Ord har konsekvenser

Louise Stigsgaard har skrevet en lille artikel om Frankrig, Iran og andre godtfolk. Hun er lidt ... jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal mene om hende. Hun går hele situationen igennem uden at nævne, at Frankrig for nogle måneder siden solgte atomkraftteknologi til Libyens oberst Qaddafi, Vestens tidligere fjende nr. 1, som gensidig udnyttelse i kølvandet på løsladelsen af de bulgarske sygeplejersker og den palæstinensiske læge.

Frankrigs nye udenrigspolitik er hanestolt og lurvendrejet. Den lægger sig op af USA på et tidspunkt, hvor de fleste er flygtet skrigende væk fra tosserne i DC. Typisk for den seriøse arbejdshest holder Tyskland sig i baggrunden, pragmatisk irriteret over Frankrigs provopostuleren. Den model har man set nogle gange.

Nuvel. Hvorfor er Iran nu en større trussel end noget som helst andet land i verden?

Død over USA. Derfor. Når disse ord blev til et slogan for den islamiske republik, måtte det få konsekvenser før eller siden. Det fik det fra starten, hvor både USA og USSR støttede Iraks angreb på Iran: Død over Sovjetunionen er mindre kendt, men var lige så anvendt. Man slipper ikke fra dagligt at true verdens to supermagter på livet, næ du.

For Iran er ingen trussel i dag. Man har ladet både Pakistan og Indien få atomvåben uden protester. Irans atomvåbenprogram er ikke engang en vished. Og Saudi-Arabien er langt mere involveret i udbredelsen af salafismen/wahhabismen (der er vist efterhånden ingen forskel), angrebene på amerikanske soldater i Irak, 12 ud af 15 deltagere i 9/11, etc.

Forskellen er retorikken. På samme måde som Rusland bliver set som Europas onde storebror, fordi Putin fyrer op for nationalismen, på samme måde bliver Iran set som Den Store Satan. På trods af, at begge lande økonomisk er til rotterne. Og som Kina tager det stille og roligt, bruger blød og skjult magt, således også Saudi-Arabien. At Qaddafi er kommet ind i varmen betyder ikke, at han er et mindre ondt menneske. Kun at han har lært at lade være med at skilte med det. Hvis luftangrebet på Iran kommer, er det Ahmadinejads skyld. Han kunne bare have holdt sin kæft, som Rafsanjani og Khatami.

Men det viser et andet problem: At civilisationskrigerne i Vesten ikke kan skelne skidt fra kanel. Man kan ikke gennemskue postuleren og spankuleren, man ved ikke hvornår noget er en hensigt, et slogan, eller en reel trussel. Og man gør derfor ikke andet end at danse efter modstanderens pibe. Det eneste, fjenden skal, er at true. Så lever man efter truslen, hvad enten den er virkelig eller ej. Det tjente ikke Saddam godt, og vil heller ikke tjene Iran godt. Men al-Qaeda spillede USA efter den model. Hold da op. Hvad nytter det at være stor og stærk, når man falder for den værste?