Var det virkeligt nødvendigt?

Behøver AFP bruge en Huey til en artikel om Pakistan?



---

Fordi udenrigspolitik ikke bare går ud på at give penge til andre lande, men at få dem til at bruge pengene til at købe éns militærudstyr. Så er de militært og derfor politisk afhængige af dig som leverandør, samtidig med du får pengene igen.

:)

Tilbage på sporet. Er jeg gået glip af noget?

:(

Jeg er internetløs i øjeblikket. Som at være på ferie et kedeligt sted.

(skriver fra arbejdet)

Deadline

Verdens Dummeste Mand (det hedder bloggen!):

Since General David Petraeus and his team took the Sunni insurgents out of the equation of war in Iraq by paying them off, what happened in Baghdad over the weekend has been waiting to happen. I don’t think anyone ever seriously believed the Iraqi government would try to bring 90,000 former fighters back into the fold, let alone give them money. And yet, the chewing-gum-and-duct-tape nature of Petraeus’s peace raised no alarms.

Now, it turns out, not only are the Sons of Iraq screwed, but, bound by the Status of Forces Agreement, their erstwhile benefactor is about to help the Maliki government screw them over. Here’s Petraeus’s former XO Pete Mansoor:

As I recall what I said was that the status of forces agreement would put U.S. forces into a position where they could not intervene to stop the government of Iraq from attacking the SOI. If the Iraqi Security Forces needed help once engaged against the SOI, U.S. forces could be drawn into the fight against the very people who helped us turn the war around.

I certainly hope this doesn’t come to pass, but given what we’ve just seen happen in Baghdad, the possibility is disturbing.

Altså: Et demokrati er baseret på partiernes tillid til, at vinderen ikke udnytter magten til at slå ned på oppositionen. Irak er stadig i borgerkrig, og er for nyligt gået gennem helvede. At et demokrati skulle blomstre op, når USA trækker sig ud af landet inden 2012, er derfor fantastisk naivt. Det var naivt til at begynde med, det er tre gange så naivt nu. Selvfølgelig vil al-Maliki forsøge at sætte sig tungt på magten - jeg ville sgu gøre det samme - og indtil videre går det meget godt, med USA's militærapparat i ryggen. Men USA trækker sig ud af byerne d. 30. juni, ifølge SOFA'en, så affærerne skal i orden inden da. Og selvfølgelig, når man ikke betaler løn i to måneder, og arresterer lederne af Iraks Sønner i flæng, eller driver dem ud af landet, vil nogen gå tilbage til oprørsbevægelsen. Duh.

Dinosaur

C diskuterer formålet med NATO, mit eget svar på spørgsmålet om alliancens eksistensberettigelse vil jeg citere her til fornøjelse og overvejelse for denne blogs læsere:

At NATO er et produkt af Den Kolde Krig, at produktet var rettet mod Warszawapagten, og at produktets formål er forsvundet, mens selve produktet stadig står på hylden. Der kunne det have stået og samlet støv til evighed, hvis ikke man havde udløst musketer-éden pga. 9/11.

Jeg har svært ved at se, hvordan Afghanistan/Pakistan ender med andet end tilbagetrækning, og sandsynligvis vil Canada + vesteuropæiske lande trække sig ud først og lade de andre tilbage. Og eftersom en alliance er baseret på solidaritet, så står alliancen måske over for sit sammenbrud. Men mere sandsynligt; et dybt sår i den politiske og militære troværdighed.

En militæralliance skal have en modstander, der berettiger de resourcer, alliancen tildeles af medlemslandene. Ellers er den unødvendig eller unødvendigt stor. Sagt på en anden måde: Hvis man ikke kan sige, hvad man skal forsvare sig mod, så giver en forsvarsalliance ikke mening.

Og hvad det angår: Den mere eller mindre hypotetiske civilisationskrig er ikke engang tæt på at være eksistensgrund for et monstrum som NATO, og Europas befolkninger er heller ikke med på den, selv hvis nogle politikere synes godt om krig i fjerne lande. Det er også derfor, krigen i Afghanistan kun tildeles en brøkdel af NATO’s mandskab, selv om det går ned ad bakke. Indre uroligheder og raceoptøjer blandt minoriteter er heller ingen berettigelse for militæret - det er politiarbejde. Der er ikke nogen eksistensberettigelse, indtil Kina eller et andet land uden for NATO bliver stærkt nok til at udfordre alliancen.

