Identitetsangst

Det slog mig forleden, lighederne mellem Qutb, Khomeini og Europas radikale nationalister.

Territorial identitet og globaliseringen: De harmonerer ikke. I en verden hvor folk rejser fra kontinent til kontinent i løbet af få timer, hvor satellitter bestråler jordkloden med alskens makværker alle steder fra, og hvor internettet kanaliserer hvad som helst hvor som helst, begynder en territorialt baseret identitet at blive svær at holde fast i. I en verden, hvor kapitalistisk forbrugerkultur ved markedskræfternes ubønhørlige virke trænger ud i alle afkroge af verden, må der komme reaktioner: Identitetsangst.

På Europas ekstreme højrefløj er anti-globalismen etableret politik. Man ser et skred af identitet, nationalstater der udviskes, og truslen kommer flere steder fra: Muslimsk indvandring, amerikansk kultur, EUs overnationale autoritet, og endda FN. Betragt f.eks. koalitionen Identitet, Tradition, Selvbestemmelse, som blev etableret i EU-parlamentet i 2004. Man bruger ordet "identitet" som et verbalt holdepunkt, gerne i sammenhæng med et ultrakulturkonservativt syn på livet. Fælles for alle partierne er at fremmedhadet går hånd i hånd med nationalisme.

Og så er der den arabiske verden, som siden gud ved hvornår har befundet sig i en identitetskrise, og som en anden hikikomori lukker sig inde i sin egen verden og nægter at blive voksen. Qutb søgte en tredje vej mellem Vest- og Østblokken under Den Kolde Krig, og fandt den i en ultraortodoks islamisme, som senere - åbenbart efter kærlig behandling af Nassers voldspersonale - blev vanvittigt ekstrem. Intolerant er ikke ordet. Qutbs historie viser udviklingen i sin yderste konsekvens, men identitetsangsten, frygten for at forsvinde i mængden, lever i bedste velgående. Man ser den i absurde begreber som "islamisk finansiering", "islamisk videnskab", etc. Islam som identitetsbærer gør intet for at ændre arabernes status som omvandrende selvmål.

Iran, til sidst. Khomeini gjorde anti-amerikanisme til en central del af den islamiske revolution, bl.a. fordi To Minutters Had mod en fjern og utydelig fjende gør underværker for partisoldaterne. Men Irans mullaher kæmper samme kamp i dag, og kampen står mod deres egen befolknings forkærlighed for djævlemusikken fra djævlenationen. Den Islamiske Republik er forankret i en særegen identitet - typisk for shi'ismen - og det moralske politi kæmper for republikkens overlevelse, når de straffer unge kvinder for at gå i jeans. Bæster.

Det er logisk. Globaliseringen er også en kulturglobalisering. Og for så vidt kultur er identitet, så forsvinder de regionale identiteter lidt efter lidt. Reaktionen er lige så ekstrem, som fjenden er sløret og kampen diffus. Eksistentiel, faktisk: I den kulturelle tomhed slår man ud i mørket. Måske man rammer andre.

(Inspireret af Aggers indlæg om de forfærdelige baskere.)