Fanboy Fogh 2

Efter lidt rumlen i maven mener jeg at have fordøjet Foghs hyldest til Bush forleden. Jeg tror, at situationen ved siden af den amerikanske præsident, foran pressekorpset, har benovet og beruset Fogh så meget, at vi her har fået Foghs udenrigspolitiske tænkning lagt for dagen, uden blusel og indenrigspolitiske hensyn. En udskrift kan ses her.

Der er et grusomt antal forviklinger og selvbedrag i de få små linier Fogh slynger ud. Der er intet nyt i talen om krigene i Irak og Afghanistan, selv om det - det vildledende grundlag og de fatale følger taget i betragtning - er noget af en omgang selvforherligende øregas at slynge ud på dette tidspunkt i historien. Men det mest idiotiske Fogh siger drejer sig om miljøet:

I think the American President is really a convinced environmentalist.

Dette mener menneskekenderen Fogh, på trods af Bush's Clear Skies Act, udtrædelsen af Kyoto-traktaten, og mange andre tiltag et rationelt menneske ikke ville se som et gode for miljøet.

Men Fogh er ikke rationel. Ikke her. Dette drejer sig om følelser: Foghs faktafri og tøjlesløse hyldest af Bush er intet andet end et gevaldigt numsekys til USA, præcis som vores udenrigspolitik er blevet ført. Og det er det; den er ikke længere. Ingen nærmere overvejelser af den konkrete situation, ingen grundig analyse af problemerne, ingen rationelle tiltag med bund i virkeligheden. Ikke andet end at følge i halen på USA.

Jeg er ikke i tvivl om at Fogh mener han har gjort det rigtige. Man kan ikke være så forblændet uden også at tro på sin egen ufejlbarlighed; kun den tænksomme tvivler på sin egen dømmekraft. Fogh er en dreven taktiker - det må man give ham - men han er ikke den rette til at føre Danmark, for han har overhovedet ikke formatet til at overskue det udenrigspolitiske. Beviset har vi i disse linier; hvor det eneste han kan overskue er hvor på numsen han skal sætte kysset.