Om irakisk nationalisme

En underlig størrelse. Man hører tit - og ikke bare fra Fisk - at shi'a/sunni-konflikten er et udenlandsk konstrukt, en fortolkning man for skade har tvunget ned over irakerne. Og at den egentlige kamp står mellem oprørerne og besættelsesmagterne USA + Iran.

Og det samtidig med at irakere slår hinanden ihjel for ingenting. Typisk hører man denne nationalistiske tale fra sunni-oprørerne, og det siger sig selv; både USA og Iran har vist sig en trussel for Ba'ath-styret. Der er selvbedrag i dette, som Ali Allawi skriver i Occupation of Iraq:

The public airing of community grievances had previously been taboo. Any mention of them, or any suggestion that the state was institutionally biased against certain communities, was drowned in a sea of vituperative condemnation, and was equated with treasonous talk that aimed at undermining national unity. [...] The denial of sectarianism was so potent and deep-rooted that it pushed discussion of this problem to the outer limits of acceptable dialogue. In time, this denial created its own reality, and became an article of faith..

Men alligevel: Den irakiske eksil-opposition, som (undtagen Det Øverste Råd) plejede omgang med USA i 90'erne, var sekterisk baseret. Da det Midlertidige Irakiske Regeringsråd (IIGC) blev dannet efter invasionen, var det på basis af denne oppositions sekteriske/etniske forhold, og IIGC lagde senere grundlaget for fordeling af ministerpladserne efter religion og etnicitet. Således blev indenrigsministeriet, og dermed politiet, lagt i hænderne på Badr-Brigaden.

Fra selve Irak var sadristerne og sunni-oprørerne, som begge stadig påkalder sig nationalismen. På trods af, at Mahdi-Hæren - Jaish al-Mahdi - er en af de flittigste sunnidræbere. Både sunni-oprørere og sadrister kalder fjenden noget andet end sunni/shi'a: For sadristerne er det takfiri og nawasib, for sunni-arabere er det safawi, eller bare iraner. Med disse nysprogsord kan nationalismen overleve borgerkrigen et stykke tid endnu.

Iran er upopulær, også i syden - iraner er ikke et skældsord som kun sunni-arabere bruger om shi'aer. Den jævne iraker holder hverken af USA eller Iran. Det er det lys, man skal se Det Øverste Råds navneskift i. Rådets leder, Ayatollah Abd el-Aziz al-Hakim, har før støttet en føderal opdeling af landet, og føderalisme er gift for nationalisterne. I deres øjne er alt, der er foregået siden 1991, gjort for at splitte Irak ad. Om det har været USA/Israel eller Iran der har ført en del-og-hersk politik, er et fedt: Irak skal holdes sammen, og holdes stærkt. Opfattelsen af kurderne har ændret sig: Hvor de før var troløse separatister, er der nu forståelse for deres ønske om uafhængighed. Så folkemordet, Anfal, har i det mindste været godt for noget.

En stedfortræderkrig mellem Iran og USA/Saudi-Arabien vil få det svært med denne nationalisme, men så ikke mere. For den irakiske nationalismes selvmodsigelse er at den ikke er universel. Der er mange irakiske shi'a-arabere der gerne ser et uafhængigt Sydirak i forbund med Iran. Basra er et kapitel for sig, men shi'ismens historie er en lang fortælling om sunni-islams undertrykkelse af shi'a-islam. Den religiøse vækkelse blandt Iraks shi'aer - islamismen er en kendsgerning - kan næppe forenes med et sekulært Irak. Det virker også absurd at forestille sig at Moktada på sigt skulle kunne enes med de tidligere ba'athister og salafierne hos sunni-oprørerne.

Det er nationalismens selvforskyldte ulykke: At Irak ikke må deles op, og at vi irakere skal bestemme. Men hvem er vi? Sadristerne? Iraks Islamiske Hær? Khomeinisterne i Rådet? Svaret kræver en borgerkrig.