Fugl mod frø

Der er to konkurrerende fortællinger om storpolitik. Den ene er, at det hele sker efter planer, som de stærke nationer har lagt. Krige føres for at erobre ressourcer, Verdensbanken og IMF holder ulandene fattige, 9/11 var et falsk flag, idealer er bedrag og undskyldninger for at sætte sig på verdensmagten, Zions Vise Protokoller, osv. Grundlæggende sammensværgelsestankegangen. Den anden er, at nationer ikke er enheder, at magtfulde mennesker handler ud fra et umiddelbart og individuelt syn på verden, og at det hele er meget mere kaotisk, end det ser ud til i historiens efterrationaliserende indretning af en rodløs virkelighed. Fugleperspektiv mod frøperspektiv.

Trofaste læsere af denne blog ved sikkert, at jeg er tilhænger af den sidste fortolkning - mest fordi jeg synes, at den første har alt for meget spalteplads i disse ellers så forvirrede tider. De kan sagtens sameksistere: individer kan bruse med kollektivets tanke, hvor stammens, nationens eller klassens interesser vægtes over de personlige. Det gælder også magtfulde mennesker. Samtidig betyder det ikke, at alt, der besluttes, er godt for den interesse, som man prøver at tilgodese. Med andre ord tager statsledere tit grueligt fejl på statens vegne.

Det er ikke noget vanvittigt kontroversielt synspunkt, og ved nærmere eftersyn og -tanke finder de to perspektiver ikke bund i virkeligheden. Der er så mange andre perspektiver - f.eks. det sociale, hvor en uudtalt enighed, en stemning, viser vejen for en gruppe mennesker, uden at stemningen kan håndfæstes i noget konkret. Svært at analysere og tale om, fordi det ikke er til at tage på, men meget vigtigt.

Man ser de to perspektiver folde sig ud i fortolkningen af krigen i Libyen. Krig er noget, der for alvor får fantasien i sving. Jeg kunne godt skrive om Libyen, men jeg kan konstatere, at diskussionen i medierne - selv i Danmark - er meget mere nuanceret end tidligere, på trods af at et helt folketing stemte for krig. Jeg har ikke så meget mere at sige end det, som allerede siges, f.eks. her og her. To essentielle indlæg.

Men Krigsnørden er enig med mig i, at medier betyder fantastisk meget i vor tids krigsførelse:

You have to see the strategic picture, which at this stage is not military but media. The Green March is Qaddafi’s media offensive, with a stealth military purpose under it. If NATO steps wrong and blows up a bunch of Warfalla civilians sitting on a tank, NATO loses and Qadaffi gets ten times more freedom to start cleansing troublemakers. But if Qaddafi’s people do something bloody and cinematic in front of a news crew, like bomb a school or kill some nice-looking well-dressed people in good lighting, then it’s a license to napalm his compound.

Det alene taler for frøperspektivet. Hvis det hele foregår efter nøje tilrettelagte planer, hvorfor så denne dramatik? Ikke at det gør krigen forkert, men det lugter af at sende franske og danske fly i valgkamp. Gaddafi må være en drøm at føre valgkampagne imod. En rigtig skurk. Der er til gengæld ikke mange stemmer at vinde på at mægle i konflikten i Elfenbenskysten. Det fænger ikke, heller ikke hos politikerne selv.