil protestere højlydt officielt, og uofficielt give grønt lys til angreb mod USAs styrker. Det Øverste Råd og al-Da'awa vil gøre det, fordi valget mellem USA og Iran er oplagt: USA er nyttige idioter, Iran er gudfaderen. Sadristerne (inkl. Fadhila) vil være tro mod deres populisme og følge gadens vrede. De er stort set allerede i en lavintensitetskrig med USA alligevel.
Resultatet af alt dette tør jeg ikke gætte på. Men det er sikkert, at sunni-araberne pludseligt bliver meget glade for USA. Og så er cirklen sluttet, og Irakkrigen vil gå ind i en ny fase, med USAs soldater under endnu større pres end før. Om shi'a-militserne vil formå at stoppe forsyningerne fra Kuwait er et andet godt spørgsmål. Mon dog ikke, det er lange, bange forsyningslinier. Og så er USAs soldater for alvor ude at skide.
6. Hvordan vil Afghanistan reagere?
Sandsynligvis kun med protester. Karzai vil nok finde sig i det, han har brug for USA. Selv om han vil tage sig til hovedet. Forholdet mellem Kabul og Washington vil kølnes, men ikke væsentligt.
7. Hvad ellers?
Døde mennesker.
Iran vil ruineres, til gengæld vil befolkningen samles om mullaherne, der vil kunne bruge angrebene som undskyldning for iranernes lidelser i lang tid fremover.
Jeg tror ikke på historierne om Irans terrorceller i Canada og andetsteds. Desuden ville sådanne angreb - som jeg tror er usandsynlige - kun gøre meget lille skade, ud over at de vil puste til civilisationskrigen.
Saudi-Arabien vil have det rigtigt godt, indtil det opdager, at det har medvirket til at jage USA ud af Irak. Demonstrationer i Europa. Måske en lille rask artilleriduel mellem Hizbollah og Israel.
torsdag den 16. august 2007
Totten opdager verden
Der er noget tilfredsstillende ved at følge Tottens sind udvides. Den grusomme sandhed om USAs strategi i Irak er ved at gå op for ham. Dum er han stadig:
The Mahdi Army is Iran’s major proxy in Iraq.Indeed-y.
"Utmost deference"
Via den orange satan, her et afskrift fra Wireds liveblogging af to retssager vedr. aflytning:
Judge Harry Pregerson suggests the government is asking the courts to "rubber stamp" the government's claim that state secrets are at risk "Who decides whether something is a state secret or not? ... We have to take the word of the members of the executive branch that something is a state secret?"Andetsteds: Department of Homeland Security får nu lov til at bruge USAs spionsatelliter mod USA.Og derfor kan jeg ikke tage Berman alvorligt, når han - som amerikaner - diskuterer det totalitære som noget der kun hører venstrefløjen og islam til. Physician, heal thyself.
Garre counters that the courts should give "utmost deference" to the Bush administration.
Judge Pregerson: "What does utmost deference mean? Bow to it?"
Læs hele indlægget på Wired. Stærke sager.
Mere om figenblad nr. 1441
Via Glenn, cut'n'paste fra A Tiny Revolution og FNs resumé:
John Negroponte, USAs daværende FN-ambassadør:
I grunden er det ikke så interessant. Den eneste støtte, som VKO gav USA ved selve invasionen, var en korvette eller ubåd, så vidt jeg husker. Så på trods af deres storladne retorik risikerede de ikke noget på Danmarks vegne. Typisk dansk, faktisk. Og jeg anser udstationeringen af tropper efter invasionen for et andet kapitel, som S og R også bærer ansvaret for, til de trak deres støtte tilbage. Så det eneste man kan anklage VKO for er at lyve om noget, der ikke havde andet end etiske konsekvenser. Selv om Fogh vrider sig dejligt i Bo Elkjærs længe ventede interview, så er folk herhjemme bedøvendes ligeglade, som man kunne se ved partilederdebatten og meningsundersøgelserne. Af den simple grund at Danmark har ofret meget lidt på det blodige irakiske alter.
John Negroponte, USAs daværende FN-ambassadør:
The resolution contained...no “hidden triggers” and no “automaticity” with the use of force.
Jeremy Greenstock, Storbritanniens FN-ambassadør:
...there was no “automaticity” in the resolution. If there was a further Iraqi breach of its disarmament obligations, the matter would return to the Council for discussion.
Frankrig:
If the inspection authorities reported to the Council Iraq had not complied with its obligations, the Council would meet immediately and decide on a course of action. France welcomed the lack of “automaticity” in the final resolution.
Mexico:
Those who had advocated the automatic recourse to the use of force had agreed to afford Iraq a final chance...The resolution had eliminated “automaticity” in the use of force as a result of material breach. He welcomed the acceptance of the two-stage approach.
