Når diplomater skændes

China Hand har dækket de diplomatiske forviklinger om Iran storartet. Læs endelig. Det ser fuldstændigt forvirret ud, og jeg håber meget på, at nogen har et mål i sigte. Der er umiddelbart to modeller:

1. USA havde gang i noget, der ville føre til, at Israel ville medvirke ved Ikkespredningstraktatens årlige statuskonference og måske sige noget om sine atomvåben, fordi Obama gerne vil have en atomvåbenfri verden / hul på bylden. Sanktioner mod Iran var en del af handlen, og Brasilien-Tyrkiet-Iran-aftalen kom i vejen.

2. USA ser kun Iran gennem Israels prisme: Iran kan man ikke stole på, og man skal sætte hårdt igen mod forsinkelsestaktik. Inden længe giver de sig, og hvis ikke...

Ingen af modellerne indgyder tillid. De udelukker ikke nødvendigvis hinanden.

Hvad ved jeg

Kan palmer blive så store i Afghanistan? Og er æsler ikke noget mere udbredte end kameler?

-----

Åbenbart ja. Jeg ved stadig ikke med den kamel.

Tyrkiet, Brasilien og Iran

Uanset hvordan det gik for sig, så betyder USAs afvisning af atomberigelsesaftalen mellem Brasilien, Tyrkiet og Iran med henvisning til en netop færdiggjort aftale i Sikkerhedsrådet om nye sanktioner, at disse nye sanktioner får svært ved at slå igennem i Tyrkiet. Og det er jo et ret vigtigt land i det henseende.

Et eller andet er koordineret helt galt her. Men måske kan sådan noget ikke koordineres længere, i denne multipolære verden.

Strategisk forskning

Missilforsvar er og bliver et gigantisk spild af penge. 

US missile defense plans are based on "technical myths" and interceptors have mostly failed to knock out incoming warheads in military tests, a new study argues.

Two American scientists reviewed 10 tests of the SM-3 "kill vehicle," designed to take out ballistic missiles, and concluded that the interceptor succeeded in directly hitting mock warheads in only one or two cases.

Det er sjovt, at det svindelnummer alligevel har så stor politisk betydning. Forhåbentligt får det ikke nogen til at føle sig usårlige.

Fej op efter dig selv

Den største fejl ved min blog er, at jeg ikke følger godt nok op på begivenheder, fordi jeg spreder mig for meget og skriver for lidt. Så jeg prøver lige at feje op.

Afghanistan: Det går ad helvede til, og vi kan se frem til flere flygtninge, indtil og med et godt stykke tid efter vi ikke gider mere. Apropos Armadillo: Virker reaktionerne ikke lidt påtagede? De Anstændige spiller oprørte mens Keyboardkrigerne spiller seje.

Irak: Efter en masse død & ballade ser det ud til, at Iran har sørget for, at Irak får den samme statsminister og regering, som de havde før valget - på trods af, at Ayad Allawi fik så overraskende mange stemmer. Til gengæld kommer Moktada al-Sadrs folk tilbage på ministerstolene. Bomber sprænger, Allawi advarer om borgerkrig.

Iran: Nu vi er der. Brasilien og Tyrkiet gør et ærligt forsøg, som USA straks skyder ned. Meget...uproduktiv holdning, men det er vel også hensigten. Vestens dobbeltmoral er så tydelig (det er ok, at Israel, Indien og Pakistan har atomvåben, men Iran må ikke engang selv berige til atomkraft. Sanktioner!), at det er for meget tovtrækkeri at gentage argumenterne igen og igen. Jeg kan kun opfordre folk til at læse Daniel Larison i stedet for mig. Mht. Ruslands holdning kan det godt forklares med, at russerne gerne vil holde energipriserne oppe, og det kan ordnes med lidt uro i Mellemøsten.

Finans: En Søren Riishøj fra SDU fortæller om en undersøgelse af valuta- og finanspolitikken i landene fra den tidligere østblok. Den forklarer det, jeg prøvede at sige forleden, og mere til.

