Den Islamiske Republik

Har været beskæftiget andetsteds, derfor ingen indlæg de sidste par uger. Jeg får jo ingen penge for det her, for fanden.

Om Iran, inspireret af dette via Sully: En som Rasmus Elling er selvfølgelig langt mere kvalificeret til at kommentere begivenhederne end jeg, men jeg kan jo ikke holde munden lukket for evigt, uanset hvor meget skidt, der kommer ud af den.

På mig virker det som om, at Den Islamiske Republik netop går ud på Den Islamiske Republik. Hele revolutionens pålydende værdi står og falder med republikkens legitimitet (i modsætning til Irans historiske identitet og iranernes selvforståelse, som er andet og langt mere end republikken). Grundlæggende burde Iran være et eksempel på, at Khomeini lavede det bedste system nogensinde. Hvis det ikke er det, så var revolutionen forgæves, og det er det, man hører fra mange nu. Musavi udlægger Ahmadinejads tvivlsomme valgsejr som et angreb på det fantastiske system, der skulle eksporteres til resten af verden (eksporten lagt lidt på hylden siden revolutionen, selv om Irak stadig ser lovende ud...) og kræver en genetablering af republikken, ikke en nedlæggelse.

Derfor er det altafgørende for Irans ideologiske identitet, at den åbenlyse splid i både toppen og bunden af samfundet på en eller anden måde løses eller skjules, så republikken igen fremstår som det ypperste. Om nøglespillerne selv tænker så langt er ikke til at vide; nogle sætter højst sandsynligt egen vinding over nationens sammenhold.

Iran er ikke Kina i 1989: Det er en langt mere demokratisk model - eller var i det mindste tænkt sådan. Hvis landets ledere ikke formår at løse denne konflikt på en pæn måde, så både de demokratiske og autokratiske elementer bevarer deres troværdighed hos folket, så vil iranere simpelthen miste troen på deres eget land - uagtet den tro på republikken, der allerede er gået tabt hos folket siden revolutionen. Demokratiske og autokratiske elementer er selvsagt noget svære at få til at spille sammen, når afstanden mellem den unge befolkning og de gamle nisser på toppen af kransekagen er så stor. Det måtte ligesom ske, ikke?

Man kan højst undre sig over, at Khomeini indførte det begrænsede demokrati til at begynde med. Han kunne vel ikke forestille sig, at Lederen efter ham ville bryde loven og anerkende vinderen tre dage før optællingen formelt er forbi og alle indsigelser mod uregelmæssigheder afklaret, eller at så mange ville ønske en mindre konservativ republik. Han troede vel på systemets indlysende overlegenhed.