Supertanker

Obamas tilgang:

States are like big tankers, they're not like speedboats. You can't just whip them around and go in a new direction. Instead you've got to slowly move it and then eventually you end up in a very different place.

Her er problemet: Supertankeren er på vej mod et isbjerg. At skifte retning langsomt er bare ikke godt nok. Måske denne holdning kommer af det amerikanske politiske system, hvor specielt Senatet er fantastisk tungt at danse med. Måske er det Obamas typiske forsigtighed. Det er i og for sig også lige meget. Problemerne har rod i USA's barnagtighed efter sejren over USSR i Den Kolde Krig. Ligegyldighed over for retsstaten, tortur, krig, diplomati, gæld, alliancer, og jeg kunne blive ved.

a. Økonomi. USA træder med sin gældsætning en farlig linie, og det er ved at gå op for Kina, at de sidder med Sorteper, når inflationen kommer. Den monetære terrorbalance kan ikke opretholdes uendeligt, og finanskrisen - kan vi efterhånden kalde den en depression? - har afsløret, hvor skrøbeligt den globaliserede økonomi er opbygget. Obamas budget føjer til gælden, og han har ført kampagne på skattelettelser. Men der skal betales for skidtet. Hans finansminister har samtidig en redningsplan for bankerne, der enten er fantastisk dum eller dybt korrupt, og hvis forudsigelige fiasko sandsynligvis vil dræne Obamas indenrigspolitiske kapital voldsomt. Heller ikke mht. sundhedssystemet ser det godt ud: Det eneste, som administrationen åbenbart ikke vil være med til, er at skære netop de fordyrende sundhedsforsikringsselskaber væk, med et statsfinansieret system.

b. Udenrigspolitik. Skønt Obama sender de rigtige signaler (gerne på tværs af Hillarys egne), så skal der mere til end bare ord. Ud af Irak, ser det ud til, men optrapning i Afghanistan og, hvad værre er, decideret eskalering til Pakistan. Det kan ikke ende godt. Han påstår stadig, at Iran er ved at udvikle atomvåben, uden beviser, jf. NIE 2007. Og at Al-Qaeda er en kolossal trussel. Det neokonservative perspektiv har bidt sig fast som en parasit i hjernen.

c. Retsorden. Obama-administrationen er nu ved at gå længere end Bush/Cheney i diktatoriske beføjelser, der eksplicit er formuleret til at undgå lovens lange arm. Justitsministeriet ser ud til at være fast besluttet på at blokere ethvert tilløb til et retsopgør om den forrige administrations forbrydelser. Konsekvensen er en stærkt svækket retsstat, og modsat civilisationskrigernes antagelse om, at loven svækker os, fordi den forhindrer en jernnævepolitik, så holder den os faktisk stærk, fordi en retsstat betyder gennemsigtighed, ansvarsplacering og social tillid. Obama-administrationens dedikation til den totale uigennemsigtighed - af hensyn til nationens samhørighed, vil jeg nådigt gå ud fra - vil på lang sigt sikre, at forbrydelse kan betale sig.

Det er ikke ligefrem "the fierce urgency of the now", vi bevidner. Ironisk nok har depressionen styrket USA i forhold til resten af verden pga. dollaren og de amerikanske statsobligationers gode ry. Den har afsløret eurozonens manglende finanspolitiske værktøjer og økonomiske skrøbelighed, Østasiens dybe afhængighed af vestlige markeder, og de resourcerige landes overfladiske velfærd, fra Saudi-Arabien til Rusland. Men det langsigtede problem er USA's indre ideologiske selvmodsigelser, der enten skal afvikles eller svække landet til ukendelighed, som tilfældet Californien så fint demonstrerer.

Obamas projekter ser ud til at blive nogle gedigne fiaskoer, og uden politisk diesel kan retningen på supertankeren ikke ændres i tide.

Der er så en anden supertanker i billedet: Europa. Siden 2. Verdenskrig har vi knyttet os til USA, og godt det samme. Men vi bliver nødt til at tænke selv. Vi bliver nødt til at tænke over, hvad det er, vi vil. Vi kan ikke bare lægge os i kølvandet på USA, mod- eller velvilligt, uden at blive trukket med eller med ned af ren apati. Irak har vist det, torturprogrammet har vist det. Det er den samme apati, der i mine øjne har gjort et decideret anti-demokratisk projekt som EU muligt at få igennem. Vores ligegyldighed er de koloniseredes apati over for tilværelsen, og den går ikke længere: Vi skal tage vores egne beslutninger, sætte vores egne mål. Jeg udbeder en selvstændig eksistens - at vi er midten i vores eget univers.

Det lyder måske langt ude. Men de rigtige problemer er ved at tårne sig op. Det første årti i det nye årtusinde var faktisk en fortsættelse af de ubekymrede halvfemsere, blot blev kedsommeligheden afløst af selvforherligende ondskabsfuldhed. Der var ikke modstand nok til at fostre ansvarlighed og modenhed. Det er der så nu, og forandring skal der nok komme, uanset hvor meget Obama står imod.