EU: Euroen falder. Godt! Bare den ikke falder sammen. Det siges, at der burde have været mere politisk styring, så krisen kunne være undgået (og nu kommer det! Eller hvad?). Uanset hvor stendød den politiske union ikke er, så ændrer det ikke ved, at EUs arbejdskraft ikke bare flytter fra et land til et andet, alt efter arbejdsudbuddet. For vi taler altså ikke samme sprog. Og i så fald giver en fælles valuta ikke mening.

USA: Obama har været meget, meget skidt mht. borgerrettigheder. Værre end jeg troede, faktisk. Men han overholder i det store og hele princippet om, at alt er ok, så længe det går ud over brune og/eller muslimer.

Top men

Et tegn på folks accept af, at de ikke tror på, at man kan forstå finanspolitikken (det er skak), er at man har overladt kontrollen over pengemængden til bureaukrater. Centralbankerne er således placeret uden for nominel politisk indflydelse, fordi man ikke tror på, at politikerne kan styre sig, når de får en seddelpresse mellem hænderne. Men centralbankerne fører skam politik alligevel - som regel af den destruktivt reaktionære type. Og det er kolossalt vigtigt hvad der foregår. De nedskæringer, der er, eller er ved at blive vedtaget, vil sende EUs udkantsøkonomier ud i nye og større nedture, og det vil selvfølgelig skabe en trykket stemning for det nervøse marked mv.

Den Europæiske Centralbank kunne lave nogle flere penge og købe statsobligationer for dem, men så løber man ind i alle de grundlæggende problemer med euroens pengepolitiske struktur - så hellere give dem til bankerne (obs: sarkasme).

Man kunne lave noget, der svarede til at sætte lande under Valutafondens administration, hvis de gerne vil have friske penge fra centralbanken i Frankfurt. Hvis det skal være. Politisk ville det nok være lidt ømt, fordi det af en eller anden grund er noget andet end at modtage lån fra andre stater.

Æh, om igen.

Kom for skade til at skrive:

Forskellen mellem Estlands og Letlands økonomi er i høj grad netop valutapolitikken.

Island er nok et bedre eksempel på fordelene ved en flydende valuta end Estland.

Iceland’s financial crisis started at the end of 2008, when its three biggest banks failed, resulting in a sell-off of the krona that culminated in a depreciation as deep as 80 percent against the euro offshore. The central bank imposed capital controls to stem volatility at an exchange rate about 45 percent weaker than before the crisis. The krona slump instantly ended 22 quarters of trade deficits, helping a recovery that saw the economy grow 3.3 percent in the fourth quarter from the third.

Og

Estonia has made some tough sacrifices for the dubious honour of joining the euro from January 1, 2011. Just how tough was illustrated by new unemployment data released on Friday. (...)

The jobless rate  In Estonia leapt to an all-time high of 19.8 per cent in the first quarter, compared with 15.5 per cent in the previous three months.

The country’s economy has been in deep recession since the bursting of the Baltic credit bubble in 2008, contracting by more than 14 per cent last year alone.

The government could have softened the pain with stimulus spending. Instead, it kept a straightjacket on public finances as it battled to keep the deficit below the 3 per cent limit for euro entrants.

Se til venstre

Tøger Seidenfaden har begået en meget dum leder om, at euroen er fantastisk. Det er en stor bunke løse argumenter, såsom:

At euroen er en løsning, og ikke problemet, understreges af Estlands beslutning om at søge medlemskab hurtigst muligt. I Estland har man direkte udsigt til Letland, der har måttet betale en ekstremt høj pris for at forsvare sin nationale valuta.

Letland betaler en høj pris, fordi de forsvarer deres valuta. Som de fleste andre udkantslande i EU var deres relativt gode finanser bygget på boligboble og deraf afledt økonomi. Boblen faldt sammen, og det logiske ville være, at Letland lod sin lat flyde og falde for at få økonomien i gang. Det skete ikke, blev det besluttet, og derfor har Letland Europas højeste arbejdsløshed og et af de største statsunderskud. Det er en regulær depression og en national katastrofe, selv om The Economist kaldte det en succés.

