Statsgældskrisen i Europa er den direkte årsag til den mindskede tillid...Det kan ikke gentages for mange gange, fordi det modsatte gentages igen og igen i medierne:
Krisen skyldes ikke, at regeringer har brugt for mange penge. Krisen skyldes, at den private sektor har lånt for mange penge. Til investering og forbrug. Og det har de fået lov til, først og fremmest pga. Basel II og anden dårlig regulering af gearing, for ikke at tale om decideret deregulering (derivater, afdragsfrie lån, f.eks.).
Det er en gældskrise, men ikke det offentliges. Det offentlige fik først underskud, da skatteindtægterne faldt voldsomt, efter forbrugsboblen sprang. Den eneste undtagelse er Grækenland, men det er desværre det land, der står først for fald, så det er eksemplet til efterfølgelse. Problemet er bare, at jo mere man skærer ned under en lavkonjektur (fyrer), jo mere skrumper økonomien (der er ikke andet arbejde til de fyrede under en lavkonjektur). Og i øjeblikket skæres der voldsomt ned i USA og Europa. Folk sparer op, fordi de er nervøse for at miste arbejde. Ikke pga. Grækenland.
Men i et parallelunivers har vi en krise, fordi folk er dovne, staten har brugt for mange penge, og lønningerne er for høje. Løsningen må så være at skære ned, øge arbejdstiden og sænke lønningerne. Det er alt sammen den lodret forkerte medicin i en situation, hvor arbejdsløsheden er historisk høj: Hvis man øger effektiviteten (mere arbejdstid, mindre løn), uden at der er efterspørgsel til højere produktivitet - hvilket der ikke er - har man folk tilovers, og de skal så fyres.
Ord har magt. Hvad bør krisen hedde?
0 kommentarer:
Send en kommentar