Så NATO er en dinosaur, der er ved at drukne i Afghanistans tjæregrav. Det er mit syn på sagen.

I centrum

Krigsnørdens vinkel på politik er militærbevillinger. Så mht. ubrugelige hangarskibe, hvis funktion er at være flydende fugleskræmsler:

Stories like this were all over the place in the last days of the British Empire. For some dumbass reason, these reporters love the Navy. They were waving flags and feeling good about things when the Repulse and the Prince of Wales steamed out with no air cover to oppose Japanese landings. Afterward, when both ships were lying on the sea floor, nobody wanted to talk about it much. What I mean to say here is, don’t be fooled by the happy talk. That’s the lesson from GM, Chrysler and the Navy: these people don’t know shit. And they don’t fucking care either. They’re going to ride the system and hope it lasts long enough to see them retire to a house by a golf course, get their daughters married and buy a nice plot in an upscale cemetery. They could give a damn what happens to the rest of us.

Flåden, fordi den er så fin.

Jeg, der ser paralleller overalt, tænker nu på EU, NATO, og alt det. Folk stemmer på centrumpartier pga. økonomien. Andre emner er for små i folks liv til at trække stemmer. Det skaber tit nogle grusomt store skel i de mindre emner mellem centrumpartierne og manden på gaden. EU er det bedste eksempel. Krigen i Irak en anden.

Centrumpolitikere dyrker i den grad establissementet og magten. Det er derfor, de er i centrum og ved magten!

Centrumpolitikeres holdning til internationalt samarbejde er præget af den samme tilbedelse af de bonede gulve: Vi skal være med til det hele - vi skal i centrum! Vælgerne straffer kun centrumpolitikerne, hvis deres udenlandske eventyr går rigtig galt, men som regel først, når økonomien går dårligt. Den er jo det vigtigste. Til gengæld er centrumpolitikerne meget lydhøre over for meningsmålinger - de vil jo nødigt miste magten.

For at finde andet end bevidstløst medløberi på den internationale scene skal man til yderfløjene. Men da fløjpolitikerne ikke udstråler slips og jakkesæt, stoler folk ikke på, at de kan styre økonomien. Det er derfor, de ikke er i centrum! Vupti.

Politik er desværre ikke modulært. Vi skal vel bare være glade for, at vi har mere end to partier at stemme på.

Kogt i olie

Det er ikke så rart, at olieprisen faktisk stadig er temmelig høj, på trods af den voldsomme nedgang i verdenshandelen og økonomien i øvrigt.


Fra asken til ilden, når recessionen er overstået om nogle år. Men godt for miljøet; nød lærer nøgen kvinde at spinde.

Tolerance

Det er meget rart at få data på, at folk er mere tolerante over for tortur på fremmede end på egen race/nationalitet/religion, selv om den er oplagt.

Måske er grunden til, at man aldrig gik så langt i 70'erne, at terroristerne dengang var hvide: IRA, RAF, usw.

Via Sully.

---

Hvis jeg ikke tager meget fejl, så gik Frankrig længere end andre vesteuropæiske lande - men deres terrorister var netop typisk algerere og efterkommere.

Musik

"Frihandel"

Det er ironisk, at liberalisterne burde have et godt argument mht. depressionens ophav i den skæve handelsbalance mellem USA og Kina (og resten af verden). Finanserne søger altid mod en balance (at opnå den er en anden sag...), og et handelsunderskud burde af sig selv føre til en svækket valuta, eftersom dens værdi er en konsekvens af udbud og efterspørgsel, som en anden vare. Det, vi i stedet har set, er, at Kina har bevaret yuanen på et stabilt, lavt niveau på trods af sit gigantiske handelsoverskud over for USA og Europa år efter år. Forklaringen er, at Kina kunstigt holder yuanen nede. Det er efterhånden lige så hemmeligt som Israels atomvåben, USAs torturprogram og Ruslands giftmord.

I sidste ende er det ikke til gavn for nogen: Kineserne får ganske vist flere arbejdspladser, men gør det på de facto eksportstøtte, således at de eroderer profit og effektivitet - som sådan noget jo gør. USA og Europa mister til gengæld arbejdspladser mod billige varer, hvilket går ud over fordelingen af rigdom, så uligheden bliver større. Og i sidste ende vil handelsmæssige ubalancer alligevel afvikles, og det gør nas, som vi erfarer nu.