Forskellen mellem Estlands og Letlands økonomi er i høj grad netop valutapolitikken. Jeg henviser til A Fistful of Euros mange, mange artikler om Letlands katastrofale valutapolitik.

The hardship of the Latvian people will undoubtedly increase, as will what is called the level of “distress” when it comes to paying loans. I see no recovery on the horizon, and even though the rate of contraction will almost certainly decline, positive growth is a long time away, and it would be a brave person who was willing to forcast any sort of growth in any quarter before we hit 2011.

Worst of all, the government, the European Commission and the IMF seem to have no exit strategy here. Like the Vietnam war, this recession may prove to have been a lot easier to get into than it was to get out of. Hanging on in the hope of a euro entry which may never be possible is no strategy. Those who didn’t want to devalue got the Latvian people into all this, now perhaps they can explain to them how to get out, since the answer isn’t obvious, as budget cut upon budget cut only feeds the contraction, which feeds the unemployment, which feeds the rise in non performing loans which feeds the bailouts which feeds the need for more spending and more cuts in services and staffing, which feeds the contraction and so on.

Men sådan er Tøger og andre centrumpolitisk orienterede: Kraftidioter til makroøkonomi og mere interesserede i at være med end noget andet. Man skal tænke på, at Tøger er en af den danske presses mest venstreorienterede skribenter om økonomi, og at langt størstedelen af de andre er af den frimarkedsfundamentalistiske variant: Krisen er statens skyld, deregulér, ned med skatten, mindre velfærd (men bekymret for velfærdsstatens fremtid). Det her er altså pressens alternativ.

-----

Ved eftersyn, om at Letland betaler en høj pris for at holde kursen over for euroen: Det er faktisk det, Tøger siger. Jeg læste forkert først, fordi jeg vist ikke helt kunne forstå, hvordan det skulle være et argument for euroen. Men Tøger har åbenbart bare ikke fattet sammenhængen mellem, at Letland holder en fast kurs over for euroen, og, øh, medlemskab af euroen. Hvad skal man sige?

Jeg tror egentlig, at han mener, at den lettiske stat betaler en så høj pris på sin gæld, fordi Letland ikke er med i euroen, og at det er det, der skaber arbejdsløshed og underskud. Det er en absurd direkte kobling mellem de øjeblikkelige udgifter til gæld og økonomien og sætter årsagskæden på hovedet. Det var nok det, jeg ikke helt fik fat i.

Ja så.

Via exile: Boligboble i Kina sprænger.

Compared with the week ended April 11, the average transaction price of commercial residential properties in Beijing plunged 31.43 percent or 7,744 yuan per square meter.

Interessante tider.

Det handler ikke om euroen

Redningspakken er ikke til for at redde euroen, den er skabt for at redde alle de banker, der vil gå konkurs, hvis Grækenland, Spanien eller andre går i betalingsstandsning. Det er Finanskrisen II: The Reckoning. Det handler ikke om euroen. Euroen har haft betydning for, at krisen er opstået, og den vil også gøre krisen sværere at afvikle. Men lige nu drejer det sig endnu engang om at poste en masse penge i nogle banker, der kører for tæt på kanten og skylder hinanden for mange penge. Men indirekte, via statskasser:

Hvis obligationsmarkedet falder sammen, falder aktierne sammen, og begge bruges som kernekapital af bankerne. Og pensionsselskaberne og pis og lort. Det er en pyramide. Hvis bankerne var nationaliseret, så ville vi i det mindste bare give pengene til os selv, via Sydeuropa. Men nej, det ville jo være bolsjevisme.

-----

Og lad mig gøre det klart: Det går ikke ud på det enkelte lands gældsniveau, men den private sektors gældsniveau, og hvor meget alting afhænger af, at ingenting falder sammen. Hvis Grækenland kunne gå ned som i gode, gamle dage...men i stedet har vi Lehman Brothers scenariet gange mange gange.

Bah og tusind gange bah.

Rise of the Machines

Vi er styret af robotter. En enkelt tastefejl eller noget lignende førte til computeraaargh.

