Årets Godwin

Kastholm i sin Groft Sagt spalte:

Hitler og hans yndlingsarkitekt var besat af byudvikling og elskede ord som "drømme, store visioner og tanker". Deres foretrukne stilfigur var hyperbolen (den sproglige overdrivelse), deres foretrukne bøjningsform superlativ (højeste grad).
I et indlæg i Jyllands-Posten skriver Københavns miljøborgmester Klaus Bondam: "Storbyer har brug for drømme, store visioner og tanker. De holder gang i byens liv og puls. De gør byen nyskabende..." Bondams reklameagtige sprog er tidstypisk og minder om nazismens æstetiske hujen. Hvormed ikke er sagt, at det har noget med nazisme at gøre, kun med en tomhedens overbegejstring, som vi også så i nazismen.

Ja, jeg har også tit tænkt, at superlativer minder om nazismen. Faktisk slår det mig hver eneste gang jeg hører en svulstig tale. Tit, når jeg så Blair, Clinton, Kohl eller Mitterand tale tænkte jeg, hvor minder han meget om nazisterne.

Men som Kastholm siger, det er i øvrigt en konsekvensløs sammenligning. Blot fordi man siger at nogen taler som nazisterne gjorde, behøver det jo ikke være et tarveligt forsøg på at svine vedkommende til. Overhovedet ikke.