Man skulle tro, at en liberal ville anklage Kina for at manipulere med det frie marked og bede om handelsbarrierer pronto. Men nej: At gå ind for "frihandel" betyder at lukke øjnene for eksportstøttens forvridninger. Jf. reaktionerne på USA's forkætrede finansminister Geithners bemærkninger om Kinas manipulation, f.eks. Edward Harrison Fra RGE:

I have mentioned in the past that Barack Obama does not have a consistent record on promoting free trade and many are worried, including Free Trade guru Jagdish Bhagwati, that we are about to see protectionism hit with full force. So, while the White House backpedaled from the protectionist sentiment, Geithner’s comments cannot be taken lightly.

Her fra EU Observer om stearinlys:

Despite G20 commitments last week to avoid protectionist measures, European Union authorities on Tuesday (7 April) agreed to impose anti-dumping taxes of up to 50 percent on Chinese-made candles sold in the EU.

En straftold på varer, der sælges under materialeprisen. Og det er altså "protektionisme".

---

Lad mig gerne påpege EU's hykleri, idet vi åbenbart ikke lider moralske kvaler ved at dumpe vores EU-støttede tomater i hovedet på resten af verden, så de ikke har en chance for at få landbrug op at køre. Frankrig, Afrikas ven.

Supertanker

Obamas tilgang:

States are like big tankers, they're not like speedboats. You can't just whip them around and go in a new direction. Instead you've got to slowly move it and then eventually you end up in a very different place.

Her er problemet: Supertankeren er på vej mod et isbjerg. At skifte retning langsomt er bare ikke godt nok. Måske denne holdning kommer af det amerikanske politiske system, hvor specielt Senatet er fantastisk tungt at danse med. Måske er det Obamas typiske forsigtighed. Det er i og for sig også lige meget. Problemerne har rod i USA's barnagtighed efter sejren over USSR i Den Kolde Krig. Ligegyldighed over for retsstaten, tortur, krig, diplomati, gæld, alliancer, og jeg kunne blive ved.

a. Økonomi. USA træder med sin gældsætning en farlig linie, og det er ved at gå op for Kina, at de sidder med Sorteper, når inflationen kommer. Den monetære terrorbalance kan ikke opretholdes uendeligt, og finanskrisen - kan vi efterhånden kalde den en depression? - har afsløret, hvor skrøbeligt den globaliserede økonomi er opbygget. Obamas budget føjer til gælden, og han har ført kampagne på skattelettelser. Men der skal betales for skidtet. Hans finansminister har samtidig en redningsplan for bankerne, der enten er fantastisk dum eller dybt korrupt, og hvis forudsigelige fiasko sandsynligvis vil dræne Obamas indenrigspolitiske kapital voldsomt. Heller ikke mht. sundhedssystemet ser det godt ud: Det eneste, som administrationen åbenbart ikke vil være med til, er at skære netop de fordyrende sundhedsforsikringsselskaber væk, med et statsfinansieret system.

b. Udenrigspolitik. Skønt Obama sender de rigtige signaler (gerne på tværs af Hillarys egne), så skal der mere til end bare ord. Ud af Irak, ser det ud til, men optrapning i Afghanistan og, hvad værre er, decideret eskalering til Pakistan. Det kan ikke ende godt. Han påstår stadig, at Iran er ved at udvikle atomvåben, uden beviser, jf. NIE 2007. Og at Al-Qaeda er en kolossal trussel. Det neokonservative perspektiv har bidt sig fast som en parasit i hjernen.

c. Retsorden. Obama-administrationen er nu ved at gå længere end Bush/Cheney i diktatoriske beføjelser, der eksplicit er formuleret til at undgå lovens lange arm. Justitsministeriet ser ud til at være fast besluttet på at blokere ethvert tilløb til et retsopgør om den forrige administrations forbrydelser. Konsekvensen er en stærkt svækket retsstat, og modsat civilisationskrigernes antagelse om, at loven svækker os, fordi den forhindrer en jernnævepolitik, så holder den os faktisk stærk, fordi en retsstat betyder gennemsigtighed, ansvarsplacering og social tillid. Obama-administrationens dedikation til den totale uigennemsigtighed - af hensyn til nationens samhørighed, vil jeg nådigt gå ud fra - vil på lang sigt sikre, at forbrydelse kan betale sig.