Fælleserklæring fra Frankrig, Kina og Rusland:
Resolution 1441 (2002) adopted today by the Security Council excludes any automaticity in the use of force. In this regard, we register with satisfaction the declarations of the representatives of the United States and the United Kingdom confirming this understanding in their explanations of vote...Så når regeringen mener der var hjemmel for magtanvendelse mod Irak i 1441, så lyver den, eller også har den ikke læst på lektien. Gæt selv.In case of failure by Iraq to comply with its obligations...It will be then for the Council to take position on the basis of that report.
I grunden er det ikke så interessant. Den eneste støtte, som VKO gav USA ved selve invasionen, var en korvette eller ubåd, så vidt jeg husker. Så på trods af deres storladne retorik risikerede de ikke noget på Danmarks vegne. Typisk dansk, faktisk. Og jeg anser udstationeringen af tropper efter invasionen for et andet kapitel, som S og R også bærer ansvaret for, til de trak deres støtte tilbage. Så det eneste man kan anklage VKO for er at lyve om noget, der ikke havde andet end etiske konsekvenser. Selv om Fogh vrider sig dejligt i Bo Elkjærs længe ventede interview, så er folk herhjemme bedøvendes ligeglade, som man kunne se ved partilederdebatten og meningsundersøgelserne. Af den simple grund at Danmark har ofret meget lidt på det blodige irakiske alter.
tirsdag den 14. august 2007
Små lande, små følelser
Link til polsk mindreværdskompleks. Udenrigsminister Fotyga om Tyskland:
"Når du er størrere og stærkere, må du være ethundrede gange så følsom som din lille nabo, og aldrig ydmyge."Men skal den lille nabo absolut være ethundrede gange så tyndhudet som andre? Og er det kun mig, der ser en forbindelse mellem polakkernes stærke religiøsitet og deres elendige politikere?
Man bør være konsekvent...
Kommentar til skolesammenlægningerne. Jeg ved ikke helt hvilket ben jeg skal stå på. Jeg sammenligner mine reaktioner til dette og DRs nedskæringer, og ser, at de ikke er konsekvente.
DR kan rende mig. Jeg har respekt for radiodelen, men TV-kanalerne er i mine øjne spild af penge. DR er desuden indspist, dårligt organiseret, dårligt ledet, og synes at have en chef for hver medarbejder. Som en statsfinancieret men selvejende institution må den bære konsekvensen af sine egne budgetoverskridelser, og jeg vil nyde hvert øjeblik. At den så vælger at slukke for nogle af de mest oplysende programmer frem for P3s ungdomstilbedelse vidner kun om hvad den forstår ved public service.
Så hvorfor har jeg det ikke på samme måde med Københavns skoler? Fordi det for mig er åbenlyst uretfærdigt at skolebørn skal bøde for en lokalpolitikers økonomiske analfabetisme. Men hvorfor skal DRs medarbejdere, og i sidste ende lytterne og seerne, så bøde for en inkompetent bestyrelses miserable fornemmelse for planlægning?
Hvis staten kautionerer KK ud af sit underskud, vil det for det første underminere idéen om kommunalt selvstyre. Det er kun få skridt fra direkte statsstyre, når nu lokalpolitikerne ikke kan finde ud af det. For det andet forsvinder ethvert incitament for lokalpolitikerne til at have styr på økonomien, når nu staten alligevel betaler.
Men børnene, fanden da. Nu gemmer jeg mig under min dyne.
DR kan rende mig. Jeg har respekt for radiodelen, men TV-kanalerne er i mine øjne spild af penge. DR er desuden indspist, dårligt organiseret, dårligt ledet, og synes at have en chef for hver medarbejder. Som en statsfinancieret men selvejende institution må den bære konsekvensen af sine egne budgetoverskridelser, og jeg vil nyde hvert øjeblik. At den så vælger at slukke for nogle af de mest oplysende programmer frem for P3s ungdomstilbedelse vidner kun om hvad den forstår ved public service.
Så hvorfor har jeg det ikke på samme måde med Københavns skoler? Fordi det for mig er åbenlyst uretfærdigt at skolebørn skal bøde for en lokalpolitikers økonomiske analfabetisme. Men hvorfor skal DRs medarbejdere, og i sidste ende lytterne og seerne, så bøde for en inkompetent bestyrelses miserable fornemmelse for planlægning?
Hvis staten kautionerer KK ud af sit underskud, vil det for det første underminere idéen om kommunalt selvstyre. Det er kun få skridt fra direkte statsstyre, når nu lokalpolitikerne ikke kan finde ud af det. For det andet forsvinder ethvert incitament for lokalpolitikerne til at have styr på økonomien, når nu staten alligevel betaler.
Men børnene, fanden da. Nu gemmer jeg mig under min dyne.
Abonner på:
Opslag (Atom)