Aktører

Lille pointe: Politisk analyse, både af fortid og nutid, er at regne begivenhederne ud. Man spekulerer i hvad, hvordan, hvem, hvor, og frem for alt hvorfor. Men målet er sandheden. Det glipper når analytikere overrationaliserer, dvs. rationaliserer det irrationelle. Når Caligula gjorde sin hest til prokonsul, måtte der have været en rationel grund, ellers kan man ikke bruge historieanalysen til noget. Hvis han blot var bindegal, så nytter det ikke noget at spekulere i rationelle baner. Den analytiske metode kan derfor, som en ren selvfølge, føre til selvbedrag.

Point in case: Irak. I lyset af Bush/Cheney-administrationens strålende inkompetence mener jeg, at det næppe var planen at ødelægge og dele Irak op fra starten af, ved at lade samfundet falde sammen, som det jo skete. En bivirkning har været den mest upopulære præsident siden Nixon, et GOP i frit fald, et sønderslidt amerikansk militær, etc. Hvis det i stedet var gået godt, ville Bush være en levende legende, Roves permanente republikanske flertal en kendsgerning mange år fremover, Ahmadinejads hoved på et spyd, etc. Altså, klart at foretrække for Bush/Cheney.

Nej, det mest sandsynlige er at de ikke aner deres levende råd, og kører operationen fra dag til dag. Petraeus tænker kort, og har derfor - af ren og skær pragmatik - slået fred med sunni-oprørerne, hvor omstændighederne har tilladt det - dvs. kampen mod AQI. Det næste skridt er at overføre penge til Anbar udenom Baghdad, hvor Ramadi eller en anden by så bliver hovedstaden i det nye land.

Men, nej. Petraeus har kun magt over det militære, og er ingen guvernør med både politisk og militær kontrol over sin koloni. Den bløde opdeling af Irak skal derfor køres gennem den civile ledelse i Pentagon og Det Hvide Hus. I mine øjne er der al mulig grund til at tro at ingen har tænkt så langt, men blot har tænkt frem til Magiske September. Og nu truer en ny dag.

Derfor titlen, aktører. Der er mange forskellige aktører i dette spil, med hver sin magt. Der er Petraeus. Der er al-Maliki. Der er Aziz al-Hakim, Moktada al-Sadr, al-Sistani, den usynlige ledelse af oprørerne (se i øvrigt her...). Der er Gates, Rice, Cheney, Rove, Pelosi, Reid, Kristol et al. Der er Kong Abdullah, Assad-familien, Ahmadinejad, Khameini, Talabani, Barzani, Erdogan, AIPAC, Olmert, Nasrallah.

Jeg kunne blive ved længe endnu. Min pointe er at der ikke er styr på noget, og at alle aktørerne tænker som individer, dvs. på sig selv, og at de er oppe mod alle de andre aktører, i et virvar af interaktioner og tilfældigheder. Og ingen ved præcis hvad der foregår. Et land i borgerkrig, hvor journalister ikke kan færdes, er en lukket bog at læse. Det er et mørke, hvor man føler sig frem, så langt éns arm kan nå. Og der har man sine tanker. Så den oplagte forklaringsramme er kortsigtede, selvcentrerede mål. Petraeus får som opgave at reducere volden. Han gør det nemmeste. Og det er det.

There Is No Pilot.

---

Tilføjelse: Der røg han. Det tog ikke lang tid. Og tilføjelse til CDs resumé: Ingen stor plan, men mange små, der ikke hænger sammen. Jeg forestiller mig passagerer, der slås om de bedste pladser i et styrtende fly.