Imperiets provinser?

Opfølger til før. En meget almindelig eftervirkning af imperialisme er, at de underlagte folkeslag skyder skylden for alt dårligt på imperiet. Det er et spørgsmål om magt og selvopfattelse: Når et folk er underlagt et andet, er det fordi, imperiet er mere magtfuldt end de overvundne.

Det følger, at alt, der sker, er imperiets skyld - er opfattelsen. For hvis man havde magten til selv at bestemme, ja, så ville man bestemme selv - og ikke høre under en fremmed fane.

Det er sådan, selvkritik hører sammen med selvbestemmelse. Har vi magten over os selv? Hvis vi ikke har, så er selvkritik meningsløst. Når et imperie trækker sig tilbage eller går i opløsning, vil det derfor efterlade områder, hvor evnen til selvkritik er forsvundet.

Jeg ser ligheder mellem dette og dagens finanskrise, særligt i Vesteuropa. Siden Suéz-krisen har opfattelsen har været, at USA var anføreren. At vi andre bare skulle følge med. I økonomi, udenrigspolitik, kultur og krig. Centrum var USA, vi var periferien. Sig ja eller nej til USA, men gør ikke - skab ikke noget selv. Så nu, hvor finanssektoren er i nedsmeltning, skyder folk skylden på USA.

Lyder det rigtigt? Har opfattelsen i Vesteuropa været, at vi er USAs provinser? At vi derfor er handlelammede handlingslammede, sat udenfor magtens centrum, og har dette had-kærlighedsforhold til imperiets hjerte, som vi skyder skylden for alt på, og alligevel prøver at efterligne?

Jeg synes om tanken, men ved ikke endnu hvor langt den kan nå.