30. juni: En sejr for Irak

To yderligere ting om amerikanernes tilbagetog fra de irakiske byer og de mange bomber:

1. De amerikanske soldater har været en modererende faktor. Med det mener jeg, at de opfører sig mere civiliseret end de irakiske og får disse til at opføre sig mere civiliseret. Fordi man gør, hvad amerikanerne siger - de er nu engang de dygtigste til organiseret vold. Når amerikanerne trækker sig ud af bykernerne, vil vi ikke blot se en opblussen af vold, men også en forråelse af samme. Det kan sammenlignes med at trække kontrolstængerne ud af en atomreaktor.

2. Dette er, hvad irakerne ønsker. SOFA-aftalen, der fastlagde tidsplanen for USA's retræte, blev nærmest dikteret Bush-administrationen af de irakiske regeringspartier, der tilmed har erklæret 30. juni en national helligdag. Al-Maliki render pt. rundt og kalder USA's tilbagetrækning en sejr for Irak, der kan sidestilles med det mislykkede oprør mod briterne i 1920: Ud med den fremmede besættelsesmagt. Samtidig har parlamentet afsat en klat penge til en folkeafstemning om selve SOFA-aftalen ved parlamentsvalget næste januar. Hvis irakerne stemmer nej, så skal USA holde sig helt og aldeles til egne baser for senere at forlade landet. Folkeafstemningen var al-Sistanis hjertebarn, og oprindeligt planlagt til denne juni, men udskudt af parlamentet. Det antages, at afstemningen blev tænkt og anvendes som en garant for, at amerikanerne rent faktisk gør det, de har lovet. Og man må sige, at det har virket.

Jeg gider ikke høre noget lort om, at dette er Obamas skyld. Men det skal nok komme. Alle dem, der vil anklage Obama for at ødelægge det gode arbejde, som Bush/Cheney lavede, og den fine stand, de efterlod Irak i, vil utvivlsomt ikke engang være klar over, at alt dette er irakernes ønske. Sådan noget gider de ikke sætte sig ind i - for dem er det hele alligevel et stort rollespil om hvem, der er Churchill og Hitler, og hvad vedkommer den irakiske virkelighed dagdrømmerne?

Og jeg har ikke orket at skrive om kurderne. Det er tilstrækkeligt at sige, at de har vedtaget en forfatning, der dekrerer, at Ninevah og Dijala-provinserne samt Kirkuk er kurdisk land. Det er, som hvis vi skrev ind i Grundloven, at Skåne, Halland og Blekinge tilhører Danmark. Og Riga med, for god ordens skyld. Åh jo; og forbudt undervisning i arabisk i Ninevah har en lokal kurdisk leder også. Efter tyrkisk forbillede, velsagtens.

Se nu bare at få det overstået. Træk plasteret af, eller hvad skal man sige. Det hele er som en dårligt skrevet tragedie; måske når de alle sammen er døde til sidst, kan publikum slippe ud i dagslyset.