Til de interesserede

China Hand har skrevet en glimragende artikel om Indien og Kina og de stormfulde højder. Det har været underrapporteret i vestlige medier, men USA's aftale med Indien fra 2006 om samarbejde om atomkraft mv. gav arbejdet med ikke-spredning en skalle lige i integriteten. Jeg tænker her på Iran, der er omgivet af mere eller mindre fjendtlige atommagter, som har skidt højt og helligt på ikke-sprednings-traktaten og ikke er blevet straffet, tværtimod. Det er og bliver min holdning, at Iran sandsynligvis prøver at skaffe sig atomvåben, eller balancere på kanten af muligheden for samme, af fuldstændigt rationelle grunde, selv om der stadig ikke kan bevises en dyt. En aftale med De Fem må forudsætte, at Iran kan stole på USA, og det ligger det så endnu lidt tungere med.

Flot, Bush! Nuvel, en ny præsident er ved magten i USA, og denne ser ud til reelt at prioritere ikke-spredning over smålige magtspil og muslimbaskeri. Men det er skidt for verden, at USA i den grad svinger fra det ene udenrigspolitiske ståsted til det andet, alt efter den amerikanske økonomi og dennes indflydelse på vælgerne. Jo: Som i USSR var der også udsving i amerikansk udenrigspolitik under Den Kolde Krig (bl.a. da de neokonservative viste deres grimme fjæs under Reagans første periode, inden han af oprigtig bekymring for atomkrig besindede sig og satte sig ned med Gorbatjov), men i det store og hele fulgte de amerikanske præsidenter en lige linie i udenrigspolitikken fra 1947 til 1989. Til at regne med, også i kynisk forstand.

Men læs artiklen, om Nepal, Dalai Lama, Tibet, Pakistan, og noget om ikke at vikle sig ind i en landkrig i Asien, tror jeg.