Det er ikke ligefrem "the fierce urgency of the now", vi bevidner. Ironisk nok har depressionen styrket USA i forhold til resten af verden pga. dollaren og de amerikanske statsobligationers gode ry. Den har afsløret eurozonens manglende finanspolitiske værktøjer og økonomiske skrøbelighed, Østasiens dybe afhængighed af vestlige markeder, og de resourcerige landes overfladiske velfærd, fra Saudi-Arabien til Rusland. Men det langsigtede problem er USA's indre ideologiske selvmodsigelser, der enten skal afvikles eller svække landet til ukendelighed, som tilfældet Californien så fint demonstrerer.

Obamas projekter ser ud til at blive nogle gedigne fiaskoer, og uden politisk diesel kan retningen på supertankeren ikke ændres i tide.

Der er så en anden supertanker i billedet: Europa. Siden 2. Verdenskrig har vi knyttet os til USA, og godt det samme. Men vi bliver nødt til at tænke selv. Vi bliver nødt til at tænke over, hvad det er, vi vil. Vi kan ikke bare lægge os i kølvandet på USA, mod- eller velvilligt, uden at blive trukket med eller med ned af ren apati. Irak har vist det, torturprogrammet har vist det. Det er den samme apati, der i mine øjne har gjort et decideret anti-demokratisk projekt som EU muligt at få igennem. Vores ligegyldighed er de koloniseredes apati over for tilværelsen, og den går ikke længere: Vi skal tage vores egne beslutninger, sætte vores egne mål. Jeg udbeder en selvstændig eksistens - at vi er midten i vores eget univers.

Det lyder måske langt ude. Men de rigtige problemer er ved at tårne sig op. Det første årti i det nye årtusinde var faktisk en fortsættelse af de ubekymrede halvfemsere, blot blev kedsommeligheden afløst af selvforherligende ondskabsfuldhed. Der var ikke modstand nok til at fostre ansvarlighed og modenhed. Det er der så nu, og forandring skal der nok komme, uanset hvor meget Obama står imod.

Aftale?

Jeg vil nødigt lægge en dæmper på Danmarks jubel over, at vores statsminister har vundet Nato Faktor, men vil dog gerne gøre opmærksom på, at politisk pres på justitsvæsenet for tiltaler, frafald o.l. er ulovligt, og, jf. udtalelser fra Fogh, Erdogan og Berlusconi om Roj TV, at det nok bør undersøges, om det påfaldende sammenfald mellem Foghs udnævnelse og Statsadvokatens nyligt udsendte i Tyrkiet er et eksempel på et sådant forhold.

Irak

Enig.

Når venstrefløjen er dum

Mere planøkonomi fra Ritt Bjerregaard:

Udlejere, der har tomme lejligheder, får mulighed for at søge kommunen om tilskud, sådan at huslejen kan bringes ned på et beløb, der svarer til 5.000 kroner i 2005-priser.

Jeg har en bedre idé: Hvis udlejerne har svært ved at leje lejlighederne ud, fordi deres priser er for høje, så kan de sætte lejen ned.

Gå nu væk, Ritt.

Politique perverse

Den enes fæle mavefornemmelse er den andens ligefremme antagelse.

Danmark har arbejdet hårdt for at komme tilbage til en position, hvor en dansk politiker overhovedet kunne tages i betragtning som NATO-chef.

Og det har haft en pris. I bogstaveligste forstand i blod, sved og tårer. Med helhjertede danske militære indsatser for at beskytte landsbyerne i det grønne bjerg-landskab i Bosnien og Kroatien, i Kashbaen i Basra og langs de støvede veje i Irak, og ikke mindst i Helmand-provinsen i Afghanistan.

Jeg er sikker på, at soldaternes efterladte vil blive meget skuffede, hvis deres sønners ihjelslåen ikke bringer Fogh til posten som generalsekretær.