In recent years, what is known as high-frequency trading — rapid automated buying and selling — has taken off and now accounts for 50 to 75 percent of daily trading volume. At the same time, new electronic exchanges have taken over much of the volume that used to be handled by the New York Stock Exchange. (...)

One official said they identified “a huge, anomalous, unexplained surge in selling, it looks like in Chicago,” about 2:45 p.m. The source remained unknown, but that jolt apparently set off trading based on computer algorithms, which in turn rippled across indexes and spiraled out of control. (...)

For a short while, traders started to distrust what they were seeing.

“There was no pricing mechanism,” Mr. Clancy said. “There was nothing. No one knew what anything was worth. You didn’t know where to buy a stock or sell a stock.”

Jeg tror ikke, at investorer får mere tillid til markedet af det her.

O-kay.

Hvad foregår der her?

Jeg vædder en femmer på staten.

wm :D? wtf9-11!1!

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til sådan noget længere.

Faisal Shahzad, 30, who became a US citizen in April last year, is being charged with an act of terrorism and using a weapon of mass destruction. (...)

He was caught after being traced to the 1993 Nissan Pathfinder left in New York’s Times Square on Saturday evening. Inside was a crude bomb, constructed with petrol, propane, firecrackers and bags of fertiliser, which would have produced a fireball that would have killed passers-by, police say.

Jeg har helt givet op over for det her efterhånden.

Bruttoledighed og løntilskud

Apropos C's indlæg om Tina Lund og praktikanter: I modsætning til det, som Danmarks Statistik melder ud, siger Eurostats målinger, at Danmarks arbejdsløshed er gået godt i vejret det seneste år. Eurostat er EU's statistikstyrelse, der måler medlemslandene efter visse standarder, som DST ikke har. (oh snap!)

DST forklarer det selv med, at "ledighed" ikke inkluderer de ellers officielt arbejdsløse aktiverede. Disse dækkes af begrebet "bruttoledighed". Dette tal er noget højere - 31.500 mennesker efter sidste måling, for at være præcis. Ingen af tallene medtager åbenbart folk, der er ledige, men hverken modtager kontanthjælp eller dagpenge.

Det er noget skidt. De, der har brokket sig over Grækenlands omgang med tal, må gerne på banen her.

Mange af de 31.500 er sandsynligvis ansat med løntilskud. Arbejdsgiveren får lønnen til den ansatte medfinansieret af staten. Hvis det er det offentlige, kan man ikke få mere i løn, end man får i dagpenge i forvejen. Man kan højst være ansat i et år samme sted.

Det er en fin ordning, så længe den ikke kløver arbejdsmarkedet mellem korttidsansatte med støtte og normalt fastansatte med overenskomstmæssig løn mv. Det er desværre i høj grad det, der sker. Når man laver en støtteordning, ser man tit, at støttemodtagerne ændrer mentalitet og praksis for at få mere støtte. Det er meget naturligt, men ikke hensigten: Løntilskud er ment som opkvalificering af den arbejdsløse, særligt for forsigtige firmaer, der ikke tør røre langtidsledige med en ildtang. Nu er der bare en risiko for, at folk på løntilskud ryger ud til den ene løntilskudsansættelse efter den anden, fordi firmaerne og institutionerne er ved at vænne sig til ordningen. Specielt det offentlige.

De private firmaer får reelt statsstøtte via denne ordning, når man ikke holder dem fast på reglerne om, at man ikke må opslå den samme stilling igen og igen som løntilskudsstilling. Det gør de alligevel, men ændrer et par bogstaver, og så ser man stort på det. Det er jo krisetider.

De offentlige institutioner får til gengæld arbejdskraft til en sum penge, som resten af samfundet alligevel ville betale til de dagpengeberettigede. Det er godt; så laver de noget, som resten af landet kan få gavn af, og får noget på CV'et. Jeg tror bare, at det her er ved at udvikle sig til noget, der ligner permanente kort- og deltidsansættelser på gymnasier o.l., hvor de fastansatte i deres fagforeninger ikke er det mindste solidariske med de mindre heldige.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om den sag. Det er både godt og skidt.