Forviklingskomedie

Identitetspolitikken florerer. Civilisationskrigerne har kronede dage, og diskussionerne i det offentlige rum tager ud, hvor ingen før har været. Langt, langt ud.

Burkaer, for eksempel. Skønt burkaer stort set ikke bliver brugt i Danmark og Europa, forhindrer det ikke politikere og medier i at blæse det op til en sag. Så tydeligvis er der noget andet på færde her.

Eller islamiske lån. I jagten på en identitet, der hverken er kapitalistisk eller kommunistisk, finder økonomisk analfabetiske muslimer på en type lån, der ikke er forrentet, da det er haram. Selvfølgelig skal man stadig betale visse faste afdrag på visse faste tidspunkter, og disse afdrag kan muligvis justeres efter visse økonomiske markedsforhold, eller give en måske justerbar procentdel af investeringens omsætning eller fortjeneste til banken, men haram er det ikke.

Hvad det er, alt i alt, er identitetsmarkering. At tisse territoriet af, i en stadigt mere flydende og afysisk verden. Vesteuropas postmoderne ikke-identitet er blevet udfordret af muslimske indvandrere, der som en ny etnisk underklasse tiltrækkes af en black and proud tanke. Mellemøstens machosamfund er blevet ydmyget af en elendig lille jødisk stat gang på gang, og det gør ondt i hjertet på muskelmanden ikke at kunne få den op at stå.

Diskussion foregår på tværs af kontinenter og mentaliteter. Hvor Tariq Ramadan ser reformationen af islam indefra, og, i bedste Qaradawi-stil, vælger den blideste fortolkning indenfor traditionen, ser indfødte postkristne franskmænd en indvandrer, der ikke afsværger stening. Hvor Flemming Rose ser et slag mod muslimske fanatikere som var det Voltaire mod den katolske kirke, ser saudi-arabere en uforklarlig og dybt unødvendig fornærmelse.

Signalerne kan ikke undgå at blive misforstået i mindst en kultursfære. Det er en forviklingskomedie. Eller tragedie, om man vil.