Israels nye mund

Det, som Israel lever højt på, er sin højt besungne vilje til fred. Der er gerne en invers proportionalitet i spørgsmål om retorik og reel magt, så folk taler hårdere, jo svagere de er, og omvendt. Israel er som bekendt ca. titusinde gange stærkere end Hamas og bruger derfor nutidens eufemismer om vold og magt, hvilket tjener til at skjule, at Israel gør, hvad det vil. Dette er uanset, om regeringens kerne har bestået af Likud, Kadima eller Havoda.

Dette image er meget vigtigt: Man kan pege på de israelske lederes udtalelser som bevis for, at Israel virkelig vil freden, og samtidigt trække på et arsenal af udtalelser fra Hamas, der lover floder af blod og hellig krig, uden at behøve at diskutere, hvad Israel rent faktisk gør for at fremme freden. F.eks.: "Netanyahu: Jeg er en fredspartner", osv.

Enter Lieberman.

Israels nye udenrigsminister, Avigdor Lieberman, siger, at Israel ikke er bundet af de forpligtelser, som det lovede på en amerikansk-organiseret konference om en fremtidig palæstinensisk stat.

»Der er et dokument, som forpligter os, og det er ikke Annapolis-konferencen, den har ingen gyldighed«, siger Lieberman med henvisning til fredsforhandlinger i 2007 i Annapolis, Maryland.

»Den israelske regering har ikke ratificeret Annapolis-dokumentet og heller ikke parlamentet«.

Signaler om at skrue tiden tilbage er ikke til at misforstå, og er blevet hørt over den ganske Google.

Israeli foreign minister spurns Annapolis peace process

Foreign minister says Israel not bound to follow two-state path

Israeli Foreign Minister Balks at Annapolis Pledges

Israel 'not bound by peace deal'

Og det er amerikanske overskrifter.

Hvis jeg var Netanyahu, ville jeg holde Liebermans kæft lukket.

Men mon ikke han lærer det:

In today's speech, Lieberman was more amiable towards Egypt, which he described as an "important element in the Arab world". This is an improvement on a few weeks ago, when he said the Egyptian president, Hosni Mubarak, could "go to hell".

Det lyder vigtigt

Det lyder som om, at Lene Espersen har sagt ja til at købe aktier i Danske Bank til kunstigt høje priser. Det lyder lidt kryptisk, så med forbehold:

Med et pennestrøg har økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) i al diskretion givet Danske Bank en gratis livsforsikring, der potentielt er milliarder af kr. værd for bankens aktionærer, herunder A.P. Møller-Mærsk. (...)

Banken meddelte tirsdag at man havde afleveret sin ansøgning om at modtage et risikovilligt statslån på 26 milliarder kr. til økonomi- og erhvervsministeriet. Samtidig stod der en lidt kryptisk bemærkning om, at man i ansøgningen havde bedt om at få mulighed for at konvertere det ansvarlige lån til aktier. (...)

Konverteringsretten kan vise sig at være guld værd for Danske Banks aktionærer. Hvis moderselskabet Danske Bank taber 7,5 milliarder kr. efter skat, så får Danske Bank ret til at bede om en konvertering, og den skal tilsyneladende ske til den aktuelle børskurs på konverteringstidspunktet.

Til sammenligning har både Nordea og svenske SEB været nødt til at tilbyde en rabat på mere end 40 pct. for at kunne hente frisk kapital via salg af nye aktier i de to bankers igangværende aktieemissioner.

Bankerne vil alt andet lige hellere sælge aktier end optage lån, fordi der ikke skal betales rente på aktier, og fordi egenkapital er langt mere værdifuld som økonomisk polstring end statens ansvarlige lån er, fordi det i modsætning til risikovillige lån gør bankerne bedre i stand til at absorbere tab.

Hvis der med "konverteringstidspunktet" menes tidspunktet, hvor ansøgningen foreligger, i stedet for markedsprisen efter annonceringen af tabet, så er den gal. Og er det ikke ved at være tid til et kvartalsregnskab?

Mere.

Men i grunden var Bankpakke II rigtig dårlig: Betingelserne for lånene var skidte, så en bank, der tog af puljen, var nok i store problemer i forvejen, og ikke nogen, man låner penge til. Og slet ikke 26 milliarder kroner. Dårlig for bankerne, og dårlig for staten, der mister sine lån - eller får dem konverteret til noget, der er meget mindre - hvis endda ikke ingenting - værd.